hvad er der galt med mig ??

Anonym skriver:

ja det tænkte jeg os, problemet er jo bare at jeg ikke ved hvad jeg føler.. jeg føler intet, ikke engang for mig selv. jeg føler nærmest alt er ligegyldigt..

 

han har prøvet med at gå ned i tid, men det vil chefen ikke 

Det kan han blive nødt til. Du har stress og sandsynligvis stressangst med det du nævner. Og ja følelserne lukker ned i den periode. Men de kommer igen. Hvis ikke du gør noget ender du som mig med ptsd. Jeg har også to børn med handicap, født for tidligt og gik helt ned med flaget.

Knus og tanker herfra. 

Anonym skriver:

1.5 år? omg! det kan jeg slet ikke overskue tanken om 

Det tog 2,5 år for at blive nogenlunde mig selv. Men min hjerne har taget skade af det..

Meandu skriver:

Det lyder som en depression. Ring til lægen, det kan være dit første skridt. det er bestemt ikke nu du skal gå fra din mand eller lign. Når du har det sådan så kan du ikke træffe fornuftige beslutninger. Held og lykke

mej.. men jeg er rigtig bange for det kommet til at ske.. han forstår mig ikke 

ønskebørn74 skriver:

Det kan han blive nødt til. Du har stress og sandsynligvis stressangst med det du nævner. Og ja følelserne lukker ned i den periode. Men de kommer igen. Hvis ikke du gør noget ender du som mig med ptsd. Jeg har også to børn med handicap, født for tidligt og gik helt ned med flaget.

Knus og tanker herfra. 

første ledige tis hos lægen er den 24/1. der længe til sys jeg ��..

habs chef har agt nej til nedsattid

Anonym skriver:

første ledige tis hos lægen er den 24/1. der længe til sys jeg ��..

 

habs chef har agt nej til nedsattid

Du skal ringe og bede om en tid hos lægen, de har altid akuttider, og stress må ikke vente en måned!

Hvis din mand arbejder hver dag tænker jeg faktisk hans chef gør noget ulovligt, da de fleste faggrupper er underlagt en 11/13 timers regel, og med 14 timers arbejde hver dag overskrides den. Så hvis chefen holder fast - også i det her ekstraordinære tilfælde, hvor du sygemeldes og din mand er nødt til at være der for familien - så bør din mand gå til sin fagforening! 

Anonym skriver:

første ledige tis hos lægen er den 24/1. der længe til sys jeg ��..

 

habs chef har agt nej til nedsattid

Om så han mister jobbet og økonomien sejler er det bedre. PTSD er ikke til at spøge med. Jeg havde fotografisk hukommelse før. Nu er min hjerne en hullet si, ord er helt forsvundet. Jeg nåede ud hvor jeg ikke engang kunne tilberede et måltid mad. Jeg satte ild til køkkenet imens børnene var i huset. Gik rundt som en dement. Jeg går stadig til psykolog og kan kun arbejde få timer. Jeg kan ikke sove uden medicin og angsten har mig stadig i sit greb i perrioder. Inden jeg fik hjælp var jeg en håndsbrede fra at tage mit eget liv. Kom ikke derud, gør noget nu. Kæmpe knus ❤️

Jeg har selv været ramt af stress og det er så vigtigt st du reagerer på de følelser og tanker du har eller mangel på samme. 

Jeg lærte at jeg selv kan ændre min situation og at man ikke behøver at køre i overhalingsbanen for at være noget. Det betød at jeg opsagde mit job og begyndte på et studie med en udsigt til en mere rolig hverdag. Vi solgte bilen, fik den lille tv-pakke og sparede hvor vi kunne. 

Jeg tænker at du bliver nød til at tage DN snak med din mand om at han må revurdere sit arbejdsliv. Det er meget normalt at jeres følelser til hinanden virker fjerne nu, men det er ikke nødvendigvis fordi i ikke elsker hinanden mere, men fordi i sidder så hårdt i det i hverdagen. Så giv det en chance under andre omstændigheder/forhold/vilkår. Det skylder i jeres forhold. 

Og så må du virkelig reagere nu! Jeg var sygemeldt i 4 mdr og startede som sagt derefter studie og jeg kunne stadig mærke stressen banke på ofte, men jeg har arbejdet med det løbende og i dag er det meget bedre. Men hvis du ikke reagerer kan det risikere at tage flere år eller måske blive kronisk. Så tag det for guds skyld alvorlig �� det bliver en kamp, men det skal nok blive godt!

