Sige job op uden at have et nyt?

Lidt kort info:

Jeg er gravid i uge 10, arbejder som socialrådgiver og har to børn i forvejen. Jeg har haft samme arbejde i 2 1/2 år. 

Jeg har i et års tid, give and take, været under et stort arbejdspres på arbejdet med mange opgaver udover mine egne sager. Opgaver som ingen andre i min afdeling vil/kan tage sig af. Min leder er meget lidt forstående og vil ikke give mig tid til disse opgaver, hvilket blot resulterer i en hulens masse afspadseringstimer som er svære at få afholdt.

Da jeg finder ud af at jeg er gravid og begynder at døje med kvalme og opkast fortæller jeg min leder at jeg har det enormt dårligt og gerne vil kompenseres i mine egne sager for den tid jeg bruger på mine ekstra opgaver. Hun kvitterer med “graviditet er ikke en sygdom!” Jeg er enig, jeg er også på arbejde, men jeg beder blot on en arbejdsmængde som mine kollegaer.

Siden da, har hun kørt en form for personlig hetz imod mig og jeg er simpelthen så træt af det. Jeg føler mig stresset, presset og utrolig ked af det. Jeg har virkelig knoklet og hvad er takken?

Nå, men.. det har jo ikke altid være en dans på roser anyways, så jeg tænker nu.. jeg siger op! Det er den tanke der dukker op hele tiden. Min mand bakker mig op og vi kan godt leve af hans løn plus dagpenge. 

Men alligevel bliver jeg i tvivl. Er det dumt? Uansvarligt? Uovervejet? Jeg er bange for, at hvis ikke jeg lytter til min krop nu, så går jeg ned med stress. Jeg har prøvet det før og det var virkelig en hård omgang som tog meget lang tid at komme over - og som jeg vel egentlig stadig har mén af, hvis man kan sige det sådan. Man bliver jo lidt mere forsigtig.

Er der bogen der har prøvet at sige op uden job på hånden? Nogen som har gode råd? Ser tingene på en anden måde end jeg gør? 

At bide tænderne sammen indtil barsel er ikke en mulighed jeg har lyst til, fordi jeg som sagt tidligere har været sygemeldt med stress - fordi jeg bed tænderne sammen for længe.

Hvorfor skal din privatøkonomi (herunder din pensionsopsparing) betale for, at din leder og din arbejdsplads er urimelige?

Fat i din fagforening. Fat i din tillidsmand. Få deres vejledning. Fat i din læge. Hvis det er så slemt, at du bliver mobbet, så skal du altså bruge hjælp fra TR, fagforening og læge. 

Arbejdspladser med dårligt arbejdsmiljø, dårlige ledere, mobning mv. skal man væk fra. Og det må gerne koste arbejdspladsen dyrt på bundlinjen hvis din chef i virkeligheden prøver at komme af med dig, ved at forpeste din hverdag med arbejdspress. Det er ikke rimeligt, at du skal sige op og tage et økonomisk tab ud fra den beskrivelse, du giver af din arbejdsplads.

 Hvad står der i jeres personalehåndbog om afspasseringstimer? På mit arbejde må jeg max have 20, så skal der ligger en plan for afvikling.

Vh.

Jeg tænker at du ska starte med at snakke med din fagforening, både så der er styr på hva der ka forventes, af dig og de extra opgaver, som du får smidt i hovedet og hvordan du står stillet hvis du siger op. Der kommer jo nok noget karentæne, og du ska sikkert også igang med noget jobsøgning.

Odover det, syntes jeg du ska kontakte din læge, og overveje en deltidssygemelling, så du ik blir udsat for så meget stress! Vh Stine 

Det klogeste er at vente med at sige sit job op, til man har det næste. Det ved de fleste og det ved du jo også godt selv. 

Men nogen gange er man nødt til at se på andre perspektiver og gøre hvad der er rigtigt for en. Og det rigtige kan være at sige er job op uden at vide hvornår man får det næste. Eller droppe ud af en uddannelse uden at have et job i baghånden, som jeg selv gjorde for nogle år siden. Det var det rigtige for mig dengang.

