Man kan ikke vælge sin familie, men..

Nogen gange har jeg lyst til at fyre hele bundtet og se om jeg kan finde en ny familie. Åh. Altså hvad gør man dog lige? Min familie er årsag til meget smerte og knuste følelser i mit liv. De er årsag til mange psykiske problemer. Og jeg synes ikke, at det bliver bedre med årene. 

Mine forældre blev skilt, da jeg var 9. Fik begge nye partnere. Og der gik det ned af bakke. Min far og stedmor var for autoritære ud i et overdrev, min mor og stedfar var for laissez-faire, så i kan nok forstå hvor forvirrende det var for et barn. Var lige meget begge steder. Mine forældre kom hurtigt i konflikt. Min mor føler jeg manipulerede mig og spillede mig ud mod min far. Hos min far var der altid dårlig stemning fordi jeg var farvet af min mor.

Summa summarum smed min far mig ud som teenager fordi han ikke følte jeg respekterede ham og min stedmor. Det gjorde jeg heller ikke, jeg var nok hjernevasket af livet hos min mor. Anyway har jeg i dag et godt forhold til begge mine forældre, sådan hver for sig. 

Men de kan stadig ikke sammen. Og min far og stedmor kan ikke med min mors familie og omvendt. Det betyder at jeg ikke kan invitere dem på samme tid. Så vil min far og stedmor ikke komme pga de får voldsom angst af den kulde min mors familie møder dem med. 

Omvendt mener min mors familie, at det er min far og stedmor der er de kolde og ikke vil sige ordentligt hej. Så begge parter mener den anden er til skyld. 

Nu skal vi holde dåb og min far og stedmor kommer kun i kirken. Pga min mors familie. 

Jeg synes det er så unfair, jeg er konstant en lus mellem to negle. Når mine børn har fødselsdag skal vi holde fødselsdag hvad der føles som 500 gange fordi folk ikke kan sammen. Jeg er ikke sammen med mine børns far (som jeg btw har et fantastisk samarbejde med)  så der er jo i forvejen fødselsdag med fars familie og så mors. Og hos mig må vi holde det over flere gange pga konflikter.

Og de store fester, der føler jeg at jeg må fravælge min far og stedmor gang på gang, for de er kun 2,og hvis jeg fravælger min mors familie fravælger jeg 8-10 mennesker kontra de to.

Hvis jeg siger "jeg inviterer jer alle, så må i selv finde ud af det" kommer min far og kone jo bare ikke. Og så synes jeg egentlig også det er unfair at min mors families adfærd skal være skyld i at min far bliver for angst til at deltage. Omvendt synes jeg også min far og kone pisker en stemning op, og jeg synes ærlig talt de alle sammen er lige gode om det. 

Og jeg ORKER det ikke mere! Det er så uværdigt jeg skal bekymre så meget og have så meget logistisk bøvl, stress og alt for mange fejringer fordi min familie er en børnehave der ikke kan sammen.

Hvis ikke jeg havde børn, havde jeg valgt at sige "ved i hvad. Jeg har brug for en pause. I må simpelthen få løst det her, hvis i skal være en del af mit liv, for jeg kan ikke mere". Men jeg kan jo ikke afskære mine børn fra størstedelen af deres familie. 

Åh hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke det drama mere. Jeg synes livet er for kort, jeg gider ikke beskæftige med mig, og jeg er træt af at mærke det hver gang der er fødselsdag, barnedåb, andre store begivenheder. Altså hvad så når min kæreste og jeg skal giftes? Skal min far så gå ned af kirkegulvet med mig druknende i angst over min mors families blikke?

Åh hvor er de dog bare for meget allesammen! 

Jeg havde nok bare inviteret alle og sagt at de er voksne mennesker og derfor bør kunne være i rum sammen og hvis de ikke kan/vil det, må de jo melde fra og derved gå glip af mange ting 

Så tænker jeg at hvis de holder af deres børnebørn kommer de jo self og hvis ikke ville det være svar nok til mig og jeg ville fravælge dem

Nogen gange har jeg lyst til at fyre hele bundtet og se om jeg kan finde en ny familie. Åh. Altså hvad gør man dog lige? Min familie er årsag til meget smerte og knuste følelser i mit liv. De er årsag til mange psykiske problemer. Og jeg synes ikke, at det bliver bedre med årene. 

