Det er bare ikke fair... (langt)

Det lyder som om, at jeres dreng er både følsom og belastet. Jeg håber, at underretningen kan blive startskuddet til, at han kan få bedre hjælp.

Anonym skriver:

Det passer nu ikke, det du skriver om underretninger. Jeg arbejder selv indenfor området så jeg har skam helt styr på reglerne. Det skal godtnok være meget alvorligt og bekymrende, hvis man akut-anbringer børn, og skolerne forventes at underrette forældrene, når man er bekymret for barnet

Vold og overgreb må ikke fortælles til forældre da de så kan manipulere barnet til at sige noget andet til socialrådgiveren.

Når socialrådgiver har afholdt børnesamtale kontakter denne forældrene.

Anonym skriver:

Det lyder absolut ikke sjovt for jeres søn, noget af det. Men synes også du/i kaster slt ansvaret over op instutoner  og andre børn. En dreng så langt bagud i sin udvikling, trives ikke, og det lyder da heller ikke som om han har trives hjemme, siden det kan blive så slemt. 

 

Personligt havde jeg selv passet på med at udspørge min søn, om så alvorlige ting for ikke at risikere at putte ord i hans mund. Synes det lyder ret underligt med den del. 

 

Håber det går din søn bedre, og bliver ved med det. 

Jeg er meget enig.

Det hele er "de andres" skyld - pædagoger, børn, kommunen. Som forældre har vi altså det altoverskyggende ansvar for vores børns udvikling og trivsel. At TS's søn kommer så langt bagud mentalt og fysisk - så må man sgi kigge indad.

Og nu kaster vi lige et ekstra barn ind i ligningen - lyder som det helt rigtige tidspunkt - eller?

Det ser ud til, at du på intet tidspunkt har overvejet et sekund, om din mand rent faktisk har slået ham. Kan du være helt sikker på det? 

Du har stor mistillid til pædagoger og lærere, og det virker til, du mener, de hele hans liv har haft ansvaret for, at hans udvikling ikke har været “normal”. Sådan er det nok ikke helt. Er I åbne for, at I selv kunne tackle noget anderledes, eller er det helt igennem “de andres” ansvar? Jeres søn får brug for en indsats både fra jer og de professionelle sikkert mange år frem, og det skulle gerne være et samarbejde, hvor I er lydhøre og ikke i forsvars- eller angrebsposition. 

Hvilke udfordringer er der på hjemmefronten? Du skriver om socialarv. 

Jeg laver lige et samlet svar :)

jeg kopierer ind det jeg svarer på hen ad vejen :)

"Denne historie viser netop hvorfor, det kan være problematisk at fortælle det til forældrene inden, da barnet så kan blive påvirket af forældrene. Men vi kommer altså ikke bare farende og akutanbringer ungerne på grundlag af en enkelt udtalelse."

Det er meget rart at vide for det lød virkelig på sagsbehandleren som om det ellers ville have været konsekvensen hvis ikke vi havde vidst det..

og ja jeg kan sagtens se hvorfor det er problematisk hvis der rent faktisk var tale om et voldelig hjem, hvilket jeg også selv har sagt til sagsbehandleren...

"Det lyder som om, at jeres dreng er både følsom og belastet. Jeg håber, at underretningen kan blive startskuddet til, at han kan få bedre hjælp."

mange tak, jeg håber virkelig også at det her kan hjælpe med at få støttet op om ham udover alt det vi prøver at gøre herhjemme.

"Jeg er meget enig.

Det hele er "de andres" skyld - pædagoger, børn, kommunen. Som forældre har vi altså det altoverskyggende ansvar for vores børns udvikling og trivsel. At TS's søn kommer så langt bagud mentalt og fysisk - så må man sgi kigge indad.

Og nu kaster vi lige et ekstra barn ind i ligningen - lyder som det helt rigtige tidspunkt - eller?"

Vores søn er ikke længere bagud i sin generelle udvikling, han er en følsom dreng som andre har haft utrolig svært ved at aflæse da han ikke altid reagerer som man er vant til at børn gør...

Jeg fortæller ikke om alle de små kampe vi har haft med vores første SP ind i mellem det hele.. om hvordan hun kun havde fokus på hans vægt, når jeg prøvede at snakke med hende om bekymringen for hans manglende øjenkontakt og hvordan han reagerede ved at vi havde besøg mere end 20 minutter uanset hvem det var og hvor stille de var...

