Veninde voldtaget..

Jeg har brug for hjælp!  

Jeg har en veninde, som jeg har kendt siden 2006. Vi er meget ens, og har altid klaret vores problemer selv - hvilket betyder, at bla. vores forældre intet aner om os. I skolen er der aldrig nogle der har undret sig over hvis vi ikke var der, var halvfulde eller noget andet. Ingen har nogensinde kontaktet vores forældre ellers noget - det vil så også sige, at vi begge har svært ved at stole på ‘voksne’ og generelt autoriteter.  

Der er så sket det at hun er blevet voldtaget, ret brutalt faktisk. Jeg er den eneste i hendes omgangskreds der kender til det, og det er fandeme hårdt! Jeg føler mig nødsaget til at været sammen med hende fra efter job og til 23tiden om aftenen, da hun er selvmordstruet. Jeg vil IKKE lade hende være alene! Hun har fået kontakt til Center for voldtægtsofre, og jeg har kørt hende til 2 psykologtimer. Begge gange har psykologen sagt, at hun jo må komme igen, når hun lærer at tage i mod hjælp... jeg mener jo bare, at når man tager skridtet, og tager til det, så er det da første skridt på vejen til hjælp. Hun vil så ikke tage flere timer der, og det kan jeg sagtens forstå. Igår måtte jeg kører hende til psykiatrisk skadestue, for der faldt hele verden sammen for hende(det er ikke første gang vi har været der). Her fik hun igen at vide, at de ikke ville eller kunne hjælpe hende, før hun lærer at tage imod hjælp.  

Altså som pårørende(og ja jeg er følelsesmæssigt involveret) er det fandeme svært! Hvis ikke de kan/vil hjælpe hende, hvem fanden skal så??? Hvad skal jeg gøre? Jeg har jo mest af alt lyst til at råbe systemet op, men synes mest af alt de håbløse!  

Hvad gør man? Kan jeg gøre noget? Det slider også utrolig meget på min psyke, og jeg har også ændret adfærd siden. Jeg er begyndt ikke at spise så meget, ocd træk og få tvangstanker.....  

Jeg synes, at det er godt at du bliver ved med at følge hende til psykolog og på psykiatrisk skadestue ,for det lyder som om, at hun (forståeligt nok) har brug for mere og andet hjælp end du som privat person kan give hende. Det er forfærdeligt, at hun har været udsat for det og jeg tænker på  om det de mener med  at hun ikke kan modtage hjælp, dækker over, at hun lukker i? For det skulle man da tænke, at professionelle på center for voldtægt må være vant til? Har du nogen idé om, hvad det ellers kan handle om? Under alle omstændigheder ønsker jeg alt det bedste for dig og din veninde  

Hvad er det hun siger/gør siden de ikke synes hun vil tage imod hjælp? 

Man kan sagtens møde behandlere i det offentlige som har en tåbelig tilgang til patienter, men når de flere steder melder tilbage at hun er nødt til at åbne op for at få hjælp, så må hun jo være totalt afvisende for alt og så har de jo mere begrænsede muligheder for at gøre noget. De kan jo ikke tvinge hende til at snakke med dem.

For dit vedkommende så tror jeg simpelthen du bliver nødt til at trække dig. Du skal lade hende vide at du er der for hende for snak og omsorg, men det er nødt til at være i et omfang som du selv kan holde til. Det er benhårdt, men jeg tror ikke det hjælper på hendes tilstand eller hendes modstand mod behandling, at du er på hende non-stop.

Jeg tænker også, at både du og din veninde er nødt til at forholde jer til, at der er to forskellige instanser, der giver udtryk for, at hun ikke vil tage imod hjælp.

Alle kan hjælpes, men ingen kan hjælpe en person, der ikke vil hjælpes.

Jeg har selv fået god hjælp af psykiatrien. Og kender mange, der har.

Prøv at tale med din veninde om det. Hvad mon de mener, når de siger, at hun ikke vil hjælpes ? - hvad siger hun til dem ? - lukker hun totalt i ? 

Har I haft kontakt til Center for Voldtægtsofre ?

Du er nød til på den ene eller anden måde at accepterer at man her i landet har ret til at nægte at modtage behandlig. 

Hvis ikke hun vil tage imod den hjælp der bliver tilbudt, så er der ingen der kan tvinge hende. -desværre i dit tilfælde. 

Men hvad jeg synes du kan og bør, er at blive ved og ved med at tage med hende afsted. Og måske endda deltage i mødet med psykolog eller hvad det nu er. 

Du kan råbe og skrige lige så tosset du vil af systemet, men de kan ikke hjælpe en der ikke vil hjælpes. 

Håber alt det bedste for både din veninde og dig. 

Anonym skriver:

Jeg har brug for hjælp!  