Mine forældre blev skilt, da jeg var 9. Fik begge nye partnere. Og der gik det ned af bakke. Min far og stedmor var for autoritære ud i et overdrev, min mor og stedfar var for laissez-faire, så i kan nok forstå hvor forvirrende det var for et barn. Var lige meget begge steder. Mine forældre kom hurtigt i konflikt. Min mor føler jeg manipulerede mig og spillede mig ud mod min far. Hos min far var der altid dårlig stemning fordi jeg var farvet af min mor.

Summa summarum smed min far mig ud som teenager fordi han ikke følte jeg respekterede ham og min stedmor. Det gjorde jeg heller ikke, jeg var nok hjernevasket af livet hos min mor. Anyway har jeg i dag et godt forhold til begge mine forældre, sådan hver for sig. 

Men de kan stadig ikke sammen. Og min far og stedmor kan ikke med min mors familie og omvendt. Det betyder at jeg ikke kan invitere dem på samme tid. Så vil min far og stedmor ikke komme pga de får voldsom angst af den kulde min mors familie møder dem med. 

Omvendt mener min mors familie, at det er min far og stedmor der er de kolde og ikke vil sige ordentligt hej. Så begge parter mener den anden er til skyld. 

Nu skal vi holde dåb og min far og stedmor kommer kun i kirken. Pga min mors familie. 

Jeg synes det er så unfair, jeg er konstant en lus mellem to negle. Når mine børn har fødselsdag skal vi holde fødselsdag hvad der føles som 500 gange fordi folk ikke kan sammen. Jeg er ikke sammen med mine børns far (som jeg btw har et fantastisk samarbejde med)  så der er jo i forvejen fødselsdag med fars familie og så mors. Og hos mig må vi holde det over flere gange pga konflikter.

Og de store fester, der føler jeg at jeg må fravælge min far og stedmor gang på gang, for de er kun 2,og hvis jeg fravælger min mors familie fravælger jeg 8-10 mennesker kontra de to.

Hvis jeg siger "jeg inviterer jer alle, så må i selv finde ud af det" kommer min far og kone jo bare ikke. Og så synes jeg egentlig også det er unfair at min mors families adfærd skal være skyld i at min far bliver for angst til at deltage. Omvendt synes jeg også min far og kone pisker en stemning op, og jeg synes ærlig talt de alle sammen er lige gode om det. 

Og jeg ORKER det ikke mere! Det er så uværdigt jeg skal bekymre så meget og have så meget logistisk bøvl, stress og alt for mange fejringer fordi min familie er en børnehave der ikke kan sammen.

Hvis ikke jeg havde børn, havde jeg valgt at sige "ved i hvad. Jeg har brug for en pause. I må simpelthen få løst det her, hvis i skal være en del af mit liv, for jeg kan ikke mere". Men jeg kan jo ikke afskære mine børn fra størstedelen af deres familie. 

Åh hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke det drama mere. Jeg synes livet er for kort, jeg gider ikke beskæftige med mig, og jeg er træt af at mærke det hver gang der er fødselsdag, barnedåb, andre store begivenheder. Altså hvad så når min kæreste og jeg skal giftes? Skal min far så gå ned af kirkegulvet med mig druknende i angst over min mors families blikke?

Åh hvor er de dog bare for meget allesammen! 

Det lyder mega drænende  Du skal jo ikke være den voksne i det her, det burde virkelig være dine forældre der tog sig sammen. Hårdt sat op. Du er deres barn og de burde ønske dig det bedste, og det er ikke det de giver dig nu. 

Ville melde ud at du ikke kan acceptere det længere. Ellers vil det fortsætte i årevis. Dine børn er heller ikke tjent med at det er sådan, og de fornemmer meget mere end man lige tror. Bed folk om at tage sig sammen og hold en pause og så kan børnene jo godt komme på weekend eller tur med bedsteforældrene alligevel. 

Jeg tror der er noget i de fleste familier og især nu hvor der er så mange splittede familier. 

Min egen familie er også noget være rod og jeg ser fx ikke min søster. Jeg kunne ikke mere.. 

Du må prøve at italesætte dine følelser og få dem til at tage ansvar.

