Far slår?

Hej alle sammen. 

Jeg er midt i 20'erne. Jeg bor i hus med min forlovede og så bor resten af min familie sammen (Mor, papfar, 3 lillebrødre). 

Den mellemste lillebror på 3 år har været herhjemme og spise aftensmad. Jeg forbereder ham på, at han snart skal hjem, når vi er færdige med at spise. Jeg forbereder ham og siger det i god tid til ham, da han de sidste par gange er blevet noget ked af det når han skal hjem og trækker tiden, vil ikke have støvler og jakke på o.lign. 

Men da jeg denne her gang siger at vi snart skal hjem svarer han; Jeg vil ikke hjem far slår mig. Jeg spørger: Hvad sagde du? Han svarer; Far slog mig..  der går et halvt minuts tid og min forlovede lader som om han ikke hørte det og spørger ham igen med samme svar. 

Min kæreste og jeg kigger overrasket på hinanden og gør egentlig ikke mere i situationen. 

Jeg kører ham hjem, han små græder lidt det første stykke i bilen, men da vi næstener hjemme begynder han at græde endnu mere og jeg spørger ham hvad han er ked 0g han svarer igen, at han ikke vil hjem fordi far slår ham. 

Jeg har tænkt mange tanker herom. Første tanke var at han ville 'snyde os', fordi det er så hyggeligt hos os massere af leg, sjov og grin og ene-opmærksomhed, så han ville undgå at skulle hjem eller trække tiden. Men jeg er også 99% sikker på, at han umuligt kan kæde-tænke og konsekvens beregne så langt; hvis jeg siger sådan og sådan, så sker der sådan og sådan og så behøver jeg ikke at komme hjem agtigt... 

Hvis jeg ikke gør noget i den her situation vil jeg forevigt gå og spekulere på det- var der nu noget om det? Skulle jeg have gjort noget. 

Så på den måde er jeg ikke i tvivl om hvad jeg som sådan skal gøre, men nøj hvor er det svært. Planen nu, er at jeg spørger min ældste lillebror en dag, hvor vi er alene om han har nogle oplevelser lignende, selvfølgelig uden at spørge ledende og lægge ord i munden på ham. 

Jeg har ikke kontakt med min egen far og kan ikke klare tanken om at 'miste' min mor også, hvis de bliver sure på mig efter det her. 

Jeg har begrundelse nok til at vide, at min mor 99% sikkert ikke selv gør noget, hvis hun har kendskab til det. 

Min mor er ansat hos kommunen, så jeg er også bange for at hun kan miste sit arbejde på sådan en sag.. 

Tror det var alt herfra, det blev langt. Men jeg håber, at i vil læse det og gøre jer overvejelser om hvad i havde gjort og om hvordan jeg skal gribe det hele an. 

Kan du ikke ringe til Mødrehjælpen og høre dem? De plejer at kunne vejlede i sådan nogle sager. 

Puha, det må være en forfærdelig situation at stå i. Håber på det bedste for jer alle. 

Mullemee skriver:

Kan du ikke ringe til Mødrehjælpen og høre dem? De plejer at kunne vejlede i sådan nogle sager. 

Puha, det må være en forfærdelig situation at stå i. Håber på det bedste for jer alle. 

Tusind tak, det får vi brug for. 

Sådan noget kommer også altid ubelejligt. Min lillebror skal snart konfirmeres, jeg ved heller ikke hvordan jeg skal gøre i forhold til det? Vente til efter konfirmationen, men  det er jo også lang tid hvis der er noget om snakken.. ? 

Anonym skriver:

Hej alle sammen. 

Jeg er midt i 20'erne. Jeg bor i hus med min forlovede og så bor resten af min familie sammen (Mor, papfar, 3 lillebrødre). 

Den mellemste lillebror på 3 år har været herhjemme og spise aftensmad. Jeg forbereder ham på, at han snart skal hjem, når vi er færdige med at spise. Jeg forbereder ham og siger det i god tid til ham, da han de sidste par gange er blevet noget ked af det når han skal hjem og trækker tiden, vil ikke have støvler og jakke på o.lign. 

