Regler ved bordet

Vores søn på 6 år skal smage på maden, sige tak for mad når han er færdig og bære sin tallerken ud.

Når vi er i byen skal han smage på maden, han skal sige tak for mad, spørge om han må gå fra bordet (når vi er hos venner/familie skal han sige tak for mad til dem og spørge dem om han må gå fra bordet, da de er værterne og det er dem der bestemmer) og bære sin tallerken ud.

Han skelner fint mellem herhjemme og i byen, når vi har gæster med børn er det samme rutine som når vi er i byen.

Vi går ikke ind for at han skal spise op, er han mæt, så er han mæt. Men vi taler meget med ham om i perioder at han skal se hvor meget han tager og vi taler også om at det bedre at tage to gange end at tage for meget. 

Når jeg tæker over det, så har vi kun en italesat regel: børnene sidder ved bordet til alle børn har spist færdigt, nå ja og man kommer når maden er færdig. Hende på 14 har så sneget sig op i voksen kategorien, så det er egentlig kun drengene der venter på hinanden.

Ellers er vores måltider hygge stunder hvor familien er samlet i en ellers travl hverdag, og der er også dage hvor familien ikke kan samles fordi en er til teater, en er garden og en er til yoga eller hvad det nu kan være - ja vi er faktisk oppe på at tre hverdage om ugen mangler der et eller to familiemedlemmer ved aftensmadstid, så er det hyggestund for dem der er hjemme. 

VI har aldrig nævnt de skulle, men de siger tak for mad, må jeg rejse mig og bærer tallerknen ud, hvis de får ja. Hvis de kan har siddet 5 minutter, og jeg ved de ar i gang med en super god leg eller lignende, så kan de godt få nej også selvom de begge melder: færdige, så får de at vide: I skal sidde til kl ? Og så spiser de gerne lidt mere, men løber også i det øjeblik klokken så er det som var kravet 

Jeg tænker ofte i der er flere ting på bordet, så der er noget alle kan lide. Men de gange hvor det har glippet må man da gerne få en rugbrødsmad. Hvis det er helt nyt mad, noget vi aldrig har fået før, så spørger jeg om de ikke vil smage, men jeg presser ikke igennem. OG så må man ikke sige adrrr, men gerne: det kan jeg ikke lide. Man må også gerne få mad efter aftensmaden/morgenmaden/frokosten, hvis sulten melder sig. Man må også få både dessert og slik selvom man ikke spiste op eller spiste særlig meget eller...

Ja egentlig er vi nok meget loose omkring måltidet, fordi jeg har en ide om det ikke er en kampscene, men derimod en fantastisk hyggestund. Min mand har en stor dreng (28) og med ham havde vi en masse regler, var bange for han ikke spiste nok osv, så der blev måltidet i perioder noget man frygtede fordi man vidste man skulle tale om: smage, spise op osv. Den fejl ar jeg ikke ønsket at gentage. 

Det er i perioder meget forskelligt hvad de vil spise, og de har alle været kræsne i forskellige perioder af deres liv. Men hende på 14 smager nu på alt, elsker både boller med chokoladepålæg og de nye fisk og spændende retter vi får i måltidskasse fra Skagenfood, hun har så godt nok valgt hun ikke vil spise okse/kalv og gris, men det er et princip og handler ikke kræsenhed, så selvom vi ikke presssede er hun blevet stort st alt spisende og nysgerrrig på mad. 

Jeg ville så gerne når presset fra arbejde lægger sig (hvornår mon det er), indføre faste maddage hvor de skal hjælpe med i køkkenet. De vil gerne men jeg glemmer at spørge. Den store laver fiskeretterne de to gange om ugen vi skal have dem, men de to andre glemmer jeg at involvere.

To børn. 8 og 10 år.

De skal sidde i ro med knærne under bordet, snakke hyggelig til hinanden og og spise af det, som er på bordet. Ved middagen skal de vente på hinanden. Ved dagens andre måltider er det lidt mere uformelt - med mindre det er en større sosial anledning.

I hverdagen laver jeg bare fælles mad. Er det en festmiddag kan jeg godt lave to ting, sådan at både børn og voksne får noget, de kan lide. 

Jeg forsøger at opmuntre dem til at smage på ting, men jeg tvinger dem ikke til at spise. Vi bruger et system, hvor vi ikke tar så meget mad på tallerkenen ad gangen, men til gengæld får de lov at forsyne sig mange gange, hvis de vil.

