Skilsmisse eller ej?

Jeg har brug for at høre andres tanker og råd, da det her ikke er noget jeg kan / ønsker at snakke med familie og venner om. 

Jeg er så inderlig splittet - og jeg ønsker at folk tænker sig om inden de svare - og ikke bare svare skilsmisse som om det var en beslutning om at spise en banan. 

Min mand og jegs ægteskab har altid være godt, men vores skænderier har altid bulret og braget - vi har begge et stort temperament og er meget stædige. 

Han er en fantastisk far, som yder sit 100% bedste hver dag - min datter og jeg elsker ham højere end noget andet. 

Jeg har en lang linje i forhold til min mands opførelse da han er både fysisk og psykisk udkørt - jeg er nemlig igang med at jagte drømme på min (meget) lange uddannelse og han er derfor nød til at arbejde plus 10 timer - 6 dage om ugen. 

Men jeg kan snart ikke tillade hans opførelse foran vores søn (3år) længere. 

Han koster rundt med mig - det kan jeg tildels acceptere da han er så træt når han kommer hjem at jeg selvfølgelig klarer det huslige, jeg ville bare ønske at han sagde det lidt pænere. 

Men han siger ting som "hold nu kæft" - "skid med dig" - og diverse andre grimme ting.

Han er flere gange kastet med min telefon og været ubehagelig. 

Han kan enda finde på at snakke nedladende om mig til vores søn - "din mor kan ikke finde ud af noget" - "din mor er dum" - og andre ting i den dur.

Generelt snakker han bare rigtig grimt og nedladende til mig. 

Det har desværre altid været et problem i vores forhold, som kun er blevet værre med tiden. 

Jeg har selvfølgelig håbet at det ville stoppe når man fik et barn der er stor nok til at opfatte ting. 

Jeg er ikke selv en engel, jeg har som sagt tempermant og kan godt blive Morten modsat, når jeg bliver kostet rundt med på den måde.

Vi har selvfølgelig snakket om problemet 1000 gange, han mener det er mig der bare skal ændre mig og det altid er min skyld han ender med at snakke / opføre sig sådan. 

Jeg ønsker på ingen måder skilsmisse - men jeg har rigtig svært ved at acceptere at det mennesker jeg elsker så højt - snakker så grimt til mig. Det ville jeg aldrig tillade en fremmed, så hvorfor ham?

Men mest af alt ønsker jeg ikke min søn vokser op i et hjem hvor det er "normalen". 

Min mand er også akademisk uddannet.

Anonym skriver:

Jeg har brug for at høre andres tanker og råd, da det her ikke er noget jeg kan / ønsker at snakke med familie og venner om. 

Jeg er så inderlig splittet - og jeg ønsker at folk tænker sig om inden de svare - og ikke bare svare skilsmisse som om det var en beslutning om at spise en banan. 

Min mand og jegs ægteskab har altid være godt, men vores skænderier har altid bulret og braget - vi har begge et stort temperament og er meget stædige. 

Han er en fantastisk far, som yder sit 100% bedste hver dag - min datter og jeg elsker ham højere end noget andet. 

Jeg har en lang linje i forhold til min mands opførelse da han er både fysisk og psykisk udkørt - jeg er nemlig igang med at jagte drømme på min (meget) lange uddannelse og han er derfor nød til at arbejde plus 10 timer - 6 dage om ugen. 

Men jeg kan snart ikke tillade hans opførelse foran vores søn (3år) længere. 

Han koster rundt med mig - det kan jeg tildels acceptere da han er så træt når han kommer hjem at jeg selvfølgelig klarer det huslige, jeg ville bare ønske at han sagde det lidt pænere. 

Men han siger ting som "hold nu kæft" - "skid med dig" - og diverse andre grimme ting.

Han er flere gange kastet med min telefon og været ubehagelig. 

Han kan enda finde på at snakke nedladende om mig til vores søn - "din mor kan ikke finde ud af noget" - "din mor er dum" - og andre ting i den dur.

Generelt snakker han bare rigtig grimt og nedladende til mig. 

Det har desværre altid været et problem i vores forhold, som kun er blevet værre med tiden. 

