L-mor skriver:
Jeg synes, at du beskriver problemet med forholdet mellem din mand og hans forældre så fint. Centralt i det står en mand, der hele sit liv har følt sig mindre elsket af sine forældre og mindre vigtig for dem end sin lillesøster. Og et forældrepar, der ikke magter at lytte til deres søn og anerkende hans følelser og oplevelse af uretfærdighed.
Spørgsmålet er ikke, hvad der er op og ned, ret og rimeligt, men det blødende sår din mand har, fordi han føler sig mindre elsket af sine forældre, og som hans forældre hælder salt i ved ikke at ville lytte til ham. Lillesøsteren er egentlig ikke `vigtig`. Hvis din svigerfar fx kunne finde ud af at sige: `jeg har nok altid set dig som stor og stærk og din søster, som en lidt følsom kluddermikkel, som ikke rigtig kunne finde ud af livet. Og at det var min og din mors opgave at beskytte og hjælpe hende. Jeg er virkelig ked af, at det har gjort, atvdu har følt dig tilsidesat og mindre elsket. Det vil jeg gerne undskylde for. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan ændre den måde, jeg er på overfor din søster, men jeg vil gøre, hvad jeg kan for, at du ikke skal føle, at du er mindre vigtig for os`. Så tror jeg, at det ville hjælpe din mand rigtig meget.
Men det kan dine svigerforældre ikke finde ud af. Derfor tænker jeg, at du kan hjælpe din mand til at se, at han har tonhandlemuligheder. Hvis det gør for ondt at have sine forældre i sit liv, kan han stoppe med at se dem. Eller han kan arbejde på at acceptere, at de forældre han gerne ville have, får han ikke. Det kan lyde enkelt. Det er det ikke. Men prøv fx at se den tråd, der blev oprettet for nylig om det at have forældre med psykiske lidelser. Der er både eksempler på dem, der har brudt med deres forældre og dem, der er nået til et punkt, hvor de kan acceptere, at de ikke har fået og aldrig får de forældre, de gerne ville have (og har fortjent og burde have haft). Men hvad kan de så bruge relationen til de forældre, de nu engang har til? Hvordan kan den blive så tålelig og udbytterig som muligt?