Du skal dog nok være forberedt på en karantæne tid, inden du kan få dagpenge, fordi du selv vil være skyld i arbejdsløsheden. Men det må du kunne høre din A-kasse om. 

Få fat i din fagforening - for som de andre skriver er det ikke din privatøkonomi der skal betale for en leders dårlige ledelse.

Bum bum. Jeg har selv sagt op uden job på hånden. Jeg gad simpelthen ikke mere og blev sløset med mine opgaver.. jeg var ked af at stå op om morgenen. Følte mest jeg bare ventede på at blive pensioneret.. og jeg er altså under 30.. 

så jeg sagde op! Mens jeg stadig havde følelsen af at det nok skulle gå! 

Men!! Jeg vidste så også hvad der skulle ske! Jeg ville studere og starte efter nytåret. Så jeg vidste jeg skulle starte med karantæne (fordi jeg sagde op uden "god grund"), og derefter at det var præcis 3mdr jeg skulle være jobsøgende og så var det dét. Og det var jeg indstillet på.

Overvej om du har lyst til at skrive ansøgninger i et væk som gravid.. vil du have det skidt med det? Vil du føle dig nedslået af afslag? Det er Nogen lange måneder frem til barsel. Og så er der måske noget aktiveringskurser osv. 

Noget andet er, at nyt arbejde er nemmere at få hvis man ER i arbejde. Hav det in mente i dine overvejelser. Jeg ved ikke hvor mange jobs der er at få indenfor dit fag og hvor nemt det er at lande.

Hvis du synes det hele er fint, så go ahead, men tjek lige med din a-kasse om dine omstændigheder måske er god grund nok, til at blive fritaget fra karantæne (uger uden dagpenge)  

Alternativt! Gå til din læge! Fremfør omstændighederne og få på skrift at der skal laves en mulighedserklæring for at du kan undgå sygemelding. Simpelhen et papir hvor arbejdsgiver og den gravide, skal præcisere hvilke opgaver den gravide kan varetage. 

Jeg vil da sige at hvis I har råd, så go for it - livet er for kort til at man går ned pga ens arbejde. MEN vær nu lige obs på at 1) du får nogle ugers karantæne fra a-kassen (mener det er 5 uger), hvor du altså ikke modtager dagpenge; 2) at du jo skal stå til rådighed, dvs du skal søge jobs, møde ind til samtaler, evt tage de kurser de sætter dig på osv - du vil altså ikke fx kunne tage børnene ud af institution for at spare penge; 3) du får kun sygedagpenge istedet for løn under hele barslen - hvis du er ansat i det offentlige kan det tænkes at være mange penge samlet set; 4) det kan potentielt blive svært at finde job bagefter - men det kommer selvfølgelig an på hvordan branchen er.

Men ja, du kan jo vælge at se det som en investering i dit helbred og din familie, det er nok pengene værd. Håber du finder den rette løsning!

Wow, tak for alle de svar og så så hurtigt.. :-)

Jeg er helt enig med alle jer som ikke synes at min og min mands privatøkonomi skal lide under at min leder er dårlig til sit arbejde. Det er også svært for mig at “acceptere”, men samtidig vil jeg bare så gerne væk. Fra hende. Mine kollegaer er utrolig søde, men lider også under at min leder er enormt manipulerende.

For lige at få jeres syn på sagen, så har jeg her to eksempler som er foregået efter jeg blev gravid.

Jeg hørte en dag fra en rigtig god kollega, at min leder “offentligt” til en frokost havde sagt at graviditet ikke er en sygdom i forbindelse med en arbejdsopgave, som jeg gerne ville have sat timer af til. Jeg konfronterer hende med det og siger at jeg ikke synes det er rart at der bliver talt på den måde når jeg ikke er der. Hun siger så at det er min og min kollegas problem, idet vi skal stoppe med at fortælle hvad der sker når den anden ikke er der. Jeg mener jo at det er hende der skal lade være med at komme med den slags udtalelser.

