Jeg er SÅ skruk!!!

Soonmom skriver:

Hvorfor er det ikke det rette tidspunkt, hvis jeg må spørge?

Jeg har to og jeg er også mega skruk igen, men her må det også vente, da uddannelsen skal være færdig først  

Jeg har en knæoperation her senere på året og er arbejdsløs. Derudover er vi enige om at vores datter skal være ældre

God-mor skriver:

Altså jeg var sikker på at jeg MAX skulle have to børn. Vi overvejede længe blot bare at få 1 barn.. Nu har vi to børn og jeg kan mærke i hjertet, at jeg må have en mere på et tidspunkt. Jeg kunne sagtens få en mere nu, og savner også at mærke spark og forventningens glæde. Det er jo det største i livet. I min verden. 

Men det passer heller ikke ind i vores liv pt og min mand er ikke sikker på at han vil have flere. Så nu må vi se. Jeg forstår dine følelser. 

Puhaaa.. Det er sådan en forfædelig følelse og tror ikke mændende kan sætte sig ind i det..

HHåber i beslutter jer for en mere når det passer ind

Stivdie skriver:

Trods en let kompliceret graviditet (ssf opdaget i 35+1) havde jeg det som dig efter at have fået den første, og havde en drøm om 3 børn.

Min graviditet med nr 2 bød på 3 måneder med døgnkvalme og opkastninger (mod ca 5 uger med nr 1), forhøjet blodtryk konstateret i uge 25, sygemeldt i uge 29, indlagt i uge 34 med daglige blod og urinprøver, samt blodtryksmåling hver 4. Time. Fødte i 36+6 efter 3 ugers indlæggelse, og skal til kontrol et par gange i løbet af det første år for at sikre, jeg kommer mig helt.

Så efter dén omgang er lysten til en nr 3 faktisk fuldstændig væk.  

Hvis jeg skal have en mere, har jeg fået at vide at jeg skal medicineres gennem hele graviditeten, samt forvente tidlig sygemelding, svangerskabsforgiftning, for tidligt født barn med lav fødselsvægt, samt mulig risiko for permanent nyreskade... Så det har ligesom sat hovedet på sømmet og stadfæstet min beslutning om ikke at få flere.

Hold da op et forløb

Jeg kn godt forstå du er mættet! Jeg havde en lettere hård graviditet med døgnkvalme fra uge 5 til 18 og bl fra uge 20 og næsten bundet til sengen fra uge 33.. Men det stopper mig ikke. Har glemt det, men det er selvfølgelig på ingen måde så slemt som det du har oplevet

Anonym skriver:

Har det på præcis samme måde

Så er vi i samme båd. 

Men kan du høre på din mand at han er i tvivl/han kan rykkes på? Eller har han sagt det er sikkert kun 2 siden i mødtes? 

For min mand har sagt at han synes 2 er fint lige fra starten af vores forhold. Og den mening har stadig ikke rykket sig med hans mening. Derfor føler jeg nu at jeg intet håb har tilbage. 

Anonym skriver:

Så er vi i samme båd. 

Men kan du høre på din mand at han er i tvivl/han kan rykkes på? Eller har han sagt det er sikkert kun 2 siden i mødtes? 

For min mand har sagt at han synes 2 er fint lige fra starten af vores forhold. Og den mening har stadig ikke rykket sig med hans mening. Derfor føler jeg nu at jeg intet håb har tilbage. 

Min mand er også helt stålfast. Jeg ville have 3 da vi mødtes men blev så overtalt til 2 og synes det har været helt fint indtil nu åh det er bare hårdt når hjertet vil noget andet end planlagt

Anonym skriver:

Min mand er også helt stålfast. Jeg ville have 3 da vi mødtes men blev så overtalt til 2 og synes det har været helt fint indtil nu åh det er bare hårdt når hjertet vil noget andet end planlagt

Årh jeg har virkelig ondt af dig, da jeg ved og kender følelsen alt for godt. 

første gang min mand nævnte børn og antallet var 2 i starten af vores forhold, der sagde jeg til ham at jeg kunne godt tænke mig 4. Men efter årene gik så tænkte jeg 3 er bedre så er det hverken for mange og eller ikke for lidt. Og med 3 så har man stadig lidt overskud mm. 

Men da vi for alvor efter nogle år Hvor voldsom skrukhed ramte mig og plus vi havde kendt hinanden i en del år. Så snakket vi om det og frem og tilbage i lidt tid. Så sagde jeg til ham at hvis han gå med til at vi få første barn nu, så kan vi godt ha kun 2 børn. Men der gik alligvelet tæt på 1 år før vi begyndte på PB, fordi han gerne vil ha vi bliver gift før vi få børn. 

Og ja nu fortryder man sku at man har sagt det og ovenikøbet skete det først næsten et år efter. Så ikke ligesom aftalen om at det sku være med det samme. 

Om han alligvelet holdt på de 2 børn uanset om vi lavet den aftale eller ej ved jeg ikke. Men det tror jeg fordi han er så stålfast lige siden jeg mødte ham. 

Anonym skriver:

Årh jeg har virkelig ondt af dig, da jeg ved og kender følelsen alt for godt. 

 

første gang min mand nævnte børn og antallet var 2 i starten af vores forhold, der sagde jeg til ham at jeg kunne godt tænke mig 4. Men efter årene gik så tænkte jeg 3 er bedre så er det hverken for mange og eller ikke for lidt. Og med 3 så har man stadig lidt overskud mm. 

