Mor skælder og snerrer

Carina:-) skriver:

Der er mange tråde herinde med bekymrede trådstartere....

1. Men ja skriver selv hun ikke mener Det e normal adfærd fra Mors side så hvad med st tilbyde hjælp og en snak .

Ja vores grænser er forskellige og netop derfor var en snak med mor mere relevant . Om ikke andet før man render andre steder 

Det ts beskriver og selv mener ikke er normalt er i min verden ikke nok og tro mig jeg ved alt om indberetningspligt. 

Men jeg ved også at der skal være et ordentligt grundlag for at fare frem.

Ej helt ærligt, gider du lige rent faktisk læse min tråd? Jeg beder netop om råd til, hvordan jeg kunne handle, jeg skriver ikke "skal jeg skynde mig at kontakte kommunen?" - et svar på det spørgsmål kunne være, som du skriver der, at prøve at snakke med hende og tilbyde hjælp. Det er det jeg leder efter, den type råd, men som jeg skriver, er hun svær at komme ind på livet af, og derfor er jeg i tvivl om, hvordan jeg skal handle. 

Altså jeg ved sgu ikke, hvad det er du læser, der ikke står der, men du tager godt nok voldsomt på vej, jeg er seriøst dybt forvirret! ISÆR fordi jeg MEGET tydeligt skriver, at jeg IKKE føler afsky og dømmer, men føler empati FOR morgen. Hvordan i hele hule himlens navn kan det gøres til en dårlig ting? Så forvirret! 

Og at jeg bekymrer mig skyldes, at uanfægtet jeg "kun" ser dem 2-3 gange dagligt og til komsammen med klassen og fødselsdage, kan jeg konstatere at det er sådan hun taler til børnene i hver evig eneste af de slags møder og situationer og har gjort det i al den tid jeg har kendt hende. Det synes jeg da er meget meningsfuldt at bekymre sig om, jeg kærer mig for de mennesker, jeg møder på min vej, jeg føler empati, når nogen virker pressede. Derfor tænker jeg på, om der er noget, som jeg kan gøre. Ikke for at straffe. Men for at hjælpe. 

Anonym skriver:

Hold da op, jeg synes godt nok du lægger rigtig meget i mit indlæg, der ikke står der. Grunden til jeg nævner deres uddannelsesniveau var egentlig bare for at tegne et billede af, hvilken slags familie der var tale om, og også fordi jeg tror det har indflydelse på, at man ikke rigtig ser faren, da jeg tror han er meget karrieremenneske. Jeg har hverken sagt, at ressourcestærke mennesker ikke kan have problemer, eller at ressourcesvage forældre altid har problemer. 

Desuden undrer det mig, at du reagerer så voldsomt, for mit indlæg er jo faktisk skrevet med ret tydelig omsorg og bekymring. Forstået på den måde, at det er ikke et eller andet surt indlæg og "skal jeg skynde mig at underrette", men nærmere (som jeg direkte skriver) at jeg føler stærk empati og tænker mor er meget presset, og derfor tænker på, om jeg kan gøre noget. For. At. Hjælpe. 

Tager du virkelig på vej over, at jeg bekymrer mig for og føler med et medmenneske, der pt kæmper lidt? Hvordan i himlens navn kan man blive vred eller stødt over omsorg og medmenneskelighed? 

Jeg forstår stadig ikke hvad uddannelsesniveau  har noget som helst med sagen at gøre. 

Og at far  er karriere menneske er da irrelevant .

Du ser dem ikke privat så i bund og grund gætter du bare 

Jeg ser det ikke som omsorg men tolkning på noget du ser flygtigt.

Men er du så bekymret og mener hun skader børnene synes jeg da du skal handle .

Men start med at spørg mor om du gætter rigtigt om hende og hendes familie .

Ej helt ærligt, gider du lige rent faktisk læse min tråd? Jeg beder netop om råd til, hvordan jeg kunne handle, jeg skriver ikke "skal jeg skynde mig at kontakte kommunen?" - et svar på det spørgsmål kunne være, som du skriver der, at prøve at snakke med hende og tilbyde hjælp. Det er det jeg leder efter, den type råd, men som jeg skriver, er hun svær at komme ind på livet af, og derfor er jeg i tvivl om, hvordan jeg skal handle. 

Altså jeg ved sgu ikke, hvad det er du læser, der ikke står der, men du tager godt nok voldsomt på vej, jeg er seriøst dybt forvirret! ISÆR fordi jeg MEGET tydeligt skriver, at jeg IKKE føler afsky og dømmer, men føler empati FOR morgen. Hvordan i hele hule himlens navn kan det gøres til en dårlig ting? Så forvirret! 