Det andet eksempel er at jeg, sammen med en kollega har fået til opgave at have en praktikant i 6 måneder. Jeg har fået opgaven, da en anden kollega blev syg med stress. Jeg fortæller min leder, at jeg gerne vil tage opgaven, men jeg kan ikke tage det udover alt det andet som jeg har det lige nu. Jeg foreslår at hun giver den til en anden. Det vil hun ikke, men siger ok til at jeg ikke bliver vejleder. Men hun mener at jeg selv skal sige det til den kollega som skal tage opgaven alene. Jeg er uenig, men siger det til min kollega. Han bliver enormt ærgerlig, stresset og synes det er helt uoverskueligt, da hans præmis for at tage opgaven var at de/vi var to.

Jeg fortæller det til min leder, som siger at hvis ikke jeg selv kan finde ud af at sige det til min kollega og komme af med opgaven, så er det bare synd. Så må jeg fuldføre det. Jeg er igen paf.. hun har givet ok for at jeg er ude af opgaven - men det er fortsat mit problem?

Mht. afspadsering, så må vi have 40 timer plus. Jeg har 70 og min leder har blot sagt til dem der tjekker det at det er efter aftale med hende og mig. Det har hun sagt imens jeg havde juleferie.

Ift. praktikanten siger hun også lige ud, at hun jo ikke kan give opgaven til en anden, da der jo ikke er andre der gider.. 

Anonym skriver:

Wow, tak for alle de svar og så så hurtigt.. :-)

Jeg er helt enig med alle jer som ikke synes at min og min mands privatøkonomi skal lide under at min leder er dårlig til sit arbejde. Det er også svært for mig at “acceptere”, men samtidig vil jeg bare så gerne væk. Fra hende. Mine kollegaer er utrolig søde, men lider også under at min leder er enormt manipulerende.

For lige at få jeres syn på sagen, så har jeg her to eksempler som er foregået efter jeg blev gravid.

Jeg hørte en dag fra en rigtig god kollega, at min leder “offentligt” til en frokost havde sagt at graviditet ikke er en sygdom i forbindelse med en arbejdsopgave, som jeg gerne ville have sat timer af til. Jeg konfronterer hende med det og siger at jeg ikke synes det er rart at der bliver talt på den måde når jeg ikke er der. Hun siger så at det er min og min kollegas problem, idet vi skal stoppe med at fortælle hvad der sker når den anden ikke er der. Jeg mener jo at det er hende der skal lade være med at komme med den slags udtalelser.

Det andet eksempel er at jeg, sammen med en kollega har fået til opgave at have en praktikant i 6 måneder. Jeg har fået opgaven, da en anden kollega blev syg med stress. Jeg fortæller min leder, at jeg gerne vil tage opgaven, men jeg kan ikke tage det udover alt det andet som jeg har det lige nu. Jeg foreslår at hun giver den til en anden. Det vil hun ikke, men siger ok til at jeg ikke bliver vejleder. Men hun mener at jeg selv skal sige det til den kollega som skal tage opgaven alene. Jeg er uenig, men siger det til min kollega. Han bliver enormt ærgerlig, stresset og synes det er helt uoverskueligt, da hans præmis for at tage opgaven var at de/vi var to.

Jeg fortæller det til min leder, som siger at hvis ikke jeg selv kan finde ud af at sige det til min kollega og komme af med opgaven, så er det bare synd. Så må jeg fuldføre det. Jeg er igen paf.. hun har givet ok for at jeg er ude af opgaven - men det er fortsat mit problem?

Mht. afspadsering, så må vi have 40 timer plus. Jeg har 70 og min leder har blot sagt til dem der tjekker det at det er efter aftale med hende og mig. Det har hun sagt imens jeg havde juleferie.

Hvis jeg vidste at jeg havde mine kollegaer i ryggen, til at berette deres egne oplevelser, ville jeg pudse en fagforening på hende. Hold da helt op.  Og du har jo sort på Hvidt at du har alt for mange timer! At hun har sagt noget uden du var der, uden du har skrevet under på noget - er helt grotesk at de bare godtager. så dobbelttjekker man og sender en mail du kan svare på efter ferien.