2.5 år, udvikler sig ikke i vuggestuen.

Jeres dreng ER forsinket i sin udvikling. Hvis din manglende tillid til vuggestuen er begrundet i, at pædagogerne siger netop dét, bliver det IKKE bedre i en anden institution. Dit barn har brug for ekstra støtte - og jeg frygter, at et institutionsskift vil forsinke processen.

Hvis alle din søns tegn til autisme viser sig at være netop autisme, vil han skulle skifte institution alligevel - så har han brug for et bedre tilbud end en almindelig børnehave.

Med pædagogernes store bekymring MÅ de da tage kontakt til PPR. Så får I nye øjne på sagen, det har I brug for.

Ja - Nu virker det mere som modvilje mod pædagogernes vurdering. Og så er det synd at skifte. 

En PPR psykolog kan komme med en bedre vurdering. Man skal ikke være bange for fagfolks vurderinger. Man får ikke et stempel/diagnose hvis den ikke er der. 

Men - hvis jeres dreng har autisme vil han have brug for ekstra støtte i bh og det er vigtigt at vide mht skoleudsættelse/skoletilbud. 

jeg kender alt til lysten til at skrige “rend mig i røven” når pædagoger kommer med deres gode intentioner og vurderingerne. Men sagen er at man virkelig ikke kan være objektiv mht ens eget barn og især når man ikke har større børn at sammenligne med.

det er normalt også at lege med dyrene og træer osv - ting der er uden om en togbane. Blot for at svare på det du beskriver fra i dag. 

Smølfine123 skriver:

Ja - Nu virker det mere som modvilje mod pædagogernes vurdering. Og så er det synd at skifte. 

En PPR psykolog kan komme med en bedre vurdering. Man skal ikke være bange for fagfolks vurderinger. Man får ikke et stempel/diagnose hvis den ikke er der. 

Men - hvis jeres dreng har autisme vil han have brug for ekstra støtte i bh og det er vigtigt at vide mht skoleudsættelse/skoletilbud. 

 

Det har intet med modvilje at gøre. Det har noget at gøre med at vi ikke ser det samme. Og det gør mennesker omkring os heller ikke. Så sætter vi jo selvfølgelig spørgsmål tegn ved det. Og når pædagogerne så ikke laver en handleplan, ja så er det heller ikke nemt for os  

Anonym skriver:

Det har intet med modvilje at gøre. Det har noget at gøre med at vi ikke ser det samme. Og det gør mennesker omkring os heller ikke. Så sætter vi jo selvfølgelig spørgsmål tegn ved det. Og når pædagogerne så ikke laver en handleplan, ja så er det heller ikke nemt for os  

Kan godt følge dig ... men man ser bare aldrig det samme.

Her sagde pædagogerne ikke ordet autisme på noget tidspunkt.. blot udfordringer. Det var først da jeg ville have en vurdering det kom frem.

Du vil få en meget bedre handlingsplan hvis du får PPR koblet på. Set er en faglig og objektiv viurdering hvor følelser er taget ud af ligningen. 

Ano18 skriver:

Jeg synes de forventer meget af et barn på 2,5 - eller det kommer nok an på om han er plus plus 2,5. Dette især i forhold til relationen til de andre børn. 3 ud af mine 4 (nu store børn) var ikke specielt interesseret i at lege sammen med andre børn i den alder, mere synkront. Det var mere i børnehavealderen. Og hvis de legede, så var det forskelligt, hvordan de reagerede, hvis andre tog deres legetøj etc. Man skal selvfølgelig være opmærksom på ting som øjenkontakt og om de “går helt ind i sig selv”, men samtidig er der også børn, der bare ikke trives i store forsamlinger, men mere har brug for mindre uro og mere tryghed. Vi er jo alle forskellige. Sådan er min datter, der er 2,3 mdr. Hun bliver overstimuleret lynhurtigt og føler sig utryg.