Jeg har en veninde, som jeg har kendt siden 2006. Vi er meget ens, og har altid klaret vores problemer selv - hvilket betyder, at bla. vores forældre intet aner om os. I skolen er der aldrig nogle der har undret sig over hvis vi ikke var der, var halvfulde eller noget andet. Ingen har nogensinde kontaktet vores forældre ellers noget - det vil så også sige, at vi begge har svært ved at stole på ‘voksne’ og generelt autoriteter.  

Der er så sket det at hun er blevet voldtaget, ret brutalt faktisk. Jeg er den eneste i hendes omgangskreds der kender til det, og det er fandeme hårdt! Jeg føler mig nødsaget til at været sammen med hende fra efter job og til 23tiden om aftenen, da hun er selvmordstruet. Jeg vil IKKE lade hende være alene! Hun har fået kontakt til Center for voldtægtsofre, og jeg har kørt hende til 2 psykologtimer. Begge gange har psykologen sagt, at hun jo må komme igen, når hun lærer at tage i mod hjælp... jeg mener jo bare, at når man tager skridtet, og tager til det, så er det da første skridt på vejen til hjælp. Hun vil så ikke tage flere timer der, og det kan jeg sagtens forstå. Igår måtte jeg kører hende til psykiatrisk skadestue, for der faldt hele verden sammen for hende(det er ikke første gang vi har været der). Her fik hun igen at vide, at de ikke ville eller kunne hjælpe hende, før hun lærer at tage imod hjælp.  

Altså som pårørende(og ja jeg er følelsesmæssigt involveret) er det fandeme svært! Hvis ikke de kan/vil hjælpe hende, hvem fanden skal så??? Hvad skal jeg gøre? Jeg har jo mest af alt lyst til at råbe systemet op, men synes mest af alt de håbløse!  

Hvad gør man? Kan jeg gøre noget? Det slider også utrolig meget på min psyke, og jeg har også ændret adfærd siden. Jeg er begyndt ikke at spise så meget, ocd træk og få tvangstanker.....  

Hvor gamle er i?

TS - hvad tænker du ?

Du har mest lyst til at råbe systemet op ? - men du placerer din vrede det helt forkerte sted.

Du må indse, at problemet ligger hos din veninde.

Som den sidste postering vilnjeg sige at problemet ligger hos din veninde.

livet er råddent nogle gange og man bør ikke  blive voldtaget. Nogle mister børn - den slags ondskab burde heller ikke forekomme i en perfekt verden. Men - vi kan ikke forhindre ondskab/sorg  kun bearbejde det på en god måde.

Der er ingen som lukker i, der kan modtage hjælp. Jeg har en bekendt der drak og drak. Konen sendte ham til psykolog. Efter to gange sagde hun at hun gav op. Han sad og sagde intet. Han begik selvmord.

Hvis du har samme usunde tendens til at “klare alle slag selv” er du nok den dårligste til at hjælpe hende. Sagt så positivt som jeg kan. Det er så dejligt at du er der for hende. Men hvis du er bange for st åbne dig op bekræfter I jo blot hinanden.

hvad er hun bange for sker hvis hun åbner op og fortæller...

Du er nødt til at forstå, at du ikke hjælper hende ved at bekræfte hende i, at det hele er systemets skyld. Du hjælper hende bedst ved at sige til hende, at hun er nødt til at beslutte sig for, at hun vil tage imod hjælp.

Jeg var faktisk ikke selv særlig god til at tage imod hjælp i starten. Jeg fik en henvisning til psykiatrien, men jeg kunne ikke rigtigt samarbejde med terapeuten. Jeg kunne lide hende, men jeg mente ikke, at der var nogen, der kunne hjælpe mig. 

Det var bestemt ikke systemet, jeg havde noget imod, jeg troede bare ikke rigtigt på, at det kunne blive bedre. Det hjalp så heller ikke, at jeg havde en kæreste, der modarbejdede terapeuten.

Faktisk fortalte min søster mig senere, at hun havde ringet til min terapeut for at spørge, hvor længe, jeg kunne blive ved at "gå der", og hun svarede, at det var der ikke noget tid på - men som de sagde: "Men hun (altså mig) skal snart til at samarbejde med os"

Det varede lidt for længe, inden jeg fik den rigtige diagnose (depression), og derfor varede det også for længe, inden jeg blev rigtigt medicineret.

Men - jeg kan love dig for, at det gjorde en verden til forskel, at det gik op for mig, at nøglen til hjælp lå hos mg selv. Da jeg indså, hvad der skulle til, så vendte det for mig. Jeg droppede også kæresten. 

Min terapeut var helt fantastisk, og jeg er hende evigt taknemmelig for hendes hjælp.

Jeg tager hatten af for medarbejderne i både distriktspsykiatrien og på sengeafdelingerne. De gør en kæmpe indsats på trods af nedskæringer, og de kæmper hver dag for at hjælpe mennesker, der har det svært.

Selvfølgelig findes der dårlige psykiatere og dårlige psykologer/terapeuter, ligesom der findes dårlige frisører og tømrere.

Men som sagt - ingen kan hjælpe din veninde, hvis hun ikke vil hjælpes.