Det vigtigste for mig er, at det skal være hyggeligt ved madbordet. Selv voksede jeg op med at grue til middag hver dag. Der var så mange regler og alt mulig blev påtalt hele tiden. Jeg fik et meget anstrengt forhold til mad i sosiale sammenhænge. Det vil jeg ikke overføre til mine børn.

Jeg forsøger at lære den nok til, at de kan slappe af og begå sig hos andre mennesker, men har ingen ambitioner ud over det.

Vores på 2½ har rimelig frie rammer i spisesituationen. Vi præsenterer ham for lidt af hvert, men der er ikke noget krav om at han skal spise det eller smage for den sags skyld. Og han må gerne få en rugbrød ved bordet istedet. Nogle dage spiser han gladeligt det samme som os og andre dage ikke, men vi synes det fungerer ok på den her måde.

Der er heller ikke noget krav om at han skal blive siddende, men han må acceptere at mor og far ikke er tilgængelige til alt mulig andet, så længe vi sidder ved bordet.

Og han selvfølgelig sidde nogenlunde pænt ved bordet, bruge sin gaffel og acceptere at mor og far også gerne må føre en samtale.

Min på næsten 3,5 skal sidde pænt, altså uden knæ på bordet og hængen ned fra stolen etc., men det er efterhånden blevet en selvfølge, så ikke noget vi påtaler mere. Til gengæld hænder det stadig, at hun skal mindes om at læne sig ind over sin tallerken, og om at sørge for at holde sit glas lidt på sikker afstand fra albuer og arme, der jo kan være ret pludseligt flagrende. Hun skal ikke blive siddende og vente på os, hun siger selvfølgelig først tak for mad, og spørger om hun godt må gå fra bords. Dette kan dog være, eller føles, problematisk når vi er samlet hos min kærestes familie, hvor der er 5 børn mellem 2,5 og vistnok 11-12. De er opdraget til at blive siddende indtil andre børn (deres søskende i hvert fald) er færdige med at spise. Min erfaring er, at det skaber mere gnidninger og irettesættelser osv. Oven i i forvejen rimelig stramme regler omkring hvad der må spises med hvad, f.eks. må den ene 3-årige ikke få et stykke ost, medmindre det er ovenpå et stk. rugbrød.. Så unødige konflikt situationer. Min datter får jo lov til at gå hvis hun er færdig. 

Det er altid en slags aftensmad der bliver lavet til os alle tre, og der har ikke været noget problematik med at hun ikke kunne lide det og ikke ville spise det. Jeg er selv vokset op med at der var den mad min mor nu engang havde lavet, og vi havde faktisk aldrig overvejet at man kunne være kræsen og kræve alternativer, vi spiste altid gladeligt hvad end der var. Der er selvfølgelig dage hvor datteren kan lide maden mere end andre, så spiser hun også flere portioner. Men hun går ellers aldrig sulten fra bords. Og man skal smage før man kan sige, at det kan man ikke lide. Heldigvis virker det indtil videre til at hun måske har arvet mit forhold til mad - der er intet mad jeg ikke kan lide, eller ikke vil prøve. Synes generelt mad er super spændende, og især mad jeg ikke kender, og madens udseende matcher ikke nødvendigvis altid smagen. Så jeg er altid frisk på at smage (dog indenfor rimelighedens grænser, der trækkes ved mere eksotiske ting som biller,orme etc.)

Mine er 3 år og 9 mdr. Så det er mest den store det gælder. Hun kan lide alt, undtagen salat, så det er ikke tilladt at spise uden om noget (undtagen kødstykker hun ikke kan tygge). Hvis hun selv øser op skal hun spise det hele. Hun skal hjælpe med at rydde af bordet. Der bliver serveret det samme til voksne og børn. Køkkenet er lukket efter aftensmaden. Og da hun er længst om at spise, rejser vi os alle samtidig og rydder op sammen. Det fungerer fint.

Hvilke “regler” har I for jeres børn ved middagsbordet? Altså fx, skal de spise op? Må de gå fra bordet, inden alle er færdige? Skal de smage på maden? Må de få andet, end det der bliver serveret? Osv. Skriv også gerne børnenes alder.

 

vi har en datter på 3½ og hver 4. weekend min søn på næsten 10 år.

