Forskel på sygdom hos mor og far

Ah ja - den dejligt fortærskede og generaliserende mandeinfluenza. Jeg kan ikke helt finde ud af om det kommer af en del mænd som udnytter situationen til at fede den eller om der er en del kvinder som godt kan lide at spille offerkortet. Jeg tror den lander et sted midt i mellem.

Her i hytten er det min hustru som bliver mest pivet ved sygdom. Men til gengæld bliver hun næsten aldrig syg, hvor jeg i højere grad får fornøjelse af det barnet tager med hjem.

Nu kan forkølelse jo ramme på mange måder. Nogle gange er det bare lidt snot og andre gange er det med feber. Men i et eller andet omfang må man bidrage til arbejdet i familien selvom man er ramt og så skal hensynet selvfølgelig gå begge veje.

Til TS - hvis manden bare stempler ud en hel weekend pga forkølelse, så skal han have et los i røven. Især hvis I nu insisterer på at holde et stort arrangement.

Hvis I begge er syge, ville keg aflyse gæsterne. 

Herhjemme er vi heldigvis sjældent syge, men tror også der er lidt ulighed her, i hvert fald hvis vi begge er syge, så er det 100 % mig der står for alt.

Jeg husker med gro og ve tilbage til april, hvor jeg lå med skide bræk syge, den ældste på 14 måneder havde det også og derudover havde jeg den lille på 2 måneder, og manden havde travlt med at komme på job (han kan ikke klare bræk og lort), det stunt får han ikke lov at lave igen, han ville ikke selv have gjort det, hvis rollerne havde været byttet om

Altså jeg ville lyve hvis jeg sagde at der ikke var forskel herhjemme -for det er der. Men på ingen måde som du beskriver det. 

Er jeg syg, og min mand er ikke, så tager han alt han kan og lader mig sove så længe jeg vil, henter/bringer, laver aftensmad osv. 

Er han syn gør jeg det samme for ham. Jeg føler vi er et team og sammen står for at hjulene kører rundt. Men vil sige, der skal mindre til før end han er syg - hvor jeg først er syg når jeg nærmest har +40 i feber. Men ret skal være ret, han har også et både fysisk og psykisk hårdt arbejde - hvor jeg er studerende med stortset kun selvstudie. Så der ER også forskel, men jeg synes nu vi er gode til at tage en tørn når den anden er syg.

Men jeg synes da du skal tage en snak med ham - fordi det der lyder ikke fair. Og så ville jeg nok aflyse festen eller få hjælp af svigermor/mormor til at lave det meste. 

Jeg er aldrig syg.

Eller jo det er jeg,men jeg går aldrig i seng pga sygdom.

Jeg er en af dem der mener man skal være døden nær før man melder ud man er syg -Både hjemme og på job.

Min mand er til gengæld altid syg med et eller andet- har det altid dårligt ,har sovet dårligt ,føler sig dårlig og åh åh åh-

Jeg HADER det ,og hader generelt klynkere.
Men for husfredens skyld vælger jeg at ignorere det.

Han hører aldrig for at han ikke laver en skid herhjemme syg eller ej- for tll gengæld så arbejder han for 2.

Og jeg nurser aldrig.

Vil han pive og ligge i sengen - så gør han da bare det.Jeg servere ingenting ,og jeg dyrker heller ikke hans dårligdom. 

Så jeg brokker mig aldrig- og han lider ( næsten) i stilhed., 

IenFart skriver:

Ah ja - den dejligt fortærskede og generaliserende mandeinfluenza. Jeg kan ikke helt finde ud af om det kommer af en del mænd som udnytter situationen til at fede den eller om der er en del kvinder som godt kan lide at spille offerkortet. Jeg tror den lander et sted midt i mellem.

Her i hytten er det min hustru som bliver mest pivet ved sygdom. Men til gengæld bliver hun næsten aldrig syg, hvor jeg i højere grad får fornøjelse af det barnet tager med hjem.

Nu kan forkølelse jo ramme på mange måder. Nogle gange er det bare lidt snot og andre gange er det med feber. Men i et eller andet omfang må man bidrage til arbejdet i familien selvom man er ramt og så skal hensynet selvfølgelig gå begge veje.

Til TS - hvis manden bare stempler ud en hel weekend pga forkølelse, så skal han have et los i røven. Især hvis I nu insisterer på at holde et stort arrangement.

Ærligt her hjemme eksisterer mandeinfluenza. MIn kære mand bliver sjældent syg og når han gør så skal termometeret bare synge sig over de 37 så stopper hans krop med at virke. Han dropper barbering (og han er sådan en sydlandsk der ligner jeg ved kke hvad efter et halvt døgn), han kan ikke tænke to sammenhængende tanker, han kan faktisk kun sove og det gør han så hele dagen med det resultat han ikke kan om natten, han bliver helt hvid i hovedet altså virkelig hvid, og han stønner hver gang du ser ham.