Vi har fandme kæmpet og kæmpet.. vi har med glæde hoppet og danset til alle diverse møder de ville have og rapporter osv... og efter 1.5 år fandt de så endelig frem til at jeg nok havde ret da jeg startede med at sige at han var følsom og ikke kunne rumme så mange børn, at vi havde ret når vi prøvede at forklare pædagoger i VS at hvis han virkede stille skulle de ringe for så var han overstimuleret.. at ja faktisk hvis der blot var blevet lyttet til os da vi bad om at få hjælp så ville han have haft det meget bedre..

Vi bad om hjælp helt fra start af men blev trumlet af en SP der mente "det kommer nok af sig selv".. og da vi ikke har det store netværk med små børn var det fandme svært at stille sig op og skulle påstå at hun altså tog fejl af vores søn for hvad vidste vi...

denne graviditet er ikke planlagt, og den blev opdaget inden vi fandt ud af hvor slemt vores søn faktisk har det i skolen... vi laver ikke en abort på et raskt barn vi sagtens kan tage vare på, blot fordi vi endnu en gang møder et bump på vores vej...

endnu en gang skulle vi have fulgt vores mavefornemmelse, men endnu en gang havde vi tillid til at når lærerne og pædagogerne siger at de har styr på det så har de da selvfølgelig det...

"Det ser ud til, at du på intet tidspunkt har overvejet et sekund, om din mand rent faktisk har slået ham. Kan du være helt sikker på det?

Du har stor mistillid til pædagoger og lærere, og det virker til, du mener, de hele hans liv har haft ansvaret for, at hans udvikling ikke har været “normal”. Sådan er det nok ikke helt. Er I åbne for, at I selv kunne tackle noget anderledes, eller er det helt igennem “de andres” ansvar? Jeres søn får brug for en indsats både fra jer og de professionelle sikkert mange år frem, og det skulle gerne være et samarbejde, hvor I er lydhøre og ikke i forsvars- eller angrebsposition.

Hvilke udfordringer er der på hjemmefronten? Du skriver om socialarv."

Nej det overvejer jeg ikke for et sekund da jeg pt er sygemeldt og er sammen med dem 24/7..

og derudover så ville min mand aldrig udsætte vores søn for noget i nærheden af det han selv oplevede som barn.. jeg ville aldrig have fået børn med ham hvis jeg på nogen måde følte der var den mindste risiko for at han ville slå dem på nogen måder... jeg ville ikke byde vores børn det jeg selv var igennem...

vil lige hurtigt indskyde her at jeg absolut ikke føler du angriber ved at spørge :) kan godt se mit svar kan læses som om det blev følt sådan, men det er ikke sådan jeg føler det :)

Vi har været meget åbne overfor forslag og hjælp, når vi har fået nogen der lyttede til os om at standardsvaret ikke virkede med vores søn...

det er ikke en hjælp at få af vide at det er bedre han græder sig selv i søvn i barnevognen på 20 minutter fordi så sover han 10 minutter mere end hvis han uden gråd blev lagt i sin seng i soveværelset...

vores sociale arv består i at vi begge har haft en opvækst med svigt af forskellig karakter fra vores omsorgsgivere.. uha da der kom de fine ord lige frem 

vi kæmper begge med noget social angst, og at vi hurtigt kan føle at vi "drukner" hvis vi er i større forsamlinger...

når vi bare er os uden alle mulige "fremmede" er der ingenting.. elsker at være hjemme i min hule med min familie og bare være til stede...

Vi kunne høre ved første underretning at der var utrolig meget fokus på om vi nu var påvirket af den sociale arv med at hvis man er blevet slået som barn så slår man fordi man ikke har lært andre løsninger... at fordi vi ikke selv havde fået omsorg så kunne vi ikke give omsorg...

men hver gang de kom med spørgsmål til hvordan vi håndterede situationerne med sønnen fik vi så meget ros for netop at gøre det rigtige.. var ofte lidt irriterende når man selv følte man måtte kunne gøre det bedre og anderledes og så bare få af vide: "nej hvor er det godt at du så det og gjorde det når du ikke selv fik det som barn".. ja flot flot men hvordan kan jeg gøre det bedre??... 

da min mand har fået en diagnose som følge af sin opvækst er vi selvfølgelig også ekstra opmærksomme på om sønnen har arvet den... men man kan ikke teste ham før han bliver 25 for det da man indtil da mener at han blot vil vise at han påvirkes af far fremfor sin egen identitet...

helt sikkert at vores søn får brug for ekstra hjælp fra specielt os, men måske også andre personer i lang tid endnu..

