At gå hver til sit

Kære jer, 

jeg har nok mest af alt bare brug for luft. Jeg har været sammen med min kæreste i 6 år, og sammen har vi 2 dejlige børn på 3,5 år og 1,5 år. Vores pige fik vi efter reagensglasbehandling der var meget opslidende, men vores datter har altid været nem og vi havde det egentlig godt som forældre. Vores sexliv haltede allerede fra jeg blev gravid, da jeg frem til omkring uge 26 var hårdt ramt af kvalme og opkast. Vi fik det meget stille i gang efter laaaang tid, og Da vores datter var 1 år og 3 måneder blev jeg naturligt gravid igen, og vi valgte at beholde barnet da vi jo havde kæmpet hårdt for at få den første. Vores søn har været en stor mundfuld for os, og havde kolik de første 6 måneder. Han har derudover været meget syg altid, og enormt pylret og aldrig sovet ret godt, og gør det stadig ikke. Han har været til ekstra kontroller da han ikke følger sin kurve og ikke er særlig interesseret i mad. Han er nu udredt og har fået konstateret en immundefekt hvilket på en eller anden måde hr været en lettelse for mig, selvom man ikke kan gøre noget ved det, udover at der er gode chancer for at han vokser fra det. Vi købte i foråret et hus, som vi har renoveret på hen over sommeren. Min kæreste har været meget alene med det, og jeg har været meget alene med børnene. Nu har vi boet her nogle måneder, og vi er begge enige om at den drøm vi havde for os som par, og som familie ikke er lykkedes som vi håbede. Vi har i alt det her, glemt alt om hinanden, og ingen af os ønsker at fortsætte vores liv sammen. Jeg ved godt oppe i mit hovedet at vi ikke har haft en fair chance for at være kærester, de sidste 2 år - og at oddsene ikke har været med os.. men jeg kan slet ikke holde ud at være i min krop af bare sorg over, at min drøm om familielivet er brast. Jeg er så ked af det og kan slet ikke hænge sammen. Jeg foreslog parterapi men det ville min kæreste ikke, og vi kan ikke komme videre sammen. Så valget er taget. Men hvor gør det bare ulideligt ondt. Kan slet ikke se hvordan jeg skal komme videre herfra.. 

kh en fortvivlet og ked mor 

Det er ikke for at sparke til dig, men jeg synes simpelthen I giver for hurtigt op. I har levet i en krigszone de sidste år og har glemt hinanden. Ja, det sker sgu for mange, mig selv inklusivt, og man føler sig bare som to servicerobotter for de der børn. Men man skylder sine børn og sig selv at prøve at få det etableret igen, når der er kommet lidt ro på. 

Hvis man så finder ud af det ikke kan lade sig gøre - fair nok. Din kæreste må simpelthen komme ind i kampen med det der parterapi.

Kære jer, 

 

jeg har nok mest af alt bare brug for luft. Jeg har været sammen med min kæreste i 6 år, og sammen har vi 2 dejlige børn på 3,5 år og 1,5 år. Vores pige fik vi efter reagensglasbehandling der var meget opslidende, men vores datter har altid været nem og vi havde det egentlig godt som forældre. Vores sexliv haltede allerede fra jeg blev gravid, da jeg frem til omkring uge 26 var hårdt ramt af kvalme og opkast. Vi fik det meget stille i gang efter laaaang tid, og Da vores datter var 1 år og 3 måneder blev jeg naturligt gravid igen, og vi valgte at beholde barnet da vi jo havde kæmpet hårdt for at få den første. Vores søn har været en stor mundfuld for os, og havde kolik de første 6 måneder. Han har derudover været meget syg altid, og enormt pylret og aldrig sovet ret godt, og gør det stadig ikke. Han har været til ekstra kontroller da han ikke følger sin kurve og ikke er særlig interesseret i mad. Han er nu udredt og har fået konstateret en immundefekt hvilket på en eller anden måde hr været en lettelse for mig, selvom man ikke kan gøre noget ved det, udover at der er gode chancer for at han vokser fra det. Vi købte i foråret et hus, som vi har renoveret på hen over sommeren. Min kæreste har været meget alene med det, og jeg har været meget alene med børnene. Nu har vi boet her nogle måneder, og vi er begge enige om at den drøm vi havde for os som par, og som familie ikke er lykkedes som vi håbede. Vi har i alt det her, glemt alt om hinanden, og ingen af os ønsker at fortsætte vores liv sammen. Jeg ved godt oppe i mit hovedet at vi ikke har haft en fair chance for at være kærester, de sidste 2 år - og at oddsene ikke har været med os.. men jeg kan slet ikke holde ud at være i min krop af bare sorg over, at min drøm om familielivet er brast. Jeg er så ked af det og kan slet ikke hænge sammen. Jeg foreslog parterapi men det ville min kæreste ikke, og vi kan ikke komme videre sammen. Så valget er taget. Men hvor gør det bare ulideligt ondt. Kan slet ikke se hvordan jeg skal komme videre herfra.. 

kh en fortvivlet og ked mor 

Har i ikke noget gratis familie rådgivning i kommunen? Det er der flere kommuner der tilbyder til familier med små børn - for at redde familier fra at gå i opløsning. Man kan få lov at være anonym mener jeg - men hvordan det skal forstås ved jeg ikke helt. Det selvfølgelig personlige samtaler. Måske de bare ikke registrere det nogle steder. 

Synes med jeres historie, at det er synd at give op på jeres familieliv, når i ikke har prøvet noget specielt for at finde tilbage i form af parterapi, en ugentlig dag hvor i får passet børnene og prøver at finde hinanden som par igen eller hvad det nu kunne være. Det er godt givet ud og børnene ville elske jer for det, hvis i fik reddet det. 

