At slå op.. eller ikke :-(

lineog4 skriver:

Bliver lige nød til at spørge: har I to alene skrevet jeres bachelor sammen, eller har I begge skrevet bachelor men hver for sig?

Vi skriver bacheloren sammen, altså en enkelt samlet opgave. 

Vi har skrevet sammen siden vi startede på skolen, og der har aldrig været problemer. Men han er mere ambitiøs, og haft svært ved at slippe opgaven, hvor jeg også har haft vores søn ved siden, som jeg selvfølgelig har haft stort fokus på også.

Anonym skriver:

Vi skriver bacheloren sammen, altså en enkelt samlet opgave. 

Vi har skrevet sammen siden vi startede på skolen, og der har aldrig været problemer. Men han er mere ambitiøs, og haft svært ved at slippe opgaven, hvor jeg også har haft vores søn ved siden, som jeg selvfølgelig har haft stort fokus på også.

Vauw - det ville jeg jo nok have frarådet hvis jeg havde været jeres vejleder, men det er så ikke det tråden skal handle om, og alligevel. 

Som en anden skriver, få afleveret og få eksamen overstået, så tænker jeg en del vil ændre sig. I har lige nu kørt et liv der er stort set identisk, men har også oplevet, at I har forskellige prioriteter og det ikke bare fagligt, studiemæssigt, men også på hjemmefronten -I har ikke kunne få en pause og fx tage hjem og glemme studiegruppen, glemme opgaven og have hundrede procent fokus på jeres lille familie og heller ikke omvendt, I har ikke kunne tage væk fra familien og have hundrede procent fokus på opgaven - det må slide gevaldigt. 

Det må slide på dig, at du kan prioritere jeres søn til trods for opgaven og det må slide på din kæreste, at han har haft fokus på opgaven selvom I har en søn. Jeg er selv den ambitiøse og har ikke kunne slippe en opgave, ville ikke kunne sige: nu holder jeg juleferie, for den kan jo altid blive bedre. Jeg har haft brug for, at hjemmet rummede jeg burde mig inde og måske læste i døgndrift, at jeg tog en dag eller to og kun helligede mig mit studie osv. Var jeg blevet mødt af, nej nu skal vi prioritere jul og barn så havde jeg skreget. 

På den anden side er jeg også den, der fx i denne ferie prioriterer hjemmet, børnene og hyggen, og kan gå helt amok når min bedre halvdel ikke kan det samme. Så jeg forstår jer begge to, og tænker, at nu har I lært det. Lært at det er godt at adskille familieliv og studie/arbejdsliv (der er en grund til flere virksomheder ikke ansætter par), og så i januar når eksamen er i hus, så ånder i lettet op og nyder hinanden og jeres lille familie igen - lad være med at tage store beslutninger nu, hold ud og så kan I se om et halvt år hvordan livet så er - giv hinanden hånden på det - sæt en dato og så arbejd på forholdet og på at finde jeres måde frem til den dato. Ikke flere trusler om at flytte fra hinanden før den dato...

Anonym skriver:

I får et fællessvar, for JA, det gør jeg. For det er hårdt at være i et forhold hvor det er en der har ansvaretfor at der er god stemning. Jeg går meget på kompromis med mig selv, for at min søn og min kæreste kan have det godt. 

Jeg ber fx ikke min kæreste om at stå op med den lille, fordi jeg oplever at det er bedst jeg selv gør det fordi så ved jeg at drengen får en god morgen (jo, han er en god far, min kæreste. MEN! Han bliver hurtigt irriteret og hvis han ovenikøbet er træt, så skal der ikke så meget til. 

Jeg aflevere og henter den lille hver dag, er sammen med ham om eftermiddagen, jeg giver ham mad, smører madpakke, putter, går ind når han vågner, osv. Min kærestes eneste faste opgave er madlavning - kun fordi han altid påpeger at min mad altid kan være det bedre, hvis jeg nu liiiiige.... så kan han lave den selv og sp leger han med barnet. 

Og ja! Det er mig der har valgt at få barn med ham, men vi havde også mange snakke om at jeg ikke skulle stå med det hele. 

Så når jeg ikke kan åbne min mund, uden at få et angreb og der hele tiden er en der fortæller en at man skal gøre dit og dat anderledes og han er den med magten i hjemmet, så overvejer jeg om det er det rigtige for mig - for jeg kan mærke at det har påvirket mig rigtig meget. 

Jeg har tidligere været 3 år i et voldeligt forhold med min eks, indtil jeg stak aftog jeg har en masse ting at arbejde på - og dey går ikke skide godt, som i kan fornemme. Og når man så bliver mødt passiv-agressiv og han smækker med ting og slår i væg når han er rigtig sur, så bliver det svært for mig. I forrige uge blev han sur og slog ud i sofaen lige hvor jeg sad - Det skræmte mig, selvom jeg ved at min kæreste aldrig ville kunne finde på at slå mig. ( drengen var ikke hjemme - det er selvfølgelig noget andet når han er) 

Men derudover, så er det her indlæg oprettet i dyb frustration. Vi har kigget hinanden i øjnene og fået snakket om det.. ( og installeret ordet bananer, som en reminder til at bryde ud af konflikten - hvis ikke forvirres skyld, så for sønnens)..

Synes det er svært at skrive fyldestgørende om os og vores forhold, for der er 10.000 nuancer i os.  

