Psykisk belastet familie

Min søster har borderline, og min far passer til mange af symptomerne, men har ingen officiel diagnose. Min farmor havde også tydeligt udiagnoseret borderline. 

Jeg har ikke kontakt med min far og søster i dag af forskellige grunde, men bogen "Stop walking on eggshells" har hjulpet mig rigtigt, rigtigt meget med at forstå dem og min rolle som den "normale" i en anderledes familiesammensætning. Jeg kan varmt anbefale bogen.

Anonym skriver:

Min søster har borderline, og min far passer til mange af symptomerne, men har ingen officiel diagnose. Min farmor havde også tydeligt udiagnoseret borderline. 

Jeg har ikke kontakt med min far og søster i dag af forskellige grunde, men bogen "Stop walking on eggshells" har hjulpet mig rigtigt, rigtigt meget med at forstå dem og min rolle som den "normale" i en anderledes familiesammensætning. Jeg kan varmt anbefale bogen.

Tak synes titlen er mega rammende, det er nemlig det man skal gøre når man er sammen med borderline, gå på æggeskalder der man ALDRIG aner hvad der trigger dem 

Min far kom engang i stuen, og begyndte, at svine mig til min mor, det han sagde var direkte løgn, han havde ikke set mig, da jeg var gået bagom sofaen at lede efter en ørering.

Jeg rejste mig op, og sagde hvad fanen er det du siger?! det er løgn det hele! 

Min far blev knald rød i hovedet, og løbe ud af stuen - 100kg løbe afsted om en lille små dreng, der havde fået skæld ud- jeg var 22 år og kunne ikke forstår hvorfor han vilde lyve om sin egen datter på den måde. 

Men ja borderline, sygelig trang at være offer.

Mine forældre har hver deres psykiske udfordringer/lidelser Derudover var min far alkoholiker og voldelig. Min mor var depressiv. Deres liv og egen opvækst har ikke været nemt og de er blevet som de er.

jeg har lært at acceptere at de er sådan og at de egentlig ikke kan gøre for det og de ikke ved/kan bedre. 

Jeg ser dem nogle gange om året (de bor langt væk). De ser mine børn men må ikke passe dem. 

Jeg ser ikke nogen grund til at droppe kontakten - de er syge og derfor er de i min optik ikke onde mennesker. 

Jeg har ingen forventning om at de pludselig ændrer sig, jeg har ingen forventning om at de pludselig er "normale" bedsteforældre eller forældre. 

Åh hvor er det på en meget mærkelig og ulykkelig måde rart at læse om jer andre, der også har forældre med udfordringer 

Min mor har nok altid været psykisk syg, det gik bare først op for mig da jeg blev voksen. Jeg var jo bare vandt til hendes særheder. Sidenhen fik hun tilmed en lille hjerneblødning og har nu en skade i frontallapppe, som gør hendes 'gamle' udfordringer endnu tydeligere. 

Til tider ville jeg ønske at hun havde haft en sygdom som man kan se, for hun kan virke enormt uhøflig og mærkelig, så jeg bliver helt pinligt berørt. 

Jeg har valgt at have en tæt kontakt med hende. I mange sammenhænge er jeg hendes mor, hendes følelses-regulering og hendes støtte i det hun oplever som en verden der går hende meget imod. Gjorde jeg ikke det, ville hun visne.

Jeg har på et tidspunkt haft en lille sorg over at hun aldrig har været den mor jeg kunne ønske. Men jeg har valgt at lægge  det fra mig, for hun har ikke selv valgt sine udfordringer og har gjort det bedste hun magtede. I virkeligheden har jeg svært ved at forstå at min raske far gik fra hende og efterlod hende alene med to børn, som hun ikke magtede. Men han var nok lige så rådvild, som jeg til tider har været og har nok ikke vidst bedre. 

Begge mine forældre er psykisk belastet, vil jeg nok kalde det. De har ikke nogen officielt diagnose men har levet stort set hele deres liv i systemet og gør det stadig. Jeg har været tvangsfjernet som barn.

Min far har jeg ingen kontakt til.

Min mor havde jeg egentlig valgt fra da jeg blev 18, men som 22 årig blev jeg af særlige årsager nødt til at bringe hende ind i mit liv igen. Nu er hun en del af mit liv men meget overfladisk. Mine unger kende hende som bedste de ser når der er fødselsdag osv. Men hun er ikke en del af vores hverdag. Jeg holder hende i en arms længde så at sige. Jeg ser gennem fingre med mange ting og sluger mange kameler. Jeg er aldrig sammen med hende længe af gangen, og jeg smutter inden hun kommer for godt igang med hendes bullshit.

Det er ikke optimalt men nødvendigt. 

Hvis du kan undvære hende synes jeg du skal vælge hende fra for din egen skyld. Det ville jeg gøre Hvis Jeg kunne. 

Anonym skriver:

Vil gerne kun ha svare fra dem der er opvokset hos en familie hvor mor eller far var psykisk syge eller en der arbejder med det.

( Da jeg synes virkelig mennesker der ikke har oplevet det på egen kroppe, kan virkelig sige de dummeste ting, og lege kloge på noget de intet har forstand på) 

 

- Jeg har to forældre der”nok”er borderline ( har en søster som er det) jeg er blevet testet men har ikke en diagnose men har nogle usunde forsvarmekanismer der minder om borderline.

Jeg er blevet manipulere og trådt på hele mit liv og kæmper med følgerne.

- Jeg er kommet i et dilemma nu  hvad jeg skal gøre , hvordan jeg skal ha kontakt til dem? Hvor tæt på jeg skal ha dem?

 

- Min mor leger glad for mine børn, så i fredags ringer jeg og siger vi skal ha en pige, vi har en dreng i forvejen. Hun svarer: Og hvad skal jeg gøre med det?

- Jeg blev selvfølge skuffet da jeg aldrig kan regne med hendes reaktion, hun kunne sagtens ha “leget?” Glad for mig, og nej hvor fedt og sådan.

 

Jeg er virkelig nysgerrig Hvordan lever i med jeres familie hvor en eller flere er psykisk syg og herfra er meget utilregnelig? Og skiftende humør osv.?

 

Siges skal jeg har nok opgivet 90 % at jeg aldrig får en normal mor, men det er lige det sidste 10% jeg ligesom skal acceptere, at en normale kærlig mor har jeg ikke og jeg skal ikke blive ved med at søge efter det 

 

- Har selv været i terapi i 2 år, da min barndom Efterlod mig dybt forvirret - Jeg har siden fundet ud af problem ikke var mig, men jeg “nok” havde to meget syge borderline forældre 

 

Begge mine forældre er psykisk syge og førtidspensionister. Mit dilemma er, at mine børn elsker deres bedsteforældre mere end noget andet, men at jeg har svært ved at takle deres problematikker.

Jeg arbejder med det gennem terapi og lærer hele tiden nye ting og strategier.

Jeg tror at det handler rigtig meget om accept. Og så naturligvis konfrontationen på den konstruktive måde. Fortæl din mor i situationen, at hendes kommentarer gør dig ked af det. Forklar dine forældre, at du ikke vil finde dig i at de behandler dig sådan, men diskuter ikke med dem. Lad dem mærke dine følelser, men hold hele tiden bolden på din side. Det er nok et af de bedste redskaber jeg har fået.

I forhold til hvor tæt du skal have dem i dit liv, er det noget du må mærke efter. Hvor meget kan du magte!? Jeg tager i perioder lidt afstand fra mine forældre fordi det simpelthen bliver for overvældende. Men det fungerer langt bedre end at de kommer ind under huden på mig og at vi diskutere.