Bekymring pga. tidligere mistet barn

Ms.Momo skriver:

Nytårsaften 2006, da jeg var 9+0, havde jeg en spontan abort, så da jeg stod med en positiv test i maj 07 var jeg både lykkelig og bange. Jeg havde i starten så meget kvalme at jeg levede på vand og et æble om dagen, men da vi nåede lige omkring 9+0 forsvandt kvalmen stort set helt. Da jeg spurgte min læge sagde hun, at det kunne sagtens være noget psykisk der gjorde kvalmen så meget værre.

Jeg endte med at føde en velskabt dreng 39+0 efter en meget nem graviditet.

Ja det kan selvfølgelig godt være, at det er det psykiske, der har gjort kvalmen værre.. Er da glad for at høre, at det ikke nødvendigvis betyder, at barnet er dødt, at mine symptomer er dæmpet ..

Og er ked af at høre din historie .. Men er super glad på dine vegne, at du fik en velskabt dreng bagefter

Det er desværre meget almindeligt, at mange kvinder bliver udsat for en abort..

Men dermed sagt, så er alle graviditeter ikke ens, så hvad du oplevet med den først, er ikke sikkert du oplever med nr. 2 eller nr 3.

Held og lykke med denne graviditet og hav troen på, at det nok skal lykkes... som en skriver, at er der først hjerteblink, så er risikoen minimeret for at miste..

csigvard skriver:

Åh nej det er jeg ked af at høre .. Må jeg spørge, hvad der var galt? Min kusine var ude for det samme, da hendes dreng fik rygmarvsbrok..

Ja det er nok det bedste råd.. Både min søster og kæreste siger også, at min angst altid vil være der.. Også efter barnet er født, og det er jo selvfølgelig rigtigt nok, for der kan ske så meget ondt i verden.. Er bare frygteligt at have det sådan hele tiden!

Ja det hjælper også os at få ekstra scanninger

Hun fik et teratom (det er lidt ala en tumor/svulst) som var meget aggressiv, den kom imellem 2 scanninger og intet fik mig til at tro der var noget galt, da hun sparkede livligt hver dag osv. Men da vi kom til md var den så stor at det var for sent at gøre noget. Så vi havde kun et valg desværre.

det er rigtig frygteligt at have det sådan, men jeg tror alle der har mistet før har det sådan. Ekstra scanninger og at snakke om det når frygten er størst er nok det eneste man kan gøre 

csigvard skriver:

Mange tak .. Nej tror gerne, at det absolut ikke har været nemt, og jeg kan stadig slet ikke fatte, at du har kunne komme dig over 6 mistede ..

Det trøster mig heldigvis, at flere skriver, at når man ser hjerteblink, er der øget chance for, at den bliver.. Og så får jeg stadig kvalme af min kærestes aftensmad hver dag (kød, tilberedte grøntsager og sovs) .. Det er da heldigvis gode tegn..

Jeg valgte ikke at se fostrene som mistede børn.. Ja det lyder måske banalt, men min psyke kunne bedere håndtere det på den måde... Blev ved at sige til mig selv at det var naturens måde at sortere fra på... Indtil jeg så endelig fik hjælp og fik afvide det var min krop der ikke synes jeg skulle kunne holde på fostrene.. Så fik jeg en simpelt tbl og bum 9mdr senere blev jeg mor 

MVM skriver:

Det er desværre meget almindeligt, at mange kvinder bliver udsat for en abort..

Men dermed sagt, så er alle graviditeter ikke ens, så hvad du oplevet med den først, er ikke sikkert du oplever med nr. 2 eller nr 3.

Held og lykke med denne graviditet og hav troen på, at det nok skal lykkes... som en skriver, at er der først hjerteblink, så er risikoen minimeret for at miste..

Ja det fandt vi ud af.. Vi vidste ikke, at det skete for så mange, for man hører stort set aldrig om det.. Havde på daværende tidspunkt egentlig været meget rart at vide, at det ikke kun var min kusine og søster, der havde prøvet det.. Jeg fandt jo ud af, at næsten alle, der havde været gravide før i min omgangskreds, havde prøvet det ..

Men ja jeg prøver at bevare håbet og troen.. Det hjælper da, at jeg hele tiden har symptomer, selvom de nogle gange lige forsvinder i et halvt eller helt døgn, og selvom de ændrer sig hele tiden.. Altså den vilde kvalme er forsvundet, men til gengæld går jeg bare hele tiden og har det skidt nu ..

Men mange tak .. Jeg prøver at bevare troen

Mortil2piger18 skriver:

Hun fik et teratom (det er lidt ala en tumor/svulst) som var meget aggressiv, den kom imellem 2 scanninger og intet fik mig til at tro der var noget galt, da hun sparkede livligt hver dag osv. Men da vi kom til md var den så stor at det var for sent at gøre noget. Så vi havde kun et valg desværre.

det er rigtig frygteligt at have det sådan, men jeg tror alle der har mistet før har det sådan. Ekstra scanninger og at snakke om det når frygten er størst er nok det eneste man kan gøre 

Åh det er jeg virkelig ked af at høre .. Jeg føler med jer, og håber aldrig, at I bliver udsat for noget lignende igen ..

Ja det er det.. Men tror desværre nok, at du har ret i, at det er det eneste, man kan gøre.. Heldigvis er min kæreste også god til at støtte og trøste mig, når jeg har brug for det

Camillos skriver:

Jeg valgte ikke at se fostrene som mistede børn.. Ja det lyder måske banalt, men min psyke kunne bedere håndtere det på den måde... Blev ved at sige til mig selv at det var naturens måde at sortere fra på... Indtil jeg så endelig fik hjælp og fik afvide det var min krop der ikke synes jeg skulle kunne holde på fostrene.. Så fik jeg en simpelt tbl og bum 9mdr senere blev jeg mor 

Ja det er nok også en god måde at gøre det på.. Jeg bliver også ved med at sige, at den tidligere var syg, og at et handicappet barn havde været forfærdeligt at skulle sætte i verden (har selv haft en multihandicappet kusine, som led hele sit liv )..

Men er virkelig glad for at høre din succeshistorie .. Så får man lidt troen tilbage

Camillos skriver:

Jeg valgte ikke at se fostrene som mistede børn.. Ja det lyder måske banalt, men min psyke kunne bedere håndtere det på den måde... Blev ved at sige til mig selv at det var naturens måde at sortere fra på... Indtil jeg så endelig fik hjælp og fik afvide det var min krop der ikke synes jeg skulle kunne holde på fostrene.. Så fik jeg en simpelt tbl og bum 9mdr senere blev jeg mor 

"Jeg valgte ikke at se fostrene som mistede børn.."

Jeg syntes det lyder som en god måde at spare sig selv for en masse psykiske nedturer der kan ødelægge ens tro og håb på noget godt !

Det er ikke banalt at være realistisk overfor sig selv, da det jo er dig selv som gennemlever konsekvenserne.

Naturen har magten, så at kæmpe imod er opslidende og til tider umuligt. Selvom det i selve øjeblikket kan være nok så svært at give slip på det der sker.