Jeg har selvfølgelig håbet at det ville stoppe når man fik et barn der er stor nok til at opfatte ting. 

Jeg er ikke selv en engel, jeg har som sagt tempermant og kan godt blive Morten modsat, når jeg bliver kostet rundt med på den måde.

Vi har selvfølgelig snakket om problemet 1000 gange, han mener det er mig der bare skal ændre mig og det altid er min skyld han ender med at snakke / opføre sig sådan. 

Jeg ønsker på ingen måder skilsmisse - men jeg har rigtig svært ved at acceptere at det mennesker jeg elsker så højt - snakker så grimt til mig. Det ville jeg aldrig tillade en fremmed, så hvorfor ham?

Men mest af alt ønsker jeg ikke min søn vokser op i et hjem hvor det er "normalen". 

Min mand er også akademisk uddannet.

Umiddelbart tænker jeg, at det ville få det værste frem i de fleste at arbejde mere end ti timer om dagen seks gange om ugen. Kombineret med to små børn virker det helt uoverstigeligt - så min bekymring ville mest af alt gå på, hvor længe han og dermed hele familien kunne holde til det. Det er nogle af de allervigtigste år i jeres børns liv og familielivet, så det er trist, I har måttet indrette jer sådan. Er der ingen mulighed for at ændre radikalt på dette? Hans udbrud er jo kun symptomer på, at han er alt, alt for hårdt spændt for. 

Mor og meget mere skriver:

Umiddelbart tænker jeg, at det ville få det værste frem i de fleste at arbejde mere end ti timer om dagen seks gange om ugen. Kombineret med to små børn virker det helt uoverstigeligt - så min bekymring ville mest af alt gå på, hvor længe han og dermed hele familien kunne holde til det. Det er nogle af de allervigtigste år i jeres børns liv og familielivet, så det er trist, I har måttet indrette jer sådan. Er der ingen mulighed for at ændre radikalt på dette? Hans udbrud er jo kun symptomer på, at han er alt, alt for hårdt spændt for. 

Både og..

Min mand er selvstændig og ønsker at sælge min virksomhed om et års tid - derfor vil han som han selv siger "gerne malke den for alt hvad han kan" - det er altså hans eget ønske at arbejde så meget, men han før det uden tvivl for vores allesammens skyld! - alt han tjener går til vores fælle ting. 

Men jo, vi kunne sagtens leve og have det fint unden han behøvet at arbejde så meget.. 

Jeg tænker også som det første om det er et symptom på at han er alt for hårdt spændt for. Vi kender alle typen der påtager sig en masse fordi de liiiiige kan nå... men det duer bare ikke.. 

men det næste er så, at når du rent faktisk pointere problemerne, så vender han det mod Dig og dropper alt hvad der hedder selvindsigt - og dét er uholdbart!! 

Jeg ville opsøge en parterapeut så der kommer øjne udefra der kan sætte tingene i perspektiv for jer begge og åbne jeres øjne for egne fejl og hvad i hver især kan gøre bedre for forholdets skyld. Lærer at kommunikere ordentligt. For du har helt ret, ingen børn skal være vidne til den slags opførsel deres forældre imellem. 

Og så tænker jeg.. hvordan var han før alt det her hektiske arbejde? Plejede han at være sød og kærlig når du tænker tilbage? 

Jeg synes så slet ikke, at hans hårde arbejde er en undskyldning for, at han taler sådan. Kan måske godt forstå, at ens lunte er kortere end normalt, men så ville det jo være en god idé at undskylde, men det virker ikke som om, han kan se, at det er et problem? Du skriver også, at det altid har været en del af jeres forhold. Er det noget, han har lært hjemmefra?

Jeg bliver meget bekymret for, hvad det gør ved jeres søn at leve i det der (det virker det også, som om du er.) Tænk, hvis han selv begynder at kalde dig de ting senere hen. Eller andre kvinder, eller generelt bare lærer, at det er helt fint at tale til andre mennesker på den måde. Derudover er det sikkert heller ikke rart at være i sådan et miljø. Og hvad gør det ved dig? 

Jeg ville også se, om en parterapeut kunne hjælpe i første omgang.

