At gå hver til sit

IenFart skriver:

Det er ikke for at sparke til dig, men jeg synes simpelthen I giver for hurtigt op. I har levet i en krigszone de sidste år og har glemt hinanden. Ja, det sker sgu for mange, mig selv inklusivt, og man føler sig bare som to servicerobotter for de der børn. Men man skylder sine børn og sig selv at prøve at få det etableret igen, når der er kommet lidt ro på. 

Hvis man så finder ud af det ikke kan lade sig gøre - fair nok. Din kæreste må simpelthen komme ind i kampen med det der parterapi.

Enig I hvad der bliver sagt her

i har haft rigeligt at se til de sidste par år, give den en chance mere! 

Mops7 skriver:

Han har også valgt at skabe en familie på godt og ondt! Og nu det er på ondt, så vil han hellere give op for at gøre livet nemmere for sig selv? Ikke for hans skyld? Kommer i ud på den anden side, finder han ud af, at det også var for hans skyld. Hvad med børnene? Skal det være 1 ugentlig dag og hver anden weekend ved ham? Så han kan dyrke sig selv resten af tiden? Nej nej. Nu må han vise sig som en mand der i det mindste vil kæmpe for sin familie og ikke bare give op når tingene bliver svært. Det er ikke lykken! Tro mig.. 

Jeg har virkelig prøvet at tale med ham om det - jeg synes jo selv det er noget naivt at han vitterligt tænker at alle hans problemer løses ved at han bor for sig selv. At han vil give børnene op for tid alene forstår jeg jo slet slet ikke! Men han er ikke til at hugge og stikke i. Jeg har spurgt om det er fordi han har en anden - jeg kan vitterligt ikke se at der er en anden logisk forklaring på at han giver op på den måde. Men han siger at det er der ikke. At han bare ikke trives i vores familie.. ja bevares, jeg synes da også det er sindssygt hårdt - men sådan er det jo i en periode og det kommer man jo også igennem. Nu er det hele bare hængende på mig.. han er vare slet ikke samme mand, som da vi mødte hinanden..

Anonym skriver:

Jeg har virkelig prøvet at tale med ham om det - jeg synes jo selv det er noget naivt at han vitterligt tænker at alle hans problemer løses ved at han bor for sig selv. At han vil give børnene op for tid alene forstår jeg jo slet slet ikke! Men han er ikke til at hugge og stikke i. Jeg har spurgt om det er fordi han har en anden - jeg kan vitterligt ikke se at der er en anden logisk forklaring på at han giver op på den måde. Men han siger at det er der ikke. At han bare ikke trives i vores familie.. ja bevares, jeg synes da også det er sindssygt hårdt - men sådan er det jo i en periode og det kommer man jo også igennem. Nu er det hele bare hængende på mig.. han er vare slet ikke samme mand, som da vi mødte hinanden..

Jeg synes bare først det lød til i var ret enige og nu kan man godt høre det ikke helt er tilfældet. Han forlader dig lyder det til. Ja det er meget naivt. Håber ikke han fortryder når det er for sent. Men der er flere i denne verden der har troet det. Dog finder mange også ud af, at det langt fra gjorde livet nemmere. Tværtimod.. måske kun endnu værre.