Og at jeg bekymrer mig skyldes, at uanfægtet jeg "kun" ser dem 2-3 gange dagligt og til komsammen med klassen og fødselsdage, kan jeg konstatere at det er sådan hun taler til børnene i hver evig eneste af de slags møder og situationer og har gjort det i al den tid jeg har kendt hende. Det synes jeg da er meget meningsfuldt at bekymre sig om, jeg kærer mig for de mennesker, jeg møder på min vej, jeg føler empati, når nogen virker pressede. Derfor tænker jeg på, om der er noget, som jeg kan gøre. Ikke for at straffe. Men for at hjælpe. 

Og hvis det er generelt hun er sådan er der vel fokus på det fra klasselærens side når hun også ser det til klassearr.? 

Eller også mener hun som du også selv skrev at mor ikke er sådan normalt og hun er i en periode hvor hun har det svært.

Jeg snerre også af mine børn mand nabo eller skraldemændene indimellem .

For det sker man ikke altid opfører sig som man skal og er mega urimelig .

Jeg ville vende det med klasselæreren, som en anden foreslår. Det kan være ødelæggende for børn - eller for den sags skyld mennesker generelt - at blive talt sådan ned til ofte.

Det får mig til at tænke på en anden tråd, der kører lige nu vedr. psykisk vold - tænk sig hele tiden at få at vide, at man ikke er hurtig nok, god nok, sød nok etc. Øv, jeg bliver helt ked af det ved tanken.

Kunne det være at mor måske lider af social angst og/eller præstations angst ? 

Jeg er derhjemme en glad og meget omsorgsfuld mor og elsker at bruge meget tid sammen med mine børn. Men jeg ændre meget karakter når jeg f. Eks henter børn. Jeg lider af social angst og bliver ofte meget "striks" over for især den store når jeg omgås andre forældre. (frygt for hvad de tænker om mig = kan jo give bagslag, så de netop synes jeg er en forfærdelig mor).

Jeg er ofte bange for de ser mig som en sur og strid mor, (især fordi det normalt slet slet ikke er sådan jeg er). Min man har eget firma og er derfor sjældent den de andre forældre ser. Jeg skynder på min datter/døtre,  fordi jeg ved at når først vi er kommet ud af døren fra skolen/børnehaven, kan jeg ånde frit og lave badutspring med dem og fjolle frit.

Når vi kører hjem i bilen synger vi alle så højt og fjollet vi kan. Når vi spiser aftensmad snakker vi om dagen og når vi putter læser vi bøger og holder i hånd. 

Til ts. Hvis den mor du beskriver har det ligesom ut. Så kan det være at hun alle andre steder er en fantastik mor, som gør en masse for sine børn. Men som også desværre, for vist en uheldig side af sig selv når hun er "omringet" af andre forældre.  håbet det gav mening, er mega træt efter en lang dag hi hi. 

Tystys14 skriver:

Kunne det være at mor måske lider af social angst og/eller præstations angst ? 

Jeg er derhjemme en glad og meget omsorgsfuld mor og elsker at bruge meget tid sammen med mine børn. Men jeg ændre meget karakter når jeg f. Eks henter børn. Jeg lider af social angst og bliver ofte meget "striks" over for især den store når jeg omgås andre forældre. (frygt for hvad de tænker om mig = kan jo give bagslag, så de netop synes jeg er en forfærdelig mor).

Jeg er ofte bange for de ser mig som en sur og strid mor, (især fordi det normalt slet slet ikke er sådan jeg er). Min man har eget firma og er derfor sjældent den de andre forældre ser. Jeg skynder på min datter/døtre,  fordi jeg ved at når først vi er kommet ud af døren fra skolen/børnehaven, kan jeg ånde frit og lave badutspring med dem og fjolle frit.

Når vi kører hjem i bilen synger vi alle så højt og fjollet vi kan. Når vi spiser aftensmad snakker vi om dagen og når vi putter læser vi bøger og holder i hånd. 

Til ts. Hvis den mor du beskriver har det ligesom ut. Så kan det være at hun alle andre steder er en fantastik mor, som gør en masse for sine børn. Men som også desværre, for vist en uheldig side af sig selv når hun er "omringet" af andre forældre.  håbet det gav mening, er mega træt efter en lang dag hi hi. 

Det er en rigtig fin forklaring - hvordan vil du gerne mødes af andre forældre, når du har den problematik? Vil du helst "ignoreres" eller anerkendes eller? Jeg vil gerne lige igen understrege, at jeg på intet tidspunkt har dømt denne mor eller udtalt at hun generelt må være sur i døgndrift, jeg beskriver bare hvad jeg har set flere gange dagligt i mange måneder. 

