Forhold i krise

Vores forhold er i kæmpe krise. Vi har været sammen i 7 år og er gift og har to børn på 3 og 4 år. 

Vi har INTET intimt liv på nogen måde. Vi bor sammen og tager os af børnene men har intet sammen længere- vi snakker også kun sammen når det handler om børnene. 

Jeg er ikke længere forelsket og vild med ham og jeg tror også det går den anden vej. 

Han irriterer mig hele tiden med alt han gør og som han siger "du har været sur på mig siden den første blev født"...

det er nok også rigtigt at jeg går og retter på ham og kritiserer ham meget men jeg kan bare slet ikke se de ting i ham som jeg faldt for dengang. Jeg bliver irriteret ved hans tilstedeværelse og elsker når han ikke er hjemme. Ofte er ungerne også nemmere når jeg har dem alene. 

Jeg tør ikke tage skridtet og sige vi bør skilles men tænker tit at jeg ville ønske han smed bomben. Igår sagde han i frustration: "det kunne være jeg bare skulle finde et andet sted at være" jeg tør så ikke sige noget og ignorer ham bare. Jeg er mega konfliktsky så hver gang det trækker op til en seriøs samtale om vores ikke eksisterende forhold så trækker jeg lidt i land. 

Ville nærmest ønske han fandt en anden og så gik fra mig - så ville jeg ikke behøve at tage beslutningen selv. 

Andre der har været i så stor krise? Hvordan kom i videre?

det skal understreges at han egentlig er en god far for vores børn og bruger meget tid sammen med dem. 

Anonym skriver:

Vores forhold er i kæmpe krise. Vi har været sammen i 7 år og er gift og har to børn på 3 og 4 år. 

Vi har INTET intimt liv på nogen måde. Vi bor sammen og tager os af børnene men har intet sammen længere- vi snakker også kun sammen når det handler om børnene. 

Jeg er ikke længere forelsket og vild med ham og jeg tror også det går den anden vej. 

Han irriterer mig hele tiden med alt han gør og som han siger "du har været sur på mig siden den første blev født"...

det er nok også rigtigt at jeg går og retter på ham og kritiserer ham meget men jeg kan bare slet ikke se de ting i ham som jeg faldt for dengang. Jeg bliver irriteret ved hans tilstedeværelse og elsker når han ikke er hjemme. Ofte er ungerne også nemmere når jeg har dem alene. 

Jeg tør ikke tage skridtet og sige vi bør skilles men tænker tit at jeg ville ønske han smed bomben. Igår sagde han i frustration: "det kunne være jeg bare skulle finde et andet sted at være" jeg tør så ikke sige noget og ignorer ham bare. Jeg er mega konfliktsky så hver gang det trækker op til en seriøs samtale om vores ikke eksisterende forhold så trækker jeg lidt i land. 

Ville nærmest ønske han fandt en anden og så gik fra mig - så ville jeg ikke behøve at tage beslutningen selv. 

Andre der har været i så stor krise? Hvordan kom i videre?

det skal understreges at han egentlig er en god far for vores børn og bruger meget tid sammen med dem. 

Jeg forstår ikke helt, hvad der afholder dig fra at gå? Fordi det er besværligt?

Hvad med at få børnene passet og have nogle aftner hvor I lære hinanden at kende igen?

Man er næppe forelsket gennem hele sit forhold, men man kan jo godt elske hinanden alligevel.

Når man får børn bliver det bare noget andet, så træder tosomheden bare længere ned i prioteringerne.

Jeg ville ikke bare forlade min kæreste fordi der er gået hverdag i den, I har også børn at tænke på

Hvis du både viger uden om de seriøse samtaler og samtidig bruger enhver undskyldning til at kritisere kan jeg godt forstå hvis din mand overvejer at finde et andet sted at bo. Det er da til at blive vanvittig af.

Du må gøre op med dig selv om du vil give det en helhjertet chance mere for børnenes og din egen skyld. I så fald skal alt det der kritiseren, småskænderi og hakken i dagligdagen høre op. Det er fuldstændig nedbrydende for enhver intimitet. Så må I gøre som en anden forslår og få noget alene tid hvor der både skal snakkes alvorligt og arbejdes på forholdet.

Og sørg for at opleve noget hver for sig så man har noget at snakke om som ikke handler om børn.

Du må først og fremmest se indad. Du har somv voksent og beslutningsdygtigt menneske valgt at gifte dig og få to børn med denne her mand, som du jo har elsket. Som det er nu opfører du dig virkelig grimt overfor ham. Forestil dig, at du konstant blev hakket på eller kritiseret og aldrig kunne have en fornuftig samtale om, hvad der var i vejen! Det er simpelthen ikke i orden. Du kan ikke forvente, at han gør sig umage eller bidrager med spænding når det er, hvad han mødes med dagligt. Dermed ikke sagt han ikke har fejl, men du må starte med dig selv.

Enten nosser du dig sammen, tager ansvaret og går din vej. Ellers begynder du at opføre dig ordentligt. Af hensyn til din mand, dig selv og dine børn, som nu lærer at det er sådan man interagerer i et parforhold!