Anonym skriver:

Både og..

Min mand er selvstændig og ønsker at sælge min virksomhed om et års tid - derfor vil han som han selv siger "gerne malke den for alt hvad han kan" - det er altså hans eget ønske at arbejde så meget, men han før det uden tvivl for vores allesammens skyld! - alt han tjener går til vores fælle ting. 

Men jo, vi kunne sagtens leve og have det fint unden han behøvet at arbejde så meget.. 

Ok. Du skrev bare i det første indlæg, at han var nødt til at arbejde så meget, fordi du var i gang med at jagte drømme. Men det er sådan set underordnet i forhold til min holdning - din mand er godt i gang med at sætte både helbred, psyke, ægteskab og familiens trivsel på spil. INTET er den pris værd - og hvad pokker gør I, hvis han får et hjertetilfælde eller en voldsom stressreaktion i morgen? 

Jeg ville slet og ret sætte foden ned og forlange, at han passede på sig selv ved at stoppe “malkeriet”. Kan han ikke drage omsorg for sig selv, så må du på banen. Jeg kunne leve med, at min mand af forklarlige årsager kaldte mig virkeligt dumme ting i en periode, men ikke med, at han spillede hasard med sit liv og familiens eksistens. 

Jeg forstår nok overhovedet ikke, hvorfor I prioriterer, som I gør, når I har to små børn. I har forhåbentlig et langt liv foran jer til at realisere drømme og tjene penge, men tiden med jeres børn er lige nu og her. 

Jeg tænker også, hvor vigtigt er det med pengene, hvis det er på bekostning af jeres børn og hinanden? Eller hvis din mand i sidste ende går ned med stress eller I ender i skilsmisse?  Jeg tænker at en terapeut ville være en god ide. Måske nogle fælles og individuelle samtaler ville gavne jer, så din mand også kan lære at håndtere sine udbrud. 

Du skriver at sproget altid har været et problem og derfor ser jeg ikke job situationen som noget sted der vil ændre det hele. 

Uanset hvor hårdt man er spændt for så er den slags uacceptabelt og især foran børn. 

Derudover så giver han dig skylden for hans handlinger? NEJ uanset hvad man bliver udsat for så er man 100% ALTID selv ansvarlig for sine handlinger og sit sprog.

I min verden er han laaangt over grænsen og han tager ikke ansvar så dermed sker der ikke forbedringer. 

skilsmisse eller ej? 

Tja personligt og fordi du stadig har følelser ville jeg nok FORLANGE at der skulle noget terapi til. Og nægtede min mand det ville jeg ikke tøve med at pakke mit og ungernes tøj og søge skilsmisse. Man skal være villig til at ændre sig sammen. 

Så vidt jeg forstår er der både en datter og en søn? Begge lærer jo af det her. Datter lærer at man som kvinde skal finde sig i den slags og at man ikke er noget værd og søn lærer jo at den slags jo er helt ok. 

Børn lærer efter hvad vi gør. Så vil du virkelig give det videre? 

Det lyder som om I begge godt kunne trænge til at få arbejdet grundigt med jer selv og jeres parforhold. 

Skulle du ende med at måtte gå fra ham vil du hurtigt opleve at du ( efter en sorg periode) vil blive et gladere menneske og en gladere mor. For det tynger at blive talt sådan til. 

Og det er et dybt giftigt miljø for jeres børn st vokse op i. Du skylder dem en god og sund barndom med eller uden ham. 

Så mit svar ville være terapi eller skilsmisse. 

Anonym skriver:

Jeg har brug for at høre andres tanker og råd, da det her ikke er noget jeg kan / ønsker at snakke med familie og venner om. 

Jeg er så inderlig splittet - og jeg ønsker at folk tænker sig om inden de svare - og ikke bare svare skilsmisse som om det var en beslutning om at spise en banan. 

Min mand og jegs ægteskab har altid være godt, men vores skænderier har altid bulret og braget - vi har begge et stort temperament og er meget stædige. 

Han er en fantastisk far, som yder sit 100% bedste hver dag - min datter og jeg elsker ham højere end noget andet. 

