Jeg er også nødt til at sige, at det der med at psykolog ikke virker på dig.. Det må næsten bero på en misforstået opfattelse af og oplevelse med en eller flere psykologer. Jeg håber det er ok, at jeg knytter en kommentar til det - men for søren, du lyder jo tydeligvis af angst. Når det er så indgribende i din hverdag, er det ikke bare bekymringer. Og det gør jo ud over din trivsel. Og det går ud over dine børn, når du træner de her ting, så de får nok, som du beskriver. Og angst går altså ikke over, fordi der er en i et debat forum der skriver, at du skal prøve at lade være med at tænke så meget over det. Du har brug for en professionel, som både kan hjælpe dig med at reflektere over, hvor den her angst stammer fra - altid et godt udgangspunkt - og kan hjælpe dig med redskaber til at arbejde med angsten.
I forhold til psykolog ikke er noget for dig, var der flere ting, jeg ville sige. Det første er, at psykologer er forskellige. Har forskellig erfaring. Tilgange. Nogen arbejder psykodynamisk, nogen kognitiv adfærdsterapeutisk, nogen narrativt osv. - du behøver ikke vide, hvad det betyder, men du skal bare vide, at fokus er forskelligt. I kognitiv adfærdsterapi arbejder man fx meget med tankemønstre og at omstrukturere tanker. I psykodynamisk terapi arbejder man ofte mere grundlæggende med opvækst, de ting vi har med i bagagen osv.
Og af den årsag tror jeg virkelig, at der er en psykolog for alle. Men måske har man mødt en, man ikke har kemi med - uden den rette kemi vil terapi aldrig lykkes. Måske har man mødt en, der brugte en metode, der ikke passede til den man er, eller det problem man har. Så prøv en anden - for jeg mener virkelig, at en dygtig psykolog kunne være rigtig godt for dig.
Før jeg selv blev psykolog og vidste noget om det, var jeg hos en mand i behandling for depression, da jeg var teenager. Han lavede nogle mærkelige øvelser. Fx ville han arbejde med min privatsfære, så han satte sig klods op og ned af mig og spurgte, hvordan jeg havde det med det. Bagefter satte han en plexiglas plade mellem os, og spurgte om det hjalp. Jeg skulle også meditere foran ham, hvilket kan være ok, men han sad og stirrede på mig, hvilket gjorde mig ekstremt selvbevidst imens jeg sad der med lukkede øjne. Det er fandme det mærkeligste shit jeg har prøvet, og den gang troede jeg, at sådan var psykolog, så jeg fortsatte. Total spild af vores begges tid, for kemien var ikke god, og den meget kropsorienterede tilgang han brugte, fungerede SLET ikke for mig!
Det jeg vil sige med det var, at jeg troede at sådan var det at gå til psykolog, og det var fandme noget sært noget. Jeg havde også den opfattelse, at han skulle fikse mig. Jeg forstod ikke, at han skulle hjælpe mig til indsigt og give mig redskaber, men at det hårde arbejde var noget, JEG skulle komme med.
Så.. Giv det en chance. Prøv en anden. Dét der, så omfattende det er, det går ikke bare over..
