Hvordan skal jeg gribe det an?

AnnL skriver:

Hej TS,

Jeg kunne have skrevet det, du skriver! Især for nogle år tilbage - inden vi fik barn. Men helt som jeg kunne tænke  mig, bliver det aldrig. Så du skal vide, at du ikke er alene om at have det sådan, desværre. 

Jegvil sige, at det først var efter 9 år, råben, skrigen og helt sindssyg vrede fra min side, der fik min kæreste til at registrere, hvor meget det gik mig på med hans måde at være på, når han var på tur eller druk. Helt utroligt fordi jeg selv syntes jeg havde været diplomatisk/pædagogisk/sur og ked rigtig mange gange over årene (også nogle gange om året i alle årene), men det gik altså ikke ind... Siden da har der været nogle slip-ups, men det vigtigste for mig er blevet, at han selv kan se, at det er hans fejl og ikke mig, der er hysterisk. 

Jeg har nemlig samme tanker om mig selv ift. at være large som dig. Igennem årene har jeg fået bekræftet af alle, både veninder og hans familie, at hans manglende kontakt ikke har været OK, og at jeg virkelig er en tålmodig kvinde.

Jeg har ikke den gyldne opskrift på løsningen, men kan fortælle, at vi er begyndt i parterapi, fordi mere end ti års parforhold efterhånden lider under den manglende tillid til, at han rent faktisk vil mig - det er dog "kun", når vi er pressede eller han igen har lavet et stunt, at det dukker op. Så jeg synes, du skal gøre op med dig selv, hvordan du bedst lever med det - inden det ødelægger for meget i dig og jeres relation.

Ved ikke om du kan bruge mit skriv, men rent personligt synes jeg, det var rart (misforstå mig ikke) at høre om en ligeså large kvinde, der til tider bliver behandlet for dårligt. Jeg kender nemlig ikke andre i den situation.

Pøj pøj med det

Er ked af at høre du også er i det..

den eneste grund til jeg hænger i, er fordi han har såååå mange gode sider. Han har gjort mig til et bedre menneske. Før ham var jeg hysterisk hvis ting ikke gik efter mit hovede. Jeg var ikke large. Men han har nok gjort mig for large... 

drabo skriver:

Tror din irritation er over flere ting, og derfor er det måske også lidt svært for dig, at få det formuleret ordentligt videre til ham.

 

1) Du vil gerne have han skriver til dig ind imellem - især når du ser han har tid til instagram, facebook eller lign. irritere det dig, at han ikke også kan bruge 1 minut på at svare på en sms eller sende en hilsen. (og det forstår jeg godt) - Måske aftal han sender en god morgen eller god aften sms - hver dag.

2) Han kan åbenbart ikke finde ud af sine planer - og samtidigt forventer han at du ligesom holder din kalender fri, så du kan komme og hente ham. Det synes jeg er langt mere respektløst, måske kan du forklare ham, at det ikke drejer sig om at du vil lægge bånd på ham eller stoppe hans spontane planer, men at du jo faktisk ikke kan planlægge noget, når han ikke kan give besked og samtidigt forventer at blive hentet med få timers varsel. Især hvis i på et tidspunkt får børn, så ville jeg ikke finde mig i, at en rejse pludselig blev en dag længere bare fordi.. - Synes ideen om, at giver minimum 24 timers varsel for at blive hentet i lufthavnen er god, og prøv især at slå på at han jo lægge beslag på din tid, hvis du skal gå og vente på besked om hvornår han vil hentes.

Ja altså der er nok to problemer..

men faktisk er problemet ikke at jeg ikke høre fra ham. Jeg kan lever med det med tanken om han hygger sig. Mit problem er at hvis JEG skriver, især om noget praktisk, så har han Gud hjælpende bare at svare!  

Og ja så er det et kæmpe problem det med planlægningen, det tror jeg egentlig godt efter at have læst her kan løses med nogle simpelt aftaler. Der skal helt klart indføres! 

Rockertand skriver:

Øh, hvorfor svarer du ham OG henter ham, når han skal bruge en chauffør?!

Jeg var da bare no-show og så ville jeg komme dalrende hjem 2-3 dage senere og lade som ingenting.

Ren og skær fordi jeg er bange for jeg er forkert på den. Så hellere prøve og gøre det rigtige tror jeg.. 

det du siger er virkelig også det jeg har lyst til. Men jeg er virkelig svag. Jeg hader konflikter og det jo så meget nemmere at bare løse det (kys og glem) end at gå og være sur.. men kan også mærke det ikke hjælper mere.

ord ændrer det ikke, så der skal helt klart handling til

Har du prøvet at forklare ham hvor large du rent faktisk er? Eller ved han det godt men er ligeglad? 