Men da jeg denne her gang siger at vi snart skal hjem svarer han; Jeg vil ikke hjem far slår mig. Jeg spørger: Hvad sagde du? Han svarer; Far slog mig..  der går et halvt minuts tid og min forlovede lader som om han ikke hørte det og spørger ham igen med samme svar. 

Min kæreste og jeg kigger overrasket på hinanden og gør egentlig ikke mere i situationen. 

Jeg kører ham hjem, han små græder lidt det første stykke i bilen, men da vi næstener hjemme begynder han at græde endnu mere og jeg spørger ham hvad han er ked 0g han svarer igen, at han ikke vil hjem fordi far slår ham. 

Jeg har tænkt mange tanker herom. Første tanke var at han ville 'snyde os', fordi det er så hyggeligt hos os massere af leg, sjov og grin og ene-opmærksomhed, så han ville undgå at skulle hjem eller trække tiden. Men jeg er også 99% sikker på, at han umuligt kan kæde-tænke og konsekvens beregne så langt; hvis jeg siger sådan og sådan, så sker der sådan og sådan og så behøver jeg ikke at komme hjem agtigt... 

Hvis jeg ikke gør noget i den her situation vil jeg forevigt gå og spekulere på det- var der nu noget om det? Skulle jeg have gjort noget. 

Så på den måde er jeg ikke i tvivl om hvad jeg som sådan skal gøre, men nøj hvor er det svært. Planen nu, er at jeg spørger min ældste lillebror en dag, hvor vi er alene om han har nogle oplevelser lignende, selvfølgelig uden at spørge ledende og lægge ord i munden på ham. 

Jeg har ikke kontakt med min egen far og kan ikke klare tanken om at 'miste' min mor også, hvis de bliver sure på mig efter det her. 

Jeg har begrundelse nok til at vide, at min mor 99% sikkert ikke selv gør noget, hvis hun har kendskab til det. 

Min mor er ansat hos kommunen, så jeg er også bange for at hun kan miste sit arbejde på sådan en sag.. 

 

Tror det var alt herfra, det blev langt. Men jeg håber, at i vil læse det og gøre jer overvejelser om hvad i havde gjort og om hvordan jeg skal gribe det hele an. 

 

 

I min verden er der kun 1 ting du kan (og skal) gøre, og det er at lave en underretning til kommunen.

Et barn er forsvarsløs, og kan dermed ikke klare sådan en situation selv. Det her barn har råbt om hjælp til dig, så du har i min verden intet andet valg.

Mom skriver:

I min verden er der kun 1 ting du kan (og skal) gøre, og det er at lave en underretning til kommunen.

Et barn er forsvarsløs, og kan dermed ikke klare sådan en situation selv. Det her barn har råbt om hjælp til dig, så du har i min verden intet andet valg.

Nemlig, det er også det jeg mener med at jeg som sådan godt ved hvad jeg skal gøre og det har jeg osgå tænkt mig at gøre- men jeg synes også bare at det er så svært håndtere, tænk hvis jeg 'mister' dem alle fordi de bliver sure på mig. 

Anonym skriver:

Nemlig, det er også det jeg mener med at jeg som sådan godt ved hvad jeg skal gøre og det har jeg osgå tænkt mig at gøre- men jeg synes også bare at det er så svært håndtere, tænk hvis jeg 'mister' dem alle fordi de bliver sure på mig. 

Men tænk hvis du ikke gør noget. Ved at gøre dette her, viser du det barn at der findes voksne som man kan stole på. Du kan godt overleve at de andre bliver sure på dig, men måske overlever barnet ikke vold, og de fysiske og psykiske ar det bringer med sig.

Jeg ved at det er svært, men der er ingen anden udvej

Mom skriver:

Men tænk hvis du ikke gør noget. Ved at gøre dette her, viser du det barn at der findes voksne som man kan stole på. Du kan godt overleve at de andre bliver sure på dig, men måske overlever barnet ikke vold, og de fysiske og psykiske ar det bringer med sig.

Jeg ved at det er svært, men der er ingen anden udvej

Tusind tak, det var rigtig god, men hård måde at sige det på, hvilket nogle gange også er det der skal til. 

