Anonym skriver:
Hej med jer
Jeg har et problem, som jeg er sikker på, at der er andre herinde på siden der kan relatere til, og jeg søger derfor nogle erfaringer fra andre.
Sagen er den, at min mor og hendes mand drikker meget alkohol efter arbejde. Så meget, at de faktisk er beruset de fleste aftener. Alkoholen gør, at de tit skændes og råber af hinanden, og mindst en gang om ugen truer de hinanden med skilsmisse. De ignorer hinanden når de er uvenner, og hvis de ikke gør, snakker de meget grimt til hinanden. Dette ved jeg fra mine voksne hjemmeboende søskende. Dette show har kørt i mange år, og før min mor mødte sin nye mand var hun gift med min far, og deres adfærd var meget lig den samme. Ud ad til virker det ikke til, at de har et problem, da de begge har et arbejde som de passer, lejlighed, bil og velfungerende børn. Deres venner ser dem kun til arrangementer, hvor det er ok at blive lidt beruset.
Problemet for mig er egentlig ikke denne adfærd, da jeg efter år med skyldfølelse, og skænderier med min mor om det (hun mener jo ikke, at de har et problem), har måtte erkende, at det ikke er mit ansvar at løse deres problemer. Den samme erkendelse er alle mine søskende heldigvis kommet frem til. Mit problem er, at jeg holder meget af min mor, og jeg ønsker, at mine børn skal have et godt forhold til deres mormor. Det er dog svært, da jeg ikke ønsker at mine børn skal passes af nogle der drikker og skændes. Jeg ønsker heller ikke, at de skal se hende voldsomt beruset, hvor hun til tider vælter rundt, og snakker så man ikke forstå hvad hun siger. Af samme grund kører vi altid tidligt når vi besøger dem. Min mor er meget ked af, at hun ikke får lov at passe mine børn. Da min største søn var mindre fik hun lov at passe ham en aften, på betingelse af, at hun ikke drak. Efter to timer ringede en af mine søskende, og sagde, at hun var begyndt at blive fuld, så vi blev nødt til at køre hjem og hente ham. Siden der har det været mine mands forældre, der passer vores børn. Min mor har absolut ingen forståelse for, at jeg ikke spørger om de vil passe dem, og hver gang jeg prøver at forklare hende problemet ender det i et skænderi, hvor hun ignorerer mig i flere måneder, ind til jeg kontakter hende. Det går mig så meget på, at jeg er begyndt bare at sige nej uden nogen videre forklaring.
Desværre er min ældste søn nu blevet så bevidst om når hans mormor spørger om han snart kommer og bliver passet hos hende, at han synes det er mærkeligt, at han aldrig har fået lov. Jeg fortæller ham, og jeg synes, at det er bedst, at han er hos farmor og farfar, men jeg har endnu ikke forklaret ham hvorfor.
Hvad gør i andre? Fortæller i jeres børn om problemet, eller ignorerer i, at problemet er der til børnene er gamle nok til at forstå det? Hvornår er børn gamle nok til at forstå, at deres ellers søde og kærlige mormor ikke er i stand til at passe dem fordi hun drikker? Hvordan håndterer i bedsteforældres sorg over ikke at måtte passe deres børnebørn? Og hvad pokker siger man lige til bedsteforældrene, når de ikke selv mener, at de har et problem?
Mig og min mand drikker i øvrigt aldrig i nærheden af vores børn, så alkohol er et helt ukendt område for dem.
Mine børn ved godt vi ikke ser bedste far fordi han er drikker de er 22 mdr 5 år 8 år og 11 år sådan har det været i 3 år
mine 3 ældste børn så ik deres far fordi han drak virkelig meget ( han er død for halvandet år siden )
så de har kun mig,min mindstes piges far, min mor og søster og ene bror den anden drikker også i perioder
