Psykisk belastet familie

Vil gerne kun ha svare fra dem der er opvokset hos en familie hvor mor eller far var psykisk syge eller en der arbejder med det.

( Da jeg synes virkelig mennesker der ikke har oplevet det på egen kroppe, kan virkelig sige de dummeste ting, og lege kloge på noget de intet har forstand på) 

- Jeg har to forældre der”nok”er borderline ( har en søster som er det) jeg er blevet testet men har ikke en diagnose men har nogle usunde forsvarmekanismer der minder om borderline.

Jeg er blevet manipulere og trådt på hele mit liv og kæmper med følgerne.

- Jeg er kommet i et dilemma nu  hvad jeg skal gøre , hvordan jeg skal ha kontakt til dem? Hvor tæt på jeg skal ha dem?

- Min mor leger glad for mine børn, så i fredags ringer jeg og siger vi skal ha en pige, vi har en dreng i forvejen. Hun svarer: Og hvad skal jeg gøre med det?

- Jeg blev selvfølge skuffet da jeg aldrig kan regne med hendes reaktion, hun kunne sagtens ha “leget?” Glad for mig, og nej hvor fedt og sådan.

Jeg er virkelig nysgerrig Hvordan lever i med jeres familie hvor en eller flere er psykisk syg og herfra er meget utilregnelig? Og skiftende humør osv.?

Siges skal jeg har nok opgivet 90 % at jeg aldrig får en normal mor, men det er lige det sidste 10% jeg ligesom skal acceptere, at en normale kærlig mor har jeg ikke og jeg skal ikke blive ved med at søge efter det 

- Har selv været i terapi i 2 år, da min barndom Efterlod mig dybt forvirret - Jeg har siden fundet ud af problem ikke var mig, men jeg “nok” havde to meget syge borderline forældre 

Jeg har en mor, som er psykisk syg. For 3,5 år siden stoppede jeg med at tage kontakt til hende. Jeg kunne sipmpelhen ikke mere. Ikke at jeg har smidt hende ud af mit liv, men jeg tager sjældent kontakt til hende. Hvis du vil mig og mit liv må hun kontakte mig! Det gør sig gældende for mine søskende.  

Du skal gøre op med dig selv hvor meget og hvilke type kontakt du ønsker med dem i dit og dine børns liv. Hvilke præmisser skal kontakten ske på? 

Min mor ringer jævnligt til min bedste og klager over at ingen af hendes børn kommer på besøg. Min udmelding til bedste var “hun kan bare ringe og invitere”. Og det er hvad jeg ønsker af kontakt. Når hun kan tænke på andre end sig selv - eller bare gider at spørge om hvordan hendes barnebarn har det - genoptager jeg gerne mere kontakt. Men både mig selv og mine søskende har behov for at beskytte os selv og vores børn. 

Den svage kontakt er det bedste jeg har gjort for mig og min lille famile. 

Jeg har en mor, der formentlig har narcissistisk personlighedsforstyrrelse (når jeg skriver formentlig er det fordi min psykiater og gruppeterapeuter selvfølgelig ikke kan stille en diagnose på en de ikke har mødt. Men ud fra min beskrivelse af familiekulturen, jeg er vokset op i tyder det på, at det er det der er i spil)

Jeg valgte at bryde kontakten med min mor netop af den grund, at hun ikke er i stand til at give mig den kærlighed, omsorg og støtte "normale" mødre giver deres børn (i mit tilfælde har min mor simpelthen ikke evnen på grund af den måde, hun er vokset op på, det kan hun jo ikke gøre for, men hun kunne have søgt noget hjælp til at bearbejde sin egen barndom og til det at være forælder, men det ønskede hun ikke). En anden ting er, at hun heller ikke har været i stand til at respektere mine grænser og konstant fandt på manipulerende adfærd. Efter rigtig mange år med sorg, vrede, lange breve, terapi (for mit vedkommende ) opgav jeg at bruge mere tid og energi på hende og afskar mig fra hende. Og det har været noget af det bedste, jeg i mit liv har gjort. Jeg går nemlig ikke længere og savner og håber på  at min mor skal blive som andre mødre og elske mig og være sammen med mig  for efterfølgende at blive skuffet over hendes svigt og rasende over hendes respektløse adfærd. Man kan sige, at hun er død for mig. Så ind i mellem sørger jeg over konceptet "mor" og over ikke at have en mor (sikkert som jeg ville gøre, hvis jeg havde haft en dejlig mor, der var død) .

Jeg ved ikke om du kan bruge det til noget, men jeg vil sige, at det har gjort meget for mit humør og livskvalitet at slippe af med hende. Jeg går ikke længere rundt og bebrejder mig selv for de mindste fejl, jeg har ikke længere en næsten sygelig pleaser adfærd og jeg er blevet fri for at tage stilling til drama, manipulation osv. 