Der er børn, der bare er sprogligt langsommere, men jeg ville være opmærksom på, hvis min barn gentog og citerede, hvis du forstår. Jeg har en nevø der har en grad af autismespektret, han ligger mellem de 0-2% bedst begavede børn, da han blev testet ift en skole for børn, med hans talenter og udfordringer. Hans søster gentager kun ting, memorerer sange og har kunne tælle på flere sprog fra ung alder, men “finder ikke selv på ting”. Der kan jeg godt være lidt nervøs. Hende og din søn er jævnaldrende, hun er dog et par mdr yngre. Men det er ting der skal ses an, de er ikke så gamle endnu. Og så selvfølgelig have støtte ved behov, når de har haft mulighed for at udvikle sig indenfor “normalen”.

Man skal jo helst se en udvikling og føle en kontakt, men jeg forstår godt, du kommer til at tvivle på dine egne evner, hvis du ikke helt stoler på dine fornemmelse pga din autisme.

Jeg ville skifte hvis det er en integreret institution, fordi han kan nok også mærke din utryghed, og du skal jo også selv fungere. Og hvis han overhovedet ikke trives, ville jeg nok flytte ham nu og hen til en integreret institution, så han ikke skal ud i et stort skifte igen.

Har du ikke veninder / familie osv. som kan hjælpe dig med at “vurdere” ham. Så du kan få vished eller tryghed. Tag en samtale med din praktiserende læge. Lad hende komme m sin mening om hvad han skal kunne nu. Snak m institutionen - spørg efter et møde, hvor du fortæller de her ting - at du har brug for at få på skrift deres bekymringer, og tag det m til lægen. Og fortæl dem du også vil høre det positive. Hvis de intet fortæller, er der i min mening, noget i vejen m deres måde at se ham på.

Blot en undren: Hvorfor mener du, TS har autisme? 

Mor og meget mere skriver:

Blot en undren: Hvorfor mener du, TS har autisme? 

Hun skriver min autisme ... men har nok ment mon autisme.

jeg tog også fejl i første omgang

Det har intet med modvilje at gøre. Det har noget at gøre med at vi ikke ser det samme. Og det gør mennesker omkring os heller ikke. Så sætter vi jo selvfølgelig spørgsmål tegn ved det. Og når pædagogerne så ikke laver en handleplan, ja så er det heller ikke nemt for os  

Men mennesker omkring jer har også andet og mere investeret i jeres barn, end pædagogen har. Og ser ikke barnet i dets vuggestuekontekst. Jeg synes, at det er super ærgerligt, at du har så meget modstand mod deres bekymring, især når du i første indlæg erkender, at du også kan se nogen af tingene derhjemme. I forhold til en handle plan og mangel derpå, kan det måske også handle om, at de er lidt uklare på, hvad der er bedst at gøre, når de har med forældre at gøre, der ikke vil anerkende de udfordringer, de oplever. Jeg forstår godt, det er svært. Alle vil have deres børn har det godt. Men så bed om at få PPR ind over og få en uvildig vurdering. Hvis jeres barn reelt set har nogle vanskeligheder, gør i IKKE jeres barn nogen tjeneste ved at trække tingene i langdrag og modarbejde. Han skal snart i børnehave, normeringen er dårligere og kravene til selvstændighed er større. Det er nu, der skal gribes fat. Ikke en meningsløs frem og tilbage, som der er gang i lige nu. Igen: jeg forstår hvor smertefuldt, det må være, men så bed om at få PPR ind over. De er på barnets side (hvilket både i og pædagogerne også er, men altså), og de vil kunne komme med en objektiv vurdering, ligesom en ppr psykolog har ekspertisen til at forstå barnets vanskeligheder som enten en funktion af dets kontekst, eller som noget mere grundlæggende. Hvis der ikke er nogen problemer, jamen så får i det at vide, og så er der ingen skade sket. Hvis i ikke gør noget og fortsat arbejder i mod, vil der desværre i værste fald ske det, at jeres barn kommer til at mistrives mere og mere. 

Det behøver jo ikke være autisme. Et barn kan godt have vanskeligheder uden at have et diagnose. Men derfor er der jo stadig brug for hjælp. 