Det er da meget godt at vente og se tiden an som andre skriver. Hvis din kæreste på den anden side ikke er indstillet på at deltage mere i arbejdet med sønnen end han gør, så kan jeg sgu godt forstå du overvejer at skride. Oven i købet kan han åbenbart ikke forstå at opgaveskrivningen må slide lige så meget på dig som det gør på ham - selvom det er den samme opgave. Han lyder til at mangle noget empati. Det er sgu da opslidende at være i et forhold hvor man skal trippe rundt på æggeskaller for at bevare den gode stemning.

Få afleveret opgaven og så må du jo seriøst overvejer om han på nogen måde kan omvendes til noget bedre. Du skriver godt nok i meget af tiden har et rigtig godt forhold og forældreskab - det vil jeg tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved.

lineog4 skriver:

Vauw - det ville jeg jo nok have frarådet hvis jeg havde været jeres vejleder, men det er så ikke det tråden skal handle om, og alligevel. 

Som en anden skriver, få afleveret og få eksamen overstået, så tænker jeg en del vil ændre sig. I har lige nu kørt et liv der er stort set identisk, men har også oplevet, at I har forskellige prioriteter og det ikke bare fagligt, studiemæssigt, men også på hjemmefronten -I har ikke kunne få en pause og fx tage hjem og glemme studiegruppen, glemme opgaven og have hundrede procent fokus på jeres lille familie og heller ikke omvendt, I har ikke kunne tage væk fra familien og have hundrede procent fokus på opgaven - det må slide gevaldigt. 

Det må slide på dig, at du kan prioritere jeres søn til trods for opgaven og det må slide på din kæreste, at han har haft fokus på opgaven selvom I har en søn. Jeg er selv den ambitiøse og har ikke kunne slippe en opgave, ville ikke kunne sige: nu holder jeg juleferie, for den kan jo altid blive bedre. Jeg har haft brug for, at hjemmet rummede jeg burde mig inde og måske læste i døgndrift, at jeg tog en dag eller to og kun helligede mig mit studie osv. Var jeg blevet mødt af, nej nu skal vi prioritere jul og barn så havde jeg skreget. 

På den anden side er jeg også den, der fx i denne ferie prioriterer hjemmet, børnene og hyggen, og kan gå helt amok når min bedre halvdel ikke kan det samme. Så jeg forstår jer begge to, og tænker, at nu har I lært det. Lært at det er godt at adskille familieliv og studie/arbejdsliv (der er en grund til flere virksomheder ikke ansætter par), og så i januar når eksamen er i hus, så ånder i lettet op og nyder hinanden og jeres lille familie igen - lad være med at tage store beslutninger nu, hold ud og så kan I se om et halvt år hvordan livet så er - giv hinanden hånden på det - sæt en dato og så arbejd på forholdet og på at finde jeres måde frem til den dato. Ikke flere trusler om at flytte fra hinanden før den dato...

Tusind tak, for et virkelig godt input, som virkelig rammer præcist og giver lidt perspektiv på det. 

Ja, det er ikke super smart med bacheloren og jeg synes du forstår at skolen det - både for ham og mig. 

Tak for et godt svar - Jeg synes altid at du kommer med nogle gode rammende og fordomsfrie tanker i alle de indlæg du skriver i. Tak! 

IenFart skriver:

Det er da meget godt at vente og se tiden an som andre skriver. Hvis din kæreste på den anden side ikke er indstillet på at deltage mere i arbejdet med sønnen end han gør, så kan jeg sgu godt forstå du overvejer at skride. Oven i købet kan han åbenbart ikke forstå at opgaveskrivningen må slide lige så meget på dig som det gør på ham - selvom det er den samme opgave. Han lyder til at mangle noget empati. Det er sgu da opslidende at være i et forhold hvor man skal trippe rundt på æggeskaller for at bevare den gode stemning.

Få afleveret opgaven og så må du jo seriøst overvejer om han på nogen måde kan omvendes til noget bedre. Du skriver godt nok i meget af tiden har et rigtig godt forhold og forældreskab - det vil jeg tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved.

Også tusind tak for dit svar. Du er tilladt at stille spørgsmålstegn, men grunden til det virker er, at jeg er som jeg er. Jeg ved, at jeg bør hanke op i mig selv og sætte nogle krav og grænser.. det er bare ufatteligt svært. 

Jeg kan ikk sige om du skal gå eller ej, men vil sige når man har børn sammen skal man være 110% procent sikker på det er det helt rigtige at gøre hele barnets hverdag ændres om han så deltager eller ej i hverdagen kommer barnet til at mærke det, og når barnet skal afleveres til far eller hentes af eller andet så skal man ikk lige hygge eller finde sammen on and off er det slut er det slut alt andet ville sku være synd for den lille. 

Mange af mine veninder lever i forhold med børn og deres kærester hvor fædrene nægter at deltage i det huslige og de første 2 år nærmes af børnenes liv. Og nærmest kun er lege onkel. 

Jeg ville personligt aldrig kunne leve på den måde at jeg skulle gøre alt og passe et job samtidigt men de fleste af mine veninde vidste så også hvordan deres kærester var inden de fik børn.

måske parterapi er en løsning for et forhold der er fantastisk 95% af tiden er ikk et forhold jeg ville ud af