Jeg har været gravid og fået en abort og jeg har været gravid hvor det ikke var planlagt og vi fik børnene (to gange, p-piller og jeg er ikke et godt match åbenbart) og jeg har været gravid planlagt og selvsagt fået børnene. Alle gangene har været med samme mand, og alle gangene har han fået det at vide inden for samme dag - nogle gange har det været vildt svært at sige og andre gange har det været med jubel.
De gange hvor det ikke har været planlagt, har jeg selvsagt ikke med det samme vidst: så vil jeg have barnet, så får jeg en abort og har derfor involveret min mand (en gang var han kun kæreste) før jeg selv var afklaret. OG det hænger nok sammen med han også er min bedste ven, og jeg derfor havde brug for at vende det med min bedste ven før jeg overhovedet kunne træffe valget - og den bedste ven var så tilfældigvis også faren.
Jeg synes du skal få det sagt, det vokser og vokser (altså ikke bogstaveligt) når det er en hemmelighed og det liver sværere og sværere at få det sagt. Vær ærlig fortæl du stadig er i vildrede og ikke ved om du skal grine eller græde, og du ikke aner om du overhovedet vil være mor nu - grin og græd sammen det er okay at være sårbar og det er okay din kæreste får lov at være sårbar sammen med dig.
Anmeld
Citér