Jeg tænker det er godt at få PPR indover. Min søn på 2 1/2 har ifølge os forældre nogle udfordringer- dagplejemoderen mente dog ikke han havde problemer men jeg insiste på pædagogisk psykologisk vurdering. 

Det var rart at få en objektiv vurdering af en udefrakommende- og heldigvis var hun ikke bekymret for min søn❤️

Tak for alle jeres svar. Det sætter jeg pris på. Jeg læser alles beskeder, selvom jeg måske ikke lige svarer. Det er selvfølgelig rigtig hårdt at høre, men jeg tager bestemt tingene til mig. Jeg vil bede om at få PPR med indover. 

Jeg kan godt se at det kan lyde til at jeg modarbejder, hvilket jeg bestemt ikke gør. Jeg kan godt se at min søn har nogle problemer i vuggestuen. Jeg tror jo ikke at de lyver. Jeg har bare svært ved at sætte mig ind i, at vi ikke oplever tingene herhjemme. Og det giver jo rigtig god mening, at hun jo er tryg herhjemme og tingene så ikke kommer til udtryk. Og at man som forældre kan have svært ved at se det. 

Mit problem er også at jeg føler pædagogerne ignorere mine forslag, jeg kommer med  det er bla. at jeg ønsker det prøver at hjælpe med at fastholde ham i en leg, når der kommer andre børn til. For som de siger, kan han jo godt lege fint med 1 barn af gangen. Så jeg mener de må guide ham i at blive og være hans talerør, når han nu ikke selv kan. Det slog de lidt hen, hvilket jeg blev lidt ked af. Jeg spurgte også om det vil være muligt jeg kunne tage med ham i vuggestue en dag, hvor jeg selv kunne observere ham, sammen med dem. For at se om problemer er der, når jeg er tilstede, eller om han tør noget mere. For han er meget usikker på andre børn, og føler sig måske ikke set. De mente de var en dårlig ide, for hvem skulle så trøste og tage ham, hvis han blev ked? Hvilket jeg jo selvfølgelig skal. Jeg har brug for at se tingene med egne øjne, så jeg måske bedre kan forstå det hele. Giver det mening det jeg skriver? For tingene går lidt hurtigt, med en 7mdr gammel baby på armen også

Det lyder lidt som min datter. Hun gik dog i dagpleje. Hun var bagud med sproget - faktisk var hun OVERHOVEDET ikke interesseret i at snakke. Hun legede legene på en bestemt måde, og stillede også legetøjet flot op. 

derudover så lukkede hun af overfor en. Hun legede ligesom i sin egen boble. 

Dagplejeren var bekymret - mest fordi min datter slet ikke var interesseret i at snakke. Pædagogen kom med indover, og de ville så observere hende. Men der skete bare ikke. Den sidste tid i dagplejeren, der KEDEDE min datter sig virkelig, selvom dp udfordrede hende på mange forskellige måder. Hun manglede større børn, hvilket betød at hun lukkede lidt af og hun sov ekstremt meget.

Vi var meget bekymret - især for børnehavestart. Men det at komme i børnehave er bare det bedste, som der er sket for hende. Hun har udviklet sig SÅ meget - især sprogligt! 

Der har aldrig som sådan været snak om diagnoser eller noget, men mere om min datter kunne høre 

Det jeg ville sige med mit indlæg er, at der behøver ikke være noget slemt galt, men at nogle bare behøver lidt ekstra hjælp ved siden af. 

Hvis jeg var dit barn, så ville jeg ikke rykke det, for det er tæt på bh start, og det er jo også en stor omvæltning, så synes det ville være synd at rykke lige inden et "stort skift"

Vi oplever pt. at min datter kan rigtigt meget herhjemme, men ikke i bh. Vi fik at vide, at det er normalt, at børn kan mere derhjemme. At de prøver det af derhjemme først, og så kommer det senere i sociale sammenhæng.

Vi har PPR indenover (talepædagog), og det er altså fantastisk, at der findes nogle udefra, som kan komme ud og se tingene på en helt anden måde Så det vil jeg slå et slag for!