Vi prøver virkelig at være positive overfor det hele.. men det er svært når man føler at man råber op uden at blive hørt...

Slut på citater, nu lige en ekstra info:

Jeg har selv mega dårlig samvittighed over at jeg ikke prøvede endnu mere at råbe lærerne op sidste gang der var en større konflikt med de 2 drenge...

Jeg skulle allerede der have hevet fat i SP og bedt om hjælp til at sætte ord på eller få et møde i stand hvor der var lidt mere ro på til at snakke om det end ved afhentning...

men jeg følte at de i hvert fald ville være ekstra opmærksomme på de 3 sammen og så tænkte jeg at det nok ville hjælpe...

det er så supernemt at være bagklog... men nu prøver vi at kigge fremad og lære af det her...

nu ved vi at vores søn ikke har ændret sig ved at starte skole og nu ved vi at hvis han igen begynder at ændre adfærd skal vi stoppe op med det samme og snakke med ham dybere om der er sket noget i skolen... og så skal vi bede om et møde så der er ro til at snakke om tingene med lærerne fremfor det bliver ved afhentning at man lige har 5 minutter at få det fortalte i...

jeg håber virkelig at mødet på fredag bliver en realitet så vi kan få snakket det her igennem og få en tryghed tilbage om at de hører os når vi prøver at forklare hvordan han reagerer når han har brug for hjælp...

de havde faktisk selv lagt mærke til at han trak sig socialt fra de andre og var begyndt at virke indelukket... håber de næste gang siger det til os fremfor at gemme det væk med overbevisning om at det nok skal gå... for hvis han stopper med at vise sine følelser (specielt det med at han ikke længere græder når han bliver ked af det eller slår sig) er det et tegn på at han ikke føler de ser ham når han har brug for dem og så "mister" de ham helt til sidst.. som det skete denne gang... det at han ikke sagde til de voksne at drengene var efter ham men valgt at sige det de sagde han skulle sige viser at de tabte ham.. han stolede ikke længere på at de kunne hjælpe ham eller ville hjælpe ham når han sagde det til dem så var det nemmere at sige det drengene sagde for så fik han fred og de gad lege med ham...

Jeg synes der er en total ansvarsfralæggelse. Ja det kan godt være at der er nogle ting de forskellige fagfolk ikke har haft øje for, men det kan også være der er noget i jeres hverdag, jeres adfærd, jeres samspil og kommunikation med jeres søn der gør at han ikke trives. 

Jeg synes det virker meget besynderligt at børn kræver at han fortæller til sine lærer at far slår - hvilken interesse skulle børn have i det?? 

Har farfar slået sin søn, altså din mand og alligevel må jeres søn komme på weekend hos farfar? Hvordan kan du stole på denne mand? 

Kan du være sikker på din mand ikke er kommet til det i afmagt? Har du prøvet at spørge din søn (kun jer to) hvor du ikke allerede var afvisende? Hvordan kan du vide om ikke farfar har lagt ord i munden på din søn? 

over 70% af den sproglige stimulering foregår derhjemme - så det kan vel ikke ligge institutionen til last at han var sproglig bagud? 

Børn burde kunne klare skift af voksne i institutioner hvis de har en god og stabil base (her taler jeg ikke om børn med diagnoser). Det virker vanvittigt at det har sat ham 8 måneder tilbage og ligefrem standset hele hans udvikling. 

Jeg tænker at der er mange følsomme børn - hvor de små skift ikke vil betyde det store. 

Der er mange børn (især hvis det er ens første barn) som har oplevet hård mave grundet for tidlig start af fast føde, for store portioner eller andet. Det har ikke gjort at de så intet spiser og år efter har det vanskeligt med mad. 

Jeg skriver ikke det her for at angribe men simpelthen fordi jeg synes I skal begynde at kigge lidt indad også. Selvom fagfolk har fejlet så er I hans base og hvis den er i orden så burde de ting du beskrev ikke slå ham helt ud. 

