Indlagt til medicinsk abort grundet fosterdød

Ja.. lykken varede kort. Jeg er mor til 2 dejlige piger, og min nuværende kæreste og jeg stod i september helt overraskende med en positiv test.(jeg har pco og svært ved og blive gravid) Min kæreste har ingen børn og det her var tydeligt hans største drøm der nu var virkelighed. Vi var til ialt 6 scanninger, hvor der ved alle var fint hjerteslag. Og den voksede som den skulle. 9+0 og 11+0 til scanning bevægede den sig dog ikke, overhovedet, men fik afvide den nok sov . Alle i min terminsgruppe der blev scannede 8+ havde set en hoppende bebs. Jeg googlede det men fandt ingen svar, og fik afvide der var hjerteblink så jeg skulle ikke være bekymret. 12+0 til Nakkefoldsscanning, hvor jeg jo havde set den i live 11+0 , var det en trist besked. Jeg gik i chok og græd og græd. Den var død. Og den lå bare der på skærmen omvendt med hovedet og kroppen nedad, og hun fik lige skubbet til maven så den ligesom duvede op og så ned igen i fostervandet. Helt livløs  den var død 11+0 ! Samme dag som jeg havde set et fint  slå sidst  jeg har ikke lavet andet end og græde , mine øjne sveg den aften (i onsdags) og var helt hævede, har aldrig i mit liv grædt så meget. Min kæreste måtte hente ungerne i bh og SFO, og jeg har ikke engang kunne handle uden jeg bryder sammen. Har stadig min døde baby i maven, men ligger nu endelig på sygehuset og forsøger at få den født via medicinsk abort. Jeg kan ikke holde tanken ud om at den skal suges ud og flåes fra hiananden ved en kirurigsk , så vil jeg hellere have smerterne . Jeg skal føde den i en bækkenstol da de vil sende den til undersøgelse for at finde ud af hvorfor den er død, da vi mistænker neuralrørsdefekt /rygmarven, måske den har været lam, og derfor den har ligget helt stille og ikke har været til at "vække" under scanningerne . Jeg har valgt jeg gerne vil se den når den kommer ud og har fået beskrevet hvad jeg kan forvente. Og jeg har fået afvide at jeg har risiko for at miste meget blod og risiko for at jeg alligevel ender med en kirurgisk . Men nu forsøger vi dette og jeh kan blive smertelindret med morfin, da jeg skal forvente at det vil føles som en fødsel og jeg også kan risikere at få pressetrang når den skal ud. Jeg føler jeg bliver nødt til det her. For at kunne få afsluttet det ordenligt selvom det er pisse hårdt. Jeg føler jeg er mor til den her lille baby, og det kan ingen tage fra mig. Det er mit barn som var helt færdigt, det skulle bare vokse og modnes  

tak fordi du læste med 

Øv hvor synd

Må ikke være en rar oplevelse at skulle igennem...

Krydser for det lykkes næste gang for jer.

Bella&Lina skriver:

Ja.. lykken varede kort. Jeg er mor til 2 dejlige piger, og min nuværende kæreste og jeg stod i september helt overraskende med en positiv test.(jeg har pco og svært ved og blive gravid) Min kæreste har ingen børn og det her var tydeligt hans største drøm der nu var virkelighed. Vi var til ialt 6 scanninger, hvor der ved alle var fint hjerteslag. Og den voksede som den skulle. 9+0 og 11+0 til scanning bevægede den sig dog ikke, overhovedet, men fik afvide den nok sov . Alle i min terminsgruppe der blev scannede 8+ havde set en hoppende bebs. Jeg googlede det men fandt ingen svar, og fik afvide der var hjerteblink så jeg skulle ikke være bekymret. 12+0 til Nakkefoldsscanning, hvor jeg jo havde set den i live 11+0 , var det en trist besked. Jeg gik i chok og græd og græd. Den var død. Og den lå bare der på skærmen omvendt med hovedet og kroppen nedad, og hun fik lige skubbet til maven så den ligesom duvede op og så ned igen i fostervandet. Helt livløs  den var død 11+0 ! Samme dag som jeg havde set et fint  slå sidst  jeg har ikke lavet andet end og græde , mine øjne sveg den aften (i onsdags) og var helt hævede, har aldrig i mit liv grædt så meget. Min kæreste måtte hente ungerne i bh og SFO, og jeg har ikke engang kunne handle uden jeg bryder sammen. Har stadig min døde baby i maven, men ligger nu endelig på sygehuset og forsøger at få den født via medicinsk abort. Jeg kan ikke holde tanken ud om at den skal suges ud og flåes fra hiananden ved en kirurigsk , så vil jeg hellere have smerterne . Jeg skal føde den i en bækkenstol da de vil sende den til undersøgelse for at finde ud af hvorfor den er død, da vi mistænker neuralrørsdefekt /rygmarven, måske den har været lam, og derfor den har ligget helt stille og ikke har været til at "vække" under scanningerne . Jeg har valgt jeg gerne vil se den når den kommer ud og har fået beskrevet hvad jeg kan forvente. Og jeg har fået afvide at jeg har risiko for at miste meget blod og risiko for at jeg alligevel ender med en kirurgisk . Men nu forsøger vi dette og jeh kan blive smertelindret med morfin, da jeg skal forvente at det vil føles som en fødsel og jeg også kan risikere at få pressetrang når den skal ud. Jeg føler jeg bliver nødt til det her. For at kunne få afsluttet det ordenligt selvom det er pisse hårdt. Jeg føler jeg er mor til den her lille baby, og det kan ingen tage fra mig. Det er mit barn som var helt færdigt, det skulle bare vokse og modnes  

 

tak fordi du læste med 

Stort kram herfra

Vi mistede selv en pige i 2016 i uge 28+2 - hun døde i maven på mig og obduktionen gav aldrig er endegyldigt svar på HVORFOR  - nogle gange sker det bare

Ønsker dig og kæresten det bedste

Bella&Lina skriver:

Ja.. lykken varede kort. Jeg er mor til 2 dejlige piger, og min nuværende kæreste og jeg stod i september helt overraskende med en positiv test.(jeg har pco og svært ved og blive gravid) Min kæreste har ingen børn og det her var tydeligt hans største drøm der nu var virkelighed. Vi var til ialt 6 scanninger, hvor der ved alle var fint hjerteslag. Og den voksede som den skulle. 9+0 og 11+0 til scanning bevægede den sig dog ikke, overhovedet, men fik afvide den nok sov . Alle i min terminsgruppe der blev scannede 8+ havde set en hoppende bebs. Jeg googlede det men fandt ingen svar, og fik afvide der var hjerteblink så jeg skulle ikke være bekymret. 12+0 til Nakkefoldsscanning, hvor jeg jo havde set den i live 11+0 , var det en trist besked. Jeg gik i chok og græd og græd. Den var død. Og den lå bare der på skærmen omvendt med hovedet og kroppen nedad, og hun fik lige skubbet til maven så den ligesom duvede op og så ned igen i fostervandet. Helt livløs  den var død 11+0 ! Samme dag som jeg havde set et fint  slå sidst  jeg har ikke lavet andet end og græde , mine øjne sveg den aften (i onsdags) og var helt hævede, har aldrig i mit liv grædt så meget. Min kæreste måtte hente ungerne i bh og SFO, og jeg har ikke engang kunne handle uden jeg bryder sammen. Har stadig min døde baby i maven, men ligger nu endelig på sygehuset og forsøger at få den født via medicinsk abort. Jeg kan ikke holde tanken ud om at den skal suges ud og flåes fra hiananden ved en kirurigsk , så vil jeg hellere have smerterne . Jeg skal føde den i en bækkenstol da de vil sende den til undersøgelse for at finde ud af hvorfor den er død, da vi mistænker neuralrørsdefekt /rygmarven, måske den har været lam, og derfor den har ligget helt stille og ikke har været til at "vække" under scanningerne . Jeg har valgt jeg gerne vil se den når den kommer ud og har fået beskrevet hvad jeg kan forvente. Og jeg har fået afvide at jeg har risiko for at miste meget blod og risiko for at jeg alligevel ender med en kirurgisk . Men nu forsøger vi dette og jeh kan blive smertelindret med morfin, da jeg skal forvente at det vil føles som en fødsel og jeg også kan risikere at få pressetrang når den skal ud. Jeg føler jeg bliver nødt til det her. For at kunne få afsluttet det ordenligt selvom det er pisse hårdt. Jeg føler jeg er mor til den her lille baby, og det kan ingen tage fra mig. Det er mit barn som var helt færdigt, det skulle bare vokse og modnes  