Anonym skriver:

Vil gerne kun ha svare fra dem der er opvokset hos en familie hvor mor eller far var psykisk syge eller en der arbejder med det.

( Da jeg synes virkelig mennesker der ikke har oplevet det på egen kroppe, kan virkelig sige de dummeste ting, og lege kloge på noget de intet har forstand på) 

 

- Jeg har to forældre der”nok”er borderline ( har en søster som er det) jeg er blevet testet men har ikke en diagnose men har nogle usunde forsvarmekanismer der minder om borderline.

Jeg er blevet manipulere og trådt på hele mit liv og kæmper med følgerne.

- Jeg er kommet i et dilemma nu  hvad jeg skal gøre , hvordan jeg skal ha kontakt til dem? Hvor tæt på jeg skal ha dem?

 

- Min mor leger glad for mine børn, så i fredags ringer jeg og siger vi skal ha en pige, vi har en dreng i forvejen. Hun svarer: Og hvad skal jeg gøre med det?

- Jeg blev selvfølge skuffet da jeg aldrig kan regne med hendes reaktion, hun kunne sagtens ha “leget?” Glad for mig, og nej hvor fedt og sådan.

 

Jeg er virkelig nysgerrig Hvordan lever i med jeres familie hvor en eller flere er psykisk syg og herfra er meget utilregnelig? Og skiftende humør osv.?

 

Siges skal jeg har nok opgivet 90 % at jeg aldrig får en normal mor, men det er lige det sidste 10% jeg ligesom skal acceptere, at en normale kærlig mor har jeg ikke og jeg skal ikke blive ved med at søge efter det 

 

- Har selv været i terapi i 2 år, da min barndom Efterlod mig dybt forvirret - Jeg har siden fundet ud af problem ikke var mig, men jeg “nok” havde to meget syge borderline forældre 

 

Min mor har ingen diagnose, men jeg er ikke i tvivl om at der er "noget".. Minder om din mor. Jeg har 2 halvsøstre - den ene med borderline + en anden diagnose jeg ikke husker. Jeg har ingen kontakt til nogle af dem, har jeg ikke haft i snart 10 år og det får jeg heller aldrig igen. De har trådt alt alt for hårdt på mig til at jeg nogensinde vil have noget med dem at gøre igen. Ja, det gør pisse ondt! Men jeg har kun dette ene liv, og det skal ikke bruges på, at de kan træde alt det de vil på mig. 

Jeg har en mor som er psykisk syg. Hun er faktisk rigtig meget inde i mit (og mine søskendes liv) til trods for at hun ikke har været den bedste mor i verden. Vi havde en rigtig hård barndom, med en alkoholisk, agressiv far og en mor der vitterligt ikke var i stand til at tænke på andre end sig selv, men vi er jo siden blevet voksne og har tilgivet og accepteret at det er de mennesker der har givet os liv og til trods for at vores barndom ikke var som de fleste andres, så kom vi helskindede igennem og vi er nogle kloge, ansvarsbevidste og stærke mennesker (måske endda på grund af det).

Min pyt-knap er virkelig stor. Jeg tager ikke ekstra på mine skuldre, jeg går ikke på kompromis med mig selv eller mine overbevisninger, men jeg sørger for at mine forældre kan være en del af mit og mine børns liv.

Mine forældre får ikke lov til at passe vores børn, for de er simpelthen ikke i stand til det. Min mor brokker sig gevaldigt over det, for farmor og farfar får lov til at passe og så siger jeg bare til hende som det nu engang er; at jeg ikke stoler på at de kan passe ordenligt på børnene.

Jeg tror at ærlighed, åbenhed og at sige tingene direkte, uden at pakke tingene ind er vigtigt i sådanne situationer. Og så ALTID at holde bolden på egen banehalvdel; det må aldrig være min mor/far der er noget galt med, men min fornemmelse af situationen. Selvfølgelig siger jeg heller ikke at det er mig den er "gal med", eller tager "skylden", men siger bare ting som;
"Jeg føler ikke at du er i stand til at tage dig af Birger (fiktivt navn), fordi du er syg." i stedet for at sige "Du er ikke i stand til at tage dig af Birger, fordi du er syg."
Så det bliver ikke fakta, at sådan er det bare, men min følelse/fornemmelse.

Jeg ved ikke om det giver mening for dig, men du er velkommen til at spørge hvis du vil vide mere.

Tak for jeres svar - dog jeg helst så ingen andre havde sådan en barndom/ ungdom jeg havde er det faktisk lidt bedre med nogle forstår mig

Lige nu går det “okay” med os, men er spændt på hvordan næste bombe springer - hun ødelægge min søns barnedåb just because hun kunne 

Jeg burde slå hånden af hende, men lige nu magter jeg ikke ....

