Jeg kan godt lide når folk taler til mig som var jeg "normal" 
hvis folk begynder en samtale vil jeg gerne deltage (de ser så sjældent at jeg sveder som en gris og ryster efterfølgende). Det kommer mest til udtryk ved at jeg ikke er den der starter samtalen med andre og hvis der er flere forældre/mennesker kan jeg måske virke mere strid og reserveret end jeg faktisk er. (går totalt i forsvar). Nogle tror måske jeg er snoppet 
Jeg ville aldrig blive sur på den måde du beskriver den anden mor bliver, med lyn i øjnene og taler aldrig ned til mine børn. Der minder jeg altid mig selv om at mine børn ikke er skyld i jeg gerne vil ud/væk. Men jeg er sikker på nogle mødre som har hørt mig på skolen især, nok desværre vil beskrive mig som strid og kommanderende. (hvilket godt kan gøre mig en smule ked af det.) Men bruger så meget energi på bare at gå ind og møde de andre forældre og pædagoger, at jeg simpelthen ikke har overskud til også at smile og se glad ud derinde.
Mine børn kender mig heldigvis og ved sådan er jeg i de 10 min det tager at hente. Og så er mor glad og "overskuds mor" igen.
Jeg arbejder med min angst og håber på det snart er et overstået kapitel for mit vedkommende.
Må sige dine indlæg rammer noget inden i mig. Ord det beskriver situationer , jeg kan se mig selv i , uden at tænke. videre over det
min dreng har haft angst i 2 år og i den forbindelse har jeg selv fået en belastning reaktion ( stress / angst ) og kan kende det som du beskriver det ude.
Anmeld
Citér
