Selvforkælelse/egenomsorg

Kære Mødre 

Efter en lang periode, hvor vores datter har været alvorligt syg, med langtidsindlæggelse, familien splittet i atomer, frygt for at miste mit barn, søvnløshed og hvad der ellers hører til, er vi tilbage til hverdagen med et raskt barn. Vi har kæmpet for vores datter og hun har det godt nu, trives og er nogenlunde sig selv igen. Det er vi selvfølgelig mere end lykkelige for  Men jeg er udmattet inde i sjælen og kan ikke rigtig komme med igen. Min læge siger, at jeg skal tage mig af mig selv, forkæle mig selv med fx wellness. Desværre har vi i forløbet tabt enormt mange penge, hvilket vi iøvrigt er fuldstændigt ligeglade med, men derfor er økonomien bare ikke til spaophold og lignende.

Det har jeg indtil videre gjort:

- Styrketræning i fitnesscenter, ca 2 gange om ugen

- Løb i det fri, hver anden gang i moderat tempo og hver anden gang som intervalløb, ca. 2 gange om ugen

- Gåture i smukke omgivelser, veksler mellem i skov, ved vandet, parker og andre naturområder

- Går tidligt i seng

- Giver mig selv pauser til fx læsning og tv (lyder åndsvagt med tv, men det er den eneste måde mit hoved får en pause fra tankemylder og flashbacks). Læsning er svært, fordi min koncentration og hukommelse er dårlig. 

- Ansigtsbehandling på kosmetologskolen (meget billigt)

- Bruger lang tid på bad en gang eller to om ugen, inkl. hudmaske, skrubbe kroppen, hårmaske osv.

- Sørger for at vores hjem er rent, rart og trygt, sund mad, ro, stabilitet og kontinuerlighed, så vi ikke bliver pressede, belastede og stressede. Det har der været rigeligt af 

Hvad kan jeg ellers finde på? Gerne af billige eller helst gratis muligheder?

Meditation/mindfulness går ikke. Jeg bryder sammen. En klipning trænger jeg ikke til. Overvejer svømmehallen, hvis jeg kan finde et sted i Aarhus med dampbad og sauna, nu hvor Badeanstalten Spanien er under ombygning.

Min mand og jeg har været i teatret og er gode ved hinanden. Min mand er med igen og har det godt. Kærligheden mellem os er stærk, så det er udelukkende mig, der mangler.

Jeg håber, der er nogen derude, der kan hjælpe mig

Gode smoothies - evt med grønsager så du er god ved kroppen 

Hårkur, skrubbecreme til ansigt og krop, musicure musik, fodbad med fodsalt.

vi går fast aftentur hver dag 

Det lyder som et hårdt forløb I har været igennem, dejligt at jeres datter er kommet godt ud på den anden side.

Vi har været noget lignende igennem med vores mindste. Da det var overstået og hun var rask. Var jeg slidt ned til sokkeholderne. Jeg fik samme råd som dig. Men det havde bare ikke den forventede effekt.

Folk havde en forventning om at jeg skulle være jublende lykkelig. Og ja selvfølgelig var jeg glad og taknemmelig, men i starten var jeg rædselsslagen for at hun skulle få tilbagefald. Faktisk begyndte jeg først, at følge mig som mig selv, da jeg havde snakket hele forløbet igennem og fik parkeret alle min tanker. Og så tid. 

Har du tjekket jeres forsikring om der er et beløb i er berettiget til 

Nogen forsikringer udbetaler er beløb ved alvorlig sygdom .

Og har i talt med socialrådgivere på børneafdelingen?

Der er fonde osv man kan søge .

Tænker nogle dage væk med sol varme osv ville gøre dig godt og når økonomien er stram var det en mulighed hvis i kunne søge noget .

Ellers synes jeg det lyder fornuftigt det du gør og så skal tiden gå sin gang.

Det tager tid st komme sig over krise 

Meyer skriver:

Det lyder som et hårdt forløb I har været igennem, dejligt at jeres datter er kommet godt ud på den anden side.

Vi har været noget lignende igennem med vores mindste. Da det var overstået og hun var rask. Var jeg slidt ned til sokkeholderne. Jeg fik samme råd som dig. Men det havde bare ikke den forventede effekt.