Anonym skriver:

Jeg har en mor som er psykisk syg. Hun er faktisk rigtig meget inde i mit (og mine søskendes liv) til trods for at hun ikke har været den bedste mor i verden. Vi havde en rigtig hård barndom, med en alkoholisk, agressiv far og en mor der vitterligt ikke var i stand til at tænke på andre end sig selv, men vi er jo siden blevet voksne og har tilgivet og accepteret at det er de mennesker der har givet os liv og til trods for at vores barndom ikke var som de fleste andres, så kom vi helskindede igennem og vi er nogle kloge, ansvarsbevidste og stærke mennesker (måske endda på grund af det).

Min pyt-knap er virkelig stor. Jeg tager ikke ekstra på mine skuldre, jeg går ikke på kompromis med mig selv eller mine overbevisninger, men jeg sørger for at mine forældre kan være en del af mit og mine børns liv.

Mine forældre får ikke lov til at passe vores børn, for de er simpelthen ikke i stand til det. Min mor brokker sig gevaldigt over det, for farmor og farfar får lov til at passe og så siger jeg bare til hende som det nu engang er; at jeg ikke stoler på at de kan passe ordenligt på børnene.

Jeg tror at ærlighed, åbenhed og at sige tingene direkte, uden at pakke tingene ind er vigtigt i sådanne situationer. Og så ALTID at holde bolden på egen banehalvdel; det må aldrig være min mor/far der er noget galt med, men min fornemmelse af situationen. Selvfølgelig siger jeg heller ikke at det er mig den er "gal med", eller tager "skylden", men siger bare ting som;
"Jeg føler ikke at du er i stand til at tage dig af Birger (fiktivt navn), fordi du er syg." i stedet for at sige "Du er ikke i stand til at tage dig af Birger, fordi du er syg."
Så det bliver ikke fakta, at sådan er det bare, men min følelse/fornemmelse.

 

Jeg ved ikke om det giver mening for dig, men du er velkommen til at spørge hvis du vil vide mere.

Det vild jeg gerne.

nysgerrig gøre din mor noget for at ødelægge ting for dig, som hun ved betyder meget for dig? - Hun ødelægge min søns barnedåb da hun var i pisse dårligt humør og opførte sig vildt pinligt - Jeg kom langt med at acceptere jeg ikke kunne gøre for det, men var stadig lidt flove overfor min svigerfamilie  - Tænker engang at blive gift og det enorm stress faktorer er min forældre 

- Det med at holde det på eget boldt bane kender jeg til punkt og prikke - De har INGEN indsigt og vilde aldrig kunne acceptere noget som helst kritik 

- Er dine forældre okay bedsteforældre så? - min mor gider 15 minutter så går hun kold, og kritisere mig om et eller andet - 

Hvad får du ude af dem? At ha dem i dit liv? Er der nogle postive sider?

Synes bare altid jeg ikke aner hvilken svar jeg får når jeg spørge om noget eller fortæller noget.

- Jeg synes det er virkelig fedt i har formådet at være stærke individer som voksne .... - i mine familie halter vi desværre - jeg har læste mange uddannelser men formåede aldrig at afslutte dem, kæmper med massive lavt selvværd ... - Jeg vilde ønske jeg kunne ryste min barndom af mig, men er desværre sådan en skadet - min psykolog sammenlignede det med - at jeg altid vilde ha er kæmpe hule i mit hjerte som jeg selv skal lukke, men der altid vild være en åben hule 

Jeg har en mor som er psykisk syg, og en far som jeg hører fra 2 gange om året.

Jeg bebrejder min mor for min dårlige opvækst og psykiske problemer.

Da jeg var en lille pige sendte hun mig hjem til hendes bror som seksuelt misbrugte mig i mange år. Hun var selv blevet misbrugt af ham som barn men troede at han var ovre det stadie. Jeg kom ud med det som 11 årig og har ikke haft ret meget støtte fra hendes side. Jovist har hun cuttet kontakten med ham men Ja..  det er vist os det. Siden jeg var under 18 da retssagen kørte har hun valgt at hæve min erstatning og derefter mener hun at jeg selv har brugt den (Ja right) hun manipulere og er ikke til at stole på. 

Siden da er hun blevet akoholiker og jeg har fra 11-15 taget det primære ansvar for hendes tvillinger som blev født.. Jeg skulle bare blive voksen.. Hun startede desuden misbruget da de blev født.. 

Min mor har ødelagt mig verbalt og fysisk. 

Jeg har stadig kontakt til hende men det er begrænset . Hun vil ikke erkende at hun ikke har levet op som rollen som mor og jeg har egentlig opgivet hende.. 