I forhold til én skriver det ikke lyder så slemt. Det er helt vildt svært at beskrive ansigtsudtryk og toneleje på skrift, for det er med megen vrede og lyn i øjnene. Er det også sådan hos dig? For hvis det bare var den der almindelige skynden på og hverdagsstress vi alle kan have fra tid til anden, ville jeg jo ikke hæfte mig ved det. Jeg bemærker det, fordi det er hver dag over en lang periode og i en toneleje og mimik som er noget værre end den der almindelige stress man lige kan have. 

Der var vist også en der nævnte, at læreren selv må have set det, da der er klassearrangementer. Det er dog ikke tilfældet. De afleverer før lærer kommer, henter efter lærer er gået, lærer er ikke med til fødselsdage, og de sociale ting forældrerådet arrangerer ellers er også uden læreren. Men nu var det jo Heller ikke fordi, at JEG havde et ønske om at gå til læreren, jeg ville egentlig bare hjælpe, hvis jeg kunne. Fordi jeg tænkte sådan indirekte hjælp er også hjælp. 

Jeg kan fx huske jeg på et tidspunkt har stået med et hysterisk barn der ikke ville med hjem fra VS, og der var en anden mor der sagde "åh det er så hårdt, sådan en tur havde vi også forleden" og det var bare så rart at føle sig anerkendt. Hvordan ville du med angst tage imod sådan en? Er det bedre at se den anden vej og intet sige? 

Tror nok jeg kom omkring det hele. Lige ift faderen siger jeg ikke han er en dårlig far. Har blot bemærket at han aldrig afleverer, henter, deltager i arrangementer osv., så jeg antager (måske fejlagtigt) at han måske har et job, hvor han har meget travlt.. 

Jeg ville blande mig udenom, nogle familier er tonen hårde end andre og i nogle familier går bølgerne højt for derefter at hygge sig og have det godt med hianden bagefter, og det ser jeg egentlig ikke noget galt i. Så, så længe børnene er velfungerede så ville jeg ikke gøre noget, slet ikke begynde at blande klasselærer ind i det

Anonym skriver:

Det er en rigtig fin forklaring - hvordan vil du gerne mødes af andre forældre, når du har den problematik? Vil du helst "ignoreres" eller anerkendes eller? Jeg vil gerne lige igen understrege, at jeg på intet tidspunkt har dømt denne mor eller udtalt at hun generelt må være sur i døgndrift, jeg beskriver bare hvad jeg har set flere gange dagligt i mange måneder. 

I forhold til én skriver det ikke lyder så slemt. Det er helt vildt svært at beskrive ansigtsudtryk og toneleje på skrift, for det er med megen vrede og lyn i øjnene. Er det også sådan hos dig? For hvis det bare var den der almindelige skynden på og hverdagsstress vi alle kan have fra tid til anden, ville jeg jo ikke hæfte mig ved det. Jeg bemærker det, fordi det er hver dag over en lang periode og i en toneleje og mimik som er noget værre end den der almindelige stress man lige kan have. 

Der var vist også en der nævnte, at læreren selv må have set det, da der er klassearrangementer. Det er dog ikke tilfældet. De afleverer før lærer kommer, henter efter lærer er gået, lærer er ikke med til fødselsdage, og de sociale ting forældrerådet arrangerer ellers er også uden læreren. Men nu var det jo Heller ikke fordi, at JEG havde et ønske om at gå til læreren, jeg ville egentlig bare hjælpe, hvis jeg kunne. Fordi jeg tænkte sådan indirekte hjælp er også hjælp. 

Jeg kan fx huske jeg på et tidspunkt har stået med et hysterisk barn der ikke ville med hjem fra VS, og der var en anden mor der sagde "åh det er så hårdt, sådan en tur havde vi også forleden" og det var bare så rart at føle sig anerkendt. Hvordan ville du med angst tage imod sådan en? Er det bedre at se den anden vej og intet sige? 

Tror nok jeg kom omkring det hele. Lige ift faderen siger jeg ikke han er en dårlig far. Har blot bemærket at han aldrig afleverer, henter, deltager i arrangementer osv., så jeg antager (måske fejlagtigt) at han måske har et job, hvor han har meget travlt.. 

Jeg kan godt lide når folk taler til mig som var jeg "normal"  hvis folk begynder en samtale vil jeg gerne deltage (de ser så sjældent at jeg sveder som en gris og ryster efterfølgende). Det kommer mest til udtryk ved at jeg ikke er den der starter samtalen med andre og hvis der er flere forældre/mennesker kan jeg måske virke mere strid og reserveret end jeg faktisk er. (går totalt i forsvar). Nogle tror måske jeg er snoppet 

Jeg ville aldrig blive sur på den måde du beskriver den anden mor bliver, med lyn i øjnene og taler aldrig ned til mine børn. Der minder jeg altid mig selv om at mine børn ikke er skyld i jeg gerne vil ud/væk. Men jeg er sikker på nogle mødre som har hørt mig på skolen især, nok desværre vil beskrive mig som strid og kommanderende. (hvilket godt kan gøre mig en smule ked af det.) Men bruger så meget energi på bare at gå ind og møde de andre forældre og pædagoger, at jeg simpelthen ikke har overskud til også at smile og se glad ud derinde.

