Anonym skriver:
Nogen gange har jeg lyst til at fyre hele bundtet og se om jeg kan finde en ny familie. Åh. Altså hvad gør man dog lige? Min familie er årsag til meget smerte og knuste følelser i mit liv. De er årsag til mange psykiske problemer. Og jeg synes ikke, at det bliver bedre med årene.
Mine forældre blev skilt, da jeg var 9. Fik begge nye partnere. Og der gik det ned af bakke. Min far og stedmor var for autoritære ud i et overdrev, min mor og stedfar var for laissez-faire, så i kan nok forstå hvor forvirrende det var for et barn. Var lige meget begge steder. Mine forældre kom hurtigt i konflikt. Min mor føler jeg manipulerede mig og spillede mig ud mod min far. Hos min far var der altid dårlig stemning fordi jeg var farvet af min mor.
Summa summarum smed min far mig ud som teenager fordi han ikke følte jeg respekterede ham og min stedmor. Det gjorde jeg heller ikke, jeg var nok hjernevasket af livet hos min mor. Anyway har jeg i dag et godt forhold til begge mine forældre, sådan hver for sig.
Men de kan stadig ikke sammen. Og min far og stedmor kan ikke med min mors familie og omvendt. Det betyder at jeg ikke kan invitere dem på samme tid. Så vil min far og stedmor ikke komme pga de får voldsom angst af den kulde min mors familie møder dem med.
Omvendt mener min mors familie, at det er min far og stedmor der er de kolde og ikke vil sige ordentligt hej. Så begge parter mener den anden er til skyld.
Nu skal vi holde dåb og min far og stedmor kommer kun i kirken. Pga min mors familie.
Jeg synes det er så unfair, jeg er konstant en lus mellem to negle. Når mine børn har fødselsdag skal vi holde fødselsdag hvad der føles som 500 gange fordi folk ikke kan sammen. Jeg er ikke sammen med mine børns far (som jeg btw har et fantastisk samarbejde med) så der er jo i forvejen fødselsdag med fars familie og så mors. Og hos mig må vi holde det over flere gange pga konflikter.
Og de store fester, der føler jeg at jeg må fravælge min far og stedmor gang på gang, for de er kun 2,og hvis jeg fravælger min mors familie fravælger jeg 8-10 mennesker kontra de to.
Hvis jeg siger "jeg inviterer jer alle, så må i selv finde ud af det" kommer min far og kone jo bare ikke. Og så synes jeg egentlig også det er unfair at min mors families adfærd skal være skyld i at min far bliver for angst til at deltage. Omvendt synes jeg også min far og kone pisker en stemning op, og jeg synes ærlig talt de alle sammen er lige gode om det.
Og jeg ORKER det ikke mere! Det er så uværdigt jeg skal bekymre så meget og have så meget logistisk bøvl, stress og alt for mange fejringer fordi min familie er en børnehave der ikke kan sammen.
Hvis ikke jeg havde børn, havde jeg valgt at sige "ved i hvad. Jeg har brug for en pause. I må simpelthen få løst det her, hvis i skal være en del af mit liv, for jeg kan ikke mere". Men jeg kan jo ikke afskære mine børn fra størstedelen af deres familie.
Åh hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke det drama mere. Jeg synes livet er for kort, jeg gider ikke beskæftige med mig, og jeg er træt af at mærke det hver gang der er fødselsdag, barnedåb, andre store begivenheder. Altså hvad så når min kæreste og jeg skal giftes? Skal min far så gå ned af kirkegulvet med mig druknende i angst over min mors families blikke?
Åh hvor er de dog bare for meget allesammen!
Inviter dem alle og mind dem om at det for det første IKKE er dem det handler om og at de er vel voksne mennesker 
Jeg synes virkelig at du skal fortælle dem hvor opslidende det er og at du føler at deres opførelse til sidst vil tvinge dig til at tage et valg, et valg du ikke ønsker at tage.