Folk havde en forventning om at jeg skulle være jublende lykkelig. Og ja selvfølgelig var jeg glad og taknemmelig, men i starten var jeg rædselsslagen for at hun skulle få tilbagefald. Faktisk begyndte jeg først, at følge mig som mig selv, da jeg havde snakket hele forløbet igennem og fik parkeret alle min tanker. Og så tid. 

Dit indlæg fik mig til at brøltude. Kan sagtens mærke at jeg trænger til at snakke med nogen. Mine veninder spørger og lytter, men på en måde føler jeg mig fremmed med dem, fordi de ikke selv har været i det. Og de har også en forventning om, at nu er vores datter rask, hun er tilbage i skole, min mand arbejder og så er alt ved det gamle. Det er det bare ikke inde i mig. Vader i pendul mellem min egen seng og min datters hver nat, og kan jeg ikke høre hende trække vejret, vender det hele sig i mig og jeg føler at verden forsvinder under mine fødder. 

Det mest vanvittige er, at jeg savner Trygfondens Familiehus, hvor børnene var kemo-skaldede, havde slanger hængende, sad i kørestol osv., fordi os forældre forstod hinanden både uden og med ord. Der var rum til at bryde sammen i tide og utide, ikke kunne overskue noget og være ramt af, hvad ens barn og en selv var igennem. Det er der ikke rum og forståelse for længere, og jeg sidder fast. 

Så jeg bliver nødt til selv at klare det, forhåbentligt ved at tage mig af mig selv. 

Carina:-) skriver:

Har du tjekket jeres forsikring om der er et beløb i er berettiget til 

Nogen forsikringer udbetaler er beløb ved alvorlig sygdom .

Og har i talt med socialrådgivere på børneafdelingen?

Der er fonde osv man kan søge .

Tænker nogle dage væk med sol varme osv ville gøre dig godt og når økonomien er stram var det en mulighed hvis i kunne søge noget .

Ellers synes jeg det lyder fornuftigt det du gør og så skal tiden gå sin gang.

Det tager tid st komme sig over krise 

 

Vi har, hvad kan man kalde det... skimtet, vores forsikringer. Men har desværre ikke haft overskud til at gå det ordentligt igennem. Det skal vi absolut have gjort. Socialrådgiveren på børneafdelingen har hjulpet os meget ift. at få fri fra vores arbejdspladser, som ikke har været særlig gode i denne sammenhæng. Så den kamp, for at få lov til at være hos vores datter imens hun kæmpede for sit liv, har helt bestemt også kostet på overskudskontoen. 

Lige nu bøvler vi også med en klagesag, da vores læge ikke ville se vores datter to dage i træk op til indlæggelsen, og de to dage har haft kæmpe konsekvenser. 

Det tager tid, og jeg ved også jeg skal være mere tålmodig - eller også skal jeg finde en måde at forklare mine omgivelser, at de skal have mere tålmodighed med mig og at jeg behøver tid. Det er virkelig svært at føle sig presset til at kommen ovenpå, når man bare ikke kan

Det er ikke altid det bedste at snakke med ens veninder. 

Hvad med en professionel (psykolog). Jeg ved at man i man forløb tilbydes psykologhjælp hvis man har været igennem et kritisk forløb.

det lyder ikke til at du selv kan Fraile med det. Og jo mere du selv føler du burde/skulle - jo sværer er det at komme ovenpå

Smølfine123 skriver:

Det er ikke altid det bedste at snakke med ens veninder. 

Hvad med en professionel (psykolog). Jeg ved at man i man forløb tilbydes psykologhjælp hvis man har været igennem et kritisk forløb.

det lyder ikke til at du selv kan Fraile med det. Og jo mere du selv føler du burde/skulle - jo sværer er det at komme ovenpå

Tak for dine svar  På mandag skal jeg til læge, og vil prøve at snakke med hende igen. Samtaler med en psykolog, tror jeg også er en god idé. Jeg banker nok mig selv oveni hovedet over at jeg ikke bare lægger det bag mig og kommer videre i livet. 

Med det du beskriver, ville jeg også sige psykolog. Og så tænker jeg, tag en pause fra " at prøve at blive dig selv igen". Synes ærligt alle dine tiltag til sammen kan lyde helt stressende! Gå ture hvis du føler for det, styrketræn hvis du har lyst osv. Giv dig selv tid og snak med professionelle! Og accepter det er en lang proces og det er ok ikke at være jublende glad! 

Kæmpe kram det lyder til, du har været igennem alle forældres mareridt. Giv dig selv tid til at bearbejde det!