Konstant bekymret for mine børn.

Det er set samme som at sige at læger ikke lige gør noget for en.... fx fordi man har været til en hudlæge og faktisk havde problemer med hjertet.

Psykologer har også i høj grad specialer og det du lyder til at kunne have brug for er en kognitiv psykolog. 

Du har angst lyder det til... det går ikke i sig selv. Og du vil overfører set til dine børn desværre- med meget stor sandsynlighed

Anonym skriver:

Sommetider kan det også være SÅ svært at tage den vej, at det faktisk kun gør det værre. Jeg havde så svært ved at tage den vej, da alle omkring mig synes det er noget pjat, så at nå dertil hvor man gør det, kan være ekstremt grænseoverskridende. 

Hvad mener du helt præcist med, at den vej - altså at få professionel hjælp - gør det værre ?

Selv om der er nogen, der synes, det er noget pjat, så er man jo nødt til at være åben for at få hjælp. Alle kan hjælpes - men ingen kan hjælpe en, der ikke vil hjælpes.

Tommelise skriver:

Hvad mener du helt præcist med, at den vej - altså at få professionel hjælp - gør det værre ?

Selv om der er nogen, der synes, det er noget pjat, så er man jo nødt til at være åben for at få hjælp. Alle kan hjælpes - men ingen kan hjælpe en, der ikke vil hjælpes.

Det sagde jeg ikke. Jeg sagde, at det kan være svært at tage den vej hvis man ikke har opbakning og føler det er et tabu at få professionel hjælp. Har selv været der. Jeg har dog prøvet en psykolog hvor jeg fik det meget meget værre... og en stresscoach hvor jeg fik det bedre. 

Læs eller lyt til den bog der hedder: lev mere, tænk mindre. Meta kognitiv terapi. Faktisk lidt omvendt af kognitiv, men der lære man metoder til, at skære ned på grubleri. 

Anonym skriver:

Det sagde jeg ikke. Jeg sagde, at det kan være svært at tage den vej hvis man ikke har opbakning og føler det er et tabu at få professionel hjælp. Har selv været der. Jeg har dog prøvet en psykolog hvor jeg fik det meget meget værre... og en stresscoach hvor jeg fik det bedre. 

Okay på den måde.

Men vi er alle sammen nødt til at være med til at bryde tabuet - for det bør virkelig ikke være et tabu at have brug for professionel hjælp.

Ja, det er svært, hvis man ikke har opbakning. Jeg havde masser af opbakning fra min familie (dog ikke fra min daværende kæreste). De syntes alle sammen, det var en god idé med professionel hjælp. Og det var ikke svært for mig at gå til psykolog - men da jeg kom dertil, hvor jeg måtte have en henvisning til psykiatrien - da blev det virkelig svært - men det var mig selv, der havde "hurdlerne" - ikke opgivelserne. Jeg tænkte "nu er du virkelig blevet skør i hovedet" - men det er jo noget vrøvl, for hvis jeg nu havde brækket benet, så ville jeg jo ikke synes, det var "pinligt (i mangel af bedre ord) at opsøge hjælp.

Det betyder rigtig meget med den rigtige kemi med psykologen eller terapeuten - og fungerer det ikke med den første, så må man finde en anden. 

Jeg har haft rigtig stor gavn af en kognitiv terapeut.

Hej med dig TS,

Du lyder præcist som min mor. Hun var lige sådan, da jeg var lille, og er det faktisk stadigvæk. Jeg kan kun råde dig til at søge hjælp asap!

Det bliver kun værre, hvis man ikke tager hånd om det.

Jeg kan huske da jeg var 17 og vores familielæge anbefalede mig at flytte hjemmefra for at komme lidt væk fra min mor. Hun var bekymret for at min mor ville "overføre" sin opførsel (angst) på mig og at jeg ville ende med at være ligesom hende. Det syntes jeg var noget pjat dengang og blev boende.

Først mange år senere indså jeg at jeg med årene er blevet ligesom min mor... Også selvom at jeg kæmper imod det og hele livet har været overbevist om at jeg aldrig ender med at være som hende, så har jeg snydt mig selv. Jeg er min mors produkt/kopi. Hun fik først hjælp da jeg var i 20'erne... Jeg var allerede "inficeret".

Anyways, få hjælp til at håndtere det, hvis ikke for din egen skyld, så for dine børns skyld.

Held og lykke.