Jeg husker andre tråde du har skrevet om din søn, hvor jeg har syntes der var tvivlsomme ting - jeg bringer dem ikke op da du er anonym. Men netop pga disse og denne tråd, synes jeg at I også skal begynde at kigge indad. 

Tilføjer lige: et barn der ikke viser følelser er et faresignal. Det er et barn i mistrivsel. 

Undskyld hvis det var et hårdt svar. 

mor:) skriver:

Jeg synes der er en total ansvarsfralæggelse. Ja det kan godt være at der er nogle ting de forskellige fagfolk ikke har haft øje for, men det kan også være der er noget i jeres hverdag, jeres adfærd, jeres samspil og kommunikation med jeres søn der gør at han ikke trives. 

Jeg synes det virker meget besynderligt at børn kræver at han fortæller til sine lærer at far slår - hvilken interesse skulle børn have i det?? 

Har farfar slået sin søn, altså din mand og alligevel må jeres søn komme på weekend hos farfar? Hvordan kan du stole på denne mand? 

Kan du være sikker på din mand ikke er kommet til det i afmagt? Har du prøvet at spørge din søn (kun jer to) hvor du ikke allerede var afvisende? Hvordan kan du vide om ikke farfar har lagt ord i munden på din søn? 

over 70% af den sproglige stimulering foregår derhjemme - så det kan vel ikke ligge institutionen til last at han var sproglig bagud? 

Børn burde kunne klare skift af voksne i institutioner hvis de har en god og stabil base (her taler jeg ikke om børn med diagnoser). Det virker vanvittigt at det har sat ham 8 måneder tilbage og ligefrem standset hele hans udvikling. 

Jeg tænker at der er mange følsomme børn - hvor de små skift ikke vil betyde det store. 

Der er mange børn (især hvis det er ens første barn) som har oplevet hård mave grundet for tidlig start af fast føde, for store portioner eller andet. Det har ikke gjort at de så intet spiser og år efter har det vanskeligt med mad. 

Jeg skriver ikke det her for at angribe men simpelthen fordi jeg synes I skal begynde at kigge lidt indad også. Selvom fagfolk har fejlet så er I hans base og hvis den er i orden så burde de ting du beskrev ikke slå ham helt ud. 

Jeg husker andre tråde du har skrevet om din søn, hvor jeg har syntes der var tvivlsomme ting - jeg bringer dem ikke op da du er anonym. Men netop pga disse og denne tråd, synes jeg at I også skal begynde at kigge indad. 

Tilføjer lige: et barn der ikke viser følelser er et faresignal. Det er et barn i mistrivsel. 

Undskyld hvis det var et hårdt svar. 

 

farfar har aldrig slået sin egen søn, eller vores for den sags skyld.. det var moderen der var voldelig overfor min mand... hvis han havde ville han ikke være en del af vores liv.. ligesom min mands mor og min egen biologiske mor ikke er det... der er for meget til at vi kan tilgive det...

og ja jeg ved med sikkerhed at han aldrig ville slå vores søn.. heller ikke i afmagt.. det ligger så langt fra hans tankegang at slå netop fordi han ved hvad det har gjort ved ham selv at hans mor gjorde det mod ham...

jeg opfatter det ikke som et angreb :)

jeg er glad for at der spørges ind til tingene... også derfor jeg valgte at skrive det..

nogen gange kan man stirre sig blind på den ene vinkel på en ting... og så er det rart med neutrale kritiske øjne udefra...

farfar ville ikke lægge ord i munden på ham på den måde.. ikke med noget så alvorligt som det her... hans farfar ved alvoren af det der foregår...

og vores søn har genfortalt det samme mange gange af egen vilje til bl.a. min mands mentor og til os hver for sig og sammen...

sønnen har forklaret min mand at drengene ville se hvad der skete hvis man sagde det til en lærer... at han havde hørt dem snakke om det før... at de skulle få en til at sige det til læreren... det blev så ham...

efter han havde fortalt det så har vi nu en helt anden dreng.. som en byrde blev taget af hans skuldre...