Mine børn kender mig heldigvis og ved sådan er jeg i de 10 min det tager at hente. Og så er mor glad og "overskuds mor" igen. 

Jeg arbejder med min angst og håber på det snart er et overstået kapitel for mit vedkommende. 

Jeg synes du er meget omsorgsfuld og manglen paa mennesker som dig er stor.

Jeg vil ogsaa raade dig til at snakke med klasselæreren, netop fordi hun sidder med mere viden (her mener jeg om deres familie) og bedre vil kunne handle paa det, hvis det bliver aktuelt.

Saa har du gjort noget til at starte med, og du kan sove trygt. Hvis det fortsætter og du bare ikke kan være i det, saa maa du finde en maade at række haanden frem til moderen.

Du skal i hvertfald handle, mener jeg. Det er jo psykisk vold at faa af vide man ikke er tilstrækkelig hele tiden. Det skal laves om.

Bevares, vi har alle de dage, men det her er ekstremt, naar du ser det ved hvert møde med dem. Og det er altsaa ikke farligt at være omsorgsfuld, det er farligt ikke at være.. og hellere lade tvivlen komme børnene til gode.. Hvis alt er fryd og gammen derhjemme, saa er det jo bare dejligt ❤️

God vind med det, og sejt du reagerer.. 

Anonym skriver:

Hej allesammen. 

Jeg skriver, fordi jeg står i en situation, som jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal håndtere, og om jeg overhovedet skal håndtere den. Det handler om en mor til en pige i min søns klasse.

De går i 0., så har efterhånden kendt/kendt til moderen siden august sidste år. Hun er reserveret og svær at komme ind på livet af, er svær at få et godmorgen ud af osv. Faren har jeg kun set første skoledag, ellers har jeg aldrig set ham. Det er mor der afleverer, henter og tager datteren og sønnen til sport (går til samme sport som mine). Jeg opfatter dem som rimelig ressourcestærke, hvis man lige ser bort fra det problem jeg her vil præsentere. De er begge veluddannede.

Men.. For der er jo et men. Jeg tror, at der er tale om en mor, der er meget presset. Jeg dømmer hende ikke, fordi det netop på mig virker som afmagt, og derfor føler jeg mere empati end "afsky" , selvom jeg har ondt af børnene. Hver evig eneste gang jeg ser hende, og det er jo hver dag, skælder hun enten ud på børnene eller snerrer af dem. Fx i morges da datteren bøvlede med sin indesko "kom NU altså, det kan da ikke passe det skal være så svært, skynd dig nu lige!" og sådan er tonen generelt, når der da ikke er tale om direkte skæld ud. 

Jeg ser hende ofte lave lektier med datteren imens den yngste er til sport, og der er det samme STIL. 'ej DET kan du skrive bedre, visk det ud nu og start FORFRA!', 'NEJ det starter ikke med U, prøv nu at lytte ordentlig efter. FFFFFUGL. kom nu, LYT nu!'

Jeg opfatter ikke nogen af børnene som særlig uvorne, så på den måde kan hendes tilgang ikke en gang forsvares. Det er stille og rolige børn, der som jeg ser de situationer gør deres bedste. Men hun skælder og smælder og snerrer dag ud og dag ind.

Jeg tror hun er stresset. I ved.. Man kan godt mærke, om folk gør som de gør fordi det er deres generelle attitude, eller om de gør det af afmagt.

Men hvad skal jeg gøre? Skal jeg gøre noget? Vores børn har intet tilfælles og har ingen interesse i hinanden og ikke fælles interesser, så det er ikke oplagt at lave en legeaftale. Jeg tror faktisk ikke nogen af dem ville have lyst. 

Men hvordan kommer jeg så ind på livet af hende? Skal jeg bare vende det blinde øje til? Jeg har meget ondt af både hende og børnene.. 

Jeg kan godt forstå, du er bekymret. Det ville jeg nok også være, hvis jeg oplevede noget lignende.

Jeg synes, som en anden også foreslår, at du skal tage en snak med klasselæreren i første omgang. Han/hun har måske lidt bedre føling med, hvad der foregår hjemme hos familien.

Det er heller ikke sikkert, at moderen er klar over, hvordan hun fremstår udadtil og hvordan det påvirker børnene. Hun har måske brug for at tale med nogen og få lidt støtte. Så mit bud er helt sikkert også klasselæreren.

Måske er der slet ingen grund til bekymring, men når det handler om børn, synes jeg ikke, man bare kan lade som ingenting. 

Held og lykke med det.