Far slår?

Vaya skriver:

Du skal helt sikkert reagere, og du må ikke vente til efter konfirmationen.

Det er skide svært ja, og du kan måske miste nogen, men der er også en stor chance for at miste dine brødre, hvis du ikke gør noget. Synes det er mere utilgiveligt, at han rækker ud, og du så ikke reagerer. Forhåbentlig kan din mor forstå dig, det bør hun gøre. Måske vil hun endda være taknemmelig over, at du reagerer på noget, som hun ikke selv kan magte. 

Det var også en vinkel, at det kan hjælpe hende.. tak 

Jj1709 skriver:

Jeg er selv vokset op i et hjem, med en voldelig far.. Alle omkring os vidste det - ingen reagerede, det har taget mig rigtig mange år, at blive et helt menneske og generelt have tillid til andre mennesker.

Så for Guds skyld, få reageret på det hurtigst muligt. 

Du behøver ikke starte med en underretning - det ville jeg ikke selv have gjort hvis jeg stod i din situation, men jeg havde valgt en personlig konfrontation. Simpelthen sætte sig ned over en kop kaffe og så forklare din mor samt stedfar, hvad der er blevet sagt - der er 2 muligheder enten er der hold i det, eller også er der ikke, jeg tænker man sagtens kan aflure den udfra den reaktion der vil komme fra din stedfar.. 

Held og lykke med det hele :-) 

Tak for dit svar og godt foreslår, men i scenariet med personlig konfrontation er jeg 100% på at min mor ikke vil handle overhovedet. 

Mullemee skriver:

Kan du ikke ringe til Mødrehjælpen og høre dem? De plejer at kunne vejlede i sådan nogle sager. 

Puha, det må være en forfærdelig situation at stå i. Håber på det bedste for jer alle. 

Jeg har lige haft ringet til Børnetelefonen, selv om jeg som sådan ikke er et barn, men problematikken omhandler børn. Vi fik en rigtig god snak og jeg har noget at gå videre med. 

Jeg har ikke noget konkret at skrive, udover at jeg synes det er rigtig godt at du handler! Om det er sandt eller ej, så skal det afklares. Men det må være så svært, så stort knus til dig!

Anonym skriver:

Nemlig, det er også det jeg mener med at jeg som sådan godt ved hvad jeg skal gøre og det har jeg osgå tænkt mig at gøre- men jeg synes også bare at det er så svært håndtere, tænk hvis jeg 'mister' dem alle fordi de bliver sure på mig. 

Du kan lave en anonym underretning så de ikke får at vide at det er dig der har skrevet den og jeg er enig du skal underrette 

Hvad fandt du ud af her? Har du taget kontakt til din mor eller hørt hans storebror, om han også bliver slået? 

Du SKAL reagere på det. 

Det har krævet så meget mod af ham at sige det højt. Og så er det også vigtigt at blive mødt af en voksen der HØRER ham og hjælper ham. 

En underretning betyder at familien får hjælp. Det er ikke ensbetydende med at børn bliver fjernet fra familien. 

Og ja de bliver selvfølgelig sure, men alternativet er helt klart værre. 

Hej alle sammen. 

Jeg er midt i 20'erne. Jeg bor i hus med min forlovede og så bor resten af min familie sammen (Mor, papfar, 3 lillebrødre). 

Den mellemste lillebror på 3 år har været herhjemme og spise aftensmad. Jeg forbereder ham på, at han snart skal hjem, når vi er færdige med at spise. Jeg forbereder ham og siger det i god tid til ham, da han de sidste par gange er blevet noget ked af det når han skal hjem og trækker tiden, vil ikke have støvler og jakke på o.lign. 

Men da jeg denne her gang siger at vi snart skal hjem svarer han; Jeg vil ikke hjem far slår mig. Jeg spørger: Hvad sagde du? Han svarer; Far slog mig..  der går et halvt minuts tid og min forlovede lader som om han ikke hørte det og spørger ham igen med samme svar. 

Min kæreste og jeg kigger overrasket på hinanden og gør egentlig ikke mere i situationen. 

Jeg kører ham hjem, han små græder lidt det første stykke i bilen, men da vi næstener hjemme begynder han at græde endnu mere og jeg spørger ham hvad han er ked 0g han svarer igen, at han ikke vil hjem fordi far slår ham. 

Jeg har tænkt mange tanker herom. Første tanke var at han ville 'snyde os', fordi det er så hyggeligt hos os massere af leg, sjov og grin og ene-opmærksomhed, så han ville undgå at skulle hjem eller trække tiden. Men jeg er også 99% sikker på, at han umuligt kan kæde-tænke og konsekvens beregne så langt; hvis jeg siger sådan og sådan, så sker der sådan og sådan og så behøver jeg ikke at komme hjem agtigt... 

Hvis jeg ikke gør noget i den her situation vil jeg forevigt gå og spekulere på det- var der nu noget om det? Skulle jeg have gjort noget. 

Så på den måde er jeg ikke i tvivl om hvad jeg som sådan skal gøre, men nøj hvor er det svært. Planen nu, er at jeg spørger min ældste lillebror en dag, hvor vi er alene om han har nogle oplevelser lignende, selvfølgelig uden at spørge ledende og lægge ord i munden på ham. 

Jeg har ikke kontakt med min egen far og kan ikke klare tanken om at 'miste' min mor også, hvis de bliver sure på mig efter det her. 

Jeg har begrundelse nok til at vide, at min mor 99% sikkert ikke selv gør noget, hvis hun har kendskab til det. 

Min mor er ansat hos kommunen, så jeg er også bange for at hun kan miste sit arbejde på sådan en sag.. 

 

Tror det var alt herfra, det blev langt. Men jeg håber, at i vil læse det og gøre jer overvejelser om hvad i havde gjort og om hvordan jeg skal gribe det hele an. 

 

 

Jeg tager lige slutningen først.

Alle kan komme ind i et dårligt/voldeligt forhold som de har svært ved at tackle uden hjælp udefra.

At du lytter til et barn på 3 år og netop sætter spørgsmålstegn ved en udtalelse er et skridt i den rigtige retning.

Hvad din mor siger til, hvis det er falsk alarm ? Hun burde blive glad over din omsorg.

Hvis din mor ikke selv gør noget i en given sag, så er hendes stilling i kommunen for alvor i risiko zonen !

Det er muligt at indberette sager anonymt og er der fysiske tegn på at et barn er blevet slået, så er sagen bedre stillet.