Når manden er uinteresseret i maven...

san skriver:

Tror der er rigtig mange mænd, der ikke kan forholde sig til babyen i moderens mave. 

De mærker jo heller ikke alle de ting som vi kvinder gør, så kan jeg godt forstå at der er nogen mænd der kan have det lidt svært med det, og tror også at mændene nogen gange syntes at vi kvinder er lidt for meget med alt det baby halløj  men sådan har vi det nu bare.. 

Tror der er mange mænd det først rigtig går op for, når baby er ude, de kan ikke rigtig forholde sig til det inden..

 

og hvis din mand altid regere sådan i forhold til andre ting, så tror jeg bare du skal tage det roligt og nyde alt det liv i maven du har  så skal han nok vise følelser når han står med den lille i armene.. 

Ja du har nok ret i det og det har også været min tanke. Det er bare svært  har en masse traumer fra tidligere fødsel og er begyndt at være nervøs. Det er som om han ikke rigtig forstår mig og er anerkendende og lyttende. Han blev i teenage årene såret af sin far der intet ville have med ham eller hans søster at gøre  efter en skilsmisse med deres mor. Måske er det også det der trykker ham... Jeg aner det ikke..  Argh håber han opper sig på det kærlige plan når han bliver far. 

Jeg har ikke lige læst alle svar. :-) Men JEG syntes heller ikke min kæreste var helt vildt begejstret. Altså han mærkede da på maven og alle de her ting. Men jeg tror helt klart også, at vi kvinder har en ide om, hvordan vi forventer og tror vores mand vil være omkring alt det her.  Og for mit vedkommende var det bare ikke helt realistisk.  Men derfor er min kæreste stadig en fantastisk far, som virkelig ønsker at være med til alt, der har med vores søn at gøre.  Kæmpe kram, kan godt huske hvordan det var og at man er gravid hjælper ikke på det. 

Anonym skriver:

Ja du har nok ret i det og det har også været min tanke. Det er bare svært  har en masse traumer fra tidligere fødsel og er begyndt at være nervøs. Det er som om han ikke rigtig forstår mig og er anerkendende og lyttende. Han blev i teenage årene såret af sin far der intet ville have med ham eller hans søster at gøre  efter en skilsmisse med deres mor. Måske er det også det der trykker ham... Jeg aner det ikke..  Argh håber han opper sig på det kærlige plan når han bliver far. 

Jeg vil mene at du er bedst tjent med at tænke på baby og dig selv lige nu. Stil et par simple krav til ham, noget han nemt kan gøre som gør dig glad og vær meget grafisk glad, når han gør det.

Inddrag gerne baby i kravene, så han fornemmer ansvar i sigte som målet og ikke tingen han gør.

Jeg har selv termin om 13 ugers tid, men jeg venter et donorbarn, så der er ingen far inde i billedet, og derfor har jeg jo helt naturligt været alene om alt, som sker med baby i maven (udover min familie og venner, selvfølgelig). 

Kan godt forstå, at du er ked af, at din mand ikke er mere interesseret i graviditeten og jeres babys udvikling, og selvfølgelig gør det, at du godt kan blive lidt bekymret for hans kommende engagement (eller mangel på samme) i barnets liv. Dog tror jeg det er vigtigt at huske, at manden jo ikke har samme forudsætninger i graviditeten som kvinden, og derfor vil det i de fleste tilfælde ligge ham mere fjernt. Han kan ikke mærke kroppens forandringer og babys spark som du kan, og han er ikke lige så indblandet i jordemoderbesøg, fødselsforberedelse osv. Det er ofte svært for kommende fædre at forholde sig til barnet, mens det ligger inde i mors mave, fordi det ikke er håndgribeligt på samme måde, som det er for kvinden. 

Men alt dette betyder heldigvis ikke, at han ikke vil barnet. Mennesker er forskellige - nogle mænd vil sikkert gerne mærke på maven hver dag og høre om, hvor stor baby er osv., men hvis din mand har samme "passive" tilgang til andre ting end bare baby, er det jo bare sådan, han er. Det kan sagtens ændre sig, når først du har født. Man siger, at kvinden bliver mor, mens hun er gravid, mens manden bliver far, når han holder barnet i sine arme for første gang. Hvis I ellers har et godt parforhold og han har givet udtryk for gerne at ville være far fra starten, tror jeg ikke du skal være bekymret 

Under første graviditet var far heller ikke synderlig interesseret i maven. Han mærkede kort, når jeg spurgte om han ville føle spark. Han var med til skanninger, hvor han var meget interesseret i at se baby. Han var med til første jordemoderbesøg og første undervisning i fødselsforberedelse. Følte det var spildt af tid. Resten af konsultationer og fødselsforberedelse klarede jeg på egen hånd. Det var mig om indrettede værelse og købte tøj. Hans manglende interesse under graviditeten var ikke et tegn på manglende lyst til at blive far. 

Da fødslen gik i gang var han en eminent støtte og hjælper. Havde et hårdt forløb med med vestorm og til sidst meget akut kejsersnit. I de tolv timer forløbet varede stod han op ved min side. Han forlod ikke stuen en eneste gang, da han kunne fornemme, at jeg havde brug for ham. Da vi kl 4 om morgenen lander på afdelingen går det op for mig, at han faktisk ikke har spist eller hvilet siden formiddag. Og da der så ikke er nogen seng ledig, tager han uden brok bare to lænestole, som han får et par timers søvn i. 

Efter fødslen var det ham, som stod for alt det praktiske med erklæringer, dagpleje mv. Det var mere i hans boldgade. 

Og fra den dag vi holdte vores lille dreng i armene har han været far med stort F. Bleskift, bad og alt hvad der ellers følger med en lille størrelse har været vores fælles opgave. Kun amningen har han af gode grunde ikke kunne tage del i. 

Det jeg vil frem til er, at hans manglende engagement under graviditeten absolut intet sagde om hans mod under fødslen eller hans evner som far. 

Jeg er gravid med vores andet barn nu, og selvom far stadig ikke er interesseret i mave eller graviditetssymptomer, så ved jeg at han glæder sig enormt til at møde vores lille dreng inden længe.