Skilsmisse eller ej?

Der er EN ting, som får mine alarmklokker til at kime som besat: Han giver dig skylden for at han selv snakker dig ned.

Bygget på min egen erfaring vil jeg sige at det, er det største faresignal. Alle kan skændes.  Alle kan komme til at sige noget grimt. Men så siger man undskyld bagefter, og forsøger ikke at gøre det igen.

Når han konstant snakker dig ned, og så bagefter giver dig skylden for det, er det ren hersketeknik, og over tid ændrer det, den måde du opfatter dig selv.  Det skal du ikke leve med. Det mønster skal dine børn ikke lære. Prøv at tænke dig om: Hvad ville du tænke om en svigersøn, som konsekvent snakkede på den måde om/til din datter? 

Din mand respekterer dig ikke. 

Parterapi. Nu.

Og hvis det ikke giver markant forbedring, som holder sig, så vil jeg personlig tænke, at skilsmisse er næste trin.

Men flyt fokus fra ham til børnene. Det er lige gyldig, om du elsker ham, hvis det ødelegger børnene. Er din søn begyndt at tale til dig på samme måde? Det kommer.... 

Jeg kendte engang engang et par, hvor manden talte lige sådan til sin kone. De havde også to børn, en pige og en dreng. For det første var det bare ekstremt tydeligt at hun efter mange år blot var en skygge af sig selv. Hvad fanden skal man ellers være, når man har fået fortalt gennem mange år at man ingenting er værd. Drengen begyndte at tale ligesådan til sin mor. Datteren gjorde ikke, til gengæld var hun stille og indadvendt. Det var et virkeligt giftigt miljø. Ingen, absolut INGEN børn skal vokse op i sådan et giftigt miljø, for det er ikke kun her og nu mens de vokser op at de er i det. De vil slæbe ddt med videre i deres voksenliv og relationer til andre. 

Det er underordnet at han arbejder så meget. Ja man kan have en kort lunte men at tale så grimt til sin ægtefælle og samtidig give hende skylden, er dælme ikke arbejdsrelateret.

Sig nok er nok. 

Jeg vil blot tilføje et par korte ting, til alt det som allerede er sagt. Det er lidt skarpt ridset op, for at fremtvinge pointen:

1) Nej. Jeg er ked af det. Men din mand er ikke en god far", selvom du gerne vil have det. Man er pr. definition ikke en "god far" (eller mor), når man lader børn vokse op i et hjem med utryghed, med grænsende til psykisk og fysisk vold (kasten med ting, nedladen tale, voldsomme skænderier). Men er heller ikke en god forældre, når man lærer sine børn at tale grimt til eller ydmyge deres anden forældre. Den er ikke længere.

2) Intet job eller uddannelse, hus eller bil er vigtigt nok, til at lade en familie leve under de forhold, som du beskriver. Så hvis du mener at skilsmisse ikke er vejen frem, så har I pligt til at prøve alt andet af inden da. I må træffe de svære beslutninger, allerede i dag: Stop de lange arbejdsdage, sæt studiet på pause, flyt i en billigere bolig. Brug pengene på at købe jer tid og overskud - og en solid omgang parterapi. Eller synes jeg faktisk, at du som mor har et ansvar for at fjerne dine børn fra den nuværende situation fra hjemmet og blive skilt. 

Held og lykke med det hele.