Jeg ved ikke om hans tærksel er et andet sted end min, eller om han vitterlig bare er på dødens rand når feberen rammer 37,9 eller om han udnytter situationen - jeg tror faktisk ikke det er det sidste for han er også et menneske der kan sove 2 timer og klare næste dag i stiv arm, det er kun når han bliver syg det her sker. 

Tror så også der er noget andet i mandeinfluenzaen og det er noget med indstillingen. Tror vi kvinder har en tendens til at få enormt dårlig samvittighed og siger: jeg må tage mig sammen. Når vi begge er syge eller jeg bare er syg, så handler det hele om hvordan jeg kan være frisk de timer børnene er hjemme, de skal ikke lide under jeg er sig (sikke noget pjat for de klarer nok en dag eller to hvor maden kun er rugbrød, men næ nej det er netop de dage de får 3 retters menu for de skal ikke lide). Hvor min kære mand er langt bedr til at sige; jamen jeg er syg så jeg skal kun klare det aller mest nødvendige - der skal være købt ind om ikke andet it rugbrødsmadder, de skal hae madpakke med og de skal puttes i seng og tales med.

Som mange andre foreslår - lav en forventningsafstemning. Det kan jo være, at din mand slet ikke har registreret, at du finder arbejdsfordelingen uretfærdig. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, i hvilket omfang I har snakket om det, men ting, som starter som små uenigheder kan nemt spinne helt ud af kontrol og ende med at fylde alt for meget, hvis man i stedet for at konfrontere hinanden går i passiv-aggressiv-mode.

Når det så er sagt, synes jeg godt nok, det er groft, at mor ofte forventes at tage mere ansvar hjemme end far, selvom de er mere eller mindre lige på arbejdsmarkedet. Så er vi sgu heller ikke nået længere med ligestillingen (og her hjælper begreber som "karrierekvinde" og "familiefar" heller ikke ligefrem på det - far kan være lige så god til det huslige som mor, og mor kan være lige så god til det arbejdsmæssige som far. Bum.).

Måske synes din mand ikke, at din graviditetskvalme "tæller" som sygdom. Mit indtryk er, at der er rigtig mange, der bare ikke forstår, hvordan det kan være at have det sådan. For graviditet er jo ikke en sygdom - det bliver vi tit fortalt - og nej, det er det ikke, men for fanden, hvor har jeg aldrig følt mig så syg, som jeg har gjort i 1. trimester. Men man kan simpelthen ikke sætte sig ind i det, hvis man ikke selv har stået i situationen, sikkert fordi der jo også er mange gravide, som sagtens kan passe deres normale hverdag, fordi de bare ikke er særlig hårdt ramt. 

Hvis man er skidt, er man skidt, uanset om det skyldes graviditetskvalme eller mandeinfluenza. Det kan man kun selv mærke, og der er ingen andre, der skal fortælle, hvordan man har det eller især bør have det. Din mand må lige tage sin tørn, når nu du ligger og er dårlig, og i det hele taget er der ingen grund til, at tingene ikke skal være fordelt lige, når man er forældre og samarbejdspartnere i en husholdning. Så det synes jeg, I skal få snakket om! Hvis I bliver enige om nogle klare linjer, vil det hele sikkert også glide lidt nemmere og ikke fylde så meget, fordi I ikke er helt sikre på, hvem der klarer hvad.

Hos os er tingene lidt specielle.

Jeg har en kronisk sygdom, der gør at jeg tåler feber meget dårligt - alle mine "gamle" symptomer bryder ud igen, og ofte kan jeg stort set ikke andet end at ligge i fosterstilling i sengen eller på sofaen. Dertil kommer, at jeg får medicin, der hæmmer mit immunforsvar, så jeg er også nok mere syg end gennemsnittet.

Min mand tager sig af mad og børn og madpakker når jeg er syg - der sker ikke så meget i huset rent oprydnings- og rengøringsmæssigt og han pusler heller ikke om mig, men verden går dog ikke helt i stå.

Når han er syg, hvilket heldigvis er meget sjældent, fortsætter livet som om intet var hændt - han får som udgangspunkt lov til at sove.

Kan du ikke "bare" aflyse så?

Hvis du mener i begge er for syge til at stå for det, så er der vel ikke så meget at rafle om.

Det kan jo være svært at bevise/vide hvor skidt en anden person har det, og så må man jo gøre op med sig selv om man tror vedkommende eller ej.