Soonmom skriver:

Jeg havde nok bare inviteret alle og sagt at de er voksne mennesker og derfor bør kunne være i rum sammen og hvis de ikke kan/vil det, må de jo melde fra og derved gå glip af mange ting 

Så tænker jeg at hvis de holder af deres børnebørn kommer de jo self og hvis ikke ville det være svar nok til mig og jeg ville fravælge dem

Er helt enig

min ex’s forældre kunne heller ikke døje hinanden da jeg mødte ham og både han og hans søster holdt to fødselsdage for at tilfredsstille begge forældre. På et tidspunkt sagde jeg at nu gad jeg sku ik mere. Så vi meldte ud at alle ville blive inviteret til samme feste også måtte de sku selv om det. Det endte med at hans søster gjorde det samme og det redulterede i at alle dukkede op og hilste pænt på hinanden

Soonmom skriver:

Jeg havde nok bare inviteret alle og sagt at de er voksne mennesker og derfor bør kunne være i rum sammen og hvis de ikke kan/vil det, må de jo melde fra og derved gå glip af mange ting 

Så tænker jeg at hvis de holder af deres børnebørn kommer de jo self og hvis ikke ville det være svar nok til mig og jeg ville fravælge dem

Men det har vi gjort fx med barnedåb. Inviteret alle. Men så fravælger min far og stedmor festen pga de får for  meget angst af min mors familie. Og det er så deres valg kan man sige, men det gør mig ked jeg så aldrig kan fejre de store ting med min far og stedmor. På samme tid resulterer det så i skyldfølelse hos mig fordi jeg på en måde føler jeg vælger min mors families side, for det vil altid være min far og dem der trækker sig fordi de føler sig i undertal. Men jeg synes jo egentlig at begge parter er lige gode om konflikten. Suk. 

Jeg tænker også at du må melde ud, at ka de ik finde ud af at opføre sig som voksne mennesker og opføre sig pænt overfor hinanden, så blir de bare ik inviteret, til de forskellige store begivenheder i jeres lille familier.

Men at i naturligvis fortsat gerne vil se dem, hver for sig som i ellers plejer.

Min kærestes forældre er skildt og begge gift igen. De har altid ku opføre sig ordenligt overfor hinanden. Det betyder også at de ser hinanden, låner sommerhus af hinanden osv. Vi har haft dem med til store familie fester, hvor de sidder ved samme bord, og hvor andre så kommentere på om det ik lige er modigt nok, at placere dem, så tæt sammen osv osv.

Min fars exkone, sås vi også med da jeg var barn og vi lærte hende at kende som en fantastisk kvinde.

Jeg syntes at forældre bør sætte sig selv over, at opføre sig dårligt, overfor hinanden, når de går fra hinanden. Men på et tidspunkt er børnene så store, at de heldigvis selv ka tage valg omkring, hva der er ok, og hva de ik vil finde sig i længer.  Gi dem valgt, opfør jeg ordenligt, eller gå glip af alt det sjove. Vh Stine 

Anonym skriver:

Nogen gange har jeg lyst til at fyre hele bundtet og se om jeg kan finde en ny familie. Åh. Altså hvad gør man dog lige? Min familie er årsag til meget smerte og knuste følelser i mit liv. De er årsag til mange psykiske problemer. Og jeg synes ikke, at det bliver bedre med årene. 

Mine forældre blev skilt, da jeg var 9. Fik begge nye partnere. Og der gik det ned af bakke. Min far og stedmor var for autoritære ud i et overdrev, min mor og stedfar var for laissez-faire, så i kan nok forstå hvor forvirrende det var for et barn. Var lige meget begge steder. Mine forældre kom hurtigt i konflikt. Min mor føler jeg manipulerede mig og spillede mig ud mod min far. Hos min far var der altid dårlig stemning fordi jeg var farvet af min mor.

Summa summarum smed min far mig ud som teenager fordi han ikke følte jeg respekterede ham og min stedmor. Det gjorde jeg heller ikke, jeg var nok hjernevasket af livet hos min mor. Anyway har jeg i dag et godt forhold til begge mine forældre, sådan hver for sig. 

Men de kan stadig ikke sammen. Og min far og stedmor kan ikke med min mors familie og omvendt. Det betyder at jeg ikke kan invitere dem på samme tid. Så vil min far og stedmor ikke komme pga de får voldsom angst af den kulde min mors familie møder dem med. 

Omvendt mener min mors familie, at det er min far og stedmor der er de kolde og ikke vil sige ordentligt hej. Så begge parter mener den anden er til skyld. 

Nu skal vi holde dåb og min far og stedmor kommer kun i kirken. Pga min mors familie. 

Jeg synes det er så unfair, jeg er konstant en lus mellem to negle. Når mine børn har fødselsdag skal vi holde fødselsdag hvad der føles som 500 gange fordi folk ikke kan sammen. Jeg er ikke sammen med mine børns far (som jeg btw har et fantastisk samarbejde med)  så der er jo i forvejen fødselsdag med fars familie og så mors. Og hos mig må vi holde det over flere gange pga konflikter.

