Hvordan forholder jeg mig til en kæreste der tager

Hvad ville du sige til din datter hvis hun havde en fyr som tog stoffer og hun havde to børn med?.. En der ikke respekterede hende og som blev ved med at tage stoffer?.. 

Fair nok at dine børn bliver knuste, men du er den voksne her og så er det dig der må samle dem igen. Ingen børn kan skærmes mod al smerte i verden, og her er det vigtigt at have stærke voksne der tager det svære valg og kæmper for børnene efterfølgende. 

Og går I så fra hinanden, hvilket jeg tror de fleste herinde råder til - så er det for jeres børn skyld vigtigt at I ikke finder sammen igen. Han ændrer sig jo tydeligvis ikke. Det er mere synd for jeres børn hvis I går fra hinanden, finder sammen, går fra hinanden, finder samme osv. 

Vær et forbillede for dine børn, vis dem at stoffer ikke accepteres og lær dem at sige stop når nok er nok, ikke at nøjes og leve i et usundt forhold. 

Ps. børn hvor en eller flere af forældrene tager stoffer og ikke kan lade vær, har markant større risiko for selv at prøve stoffer. Er vidst en meget god motivation for at komme væk og kæmpe for dine børn. 

Det her er sikkert meget nemmere at sige end at gøre, men jeg ville smutte på stedet. Fint nok at tage et par baner med vennerne i weekenderne, men fandeme ikke, når man har to små børn. Og ja, de vil blive kede af det (eller, den ældste vil), hvis I går fra hinanden, men i det lange løb er jeg ret sikker på, at alternativet er meget værre. Det lader til, at det er for børnenes skyld, at du ikke vil forlade ham, men du gør netop jeres børn en tjeneste ved at skære ham fra, så længe han tager stoffer.

Mit råd er at stille ham et ultimatum, og hvis han vælger stofferne frem for sin familie, så smutter du med børnene. 

Jeg ville gå fra ham. Har ingen personlige erfaringer, men for mig er stoffer no no no -go, så jeg ville slet ikke kunne acceptere det.

Tror måske du bliver nødt til at sætte nogle flere ord på og snakke med ham. Man kommer bedre igennem hvis der er konkrete ting ved hans stofforbrug der kan peges på. Altså ikke bare "jeg kan ikke lide du tager stoffer", "stoffer er no-go", osv. Så går han måske nemmere i forsvarsposition, vender det til han bliver angrebet, og det hele er da også bare noget lort og din skyld osv. Hvad er der ved hans stofindtag der er bekymrende, ædelæggende for familien, og ikke acceptabelt? Hans personligheds ændringer, humørsvinginger, prioriteringer, manglende initiativ og tålmodighed, dine bekymringer omkring hans helbred og potentiel tab? Konkrete ting du kan påpege og fortælle at de gør dig ked af det, såret, bange, ja det ved du jo selv bedst. Men mere personligt, der går ind til hjertet så at sige, istedet for noget mere vagt stoffer-er-uacceptabelt.