Her er min kæreste god til selv at se det! Han sammenligner tit med vennerne hvor de hænger i telefonen fordi kæresten hjemme kimer dem ned og de lyver (ja!) om at de tager i byen for ellers bliver hun gal derhjemme! (Sidespor, men helt seriøst den ene kammerat, på en skiferie, lagde sig under dynen kl 20 i hytten, sendte et billede  og skrev de gik tidligt i seng fordi det havde været en hård dag, og derefter rejste han sig og tog i byen med de andre! WTF!)

Min kæreste ser forskellen! Og er mega stolt af at have en kæreste hvor det ikke er sådan! Hvor han ærligt kan sige "ja, vi går sgu nok ud og drikker os en mega kæp i øret!" Uden spørgmål uden brok, uden ti sms'er i løbet af natten for at tjekke op på ham. Og han sætter pris på det! Og det viser han mig ved bla at huske selv at give små beskeder - får typisk et sløret billede og en godnat besked. og så lader han mig vide hvad der skal ske sådan nogenlunde alt efter hvad han selv ved på forhånd selfølgelig. Hvordan skulle jeg ellers forblive tryg og large? 

Man skal fodre hinandens gode sider! Så vokser de! Hvis man tager dem forgivet, forsvinder de altså! Ligesom du får lyst til at skære helt ned på din largeness nu! Det giver fint mening!

Anonym skriver:

Jamen du har helt helt ret!! Og jeg siger det hver dag. Jeg er en af de fornuftige kvinder der råder alle mine veninder fordi jeg er rigtig rationel tænkende normalt!! 

Men ja jeg lider virkelig under lavt selvværd, som han kun har gjort værre (ubevidst). 

Jeg ved ikke hvad der er den rigtige måde at reagere på. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre når han ikke svarer: rykke for svar eller ignorerer ham? Hvordan “slår man i bordet”?? 

 

Og igen, jeg aner ikke hvordan jeg skal få den respekt jeg vil have. Jeg bliver sur, fortæller hvordan jeg har det, ignorere ham. Men samtidig, jeg er heller ikke en der bare går fordi det brænder på. Så hvordan får jeg trukket linjen i sandet hvis det ikke er at gå? Jeg er så forvirret... 

 

men tak, det betyder meget at høre man ikke overreagerer 

Du siger stop. 

Du fortæller ham at han skal svare dig så snart han kan. Ikke facebook mm først. 

Du henter ham ikke hvis han ikke skriver tidspunkt dagen før.

Du fortæller ham kort og godt at en fremtid med dig kræver respekt.

Ja du kan risikerer at han går fra dig. MEN gør han det så er det jo kort og godt fordi HAN ikke elsker dig. Fordi han ikke tåler en kæreste med selvværd der kræver simpel respekt. Sorry men de personer findes. De finder en kæreste med lavt selvværd. Fortæller hende hvor perfekt hun er. Og så kører de selvværdet endnu mere ned. De husker at være super søde ( når det kan betale sig for dem) HVIS du er sammen med sådan en så skal du ønske at komme ud af det. 

Du finder kun ud af det ved at sige fra. Forlange han overholder aftaler og respektere dig. Er han manden for dig. Er han ikke som jeg beskrev så vil han tage sig sammen. 

Du skal til at leve dit eget liv. Du skal gøre dig mere uafhængig af ham. 

Du skal ikke skrive til ham om praktiske ting. Du skal ikke spørge ham om tidspunkt på afhentning. Han skal selv skrive hvis han vil hentes. Han skal komme hjem den aftale dag eller have en god grund ( snestorm mm) 

OG I er kærester så selvfølgelig har du lov at ringe hvis du savner ham. Ikke hele tiden men en gang på en tur eller to hvis det er en lang tur er ok. 

Hos os er den ene væk ringer vi altid sammen enten morgen eller aften- an på hvad der passer bedst, men det er aftalt på forhånd og vi overholder det sgu. 

Jeg synes du er MEGET large. Du finder dig satme i meget. Den der opførsel, hvor man er væk og er ens kæreste bare luft, er noget jeg kan genkende fra min gymnasiekæreste, altså hvor vi var 16-17 år. 

Men I er voksne, I er et par - der bor sammen og skal skal have gensidig respekt for hinanden. 

Det der er ikke i orden. Jeg synes det er helt fint at du giver ham plads til mandehygge osv, men det betyder da ikke at man skal glemme alt om hvad man har derhjemme... ?.. 

Helt ærligt, og nu er jeg helt ærlig, han respektere dig virkelig ikke - og du finder dig i det. Lad vær og hent ham, lad vær og hop og spring for ham og sig at det nok var en "misforståelse" - for det var det sku ikke. Sig at du ikke længere gider at finde dig i at blive behandlet sådan, og sker det igen må du overveje om det skal være jer to. 

