Tja...

åh altså, 

har I andre også bare perioder hvor jeres parforhold ikke kører??? 

Shit vi er inde i en ond strøm pt. 

Havde nok bare brug for, at skrive det - ud af systemet - tre børn,træls mand, jeg er selv træls. 

.... og så hører andre har prøvet det også 

Anonym skriver:

åh altså, 

har I andre også bare perioder hvor jeres parforhold ikke kører??? 

Shit vi er inde i en ond strøm pt. 

Havde nok bare brug for, at skrive det - ud af systemet - tre børn,træls mand, jeg er selv træls. 

.... og så hører andre har prøvet det også 

Ja det har vi - vi har tre børn. En på 7 år, en på 4 år og en på 11 måneder. Det er hårdt og der går hverdag i den. Vi kan også diskutere, blive let irriteret på hinanden og synes hinanden er træls. 

Men vi ved også det er sådan og det ændrer sig når den yngste bliver lidt større. 

Vi er dog gode til at give hinanden "fri" såvi kan komme ud. Min kæreste går fx til fodbold og er til koncerter med venner, ser fodbold med venner. Jeg kan godt lide at hygge med veninde på cafe eller lignende. De fleste gange er vores aftale efter børnenes puttetid men nogle gange er det før. Det er rart at komme ud og have andet end børn og arbejde at snakke om. 

Når den yngste bliver større kan han blive passet af farmor og så kan vi begynde at få lidt kærestedage i ny og næ igen 

tænker man skal minde sig selv om at små børn er hårdt for parforholdet men at det selvfølgelig ændrer sig med tiden. 

Jeg tror det er meget naturligt. Vi har også 3 børn, 5 år, 8 år og 14 år og vi er i perioder også super presset. Logistik, arbejde, økonomi, praktiske opgaver og igen logistik; sport, aktiviteter, forældremøder, lægebesøg osv osv. 

Jeg tror det vigtigste i et ægteskab/parforhold er at man fordeler opgaver så begge parter kan trække vejret og at man husker at tale sammen. Vi gør meget ud af, at lære børnene ikke at afbryde når vi lige snakker sammen, men med tre børn er det jo ikke ret meget vi når at snakke når alt kommer til alt. I dag har vi haft fri sammen min mand og jeg og vi endte begge med at sove halvdelen af dagen væk fordi vi begge er super udkørte for tiden (og halv syge) �� så får vi måske overskud til at tale mere sammen når de to små sover i aften - teenageren er vågen langt længere end jeg �� 

Ja desværre her går det osse bare helt skævt for tiden vi skændes konstant her har vi 2 børn en på 3år og en på 4 år. 

Håber det snart bliver bedre. 

Uden at lyde nedren - så er det altså rart, at høre andre end os står i det. Jeg er bare så ked af det. For jeg savner ham. Jeg savner at grine, føle mig uundværlig og at han elsker mig. Det er nok for meget, at forlange som tingene er lige nu... men øv altså. Hvor er det .... hårdt 

mor:) skriver:

Ja det har vi - vi har tre børn. En på 7 år, en på 4 år og en på 11 måneder. Det er hårdt og der går hverdag i den. Vi kan også diskutere, blive let irriteret på hinanden og synes hinanden er træls. 

Men vi ved også det er sådan og det ændrer sig når den yngste bliver lidt større. 

Vi er dog gode til at give hinanden "fri" såvi kan komme ud. Min kæreste går fx til fodbold og er til koncerter med venner, ser fodbold med venner. Jeg kan godt lide at hygge med veninde på cafe eller lignende. De fleste gange er vores aftale efter børnenes puttetid men nogle gange er det før. Det er rart at komme ud og have andet end børn og arbejde at snakke om. 

Når den yngste bliver større kan han blive passet af farmor og så kan vi begynde at få lidt kærestedage i ny og næ igen 

tænker man skal minde sig selv om at små børn er hårdt for parforholdet men at det selvfølgelig ændrer sig med tiden. 

Vores den mindste er også 11 måneder - og så 5 og 8..... 

jeg synes virkelig vi er spændt for ��

Vi bliver forældre lige om lidt - og ved at det bliver presset de første år - men vi plejer at være gode til at hjælpes - jeg håber det er nok 

Anonym skriver:

Vores den mindste er også 11 måneder - og så 5 og 8..... 

jeg synes virkelig vi er spændt for ��

Vi har en på 5 år og en på knap 1 år. Og vi visser også en del af hinanden - eller rettere, jeg visser af ham fordi jeg føler han ikke er medfølende nok og er for kort for hovedet overfor mig. Det er han ikke. Det handler alt sammen om, at jeg er blevet vækket om natten HVER NAT minimum 2 gange og ofte 3-4 gange i mere end et år. Jeg er udmattet, og så bliver jeg sensitiv - og nok også lidt urimelig. Det bliver bedre når den lille bliver større og jeg har sovet igennem et par uger.  

Anonym skriver:

Vores den mindste er også 11 måneder - og så 5 og 8..... 

jeg synes virkelig vi er spændt for ��

jeg var urimelig masser af gange da vi fik vores andet barn. Man var jo lige kommet over det sværeste. Den store er blevet mere selvstændig. Vi sov igennem og havde en dag om måneden hvor han var hos farmor. Pludselig skulle man op om natten en milliard gange, den lille skal holdes øje med konstant og den store skal jo også havd opmærksomhed og aktiveres. Samtidig vat der det praktiske som aftensmad, tøjvask osv. Da vores andet barn begyndte at sove bedre gik det også bedre herhjemme. Men efter 1 års tid fik vi barn nummer tre og så starter det hele forfra. Det er skønt og dejligt men også hårdt. Men man må bare ikke tro at det er fordi man ikke elsker hinanden, gnisten er væk og lignende. Det er det ikke - det er bare hårdt med manglende søvn og manglende overskud. Men tro mig - det kommer langsomt tilbage og forholdet bliver igen bedre

det lyder som om det er hverdagen men vi har også mange gode dage. Det er meget i perioder efter hvor stressende dagene har været. 

Det er helt normalt at det er hårdt i perioder her blev det hårdt da vi fik nummer 2. Jeg har været konstant træt, kørt ned og følt mig omklamret. Den yngste har været meget krævende som lille, ville konstant ammes, sov elendig osv. Og mest af alt så var det kun mig der duede.det blev bedre da han blev 1,5.så kunne far putte og jeg kunne komme lidt ud om aftenen. Nu er han blevet 2 år og jeg tænker han er ved at være klar til at blive passet om aftenen så vi kan komme ud sammen. Det sidste halve år har vi mest været ude hver for sig.

Jeg synes det bliver bedre i takt med at børnene bliver ældre, mere selvstændige og kan mere og mere selv. Det giver et pusterum for os forældre.

Det sidste halve år er gået meget med praktiske ting og logistik i hverdagen og vi har været mere partnere end kærester. Men vi har snakket om det og været enig om at romantikken nok skulle komme igen når vi fik mere tid til at pleje den. Og det begynder så småt at komme nu.