Hjælp hjælp! Vi har brug for at høre, om det her bare er pillen vi må sluge som samværsforældre der kun ser barnet hver anden weekenden pga. mor er flyttet langt væk.
Min søde, dejlige og helt fantastiske bonusdreng er de seneste år blevet større og større. I starten tænkte vi bare, at det nok var ganske normalt med vægtudsving, men det har efterhånden sat sig til en permanent tilstand, hvor der ikke længere er tale om lidt ekstra sul, der skal bruges til at skyde i vejret, men decideret overvægt.
Han vejer 40 kg. og er 140 cm 8 år gammel. Nu er BMI generelt aldrig det bedste at rette sig efter, og tal skal man tage med et gran salt, men i følge retningslinjerne er et barn overvægtig, hvis deres BMI ligger over 90-percentilen for børn på deres alder og køn, og det gør hans BMI (93-percentilen). Men BMI og kurver til side, så er han også synligt overvægtig. Han har en meget stor blævrende mave og nærmest bryster, hvis i kan se det for jer. Han er slank nok på arme og ben, det sidder primært på overkroppen. Han kan ikke passe normale bukser, fordi de strammer for meget om livet, og har lige købt en skjorte til ham i hans størrelse, som han kun LIGE kan passe, fordi den er stram om maven..
Jeg bryder mig ikke om at omtale ham sådan, fordi det lyder nedladende, og jeg elsker ham rigtig højt, jeg prøver bare at tegne et billede på jeres nethinde.
Vi har forsøgt at tale med mor om det, forsigtigt, men hun har sagt, at lægen siger, at han er på grænsen til undervægtig. Dette har hun også sagt til min bonusdreng.
Dette er selvfølgelig noget vrøvl, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det har lægen ikke sagt. Mor har desværre et lidt lemfældigt forhold til sandheden - Hun har også en gang sagt, at der skulle tages særlige hensyn til ham, fordi hans lærere og pædagoger beskrev ham som ekstremt sensitiv. Da far tog kontakt sagde de, at det havde de aldrig udtalt, og at de i øvrigt overhovedet ikke opfattede ham som sensitiv.
Det er lige en anden snak, det er bare for at sige at mor har det med at digte ting, særligt hvis løgnen betyder, at hun ikke skal tage ansvar, hvilket er super ærgerligt.
Så det betyder også, at den stakkels dreng tror, at han næsten er undervægtig og desuden er optaget af sin vægt. Vi synes personligt ikke, at hans vægt og krop skal diskuteres foran ham og gøres til et emne, han skal involveres i, han skal ikke lede på vejen mod et forvaklet forhold til mad.
Snarere tænker vi, at det er de voksnes ansvar at sørge for at servere sund og nærende mand og sørge for, at han er fysisk aktiv. At gøre det til en naturlig del af hans liv og familiens liv, så det ikke er noget, der handler om ham.
Det er ikke fordi vi er modstander af en snack og noget hygge i ny og næ. Men den kost han har hos sin mor er rædderlig. Hun har selv fortalt om den, han snakker selv spontant om det, og vi ser jo hans madpakke om fredagen.
Han spiser gerne enten noget ala coco pops eller hvidt brød med nutella til morgen. Skolen har sagt til forældremøde, at de synes hans madpakke er meget sød, og det er den også. Det kan være en bolle med pålægschokolade (hvidt brød), en bolle med levepostej, en mælkesnitte og nogle kiks. Han får ofte snacks om eftermiddagen, og menuen står gerne på fastfood eller klassisk dansk fed mad - sjældent med grønt. Han får sjældent frugt med i skole.
Derudover er han meget inaktiv. Som så mange på hans alder, nyder han at sidde ved en skærm. Men det er dét han gør fra han står op til han skal i skole, fra han får fri til han går i seng. Han går til sport én gang ugentligt. Han bliver kørt til og fra skole i bil.
Før folk går amok, så husk nu på at det er en samling af alle disse ting. Det betyder ikke, at jeg dømmer folk, der kører deres børn i skole (men ellers lever fornuftigt kost og motionsmæssigt) eller dømmer dem, der spiser usundt ind i mellem. Her handler det om, at det er dagligt til alle måltider, og at han dagligt er inaktiv. Og at det har resulteret i, at han nu er overvægtig.
Men vi føler os låst. Vi sørger selvfølgelig for sund og nærende mad her (som han i øvrigt er vild med), og så er vi meget ude og lave aktive ting. Men det der sker hver anden weekend kan jo ikke rette op på noget, der sker hver dag.
Og vi har ikke ret til at blande os i, hvad han laver hos mor, og hvad han spiser der. Sådan er det jo, lige så vel som hun ikke har ret til at blande sig i, hvad vi gør her.
Men hvad gør man så? Jeg tror egentlig, at hun er lidt flov og derfor finder på løgnen med lægen. Far har forsøgt at snakke med hende på en voksen og fornuftig måde uden at pege fingre, men talt om at de - sammen - måske skulle sørge for en sund kost og aktivitet til ham. Ikke vægttab og slankning, men at sørge for at følge kostrådene fremover, fordi hans vægt på den måde ville normaliseres helt naturligt. Han har ikke peget fingre eller sagt, at det var hendes skyld eller været belærende med, hvad vi gør her. Han har sagt "Kan vi sammen få skabt en sund kost og aktivitetsniveau for ham, så vi kan bremse den sti han er på vej ud af vægtmæssigt?"
Men hun er ikke til at hugge eller stikke i, fordi hun jo hårdnakket påstår, at han er nærmest undervægtig..
Bare lige for tallenes skyld, kan jeg sige, at han skulle veje omkring 27-28 kilo for at være "på grænsen til undervægtig", hvilket er 12-13 kilo mindre end det, han vejer nu. Det siger vel lidt om, hvor langt ude en påstand det er. 12-13 kilo er meget, når der er tale om et barn..
