Anonym skriver:
Vi har holdt flere pauser gennem årene. Og det går fint et stykke tid. Men så begynder de igen. Det er som om de nyder at stikke og prikke til ham. Det er forfærdeligt at være vidne til. Og jeg kan intet gøre. Når jeg forsøger at få ham til at åbne øjnene op, så ender vi med at skændes. Det er jo netop det familien vil ha.
Han har talt med dem mange gange men det hjælper ikke. Jeg har talt med moderen en gang og det var som at tale til en dør.
Jeg kan desværre ikke gå i dybden med detaljer.
Er det centrale problem for dig, måden de behandler dig på eller måden de behandler ham på?
Det lyder som om, at du bliver vred på hans vegne. Bliver du både vred på hans familie og på ham, når han ikke siger fra?
Anmeld
Citér