Jeg har en lang linje i forhold til min mands opførelse da han er både fysisk og psykisk udkørt - jeg er nemlig igang med at jagte drømme på min (meget) lange uddannelse og han er derfor nød til at arbejde plus 10 timer - 6 dage om ugen. 

Men jeg kan snart ikke tillade hans opførelse foran vores søn (3år) længere. 

Han koster rundt med mig - det kan jeg tildels acceptere da han er så træt når han kommer hjem at jeg selvfølgelig klarer det huslige, jeg ville bare ønske at han sagde det lidt pænere. 

Men han siger ting som "hold nu kæft" - "skid med dig" - og diverse andre grimme ting.

Han er flere gange kastet med min telefon og været ubehagelig. 

Han kan enda finde på at snakke nedladende om mig til vores søn - "din mor kan ikke finde ud af noget" - "din mor er dum" - og andre ting i den dur.

Generelt snakker han bare rigtig grimt og nedladende til mig. 

Det har desværre altid været et problem i vores forhold, som kun er blevet værre med tiden. 

Jeg har selvfølgelig håbet at det ville stoppe når man fik et barn der er stor nok til at opfatte ting. 

Jeg er ikke selv en engel, jeg har som sagt tempermant og kan godt blive Morten modsat, når jeg bliver kostet rundt med på den måde.

Vi har selvfølgelig snakket om problemet 1000 gange, han mener det er mig der bare skal ændre mig og det altid er min skyld han ender med at snakke / opføre sig sådan. 

Jeg ønsker på ingen måder skilsmisse - men jeg har rigtig svært ved at acceptere at det mennesker jeg elsker så højt - snakker så grimt til mig. Det ville jeg aldrig tillade en fremmed, så hvorfor ham?

Men mest af alt ønsker jeg ikke min søn vokser op i et hjem hvor det er "normalen". 

Min mand er også akademisk uddannet.

Det lyder for mig som om I begge er meget følelsesstyrede. Når I skal vælge en handling eller en handlemåde, går I begge med at tilfredsstille den følelse, I aktuelt har.

Har man lyst at være stædig og sætte hælene i, gør man det. Har man lyst til at sige dumme kælling, gør man der. På trods af at man også i situationen kan se, at det er mere hensigtsmæssigt og nødvendigt at stoppe diskussionen og få sat noget mad på bordet og på trods af, at man har nogle værdier, der dikterer, at man ikke siger grimme ord til den, man elsker.

Meget følelsesstyrede mennesker gemmer sig bag udsagn som ‘jeg har meget temperament’. Slår du dit barn? Hvis nej, så kan du jo godt styre dit temperament, når du vil. Taler din mand grimt til sine kunder og råber grimme kælling til dem? Nå men så kan han jo godt styre sit temperament. I vælger begge to at lade være med at opføre jer ordentligt overfor jeres ægtefælle. I er nødt til at ændre jeres adfærd - fx gennem parterapi - og for at gøre det, må i ændre jeres mindset og tage ansvar for jeres handlinger.

Jeg ville ikke kun være bekymret for, hvad jeres søn tager til sig om, hvordan parforhold fungerer, men også at I ikke lærer ham at regulere sine følelser og styre sine impulser. Men også hvordan han selv skal performe for at fastholde sine forældres kærlighed og accept. 

Jeg kan ikke undlade at tænke "Hvad tænkte/ tænker I på"?

Det virker helt galt at:

Du tror han vil ændre adfærd fordi der kommer børn ( du skriver selv at hans adfærd altid har været et problem). Jeg tænker at din adfærd også er et issue, når jeres skænderier buldre og brager.

Du jagter en lang uddannelse som betyder at din mand arbejder meget (og det kan da godt være at han kan lide det, mere en 10 timer, 6 dage om ugen, kan vælte selv den bedst). Hvorfor i alverden tage det valg når I har små børn?

Ja hans adfærd er ikke iorden, men jeg tænker altså at du bærer en del af skylden, når I sammen har sat jer i sådan en situation, med uddannelse, små børn og ualmindelige arbejdstider.

I er set med mine briller nødt til at re-tænke hele jeres livsstil. Det er ungerne som er hårdest ramt af det her, og det kan I slet og ret ikke være bekendt.