jeg vil gerne fortælle lidt om os uden at blive genkendt:
Jeg troede vores forhold var stærkt.. at intet kunne nogensinde få hverken jeg eller ham til at tænke på at være sammen med en anden..
men stress på arbejdet, en søn der havde behov for mere kontakt end man havde energi til, en nat med vågen mindst 3 gange af 20 minutter pga sønnens mareridt, endte med at vi glemte at få snakket sammen...
vi glemte hinanden som kærester.. vi blev mor på arbejde og far derhjemme.. far trøstespiste derhjemme, mor trøstespiste på arbejdet og søgte andre der lyttede HVER dag på nøjagtigt de samme frustrationer over arbejdet...
jeg fandt en der lyttede, en der var god til at tale mig efter munden når jeg lettere irriteret nævnte at nu havde kæresten igen ikke gjort det jeg havde bedt om inden jeg kom hjem.. startede med bare at være at han var der og lyttede og jeg læssede af hos ham fremfor kæresten... så blev det til småflirt med at huske den fortid vi havde haft sammen som teenagere... og den sidste besked mellem os var faktisk at jeg overvejede at forlade min kæreste og søn til fordel for ham...
den aften konfronterede min kæreste mig med at han synes jeg var fraværende i vores forhold... jeg startede med at være blokeret og ikke mene der var noget.. men så gik det op for mig hvad jeg havde gang i.. jeg satte mig ned og læste beskederne igennem igen med helt andre øjne og blev meget skræmt over hvad jeg egentlig var ude i..
vi fik brudt den onde cirkel.. men det var meget tæt på at min kæreste var gået... han tilgav mig... selvom han absolut ikke har nemt ved det pga hans psykiske sygdom...
det var det værste og det bedste for vores forhold at være igennem... det værste for der var meget tillid og dårlige vaner der skulle rettes op på efter 1.5 år hvor det bare var blevet værre og værre... det bedste for vi fik begge øjnene op for at det er hinanden vi vel uanset hvad... vi fandt ud af det sammen og er ikke i tvivl om at det var det rigtige at blive sammen...
så det vigtigste i vores forhold: at han husker at lave sjove ting og vise mig sin kærlighed på andre måder en fysisk da han ikke kan rumme fysisk kontakt særlig meget... og jeg sørger for at være der og lytte og aflæse ham når han har svært ved at sætte ord på sine følelser men har brug for en pause...
håber det kan være en inspiration og måske hjælpe andre til at finde en løsning før det er for sent...
Anmeld
Citér