ønskebørn74 skriver:

Om så han mister jobbet og økonomien sejler er det bedre. PTSD er ikke til at spøge med. Jeg havde fotografisk hukommelse før. Nu er min hjerne en hullet si, ord er helt forsvundet. Jeg nåede ud hvor jeg ikke engang kunne tilberede et måltid mad. Jeg satte ild til køkkenet imens børnene var i huset. Gik rundt som en dement. Jeg går stadig til psykolog og kan kun arbejde få timer. Jeg kan ikke sove uden medicin og angsten har mig stadig i sit greb i perrioder. Inden jeg fik hjælp var jeg en håndsbrede fra at tage mit eget liv. Kom ikke derud, gør noget nu. Kæmpe knus ❤️

jeg har været ved lægen idag. jeg er sindsyg træt, derfor jeg først skriver nu..

jeg er blevet sygemeldt, og henvist til både psykolog og psykritaien for at blive udredt. og så skulle jeg meget kraftigt overveje medicin.. jeg kunne ikke lige tage stilling til det idag så jeg skal hive svar imorgen .. jeg er så splittet 

Der er da virkelig nedslående læsning - jeg bliver helt ked af det på dine vegne. Jeg kan virkelig godt forstå at du både er nedtrykt og ked af det - det er slet ikke en rar følelse. 

Min erfaring er, at man tit har en tendens til at skubbe nogle fra sig, når man føler sig svigtet, såret og ladt i stikken. Jeg tror du føler, at du er blevet svigtet af den mand, som jo ellers skulle hjælpe dig, være din partner og solide klippe at græde ud på når tingene er svære.

Jeg kan sagtens forstå din frustration over situationen og din manglende lyst til ham - det er umuligt at være sammen med en der har svigtet.

Det første skridt I skal tage er at anerkende at situationen er uholdbar - kan du tale med den mand om det?

Dernærst vil jeg anbefale parterapi, som en mulig løsning.

I mit parforhold var det uundværlig hjælp for et par år siden. En parterapeut kan bl.a. hjælpe med at vejlede omkring fordeling af pligter, hjælpe til at håndtere svigt og sorg i parforholdet. Jeg tror jeg har sagt det før, men vi fandt en dygtig terapeut her: https://www.lovecast.dk/

Jeg vil virkelig håber at I kommer i gang ved at gøre noget ved problemerne og får talt ud om det - det mest stressende er ofte når man ikke handler på sine egne følelser. Det gør nemlig kun tingene værre.

Held og lykke med det

Varmer hilsner herfra 

Char123 skriver:

Der er da virkelig nedslående læsning - jeg bliver helt ked af det på dine vegne. Jeg kan virkelig godt forstå at du både er nedtrykt og ked af det - det er slet ikke en rar følelse. 

Min erfaring er, at man tit har en tendens til at skubbe nogle fra sig, når man føler sig svigtet, såret og ladt i stikken. Jeg tror du føler, at du er blevet svigtet af den mand, som jo ellers skulle hjælpe dig, være din partner og solide klippe at græde ud på når tingene er svære.

Jeg kan sagtens forstå din frustration over situationen og din manglende lyst til ham - det er umuligt at være sammen med en der har svigtet.

Det første skridt I skal tage er at anerkende at situationen er uholdbar - kan du tale med den mand om det?

Dernærst vil jeg anbefale parterapi, som en mulig løsning.

I mit parforhold var det uundværlig hjælp for et par år siden. En parterapeut kan bl.a. hjælpe med at vejlede omkring fordeling af pligter, hjælpe til at håndtere svigt og sorg i parforholdet. Jeg tror jeg har sagt det før, men vi fandt en dygtig terapeut her: https://www.lovecast.dk/

Jeg vil virkelig håber at I kommer i gang ved at gøre noget ved problemerne og får talt ud om det - det mest stressende er ofte når man ikke handler på sine egne følelser. Det gør nemlig kun tingene værre.

Held og lykke med det

Varmer hilsner herfra 

jeg for du bare har helt ret..

j dey har jeg MANGE GANGE! Men han mener jeg bare skal gøre det, han kaldte mig en kontanthjælp naser.. mine penge er fra tabtarbejdsfortjenelste..

jeg vil ikke være sammen med ham mere.. han er alt for psykisk voldig over for mig, særligt foran ungerne