 

tak fordi du læste med 

Stort til dig, .

Jeg har selv været igennem noget lignende, og jeg ville ikke gå uden at kondolere.

Jeg håber at I får en god jul, trods alt.

Bella&Lina skriver:

Ja.. lykken varede kort. Jeg er mor til 2 dejlige piger, og min nuværende kæreste og jeg stod i september helt overraskende med en positiv test.(jeg har pco og svært ved og blive gravid) Min kæreste har ingen børn og det her var tydeligt hans største drøm der nu var virkelighed. Vi var til ialt 6 scanninger, hvor der ved alle var fint hjerteslag. Og den voksede som den skulle. 9+0 og 11+0 til scanning bevægede den sig dog ikke, overhovedet, men fik afvide den nok sov . Alle i min terminsgruppe der blev scannede 8+ havde set en hoppende bebs. Jeg googlede det men fandt ingen svar, og fik afvide der var hjerteblink så jeg skulle ikke være bekymret. 12+0 til Nakkefoldsscanning, hvor jeg jo havde set den i live 11+0 , var det en trist besked. Jeg gik i chok og græd og græd. Den var død. Og den lå bare der på skærmen omvendt med hovedet og kroppen nedad, og hun fik lige skubbet til maven så den ligesom duvede op og så ned igen i fostervandet. Helt livløs  den var død 11+0 ! Samme dag som jeg havde set et fint  slå sidst  jeg har ikke lavet andet end og græde , mine øjne sveg den aften (i onsdags) og var helt hævede, har aldrig i mit liv grædt så meget. Min kæreste måtte hente ungerne i bh og SFO, og jeg har ikke engang kunne handle uden jeg bryder sammen. Har stadig min døde baby i maven, men ligger nu endelig på sygehuset og forsøger at få den født via medicinsk abort. Jeg kan ikke holde tanken ud om at den skal suges ud og flåes fra hiananden ved en kirurigsk , så vil jeg hellere have smerterne . Jeg skal føde den i en bækkenstol da de vil sende den til undersøgelse for at finde ud af hvorfor den er død, da vi mistænker neuralrørsdefekt /rygmarven, måske den har været lam, og derfor den har ligget helt stille og ikke har været til at "vække" under scanningerne . Jeg har valgt jeg gerne vil se den når den kommer ud og har fået beskrevet hvad jeg kan forvente. Og jeg har fået afvide at jeg har risiko for at miste meget blod og risiko for at jeg alligevel ender med en kirurgisk . Men nu forsøger vi dette og jeh kan blive smertelindret med morfin, da jeg skal forvente at det vil føles som en fødsel og jeg også kan risikere at få pressetrang når den skal ud. Jeg føler jeg bliver nødt til det her. For at kunne få afsluttet det ordenligt selvom det er pisse hårdt. Jeg føler jeg er mor til den her lille baby, og det kan ingen tage fra mig. Det er mit barn som var helt færdigt, det skulle bare vokse og modnes  

 

tak fordi du læste med 

Hvor er det bare trist  og kender det godt, jeg mistede i uge 11+1. En uge før begyndte blødningen og 3 gange var jeg kørt med ambulance fordi blodet løb ned ad benene.. 3.gang blev jeg indlagt pga stort blodtab,men fostret havde det stadigvæk fint. De fandt dog en stor klump blodansamling og sagde at den måske kan skubbe barnet ud, og det var præcist det som skete.. jeg fik et par timer efter kæmpe smerter og på scanningsbordet så jeg hvordan babyen var på vej ud og dens hjerteblink var svagere og svagere.. en halv time efter mens jeg lå i fosterstilling og ikke kunne bevæge mig kom den ud. Det var mega svært og kan sagtens forstå dig. Sender dig en masse tanker og kram. Hold ud 