Og de store fester, der føler jeg at jeg må fravælge min far og stedmor gang på gang, for de er kun 2,og hvis jeg fravælger min mors familie fravælger jeg 8-10 mennesker kontra de to.

Hvis jeg siger "jeg inviterer jer alle, så må i selv finde ud af det" kommer min far og kone jo bare ikke. Og så synes jeg egentlig også det er unfair at min mors families adfærd skal være skyld i at min far bliver for angst til at deltage. Omvendt synes jeg også min far og kone pisker en stemning op, og jeg synes ærlig talt de alle sammen er lige gode om det. 

Og jeg ORKER det ikke mere! Det er så uværdigt jeg skal bekymre så meget og have så meget logistisk bøvl, stress og alt for mange fejringer fordi min familie er en børnehave der ikke kan sammen.

Hvis ikke jeg havde børn, havde jeg valgt at sige "ved i hvad. Jeg har brug for en pause. I må simpelthen få løst det her, hvis i skal være en del af mit liv, for jeg kan ikke mere". Men jeg kan jo ikke afskære mine børn fra størstedelen af deres familie. 

Åh hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke det drama mere. Jeg synes livet er for kort, jeg gider ikke beskæftige med mig, og jeg er træt af at mærke det hver gang der er fødselsdag, barnedåb, andre store begivenheder. Altså hvad så når min kæreste og jeg skal giftes? Skal min far så gå ned af kirkegulvet med mig druknende i angst over min mors families blikke?

Åh hvor er de dog bare for meget allesammen! 

Prøv at skrive et brev til begge parter, hvor du forklarer dem hvad det gør ved dig, når du skal tage alle de hensyn. Uanset hvilken beslutning du tager, så vil du skuffe nogen, incl. dig selv. 

Samtidig skal du gøre dem klart at de ikke skal tage din børn som gidsler på samme måde som de har sat dig i et skidt dillemma. 

Pludselig er dine børn store, og vil begynde at stille spørgsmål om hvorfor morfar m. familie ikke er med. Det er også synd for dem at blive fravalgt på den måde. 

De må simpelthen blive voksne og tilsidesætte egne behov! Det klarer de nok de gange om året de skal til fælles arrangement hos dig. 

Anonym skriver:

Men det har vi gjort fx med barnedåb. Inviteret alle. Men så fravælger min far og stedmor festen pga de får for  meget angst af min mors familie. Og det er så deres valg kan man sige, men det gør mig ked jeg så aldrig kan fejre de store ting med min far og stedmor. På samme tid resulterer det så i skyldfølelse hos mig fordi jeg på en måde føler jeg vælger min mors families side, for det vil altid være min far og dem der trækker sig fordi de føler sig i undertal. Men jeg synes jo egentlig at begge parter er lige gode om konflikten. Suk. 

Så ville jeg simplethen sige til min far enten så dukker han op og tager ansvar som en voksen, understreg at han ikke behøver føre en samtale anden end hej og farvel eller også bliver han så bare ikke længere inviteret eller er velkommen. Det er dig og hans børnebørn han vælger fra og han har jo allerede valgt, men understreg det så han ved at det er et endeligt valg, og det går jo ikke ud over ham, da han jo bare kan dukke op ligesom din mor gør

Anonym skriver:

Nogen gange har jeg lyst til at fyre hele bundtet og se om jeg kan finde en ny familie. Åh. Altså hvad gør man dog lige? Min familie er årsag til meget smerte og knuste følelser i mit liv. De er årsag til mange psykiske problemer. Og jeg synes ikke, at det bliver bedre med årene. 

Mine forældre blev skilt, da jeg var 9. Fik begge nye partnere. Og der gik det ned af bakke. Min far og stedmor var for autoritære ud i et overdrev, min mor og stedfar var for laissez-faire, så i kan nok forstå hvor forvirrende det var for et barn. Var lige meget begge steder. Mine forældre kom hurtigt i konflikt. Min mor føler jeg manipulerede mig og spillede mig ud mod min far. Hos min far var der altid dårlig stemning fordi jeg var farvet af min mor.

Summa summarum smed min far mig ud som teenager fordi han ikke følte jeg respekterede ham og min stedmor. Det gjorde jeg heller ikke, jeg var nok hjernevasket af livet hos min mor. Anyway har jeg i dag et godt forhold til begge mine forældre, sådan hver for sig. 

Men de kan stadig ikke sammen. Og min far og stedmor kan ikke med min mors familie og omvendt. Det betyder at jeg ikke kan invitere dem på samme tid. Så vil min far og stedmor ikke komme pga de får voldsom angst af den kulde min mors familie møder dem med. 