Anonym skriver:

Tusind tak, det var rigtig god, men hård måde at sige det på, hvilket nogle gange også er det der skal til. 

Du skal helt sikkert reagere, og du må ikke vente til efter konfirmationen.

Det er skide svært ja, og du kan måske miste nogen, men der er også en stor chance for at miste dine brødre, hvis du ikke gør noget. Synes det er mere utilgiveligt, at han rækker ud, og du så ikke reagerer. Forhåbentlig kan din mor forstå dig, det bør hun gøre. Måske vil hun endda være taknemmelig over, at du reagerer på noget, som hun ikke selv kan magte. 

Anonym skriver:

Hej alle sammen. 

Jeg er midt i 20'erne. Jeg bor i hus med min forlovede og så bor resten af min familie sammen (Mor, papfar, 3 lillebrødre). 

Den mellemste lillebror på 3 år har været herhjemme og spise aftensmad. Jeg forbereder ham på, at han snart skal hjem, når vi er færdige med at spise. Jeg forbereder ham og siger det i god tid til ham, da han de sidste par gange er blevet noget ked af det når han skal hjem og trækker tiden, vil ikke have støvler og jakke på o.lign. 

Men da jeg denne her gang siger at vi snart skal hjem svarer han; Jeg vil ikke hjem far slår mig. Jeg spørger: Hvad sagde du? Han svarer; Far slog mig..  der går et halvt minuts tid og min forlovede lader som om han ikke hørte det og spørger ham igen med samme svar. 

Min kæreste og jeg kigger overrasket på hinanden og gør egentlig ikke mere i situationen. 

Jeg kører ham hjem, han små græder lidt det første stykke i bilen, men da vi næstener hjemme begynder han at græde endnu mere og jeg spørger ham hvad han er ked 0g han svarer igen, at han ikke vil hjem fordi far slår ham. 

Jeg har tænkt mange tanker herom. Første tanke var at han ville 'snyde os', fordi det er så hyggeligt hos os massere af leg, sjov og grin og ene-opmærksomhed, så han ville undgå at skulle hjem eller trække tiden. Men jeg er også 99% sikker på, at han umuligt kan kæde-tænke og konsekvens beregne så langt; hvis jeg siger sådan og sådan, så sker der sådan og sådan og så behøver jeg ikke at komme hjem agtigt... 

Hvis jeg ikke gør noget i den her situation vil jeg forevigt gå og spekulere på det- var der nu noget om det? Skulle jeg have gjort noget. 

Så på den måde er jeg ikke i tvivl om hvad jeg som sådan skal gøre, men nøj hvor er det svært. Planen nu, er at jeg spørger min ældste lillebror en dag, hvor vi er alene om han har nogle oplevelser lignende, selvfølgelig uden at spørge ledende og lægge ord i munden på ham. 

Jeg har ikke kontakt med min egen far og kan ikke klare tanken om at 'miste' min mor også, hvis de bliver sure på mig efter det her. 

Jeg har begrundelse nok til at vide, at min mor 99% sikkert ikke selv gør noget, hvis hun har kendskab til det. 

Min mor er ansat hos kommunen, så jeg er også bange for at hun kan miste sit arbejde på sådan en sag.. 

 

Tror det var alt herfra, det blev langt. Men jeg håber, at i vil læse det og gøre jer overvejelser om hvad i havde gjort og om hvordan jeg skal gribe det hele an. 

 

 

Jeg er selv vokset op i et hjem, med en voldelig far.. Alle omkring os vidste det - ingen reagerede, det har taget mig rigtig mange år, at blive et helt menneske og generelt have tillid til andre mennesker.

Så for Guds skyld, få reageret på det hurtigst muligt. 

Du behøver ikke starte med en underretning - det ville jeg ikke selv have gjort hvis jeg stod i din situation, men jeg havde valgt en personlig konfrontation. Simpelthen sætte sig ned over en kop kaffe og så forklare din mor samt stedfar, hvad der er blevet sagt - der er 2 muligheder enten er der hold i det, eller også er der ikke, jeg tænker man sagtens kan aflure den udfra den reaktion der vil komme fra din stedfar.. 

Held og lykke med det hele :-)