Inspiration fra tråd om mobning.

Det, der bekymrer mig ved mange diskussioner om mobning, er, at fokus er meget individorienteret, men mobning bekæmpes bedst ved at fokusere på gruppedynamikker. Og at mange forældre trækker en direkte linie til egne oplevelser, selvom barnet er sin egen med egen personlighed og måder at opleve tingene på, folkeskolen er en anden end for 20-30 år siden og der siden jeg var barn faktisk er udviklet ret effektive metoder til at arbejde med mobning.

Det er derfor, det er vigtigt at slå i bordet over klasselærer og skoleleder og kræve, at de enten gør noget, der virker eller henter hjælp ind udefra. 

Wampires skriver:

Efter selv at have været mobbeofferet vil jeg gerne sige at det stadig i dag har sat spor i mig...

Selvom mine forældre var gode til at sige at det ikke var mig der var noget galt med...

lærerne prøvede med at vi skulle snakke om det i klassen, vi havde endda 2 eller 3 uger i træk med emnet mobning, lavede teater om det og sang sange om hvor forkert det er at drille/mobbe..

gjorde det bestemt ikke bedre...

jeg blev mobbet/drillet med alt fra at jeg havde brunt hår til at jeg var plejebarn (en lærer foreslog at jeg skulle fortælle det for klassen for at forklare hvofor jeg græd så nemt), til at jeg var stræber da jeg overhalede de andre i matematik og stavning...

det gik fra blot at være bemærkninger, til at smide mine ting i skraldespanden/gemme dem bag radiatoren hvor jeg ikke kunne nå dem, til skub når de gik forbi, til at de fik de store drenge til at smide mig ned fra "sørøverskibet" og ja det eskalerede bare i løbet af de 8 år jeg gik der...

Så hvis jeg havde vidst det var en mulighed at skifte skole som barn havde jeg bedt om det...

jeg lærte bare at tie stille og så sad jeg på toilettet det meste af frikvarteret og græd inden jeg gik ind til time som den første, så kunne jeg da undgå at blive skubbet ind i dørkarmen på vejen eller spændt ben for så jeg faldt...

 

så jeg vil lytte til mit barn, jeg vil snakke med lærere og ledelse, og hvis der ikke ligger en plan for hvad der skal gøres, og det andet barns forældre ikke tager det seriøst for hvad det er, så ville jeg flytte mit barn og sørge for det ved at det er flot at fortælle når noget er galt og bede om hjælp hvis man ikke selv kan løse det..

Hvilket jeg iøvrigt også ellers gør med vores søn på 6 år, roser ham altid når han beder om hjælp til ting han ikke selv kan løse, det føler jeg er vigtigt at give videre som en evne... han bliver bedt om selv at prøve først, hvis han ikke kan så hjælpes vi ad...

Puha din fortid gør ondt at læse

Jeg har skiftet skole 7 gange. Åh ja du læste rigtigt 7 gange alle på nær et, pga. mobning. 

Det startede i 4 klasse og var så slemt at jeg blev ulykkelig hver morgen og holdt op med at spise. Mine forældre prøvede at få et samarbejde med skolen, men blev konstant modarbejdet. Derefter blev jeg rykket første gang.

Dette havde dog sat så dybe spor, at jeg på den næste skole allerede ved ankomst følte mig forkert og akavet. Valgte at sidde med en bog i frikvartererne i stedet for at søge venner. (så kunne lige så godt have skrevet mobbe offer i panden). Fik hurtigt et nyt skoleskift.

Næste skole lukkede desværre kort efter jeg startede og vi blev alle delt ud på nye. 

Den næste blev jeg også mobbet på. Og så videre og så videre.

Da jeg fik mit 9 klasse bevis var det den bedste dag i mit liv. Startede på Htx og klarede det kun med nød og næppe pga. Der sociale var så svært for mig. (her blev jeg dog ikke mobbet.) 

Idag har jeg social angst og lider af depressioner. Jeg kan ikke samarbejde med folk i grupper, da jeg simpelthen ikke stoler på mennesker. Så måtte droppe ud af sygeplejersken efter 2 år. Da der blev for hårdt psykisk.

Idag et år efter er jeg på kontanthjælp... (har dog lige søgt ind på kontor uddannelsen, som jeg regner med at gennemføre.)

Men nok om det. Jeg bebrejder ikke mine forældre alle mine mange skift. De gjorde hvad de kunne, og kæmpede mod en usynligt fjende som kom igen og igen. Hvis jeg var blevet længe på bare en af skolerne, (især i den større klasser) så tror jeg helt ærligt jeg havde begået selvmord.

Jeg er glad og taknemlig for at have mine forældre, som gjorde alt de kunne og altid var klar med en skulder at sidde ved. De har om nogle lidt lige så meget som jeg selv gjorde. (ville ønske jeg havde fået hjemme undervisning efter de første skift, men sådan en mulighed var der desværre ikke for mig.)

mor:) skriver:

Puha din fortid gør ondt at læse

 

Tak.

Anonym skriver:

Jeg er lidt nysgerrig efter at høre jer der mener at et mobbeoffer skal skifte skole.

- Hvad så hvis han/hun mobbes på den nye skole fordi han/hun er den nye i klassen? - skal han/hun så flyttes igen?

- Lærer man ikke barnet at flygte fra problemet i stedet for at styrke det i det? 

Set tilbage til min folkeskole blev jeg vist nok også mobbet en del;

- Var tidligt udviklet med bryster - det blev jeg drillet med af de andre piger

- vi havde ikke så mange penge så gik ikke i det nye tøj som de andre - det var også en ting jeg blev drillet med 

- læspede meget så pigerne talte med s’er til mig. 

Men grunden til jeg siger vist nok også mobbet er at mine forældre styrkede mig i at det var dem (mobberne) der havde et problem. Og ikke mig. 

Derfor er jeg nysgerrig efter at få svar på de 2 første spørgsmål. 

 

Vil lige slutte af med at sige. At det IKKE er en kritik til nogen forældre her på siden om deres måde at takle mobning. Vi er alle forskellige og handler forskelligt og det respekterer jeg fuldt ud - så føler du dig stødt eller på anden måde provokeret over mit indlæg så undskylder jeg på forhånd da det ikke er min mening 

Tror ikke det handlede så meget om “bare” at flytte hende i den anden tråd. Men hvis hverken forældre af mobberen eller lærerne tager det seriøst, så det svært at være alene som forældre i, at udvikle og støtte barnet i at være stærkt. Havde der været grundlag for behandling og hjælp som kunne styrke hende, ville jeg mene det var vejen fremad. Men ikke når man som forældre ikke bliver hørt og pigen langsomt visner.