For mig er den vigtigste regel at man siger "tak for mad, må jeg rejse mig?"

Herhjemme skal børnene smage på nye ting, men behøver ikke at spise op. Min søn kan f.eks. ikke lide rødkål selvom han har smagt det i flere udgaver, så hvis der er rødkål til maden, så får han lov til at lade det være.

Når vi kun er os og vores datter, så må hun godt gå når hun er færdig med at spise, men når vores søn (eller andre børn) er her, så skal de blive siddende til alle børn er færdige.

hvis børnene har smagt på maden, og ikke bryder sig om det, kan de få en skive brød.

Hvis vi skal have noget som jeg ved børnene ikke kan/vil spise, så laver jeg gerne noget andet til dem. F.eks  kan min søn ikke spise sild, så når vi skal have sild varmer jeg f.eks. frikadeller til ham, eller vi undlader en ingrediens som f.eks. at mine forældre hældte lidt af grundsovsen til side før de kom persillen i da jeg var barn fordi jeg ikke kunne lide persille.

Min mor havde nogle meget simple regler hjemme, som jeg har tænkt mig at bruge på mine børn. For jeg var kræsen som barn, men det kom jeg mig over. Og på nær nogle få ting spiser jeg det meste nu til dags.

1) Der skulle smages hver gang, for man kunne have ændret mening siden sidst. Men kun en bid og kunne man stadig ikke lide det, så behøvede men ikke at spise det.

2) Der blev ikke lavet særretter.

3) En bid for hvert antal år man var af den ting vi ikke var helt vilde med (kød for mig og kartofler for min søster).

4) En maddag om ugen hvor vi bestemte, men så skulle man også spise maden der blev serveret de andre dage. Den stod vist nok på pandekager og æbleskiver de første par gange, før vi blev trætte af det og gik videre til pasta med kødsovs, frikadeller osv.

5) Vi havde en "fra-liste" med 3 ting hver som vi ikke behøvede at smage på. Man kunne ikke bare skifte tingene ud hele tiden, de var faste et godt stykke tid (for mig var det stegt lever, rosenkål og champignon, som jeg hadede som pesten).

6) Børn venter på børn, i forhold til at gå fra bordet. Dette dog mest når det var gæster. Til hverdag sad vi rimeligt alle ved bordet til vi var færdige allesammen.

Her har vi en på 6 og en på 3. De må rejse sig når de begge to er færdige - behøver ikke sidde til mor og far er færdige. 

Der skal smages på maden - kan man ikke lide det må man spise det man kan lide. Der er altid noget de kan lide som en del af retten 

vores bordregler er:

1. Du behøver ikke smage. Men du ret sej, hvis du prøver. For tænk hvis det var en livret? 

Jeg tror på, at tvang - uanset om det er EN bid eller andet, generer mere modstand. Og jeg kan selv huske, at hvis blev "tvunget" til at smage. Så blev jeg bare stædig og sagde, at jeg ikke kunne lide det - uanset hvad. 

Læste faktisk en ny undersøgelse, som konkluderede at "tvangssmagning" netop gjorde større "skade" end gavn. Og den bedste måde, var at man bare tilbød barnet maden HVER gang og talte positivt om det. Og at forsøg viste, at de så på et tidspunkt ville smage og dermed var indstillingen allerede positiv og succesraten var meget større og med respekt for barnets "valg".

2. Børn må gå, når de er færdige (især små børn). Og børn venter på børn. Men forældrene og de andre der spiser færdigt rejser sig ikke, fordi de er færdige. Det virker fint herhjemme med en 2-årig.

3. Man skal ikke spise op. Men tager man genrelt for meget på sin tallerken selv, så taler vi om, at man skal tage flere gange. Men at blive tvunget til spise op er altså ikke sundt for noget. Man lærer sin krop at overhøre signaler og dermed er dee stor chance for overvægt. Derudover er det da umenneskeligt at skulle spise, når man får det skidt at spise mere/spise op.  

4. Grøntsager osv kommer ind som snacks før maden ofte. (Som stænger). 

5. Sult er det bedste krydderi. Som en professorer i ernæring fortalte "ingen gider spise broccoli, når de slet ikke er sultne, men det smager virkelig godt, når man har sult" 

så den sætning bruger jeg generelt meget, når jeg laver mad. Så hvis de er sultne, før maden. Så er der grøntsagsstænger - haps! ����