Selvfølgelig kan alle ikke det, men mange kan, fordi det er så normalt at forældre til småbørn kan glemme hinanden en smule i en lang periode. Håber i vil tage det til overvejelse igen.

Græsset er kun grønt der hvor du vander det. 

Kæmpe kram til dig  

Jeg forstår ikke helt I allerede giver op? 

Elsker I hinanden? For alle børnefamilier kan helt 100 nikke genkendende til det der. Vi fik en ikke planlagt 3’er for et siden - de store var store og vi var ovee det værste babyshow. 

Men det har været enormt hårdt, at få baby 3, som også havde kolik og min mand som skulle rejse ekstra meget med sit job. Det er stadig mega, mega hårdt - og vi har nærmest aldrig tid til hinanden. 

Men vi elsker hinanden! Og vi ved, at om nogle år - nok nærmere FIRE! År! Så er der lidt mere ro på igen, vi er ikke afhængige af middagslur og sur træt barn.  

Men det kræver man giver plads, kniber ballerne sammen og kigger hinanden i øjnene og siger: Go! Vi kan det her. Vi elsker hinanden - vi elsker børnene. Så kommer det andet. 

Ved ikke om du kan bruge det - men tænk over det med kærligheden... for græsset bliver nok ikke meget grønne på den anden side. Det bliver grønt hvor der vandes og trædes forsigtigt - især når der plantes nye frø (hee tænker jeg børn!) 

pøj pøj med hvad end I vælger 

Jeg har egentlig aldrig vært fan af den der “bliv sammen for børnenes skyld til det sidste og kæmp for at få følelser tilbage som ikke er der” 

men lige i det her tilfælde der må jeg stemme i med de andre. Det lyder som om i har givet alt for nemt op. 

I har glemt hinanden og haft alt for store forventninger til det hele samt for meget brænde på bålet af gangen. 

Slå bremsen i, nyd hinanden og se om ikke at følelserne blomstre igen når der er kommet ro på tilværelsen. 

Helt enig, det giver overhovedet ikke mening at give op nu.

Der er simpelthen gået for meget familieliv i jeres  forhold og i trænger til at komme ud og genfinde hinanden - få passet børnene og tage ud og spise, tage på weekendtur evt, bare være JER! 

Det lyder ikke som om at du helt vil give op, men hvad er hans grund til at give op? For meget familie og for lidt parforhold? 

I er groet fast i et sted hvor i skal ud af. 

Hvad var det i elskede ved hinanden engang? 

Synes ligesom de fleste her, er det er for tidligt i giver op .. men det virker heller ikke som om i er på krigsstien overfor hinanden.

Husk at nissen flytter med. At gå fra hinanden er ikke bare lige sådan når man har børn. Ikke fordi man skal blive sammen hvis man er ulykkelig. Der er selvne skilsmissen, oprivningen af ens liv, nyt hjem, logisikken om børnene fremadrettet, uenigheder osv osv osv. som kommer bagefter. Tror ikke ligefrem livet bliver lettere.

Når børnene runder 3 år, så er det som om man får sit liv tilbage..  

Opskriften på et godt ægteskab kommer fra en tid hvor man fiksede ting der gik i stykker og ikke blot smed dem ud.

Kære alle, 

tak for jeres svar! Og tak fordi i tog jer tid til at komme med jeres tanker. 

Jeg har budt ind med hvad jeg kunne - jeg har foreslået alverdens løsninger: parterapi, ugentlig datenights, getaways. Ja, jeg synes virkelig jeg har forsøgt. Jeg tror vi er vokset i forskellige retninger, i takt med at vi fik børn. Jeg havde en drøm om familielivet, men han vil rigtig gerne dyrke sig selv. Jeg synes ofte han prioriterer sig selv over vores familie, og generelt ikke vil gøre noget for at det kan lykkes. Han er fastlåst i at vi ryger tilbage i vores gamle mønstre. Jeg har virkelig fortalt at jeg rigtig gerne vil gå langt for at familien holder sammen, men han mener at det så er noget han gør for min skyld og ikke sin egen. Og jeg hverken kan eller vil tvinge ham til at være en del af den her familie, når han ikke ønsker det. Så bliver det jo som at løbe panden mod muren. 

Kære alle, 

tak for jeres svar! Og tak fordi i tog jer tid til at komme med jeres tanker. 

Jeg har budt ind med hvad jeg kunne - jeg har foreslået alverdens løsninger: parterapi, ugentlig datenights, getaways. Ja, jeg synes virkelig jeg har forsøgt. Jeg tror vi er vokset i forskellige retninger, i takt med at vi fik børn. Jeg havde en drøm om familielivet, men han vil rigtig gerne dyrke sig selv. Jeg synes ofte han prioriterer sig selv over vores familie, og generelt ikke vil gøre noget for at det kan lykkes. Han er fastlåst i at vi ryger tilbage i vores gamle mønstre. Jeg har virkelig fortalt at jeg rigtig gerne vil gå langt for at familien holder sammen, men han mener at det så er noget han gør for min skyld og ikke sin egen. Og jeg hverken kan eller vil tvinge ham til at være en del af den her familie, når han ikke ønsker det. Så bliver det jo som at løbe panden mod muren. 

Han har også valgt at skabe en familie på godt og ondt! Og nu det er på ondt, så vil han hellere give op for at gøre livet nemmere for sig selv? Ikke for hans skyld? Kommer i ud på den anden side, finder han ud af, at det også var for hans skyld. Hvad med børnene? Skal det være 1 ugentlig dag og hver anden weekend ved ham? Så han kan dyrke sig selv resten af tiden? Nej nej. Nu må han vise sig som en mand der i det mindste vil kæmpe for sin familie og ikke bare give op når tingene bliver svært. Det er ikke lykken! Tro mig..