Men du får jo ikke en god mand ved at kritisere. Du har i den grad brug for at kigge ind af lyder det til.

Passiv aggression - hints og sure miner - og ingen reel snak om hvad der rør sig er da dræbende. 

Mange oplever en krise ved 7 år - det kaldes 7års krisen. Og mange nosser sig desværre ikke sammen til at tale om tingene og ender med at blive skilt. Få fat I en parterapeut og få passet unger og gør noget af det sammen I nød før børnene. 

Du lyder ærlig talt meget mavesur. Og det er drænene for alt intimitet. I har begge et ansvar I dette. Få hanket op i jer selv.

Ens tilgang til den anden har en stor betydning.

Jeg tog en coach uddannelse - vi skulle på en skala fra 1-10 vurdere vores parforhold. De fleste lå på 7-8 og nogle enkelte på 3-4. Ud af 52 elever gav ingen 10 (højeste score).

I stedet for at prøve at rette så personen lever op til de utalte krav man har for at give 10, så bad underviseren os om at tænke anderledes. Vi skulle gå hjem og når vi satte nøglen i døren skulle vi forestille os at vi går ind i et hus hvor der står en 10’er. Dvs se vores partner som 10’er og ikke kritisere eller se fejl. Vi afprøvede de alle sammen og tilbagemeldingen fra alle var at det var en helt anden og bedre aften. Folk kan mærke ens indstilling ... og dine børn kan mærke at du er irriteret - se at få gjort noget ved din indstilling og jeres kommunikation. FU er ikke er offer. I er begge ansvarlige for jeres fælles lykke.

du kan lige så god tage samtalerne med ham - for hvis du ikke gør ender du med en skilsmisse. Så du har intet at tabe..:

7års krisen - den skal man kæmpe sig igennem. 

Har du overhovedet overvejet at blive ved ham og få løst jeres problemer? 

Det lyder ærlig talt som om du har givet op, men ikke vil tage det endelige skridt at gå - som om at han skal gå og du så derefter kan bearbejde ham for at alt gik galt. 

Hank op i dig selv kvinde og få løst jeres problemer! For jeres egen skyld og børnenes skyld. Livet er ikke altid sukkersødt, man skal sgu også selv arbejde lidt for at få tingene til at lykkes. 

Held og lykke.

En meget klassisk 7 års krise. 

4 år med små børn og de er stadig små og krævende, men de begynder at være den alder, hvor I kan have lidt tid til hinanden og det er dét der er svært og det I skal finde ud af igen, efter så mange år med bleer, mad, logistik osv. 

At du er konfliktsky er en kæmpe hæmsko for at få italesat problemerne. Der må du oppe dig og vise dig fra din voksne side. Og helt ærligt, så har din mand da seriøst også holdt dig ud i mange år, hvis han har følelsen af at du har været sur på ham siden den første blev født. 

Hvordan kan det være du har været sur/irriteret/bitter på ham siden du fødte jeres første forhåbentligt kærlighedsbarn? 

Hvilke ting er det du kritiserer og hvad er det han gør forkert? 

Hvad vil han kunne gøre for at ændre på jeres situation, udover at finde en anden kvinde? 

Jeg synes virkelig I skal få talt sammen, evt. få noget hjælp af en parterapeut. Det er simpelthen ikke ok at give op på dit grundlag, synes jeg. 

Hvad kan du selv gøre? Hvad kan du gøre for at ændre på jeres dårlige mønster? 

Du bliver nødt til at kigge indad. Det er ingen dans på roser at stikke halen mellem benene. Og hvis I tager skridtet og bliver skilt, vil der helt klart komme nogle konflikter du bliver nødt til at forholde dig til og få italesat. Det er ikke den lette løsning. 

Mit tidligere forhold var ikke særlig intenst og lidenskabeligt som jeg egentlig ønskede det. Min eks var ikke så godt til at vise sine følelser og kærlighed til mig. Vi var godt nok intime, men det var nok mere et behov end det var af kærlighed. Jeg var ikke forberedt på at det skulle slutte, da min eks meddelte det, selvom jeg altid havde vidst at det ikke ville vare forevigt.

Men det gjorde virkelig ondt da han meddelte at han ikke ønskede os sammen længere og at han havde mødt en anden. 

Jeg håber du vil kæmpe for jeres forhold, men det skal heller ikke være for enhver pris 

Wauw, dit forhold lyder præcis som mit gamle forhold, dog uden børn og ægteskab. 

Vi var sammen i 11 år og jeg havde det præcis som du beskriver det. Elskede at være alene hjemme og blev irriteret når han kom hjem. Vi havde intet intimt sammen og jeg ville aldrig være alene med ham, men alligevel turde jeg ikke gå fra ham, for han var jo en vane og tryghed. Jeg ved ik rigtig hvilke råd jeg skal give dig, men jeg endte til sidst med at gå. Og på trods af at jeg havde tænkt på det længe, så var jeg stadig i tvivl, men den dag i dag ved jeg 100% at det var det rette valg, det er lidt over et år siden og jeg har aldrig været gladere.