Føler mig fanget af min kæreste!

Jeg er gravid i uge 15. Min kæreste og jeg har det rigtig dårligt sammen og jeg er ved at være der hvor jeg ikke orker at være sammen med ham mere.

Men han respekterer ikke at jeg vil være alene. Han skriver rigtig grimt til mig og truer blandt andet med at tage barnet fra mig. Han kommer herud og laver en scene selvom min store søn er hjemme, han har en anden far end min kæreste. Jeg er bange for at han vil blive ved med at komme herud og gøre min søn ked af det og jeg ender derfor altid med at acceptere vi bliver sammen, for min søns skyld. 

Jeg har det skidt, det er et mareridt at leve i konstante skænderier og bebrejdelser, men jeg kan ikke gå da jeg er bange for konsekvenserne. 

Nogen der har et godt råd? 

Skal lige siges at min kæreste også kan være det sødeste og dejligste menneske, men vores skænderier og hans vrede når han bliver sur ødelægger mig. Jeg vil bare gerne have det godt igen og nyde min søn og min graviditet. 

Jeg synes at du skal alliere dig med noget familie, så du på ikke på noget tidspunkt risikerer at han kommer og chikanerer dig mens du er alene med din søn. Ellers må der jo et politi tilhold til. Oftest hjælper det hvis politiet bare snakker med ham.  Prøv at lade være med at reagere på de trusler han kommer med 

Venterpålillesøster skriver:

Jeg synes at du skal alliere dig med noget familie, så du på ikke på noget tidspunkt risikerer at han kommer og chikanerer dig mens du er alene med din søn. Ellers må der jo et politi tilhold til. Oftest hjælper det hvis politiet bare snakker med ham.  Prøv at lade være med at reagere på de trusler han kommer med 

Tak for dit svar 

Hvad mener du med at alliere mig med familie? Har desværre ikke rigtig noget i nærheden, men har da venner. 

Jeg kunne håbe på det bare var et par dage han ville opsøge mig, så kunne det være mens min dreng er hos sin far. Men jeg er bange for han ikke giver op, og vi vil også skulle ses flere gange til graviditets undersøgelser og scanninger fremover. 

Håber også hans trusler bare er et udtryk for frustrationer! 

Du er nødt til at sige stop. Du kan ikke leve på den måde og det skal du heller ikke. Kontakt mødrehjælpen og få råd og vejledning fra dem og få evt. politiet ind over. Folk der er truende og dominerende på den måde, bliver ikke bedre eller anderledes. Istedet vil han få mere og mere magt over dig.

Og får du et polititilhold mod ham, så har han ingen rettigheder hvad angår graviditetsundersøgelser og scanninger. Eller fødslen for den sags skyld. Det har han faktisk heller ikke alligevel, hvis ikke du ønsker ham med.

Sørge for at du ikke er alene  sådan at der enten er et familemedlem/en ven hos dig så eventuelle konfrontationer kan undgås. 

Når du venter hans barn kan du nok ikke undgå at møde/snakke med ham, men det er vigtigt du giver udtryk for at du står fast ved din beslutning og at han skal respektere dig, og din søn! Hold kontakten til ham på et minimum, især her i starten hvor frustrationerne nok vil være størst. 

Anonym skriver:

Du er nødt til at sige stop. Du kan ikke leve på den måde og det skal du heller ikke. Kontakt mødrehjælpen og få råd og vejledning fra dem og få evt. politiet ind over. Folk der er truende og dominerende på den måde, bliver ikke bedre eller anderledes. Istedet vil han få mere og mere magt over dig.

Og får du et polititilhold mod ham, så har han ingen rettigheder hvad angår graviditetsundersøgelser og scanninger. Eller fødslen for den sags skyld. Det har han faktisk heller ikke alligevel, hvis ikke du ønsker ham med.

Tak for svar 

Tror bare jeg tænker at jeg selv har bragt ham ind i vores liv og nu må jeg tage konsekvensen for at beskytte min søn. Men ved også godt at det ikke er i hans interesse at vi skændes hele tiden og at jeg har det skidt. 

God ide med at kontakte mødrehjælpen, troede kun det var for unge mødre. 

Vil ikke holde ham væk fra noget der har med hans barn at gøre, men det kræver selvfølgelig han kan opføre sig ordentligt overfor mig. 

Venterpålillesøster skriver:

Sørge for at du ikke er alene  sådan at der enten er et familemedlem/en ven hos dig så eventuelle konfrontationer kan undgås. 

Når du venter hans barn kan du nok ikke undgå at møde/snakke med ham, men det er vigtigt du giver udtryk for at du står fast ved din beslutning og at han skal respektere dig, og din søn! Hold kontakten til ham på et minimum, især her i starten hvor frustrationerne nok vil være størst. 

Okay, på den måde, tak 

Tror du har ret i at jeg skal holde fast, tror også grunden til han bliver ved og ved er at han ved jeg giver efter til sidst.

vil aldrig holde ham væk fra noget der har med hans barn at gøre, men det kræver selvfølgelig at vi kam gøre det på en ordentlig måde. 

