Kræft og dødsdom

årgang84 skriver:

Det en stor stor misforståelse at livet skal sættes på pause ved så svær sygdom.  

Det jo især her livet skal fejres mindes m.m. 

Dem der er så syge er som regel helt tydelige i hvad de vil og ikke vil. 

Hov - mig og citering - det blev ved et uheld til "synes om".

Jeg tror ikke, det handler om at sætte livet på pause, men om at vise respekt for f.eks. de pårørende.

Som datter til to afdøde forældre som begge måtte lade livet til kræft så vil jeg sige at de syge nok selv plejer at sige til og fra.... Båfe min mor og far prøvede for så vidt lige til det sidste at leve livet så "normalt" som muligt og meldte selv fra til ting de ikke kunne overskue osv.... Det var også vigtigt for dem at vi, min bror og jeg ikke satte vores liv på standby 

Så indtil de begge blev senge liggende førte de og vi et så normalt liv som muligt

sandramor skriver:

Som datter til to afdøde forældre som begge måtte lade livet til kræft så vil jeg sige at de syge nok selv plejer at sige til og fra.... Båfe min mor og far prøvede for så vidt lige til det sidste at leve livet så "normalt" som muligt og meldte selv fra til ting de ikke kunne overskue osv.... Det var også vigtigt for dem at vi, min bror og jeg ikke satte vores liv på standby 

Så indtil de begge blev senge liggende førte de og vi et så normalt liv som muligt

Jeg har selv haft en far, der var nyresyg og ind imellem røg ud og ind af hospitalet. Han var syg i 10 år. 

Vi har i det hele taget haft rigtig meget sygdom i min familie. Min lillesøster har været igennem et brystkræftforløb, som heldigvis er gået godt. Og jeg har selv været igennem et forløb med voldsom depression. Det kan ikke undgås, at det påvirker hverdagen. 

Selvfølgelig prøver man at leve livet så normalt som muligt, og selvfølgelig siger den syge selv fra eller til.

TS skriver, at hendes fasters børn tager det meget hårdt. Så det er nok lige så meget hensynet til dem TS spørger til som hensynet til den syge faster. 

Vi har en lidt underlig sørgekultur her i Danmark. Det er som om mange mener, at når først begravelsen er overstået, så må de pårørende være kommet videre. 

Det er så individuelt, hvordan folk har det.  

Justthinking skriver:

Min faster har fået konstateret kræft i meget fremskreden grad - lægerne har givet hende 3-6 måneder at løbe på, og hun har meget ondt.

Hun har så tre børn, den yngste er 40 og den ældste er 45 år.

Min mand og jeg flyttede i nyt hus i slutningen af august, og efter lang tids renovering begynder vi at kunne overskue at holde housewarming. Denne ville vi lægge d. 15/12 i år.

MEN... hvornår kan vi invitere folk? Vi vil ikke have at især børnene får fornemmelsen af, at vi hurtigt "glemmer" min fasters sygdom - giver det mening?

Og skal vi invitere min faster? Som nævnt har hun mange smerter, men omvendt vil vi helst ikke undgå at invitere hende og så hun føler sig udenfor - men igen: "negligerer" så sygdommen? 

 

Alle input tages imod med kyshånd, og jeg håber ikke dette indlæg støder nogen 

Jeg ville altid invitere. Bare fordi man er syg, skal man ikke holdes udenfor. 

I ved at hun er på en måske. Så hvis hun har overskud til det, kommer hun og  hvis ikke, jamen så er det sådan. 

Jeg ville altid invitere, og så tag det som det kommer. 

BAE skriver:

Jeg ville altid invitere. Bare fordi man er syg, skal man ikke holdes udenfor. 

I ved at hun er på en måske. Så hvis hun har overskud til det, kommer hun og  hvis ikke, jamen så er det sådan. 

Jeg ville altid invitere, og så tag det som det kommer. 

Helt enig i at den syge skal inviteres.

Da jeg selv var syg, havde vi tit en aftale om, at jeg kom, hvis jeg kunne og blev hjemme, hvis jeg ikke kunne overskue at skulle ud.

Tommelise skriver:

Helt enig i at den syge skal inviteres.

Da jeg selv var syg, havde vi tit en aftale om, at jeg kom, hvis jeg kunne og blev hjemme, hvis jeg ikke kunne overskue at skulle ud.

Jeg synes det er synd, at fordi man er syg, skal man lægges væk. 

Ja, det er ikke sikkert at man kommer, men bare følelsen at der bliver tænkt på en, er skøn. 

Og de er jo ikke døde, nej de er syge og mange syge har dårlige og gode dage..

Dejligt at du havde en forstående familie/venner. 
Det er rart at man ikke skal stresse sig selv, for man vil jo gerne være med, men man skal ikke presse sig selv. 

BAE skriver:

Jeg synes det er synd, at fordi man er syg, skal man lægges væk. 

Ja, det er ikke sikkert at man kommer, men bare følelsen at der bliver tænkt på en, er skøn. 

Og de er jo ikke døde, nej de er syge og mange syge har dårlige og gode dage..

Dejligt at du havde en forstående familie/venner. 
Det er rart at man ikke skal stresse sig selv, for man vil jo gerne være med, men man skal ikke presse sig selv. 

Ja en god og forstående familie samt venner er guld værd.

Når man har inviteret den syge, så er det jo op til vedkommende, om han eller hun kan være med.