Hvis I har taget snakken flere gange, og det endnu ikke er blevet bedre så virker det ikke rigtig som om viljen er der fra hans side. 

Sorry hvis mit svar er lidt hårdt. Jeg synes bare virkelig ikke det er fair at han behandler dig sådan, og jeg kan godt forstå du føler dig ligegyldig og det er bare slet ikke sådan man skal have det i et forhold!

Hvis niveauet for dine forventninger om kommunikation er som du beskriver, så synes jeg på ingen måde du er urimelig. Det du forventer fra ham er ikke spor for meget.

Jeg hører af og til fra andre mænd hvor hjemmefra nærmest foreligger en plan for hvor ofte kommunikation skal foregå, og det er en lidt bizar tilgang. Det bør ikke være nødvendigt at have så meget snor i hinanden i et parforhold - og det går selvfølgelig begge veje.

Han lyder til gengæld også som en mand med nogle ret indgroede vaner, hvis I har snakket om det flere gange eller også er han bare utrolig ligeglad og så er det et langt større problem.

Hvis du fornemmer det bare er dårlige vaner, så sæt ind der hvor det største problem er. Det med at planerne ændrer sig og du ikke helt ved hvornår han er hjemme kan jeg godt forstå er pisse-irriterende men hvis det er muligt så prøv at acceptere at det er måske bare sådan han er. Tilgæld skal du ikke stå standby til at hente og alt muligt. Der må du bare sige nej og så må han selv klare sin transport.

Min kæreste plejede at opføre sig, som din kæreste gør. Han er afsted en gang hvert halve år med sin far, og en gang om året med sin mor. Derudover tager han 1-2 gange om året også på ''studietur'' (læs druktur) med sit fakultet. 

De første 2 ferier han var på efter vi fandt sammen, lavede han præcis samme stunt. Intet svar i den tid han var væk, men kunne godt ringe når han ville hentes. Sjovt nok, så ringede han altid lige inden flyet lettede, så jeg havde måske kun 2-3 timer til at nå til lufthavnen. 

Efter det skete anden gang slog jeg hånden i bordet. Nu skriver han enten godmorgen og/eller godnat til mig når han er afsted, afhængeligt af dagens skema og mængde af alkoholindtag om aftenen. Aftalen blev også, at når jeg spørger om praktiske ting, så behøver han ikke svare med det samme, dog inden for passende tid. Hvis han passende sidder på tønden senere på dagen, så tager det ikke mere end 30 sekunder at svare mig, mens han alligevel sidder ned. Det fungerer fint for os begge. Ift. hentning, hvis han lander mellem kl. 9 og 21, så skal han tage et tog hjem, udenfor tidspunkterne, så henter jeg gerne, hvis jeg har haft 2 dages varsling. 

For nogen lyder det måske striks, men det var den bedste måde, at han følte han havde frihed, og jeg følte mig respekteret. 

JEg vælger lige at lave et fællessvar

Jeg brød helt sammen overfor ham igår aftes, ikke grædende men i vrede. I fik mig til at indse jeg ingen respekt havde overfor mig selv længere, og det var hårdt men sandt. 

Jeg forklarede både large jeg er og hvor ikke large jeg ønsker og være når han er sådan! Og han VED godt jeg er large. Han skal bare begynde og sætte pris på det. Desværre er han en mand der har det med at behandle dem han/der elsker ham mest, værst. Det skal stoppe.

jeg fortalte jeg vidste det var bevidst handling han gjorder og indrømmede han også. Og så fik han fortalt hvor paykotisk det er at straffe mig for hans fejl fordi han bliver irriteret. Ikke okay!! Og det skal stoppe.

men ja som nogen har fanget er det IKKE første gang jeg slår i bordet. Han ved det godt. Men denne gang sagde jeg højt så både han og jeg ved det: hvis man ikke svarer, ikke informere med ændringer eller ikke giver tidspunkt for landing i GOD TID, så er der ingen hentning og så kan han sove hos en ven. 

Der må handling ting, for manden ved det godt. Han har det altid dårligt med det når jeg siger det. Men det er en egoistisk indgroet vane som familie og forhenværende partnere acceptere og lader ham gøre. For i har ret, det ikke okay. 

Jeg håber håber håber jeg holder ved!! Jeg har 100% et eget personligt problem som bunder i usikkerhed. Ligeså snart jeg har banket i bordet, så vandre mine tanker hen på “ej var det alligevel så slemt”...

men igår fik jeg sagt det, mest af alt fordi hans “lad os kysse og være glade” og hans “forstår ikke hvad du er sur over”, var det der lige tippet det for mig..

Men ja, igen. Jeg har sagt det før til manden, jeg siger HVER gang jeg ike vil finde mig i det. Men manden fortsætter og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. For han jo kommer hjem og så lever vi vores glade normale liv videre og så kommer problemet først igen ved næste rejse..