Anonym skriver:

Jeg er gravid i uge 15. Min kæreste og jeg har det rigtig dårligt sammen og jeg er ved at være der hvor jeg ikke orker at være sammen med ham mere.

Men han respekterer ikke at jeg vil være alene. Han skriver rigtig grimt til mig og truer blandt andet med at tage barnet fra mig. Han kommer herud og laver en scene selvom min store søn er hjemme, han har en anden far end min kæreste. Jeg er bange for at han vil blive ved med at komme herud og gøre min søn ked af det og jeg ender derfor altid med at acceptere vi bliver sammen, for min søns skyld. 

Jeg har det skidt, det er et mareridt at leve i konstante skænderier og bebrejdelser, men jeg kan ikke gå da jeg er bange for konsekvenserne. 

Nogen der har et godt råd? 

Skal lige siges at min kæreste også kan være det sødeste og dejligste menneske, men vores skænderier og hans vrede når han bliver sur ødelægger mig. Jeg vil bare gerne have det godt igen og nyde min søn og min graviditet. 

Altså, havde du været 3-4 uger kortere henne, ville jeg nok have rådet dig til en abort, for hvorfor sætte et barn i verden med en person, man ikke har det godt sammen med, og som desuden opfører sig truende overfor en?

Men da du er så langt henne som du er, og du har valgt aktivt at sætte et barn i verden med manden, så tænker jeg, at det forpligter til i hvert fald at forsøge. Få Jer noget professionel hjælp til at løse Jeres problemer. 

Da jeg ventede den første sagde jordemoderen, at det bedste råd hun kunne give til par der ventede barn var, ikke at gå fra hinanden før barnet var tidligst 2 år. Indtil da lever man i et virvar af hormoner (graviditeten) og herefter i undtagelsestilstand (barnets første to år), og før den tid er overstået, skylder man hinanden at holde ved. 

Stivdie skriver:

Altså, havde du været 3-4 uger kortere henne, ville jeg nok have rådet dig til en abort, for hvorfor sætte et barn i verden med en person, man ikke har det godt sammen med, og som desuden opfører sig truende overfor en?

Men da du er så langt henne som du er, og du har valgt aktivt at sætte et barn i verden med manden, så tænker jeg, at det forpligter til i hvert fald at forsøge. Få Jer noget professionel hjælp til at løse Jeres problemer. 

Da jeg ventede den første sagde jordemoderen, at det bedste råd hun kunne give til par der ventede barn var, ikke at gå fra hinanden før barnet var tidligst 2 år. Indtil da lever man i et virvar af hormoner (graviditeten) og herefter i undtagelsestilstand (barnets første to år), og før den tid er overstået, skylder man hinanden at holde ved. 

Tak for dit svar 

Kan godt se hvad du mener og det er også grunden til jeg har kæmpet så meget som jeg synes jeg har. Har heller ikke lyst til bare at give op, men jeg vil heller ikke gå og have det skidt fordi jeg ikke føler mig behandlet godt i mit forhold. Så er det svært at være noget for mine børn.

Anonym skriver:

Tak for dit svar 

Kan godt se hvad du mener og det er også grunden til jeg har kæmpet så meget som jeg synes jeg har. Har heller ikke lyst til bare at give op, men jeg vil heller ikke gå og have det skidt fordi jeg ikke føler mig behandlet godt i mit forhold. Så er det svært at være noget for mine børn.

Jeg synes, du skal sætte dig ned og ridse nogle rammer op for dit og dine børns liv. Fx at du vil leve et liv uden trusler og ækle sms’er. At du ikke vil have konflikter og voksenadfærd i dine børns hjem, der skræmmer dine børn. Skriv selv videre.

Det lyder ikke til, at du kan opnå ovenstående i et samliv med denne mand. Det hjælper ikke at trække pinen ud. Du må være helt tydelig overfor ham, om at jeres forhold er slut. Og begynd gerne med at tale med mødrehjælpen og politiet om dine rettigheder, tilhold, osv.

Dubliver nødt til at overveje, om en flytning vil være den klogeste vej frem for at få ro og fred. Jeg ved, at du har 117 praktiske og følelsesmæssige argumenter imod det. Men hvis det er vejen ud af den situation, du er i nu, er du nødt til at overveje det.

Og så er du nødt til at vende nogle ting om inde i dit hoved. Det er ikke dig, der udelukker ham fra hans barns liv. Det gør HAN med sin ADFÆRD. Og den adfærd skal ændres, hvis han skal deltage i graviditeten og i sit barns opvækst. Han er ansvarlig for, hvordan han opfører sig. Hvis han ikke kan tage ansvar for sin egen opførsel, er han ikke en voksen, der kan tage ansvar for et barn.

Når du en dag møder en ny mand, så mål hans adfærd op imod de rammer, du har sat op for dit og dine børns liv. Se ikke kun på, om han er sød og kærlig 87% af tiden, men om hans adfærd resten af tiden er i overensstemmelse med det liv, du har besluttet, at du og dine børn skal have.