Det er en særlig klasse for børn med sociale problemer.. ingen "rigtige" diagnoser, men børn med særlige behov for bedst at kunne lære det faglige... så det er ikke børn med handicap og svære diagnoser men stadig nogle der har ekstra behov for tålmodighed og ekstra hjælp til det sociale med andre børn...

jeg har også siddet og snakket med vores søn alene bare os om hvad der var sket... hvornår far havde slået ham... hvordan havde far slået ham... han sagde bare at det kunne han ikke huske, eller kom med en situation hvor jeg selv var der og ved at det ikke skete... jeg prøvede at spørge om han mente at far skældte for meget ud.. eller om han var bange for far når han skældte ud... har virkelig haft tømt min hjerne for al børnepsykologi jeg lige kunne finde frem fra gemmerne for at være 100 på at det ikke var en situation med far hvor grænser blev overskredet og så han har følt det som hvis han blev slået... og intet svar fundet der kunne tyde på noget i den retning... min kæreste har aldrig bare taget hårdt fat i ham på nogen måder... hvis han har følt han var ved at miste tålmodigheden så har han kaldt på mig eller sendt sønnen på værelset og sagt timeout og så har de snakket sammen når de begge har fået lidt ro på igen...

Helt klart det med maden har vi også ansvaret for.. vi burde have stoppet op lang tid før og sagt der er noget her der ikke fungerer.. men ja jeg kan undskylde alt det jeg vil men det er min fejl at jeg ikke så det før det var for sent.. jeg skulle have stoppet med at presse ham til at spise da han begyndte at blive ked af at skulle ammes... noget vi ellers begge slappede af med i begyndelsen.. jeg var bare træt.. jeg sov 20 minutter ad gangen og havde en mand der var dopet på medicin 14 timer af døgnet og en SP der hoppede rundt med panik i øjnene og konstant sagde at han var lige ved at dø fordi han var så spinkel...

det med maden endte med at være en kamp og det er det stadig.. der skal utrolig lidt uro til førend så stopper han med at spise og så starter spiralen med at han bliver for træt til at spise og for sulten til at sove ordentligt... vi prøver alle tricks for at finde en holdbar løsning og vores nuværende Sp er også med i det da hun ved hvordan vi har kæmpet indtil nu...

Jeg tror også at han ville kunne have klaret et skift af voksne, hvis så de voksne der var tilbage havde været rolige og afklarede.. men alle løb nærmest rundt som høner uden hoveder.. og ja oplevede mere end en gang at han blev sat alene indenfor sammen med madmor mens hun var i køkkenet sad han alene i et hjørne mens de andre var ude på legepladsen...

det er ikke skift af voksne der satte ham tilbage.. tror jeg fik skrevet den del lidt for kort... det var over en periode at det gik baglæns.. og det sluttede med at være næsten 8 mdr da han stoppede i den VS... han endte med at være så utryg ved at være der så køreturen på 10 minutter foregik i gråd hvor han faldt i søvn af udmattelse inden vi nåede derhen... det var de 2 sidste ture vi kørte derhen.. den sidste tur havde jeg pladsanvisningen i røret og spurgte om det var muligt med et skift nu fremfor om en måned mens han sad og græd og jeg prøvede at trøste.. tror det gjorde en forskel for fik af vide at han ville starte det nye sted mandag morgen og det skulle hun nok sørge for med det samme...

Vi kæmper for at han føler han har en sikker base... hver dag snakker vi sammen om eventuelle konflikter der har været dagen før.. snakker om hvordan kunne vi undgå at det skete igen... snakker om hvad vi har lært af dem.. både sammen manden og jeg og os alle 3 på børneniveau selvfølgelig...

Vi prøver hver dag at få ham til at fortælle lidt om hvad han har lavet i skolen.. et tegn vi overså var da han begyndte kun at ville fortælle om de spil der var på hans Ipad dernede... den bliver brugt rigtig meget som børnepasning... det er vi nu opmærksomme på at vi skal spørge mere ind til hvad han har haft af oplevelser med de andre hvis han begynder igen med Ipadhistorier fremfor noget andet...

helt klart det med følelserne.. jeg gør det selv.. hvis det hele bliver for meget bliver jeg en skal der bare er tilstede fremfor at være mig... og det er noget vi skal snakke med lærerne om hvordan de læser ham når han begynder at trække sig... for den havde de ikke fanget... og ja havde vi heller ikke denne gang.. tænkte at han bare prøvede at være som de store drenge der ikke piver når de slår sig... men der lå mere i det end bare det og så er vi nu endnu mere opmærksomme på det mønster...

Jeg håber jeg fik svaret uden at jeg lyder næbbet :)