Men da vi for alvor efter nogle år Hvor voldsom skrukhed ramte mig og plus vi havde kendt hinanden i en del år. Så snakket vi om det og frem og tilbage i lidt tid. Så sagde jeg til ham at hvis han gå med til at vi få første barn nu, så kan vi godt ha kun 2 børn. Men der gik alligvelet tæt på 1 år før vi begyndte på PB, fordi han gerne vil ha vi bliver gift før vi få børn. 

Og ja nu fortryder man sku at man har sagt det og ovenikøbet skete det først næsten et år efter. Så ikke ligesom aftalen om at det sku være med det samme. 

Om han alligvelet holdt på de 2 børn uanset om vi lavet den aftale eller ej ved jeg ikke. Men det tror jeg fordi han er så stålfast lige siden jeg mødte ham. 

 

Træls med de mænd. De mærker bare ikke skrukhed på samme måde 

Her var jeg skruk allerede for 4 år siden, så det var længe ventet da vi gik igang med pb, men er til gengæld glad for vi ventede og blev lidt ældre.. Mon man også bliver "klogere" af at vente mht. Antal

Tænker at hvis jeg har det på samme måde efter nr. 2 så må vi tage en snak. Man kn jo ikke tvinge dem til det og det skal være noget man er enig om. Tror det er nemmere at tage den op når man er der

Lige nu har jeg det sådan at jeg håber at der kommer en 3er som en upser, for så ved jeg han ikke kan sige nej. Det er så dumt at tænke sådan og virkelig umodent.. Kunne dog aldrig finde på at "glemme" at tage en p pille for at få et barn mere.. 

Anonym skriver:

Træls med de mænd. De mærker bare ikke skrukhed på samme måde 

Her var jeg skruk allerede for 4 år siden, så det var længe ventet da vi gik igang med pb, men er til gengæld glad for vi ventede og blev lidt ældre.. Mon man også bliver "klogere" af at vente mht. Antal

Tænker at hvis jeg har det på samme måde efter nr. 2 så må vi tage en snak. Man kn jo ikke tvinge dem til det og det skal være noget man er enig om. Tror det er nemmere at tage den op når man er der

Lige nu har jeg det sådan at jeg håber at der kommer en 3er som en upser, for så ved jeg han ikke kan sige nej. Det er så dumt at tænke sådan og virkelig umodent.. Kunne dog aldrig finde på at "glemme" at tage en p pille for at få et barn mere.. 

Nej desværre kan de ikke sætte sig ind i det, hvordan vi kvinder har det. 

Men vi kan jo heller ikke sætte os ind i eller forstår hvordan de kan nøjes med 1-2 børn kun. 

Og du  kan intet håbe på at du ikke har det samme følelser efter nr 2 eller håbe på at han vil gå med på det hvis i tar en snak. 

Jeg vil så meget nr 3 sådan som det ser ud til nu. Men har også den holdning at jeg ikke vil nævne nr 3 når nr 2 ankommer. Uanset hvordan mine følelser er.  Kan godt være man tænker så har man opgivet sine følelser og drømme så lidt, når man ligefrem ikke vil tag en snak med sin partner om det mm. Men jeg vil heller ikke føle at man presser ham til det. (Igennem snakken) og på den anden side. Skal man gå i flere år og være ked af at man ikke fik nr 3? Kan jeg mon holde det ud?jeg er så splittet. 

Anonym skriver:

Nej desværre kan de ikke sætte sig ind i det, hvordan vi kvinder har det. 

Men vi kan jo heller ikke sætte os ind i eller forstår hvordan de kan nøjes med 1-2 børn kun. 

Og du  kan intet håbe på at du ikke har det samme følelser efter nr 2 eller håbe på at han vil gå med på det hvis i tar en snak. 

Jeg vil så meget nr 3 sådan som det ser ud til nu. Men har også den holdning at jeg ikke vil nævne nr 3 når nr 2 ankommer. Uanset hvordan mine følelser er.  Kan godt være man tænker så har man opgivet sine følelser og drømme så lidt, når man ligefrem ikke vil tag en snak med sin partner om det mm. Men jeg vil heller ikke føle at man presser ham til det. (Igennem snakken) og på den anden side. Skal man gå i flere år og være ked af at man ikke fik nr 3? Kan jeg mon holde det ud?jeg er så splittet. 

 

Det er virkeligt svært.. Det er derfor tanken om at man kunne håbe på en upser dukker op igen og igen, for ved min mand ikke går ind for abort medmindre der er en virkelig god grund. Det er så dumt at tænke sådan men det er nok min eneste chance for en 3er

Anonym skriver:

Det er virkeligt svært.. Det er derfor tanken om at man kunne håbe på en upser dukker op igen og igen, for ved min mand ikke går ind for abort medmindre der er en virkelig god grund. Det er så dumt at tænke sådan men det er nok min eneste chance for en 3er

Min mand gå heller ikke ind for abort. 

Men ja det skrækkeligt at når dertil hvor man håber på en upser. 

Man kan tænke vildt mange ting og man kan komme helt derude hvor man kan håbe på upser pga man ønsker et barn mere. 

Men jeg tænker heller håbe at han skifter mening efter en snak man Tar sammen, end at håbe på en upser. Da en upser føler jeg så føler manden at han er tvunget og ikke pga et valg han selv tog. 

Men når jeg bare har valgt ikke at nævne nr 3er efter nr 2 kommer. Så ja så der ikke det mindste SCANCE for at nr 3 kommer overhovedet nogensinde. 

Men tilgengæld det med upser intet sker det pga der nogle piller der ikke virker på en eller noget andet som ikke virker på en og man så ikke ved det. Så kan en upser ske. Men ellers kan det ikke lader sig gøre , så længe man beskytter sig.