Teenage kærestesorger..

Mom skriver:

Hvis man skal snacke er det da netop være når man har kærestesorger. Al det der sundhed kan også tage overhånd

Måske for dig skal man snacke ved kæreste sorger. Jeg snacker personligt kun ved hyggelige stunder og ikke for at trøste mig selv. 

Har ikke nævnt nogle stedet at hun skal serverer gulerødder og agurkestænger eller andet sundt vel? 

Anonym skriver:

Som jeg skriver så er det bare MIN mening. Har ikke sagt hun skal komme med noget sundt. 

Jeg har personligt aldrig snacket grundet kærestesorger. For mig er snack = med hygge og ikke sorg. 

Men igen. Det er min mening og den må jeg vil have i fred uden at skulle redegøre for den?

Bevares. Selvfølgelig må du have din mening i fred. 

Anonym skriver:

Måske for dig skal man snacke ved kæreste sorger. Jeg snacker personligt kun ved hyggelige stunder og ikke for at trøste mig selv. 

Har ikke nævnt nogle stedet at hun skal serverer gulerødder og agurkestænger eller andet sundt vel? 

Man SKAL ikke, men man kan, ligesom man KAN ved hygge

Næh du har ik nævnt at hun skal tilbyde gulerødder, har jeg skrevet du har nævnt det?

Som jeg skriver så er det bare MIN mening. Har ikke sagt hun skal komme med noget sundt. 

Jeg har personligt aldrig snacket grundet kærestesorger. For mig er snack = med hygge og ikke sorg. 

Men igen. Det er min mening og den må jeg vil have i fred uden at skulle redegøre for den?

Jeg er enig her. Jeg har aldrig kunnet spise ved kærestesorg. For mig er mad og slik osv lækkerier som er til glade stunder og ikke når jeg er trist. Det er ikke trøst. Faktisk mister jeg lysten til mad, når jeg er ulykkelig. Men for mig har slik eller noget heller aldrig været utilgængeligt i hjemme eller fy. Og der har ikke været noget, der var usundt... så for mig er ren hygge  

Når jeg er trist, så ser jeg gode film. Da jeg havde kærestesorg i den alder, kunne jeg ikke hygge - det var ikke muligt. Det er det stadig ikke. Jeg går i totalt sorg i 14 dage også begynder jeg langsomt forfra  

Det som havde hjulet mig allermest er bare, at mine forældre var der. Lige spurgte i ny og næ. Bare stillede lidt suppe osv. At jeg så, at så at livet fik videre - men når jeg så kom med et pip ala “det er bare mærkeligt XXxX ikke ringer “ så kunne de tale med mig om det

Anonym skriver:

Åh Gud.. min store søn på 17 år er lige blevet droppet af sin kæreste efter knapt 1 år. Og han er helt ude af den. De har været meget glade for hinanden og jeg ved endnu ikke, hvad der er sket. Han er bare på sit værelse, og græder og græder 

Når de trods alt er så store, hvordan ville I så gribe ind?  Please sig I har nogle erfaringer, for det er jo ikke til at holde ud, omend det skal til.

Det er ikke ret lang tid siden af min datter på 18 år også havde bøvl med kærligheden, nok ikke helt så slemt som din søn, men nok til, at jeg kunne mærke at hun var ramt af det. Jeg spurgte lidt ind til det og sagde at jeg meget gerne ville lægge ører til, hvis hun havde brug for at snakke. Udover det fik hun en masse “krammere”de næste dage, men jeg tilbød ikke biografture og den slags får at dulme sorgen ( det synes jeg virker sådan lidt påtaget). Hun sagde faktisk selv bagefter, at hun var glad for min handlemåde, hun vidste at jeg var der hvis hun havde brug får noget mere snak, men jeg havde samtidig ikke været pågående og boret får meget i det.

Hvis han græder, ville jeg gå ind, og bare sætte mig og holde om ham, eller nusse hans hår hvis han ligger ned. Uden at sige noget... Medmindre han selvfølgelig siger du skal gå, eller på anden måde viser han vil være alene... Ja han er 17 år, men i så stor en sorg, kan man godt have brug for mor...

Udover det vil jeg foreslå at sætte en god film på, hjemme i sofaen. Hvis han vil. Så han kan mærke du er der, i samme rum, men i ikke behøver snakke. 

Puha.. kan godt huske, da mig og min store teenagekærlighed gik fra hinanden. Det der hjalp mig allermest, var faktisk at komme ud og lave noget andet. Få tankerne og sorgen lidt på afstand. Jeg ville måske tage ham med ud og hygge, måske på cafe eller ud at spise. Og ellers bare lade ham vide, at du er der for ham. 

Godt man kan være anonym her

Jeg har prøvet det 2 gange.. 1. Gang min egen beslutning men alligevel noget af det mest skelsættende i mit liv) jeg lånte faktisk min fars plads i soveværelset. Så jeg kunne sove ved siden af min mor. Jeg husker tydeligt jeg var rædselsslagen for hvordan livet dog skulle gå videre. Det har hjulpet af mine forældre lyttede igen og igen. De tog mig med på ferie efterfølgende= altså væk..

2. Gang og i dyb, dyb sorg. Søgte konstant venner at hænge ud med, dag og nat. Kunne ikke være alene. Det tog to år hvor sorgen kunnes mærkes. Men i dag er jeg jo lykkelig:-)

Det er nok forskelligt hvordan man ønsker det. Mig hjalp det at vide at jeg ikke er alene og at jeg blev “passet” lidt extra af min mor mht mad og at bliver aktiveret mht fx at tage med ud og købe ind etc..derefter hjalp penge til fx frisør, nyt tøj og andet det hjælper lidt på modet til at møde verden igen..kram til dig! 

Jeg ville give ham et stort kram, fortælle at du godt ved hvordan det er, og han er velkommen til at komme og snakke om det hvis han har lyst. Moske stille et lille spørgsmål bare for at se om han åbner op, tænker det sikker også er svært at komme og bare tale om. Man kunne spørge "hører du noget fra hende?" Det er sådan lidt neutralt uden at grave i årsagerne tænker jeg. 

Og så ville jeg hjælpe ham til at komme lidt ud af boblen. Spørge om han vil med når der skal handles eller i skal besøge nogen. Spørge om han vil med ind i stuen og se en film om aftenen. 

Så er man der, uden det er et pres at der skal tales om det. 

Jeg manglede i den grad forståelse fra mine forældre dengang. De lod nærmest som om de ikke så at jeg var ked af det. Jeg følte mig helt vildt alene i verden kan jeg huske. Som om mit liv var inde i en bobbel som ingen andre kunne se. Men altså. Jeg havde været sammen med min kæreste i 3 år dengang. De vidste det jo godt da det var slut.