Bella&Lina skriver:

Ja.. lykken varede kort. Jeg er mor til 2 dejlige piger, og min nuværende kæreste og jeg stod i september helt overraskende med en positiv test.(jeg har pco og svært ved og blive gravid) Min kæreste har ingen børn og det her var tydeligt hans største drøm der nu var virkelighed. Vi var til ialt 6 scanninger, hvor der ved alle var fint hjerteslag. Og den voksede som den skulle. 9+0 og 11+0 til scanning bevægede den sig dog ikke, overhovedet, men fik afvide den nok sov . Alle i min terminsgruppe der blev scannede 8+ havde set en hoppende bebs. Jeg googlede det men fandt ingen svar, og fik afvide der var hjerteblink så jeg skulle ikke være bekymret. 12+0 til Nakkefoldsscanning, hvor jeg jo havde set den i live 11+0 , var det en trist besked. Jeg gik i chok og græd og græd. Den var død. Og den lå bare der på skærmen omvendt med hovedet og kroppen nedad, og hun fik lige skubbet til maven så den ligesom duvede op og så ned igen i fostervandet. Helt livløs  den var død 11+0 ! Samme dag som jeg havde set et fint  slå sidst  jeg har ikke lavet andet end og græde , mine øjne sveg den aften (i onsdags) og var helt hævede, har aldrig i mit liv grædt så meget. Min kæreste måtte hente ungerne i bh og SFO, og jeg har ikke engang kunne handle uden jeg bryder sammen. Har stadig min døde baby i maven, men ligger nu endelig på sygehuset og forsøger at få den født via medicinsk abort. Jeg kan ikke holde tanken ud om at den skal suges ud og flåes fra hiananden ved en kirurigsk , så vil jeg hellere have smerterne . Jeg skal føde den i en bækkenstol da de vil sende den til undersøgelse for at finde ud af hvorfor den er død, da vi mistænker neuralrørsdefekt /rygmarven, måske den har været lam, og derfor den har ligget helt stille og ikke har været til at "vække" under scanningerne . Jeg har valgt jeg gerne vil se den når den kommer ud og har fået beskrevet hvad jeg kan forvente. Og jeg har fået afvide at jeg har risiko for at miste meget blod og risiko for at jeg alligevel ender med en kirurgisk . Men nu forsøger vi dette og jeh kan blive smertelindret med morfin, da jeg skal forvente at det vil føles som en fødsel og jeg også kan risikere at få pressetrang når den skal ud. Jeg føler jeg bliver nødt til det her. For at kunne få afsluttet det ordenligt selvom det er pisse hårdt. Jeg føler jeg er mor til den her lille baby, og det kan ingen tage fra mig. Det er mit barn som var helt færdigt, det skulle bare vokse og modnes  

 

tak fordi du læste med 

Det gør mig virkelig ondt for jer   selvfølgelig er du mor til dette lille barn Det vil du altid være.. Jeg ønsker dig alt det bedste og håber at de finder ud af hvad jeres lille spire fejlede. Sikken en frygtelig omgang  

til dig. Du skal nok klarer den 

Kæmpe kram- håber du kommer godt igennem . 

Det gør mig så ondt . Ønsker jer alt det bedste.

Jeg fik spontan abort i maj (i uge 12), en meget syret oplevelse at "føde" fostret. Jeg havde dog ikke lyst til at kikke nærmere. Det skræmte mig hvad jeg evt ville se, og visheden om at jeg aldrig nogensinde ville kunne glemme de mentale billeder jeg ville få.

Derudover har jeg også prøvet en medicinsk abort for 6 år siden. (Uge 8) Det gjorde enormt ondt, i ca 1,5 uge. Håber at du kan få bare en eller anden slags smertestillende. 

Sig til hvis du har nogen spørgsmål. Stort kram! Ingen fortjener hvad i har været udsat for.