Omvendt mener min mors familie, at det er min far og stedmor der er de kolde og ikke vil sige ordentligt hej. Så begge parter mener den anden er til skyld. 

Nu skal vi holde dåb og min far og stedmor kommer kun i kirken. Pga min mors familie. 

Jeg synes det er så unfair, jeg er konstant en lus mellem to negle. Når mine børn har fødselsdag skal vi holde fødselsdag hvad der føles som 500 gange fordi folk ikke kan sammen. Jeg er ikke sammen med mine børns far (som jeg btw har et fantastisk samarbejde med)  så der er jo i forvejen fødselsdag med fars familie og så mors. Og hos mig må vi holde det over flere gange pga konflikter.

Og de store fester, der føler jeg at jeg må fravælge min far og stedmor gang på gang, for de er kun 2,og hvis jeg fravælger min mors familie fravælger jeg 8-10 mennesker kontra de to.

Hvis jeg siger "jeg inviterer jer alle, så må i selv finde ud af det" kommer min far og kone jo bare ikke. Og så synes jeg egentlig også det er unfair at min mors families adfærd skal være skyld i at min far bliver for angst til at deltage. Omvendt synes jeg også min far og kone pisker en stemning op, og jeg synes ærlig talt de alle sammen er lige gode om det. 

Og jeg ORKER det ikke mere! Det er så uværdigt jeg skal bekymre så meget og have så meget logistisk bøvl, stress og alt for mange fejringer fordi min familie er en børnehave der ikke kan sammen.

Hvis ikke jeg havde børn, havde jeg valgt at sige "ved i hvad. Jeg har brug for en pause. I må simpelthen få løst det her, hvis i skal være en del af mit liv, for jeg kan ikke mere". Men jeg kan jo ikke afskære mine børn fra størstedelen af deres familie. 

Åh hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke det drama mere. Jeg synes livet er for kort, jeg gider ikke beskæftige med mig, og jeg er træt af at mærke det hver gang der er fødselsdag, barnedåb, andre store begivenheder. Altså hvad så når min kæreste og jeg skal giftes? Skal min far så gå ned af kirkegulvet med mig druknende i angst over min mors families blikke?

Åh hvor er de dog bare for meget allesammen! 

Det gør stort indtryk på mig, det du skriver her  "ved i hvad. Jeg har brug for en pause. I må simpelthen få løst det her, hvis i skal være en del af mit liv, for jeg kan ikke mere". 

Jeg synes, at du skal skrive et brev til begge dine forældre - ikke deres partnere - med den tilføjelse, at pausen skal vare fx 1/2 år, som du vil bruge på at overveje, hvordan eller hvorvidt de kan være i dit liv. Skriv også, at de ikke skal kontakte dig - du er færdig med at tale med dem om deres problemer med hinanden, men at de kan tale med hinanden om problemerne. I det halve år er de velkomne til at have deres børnebørn på besøg. De kan kontakte din kæreste/eks for at aftale tidspunkter.

Det kan faktisk give dig andre perspektiver at få en pause. Overvej fx hvad du finder mest belastende ved den nuværende situation og overvej alternativer. Hvis du ikke vil holde to fødselsdage for dine børn, så må den der ikke vil komme til den fødselsdag, du inviterer til, komme med et forslag til, hvordan de vil se deres barnebarn og aflevere gaver. Så må du se, om det passer ind i jeres liv. Osv.

Dit indlæg kunne være skrevet af mig. Vi holder seperate fødselsdage for at undgå, at mine forældre mødes. Til store fester så som bryllup, konfirmation og barnedåb bliver de placeret i hver ende med ryggen til hinanden. Jeg har altid ondt i maven inden disse store fester pga nervøsitet for, hvordan det skal gå. Og jeg bander over, at de tillader sig at "ødelægge" alle store oplevelser i mit liv med deres barnlige pjat.

Når jeg er ved min mor, nævner jeg aldrig min far. Tilsvarende nævner jeg aldrig min mor, når jeg besøger min far.  

Det er SÅ anstrengende. Det er let at sige, at forældrene må tage sig sammen, men det vil de ikke. Og ja jeg kunne give dem et ultimatum, men det ville ikke medføre det ønskede resultat.

Lidt hårdt sagt elsker de deres konflikt mere, end de elsker mig og mine børn. 

Jeg føler som dig, at livet er for kort til disse konflikter. Men konflikterne bliver ikke mindre ved, at jeg stiller krav, som de ikke vil indfri.