Jeg gik knap nok i skole fra 7 til 9 klasse. Jeg var et vrag. Social angst og selvmordstanker.  Jeg ville gerne dø. Jeg gjorde selvskade hver evig eneste dag, og min mors reaktion var: gi hende nogle piller så hun ikke tænker! 

Så hun gav mig min stedfars antidepressive medicin.. 

Jeg flyttede ud da jeg var 15,5. Jeg fandt mig en ældre kæreste, som jeg den dag idag er gift med og har 3 børn med. 

Jeg har stadigvæk mine små moments for jeg er et kaos, men min mand har lært mig at det er okay at græde og snakke og det hjælper. 

Anonym skriver:

Jeg har en mor som er psykisk syg, og en far som jeg hører fra 2 gange om året.

Jeg bebrejder min mor for min dårlige opvækst og psykiske problemer.

Da jeg var en lille pige sendte hun mig hjem til hendes bror som seksuelt misbrugte mig i mange år. Hun var selv blevet misbrugt af ham som barn men troede at han var ovre det stadie. Jeg kom ud med det som 11 årig og har ikke haft ret meget støtte fra hendes side. Jovist har hun cuttet kontakten med ham men Ja..  det er vist os det. Siden jeg var under 18 da retssagen kørte har hun valgt at hæve min erstatning og derefter mener hun at jeg selv har brugt den (Ja right) hun manipulere og er ikke til at stole på. 

Siden da er hun blevet akoholiker og jeg har fra 11-15 taget det primære ansvar for hendes tvillinger som blev født.. Jeg skulle bare blive voksen.. Hun startede desuden misbruget da de blev født.. 

Min mor har ødelagt mig verbalt og fysisk. 

Jeg har stadig kontakt til hende men det er begrænset . Hun vil ikke erkende at hun ikke har levet op som rollen som mor og jeg har egentlig opgivet hende.. 

Jeg gik knap nok i skole fra 7 til 9 klasse. Jeg var et vrag. Social angst og selvmordstanker.  Jeg ville gerne dø. Jeg gjorde selvskade hver evig eneste dag, og min mors reaktion var: gi hende nogle piller så hun ikke tænker! 

Så hun gav mig min stedfars antidepressive medicin.. 

Jeg flyttede ud da jeg var 15,5. Jeg fandt mig en ældre kæreste, som jeg den dag idag er gift med og har 3 børn med. 

Jeg har stadigvæk mine små moments for jeg er et kaos, men min mand har lært mig at det er okay at græde og snakke og det hjælper. 

Av, det er jo fuldkommen vanvittigt at man kan blive udsat for så meget lort! Hvor er det godt du har fået din “egen” familie nu. Ønsker dig alt det bedste! 

Anonym skriver:

Jeg har en mor som er psykisk syg, og en far som jeg hører fra 2 gange om året.

Jeg bebrejder min mor for min dårlige opvækst og psykiske problemer.

Da jeg var en lille pige sendte hun mig hjem til hendes bror som seksuelt misbrugte mig i mange år. Hun var selv blevet misbrugt af ham som barn men troede at han var ovre det stadie. Jeg kom ud med det som 11 årig og har ikke haft ret meget støtte fra hendes side. Jovist har hun cuttet kontakten med ham men Ja..  det er vist os det. Siden jeg var under 18 da retssagen kørte har hun valgt at hæve min erstatning og derefter mener hun at jeg selv har brugt den (Ja right) hun manipulere og er ikke til at stole på. 

Siden da er hun blevet akoholiker og jeg har fra 11-15 taget det primære ansvar for hendes tvillinger som blev født.. Jeg skulle bare blive voksen.. Hun startede desuden misbruget da de blev født.. 

Min mor har ødelagt mig verbalt og fysisk. 

Jeg har stadig kontakt til hende men det er begrænset . Hun vil ikke erkende at hun ikke har levet op som rollen som mor og jeg har egentlig opgivet hende.. 

Jeg gik knap nok i skole fra 7 til 9 klasse. Jeg var et vrag. Social angst og selvmordstanker.  Jeg ville gerne dø. Jeg gjorde selvskade hver evig eneste dag, og min mors reaktion var: gi hende nogle piller så hun ikke tænker! 

Så hun gav mig min stedfars antidepressive medicin.. 

Jeg flyttede ud da jeg var 15,5. Jeg fandt mig en ældre kæreste, som jeg den dag idag er gift med og har 3 børn med. 

Jeg har stadigvæk mine små moments for jeg er et kaos, men min mand har lært mig at det er okay at græde og snakke og det hjælper. 

Hvor er jeg ked af at læse din historie.

Det er så hårdt at være omkring mennesker man ved, har været forfærdelig forældre men de vil aldrig erkende det, og mener endda de har været gode forældre......