Anonym skriver:
Min mand har endnu engang meldt ud at han ikke gider se sine forældre længere – dette har han sagt et par gange i løbet af det sidste års tid, men jeg har de andre gange formået at rede trådene ud mellem ham og mine svigerforældre, for jeg vil jo helst at vores børn også vokser op en med farmor og farfar.
Jeg synes det er så svært, jeg kan faktisk godt lide mine svigerforældre, og synes at de som udgangspunkt er nogle rare mennesker, men kan samtidig godt forstå hvorfor min mand har det som han har.
Der er en del forhistorie, som fylder meget, men i bund og grund handler det nok mest om at min mand altid har følt at han har stået i skyggen af sin lillesøster, og hun er altid blevet forfordelt frem for ham (mest følelsesmæssig, og tidsmæssig forfordeling.) Mine svigerforældre kan ikke sige nej til hende og i konflikt/krav situationer er det altid dem der trækker sig og hun får sin vilje. Mine svigerforældre kan på ingen måde se at de forfordeler min mands lillesøster frem for ham, eller hun altid får sin vilje igennem.
Min mand har lige så længe jeg har kendt ham og svigerfamilien været den eneste der har sat grænser, eller sagt fra overfor sin søster, hvilket har resulteret i at min mand og hans søster i lange perioder ikke har snakket sammen. Min svigerfar har nærmest hver gang blandet sig og “irettesat” min mand, og mener altid at min mand bør lade tingene ligge og ikke ”hænge sig i alting” for hans søster skal jo nok ”lære det hen af vejen.”
Min mand og hans søsters seneste ”rigtige” konflikt ligger over 2 år tilbage, på daværende tidspunkt havde de ikke snakket sammen ½ år. Men da min svigerinde fortæller at hun er gravid vælger min mand at genoptage kontakten med hende, men ”ridser” banen helt op ift. hvad han vil tolerer af opførsel fra hende, hvis de skal blive ved med at have et forhold. Siden da er det gået rimeligt gnidningsfrit mellem min svigerinde og min mand, og jeg synes også klart hun har forbedret sig på mange punkter overfor ham og os.
MEN mine svigerforældres ”pleasing” af hende er bare blevet meget værre efter hun er blevet mor. Det skal lige bemærkes at hun er selvvalgt alene mor, da faderen til hendes barn meldte ud da at han ikke ville have noget med hende eller barnet at gøre, da hun fandt ud af at hun var gravid. Vi forstår selvfølgelig godt at svigerinden derfor kan have større behov for deres “hjælp” end vi jo har.
Men både min mand og jeg føler i meget høj grad at svigerinden og hendes barn bliver forfordelt og prioriteret frem for os og vores barn. Jeg ved mine svigerforældre ikke kan se dette og tværtimod synes at det er os der vælger dem fra.
Jeg kan mærke min mand det seneste år er blevet mere og mere frustreret over hans forældre, og deres håndtering af børnebørn og hans søster. Hver gang han har snakket med sine forældre om dette føler han han løber panden mod muren, og han igen får at vide at han “hænger sig i alting." Min mand har mange gange sagt det er nemmere ikke at se hans forældre. Han har ad to omgange, hvor han har været rigtig ked/skuffet over dem meldt ud til mig at han ikke gider se dem længere.
Jeg ved ikke hvad jeg kan gøre for at støtte min mand, inderst inde tror jeg ikke han ønsker at afskære kontakten med sine forældre. Min mand er enormt påvirket af det for tiden. Vi har haft snakket meget sammen om hvordan han har det og hans frustrationer, men jeg har hele tiden opfordret ham til at snakke med sine forældre, men han gider ikke længere.
Men jeg ved ærlig talt ikke om jeg istedet skal begynde at støtte min mand i at stoppe kontakten til sin familie? Eller hvad jeg ellers kan gøre for min mand, som for tiden er meget trist?
Jeg synes, at du beskriver problemet med forholdet mellem din mand og hans forældre så fint. Centralt i det står en mand, der hele sit liv har følt sig mindre elsket af sine forældre og mindre vigtig for dem end sin lillesøster. Og et forældrepar, der ikke magter at lytte til deres søn og anerkende hans følelser og oplevelse af uretfærdighed.
Spørgsmålet er ikke, hvad der er op og ned, ret og rimeligt, men det blødende sår din mand har, fordi han føler sig mindre elsket af sine forældre, og som hans forældre hælder salt i ved ikke at ville lytte til ham. Lillesøsteren er egentlig ikke `vigtig`. Hvis din svigerfar fx kunne finde ud af at sige: `jeg har nok altid set dig som stor og stærk og din søster, som en lidt følsom kluddermikkel, som ikke rigtig kunne finde ud af livet. Og at det var min og din mors opgave at beskytte og hjælpe hende. Jeg er virkelig ked af, at det har gjort, atvdu har følt dig tilsidesat og mindre elsket. Det vil jeg gerne undskylde for. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan ændre den måde, jeg er på overfor din søster, men jeg vil gøre, hvad jeg kan for, at du ikke skal føle, at du er mindre vigtig for os`. Så tror jeg, at det ville hjælpe din mand rigtig meget.
Men det kan dine svigerforældre ikke finde ud af. Derfor tænker jeg, at du kan hjælpe din mand til at se, at han har tonhandlemuligheder. Hvis det gør for ondt at have sine forældre i sit liv, kan han stoppe med at se dem. Eller han kan arbejde på at acceptere, at de forældre han gerne ville have, får han ikke. Det kan lyde enkelt. Det er det ikke. Men prøv fx at se den tråd, der blev oprettet for nylig om det at have forældre med psykiske lidelser. Der er både eksempler på dem, der har brudt med deres forældre og dem, der er nået til et punkt, hvor de kan acceptere, at de ikke har fået og aldrig får de forældre, de gerne ville have (og har fortjent og burde have haft). Men hvad kan de så bruge relationen til de forældre, de nu engang har til? Hvordan kan den blive så tålelig og udbytterig som muligt?
