Når der er flere dårlige end gode stunder

mpr skriver:

Altså så tænker jeg der er noget at kæmpe for 

Som bonusmor ved jeg at græsset er ikke grønnere på den anden side. Som en klog kone sagde til mig på et tidspunk, skilsmisse er ikke en løsning på problemerne, det er kun at udskifte et problem med et andet. Når man bliver skilt skal man ikke forvente at tingene kommer til at gå efter ens hoved. Der er større sandsynlighed for at I skændes om flere ting, fordi man ikke tager hensyn til hinanden på samme måde når man ikke er i et forhold. Der vil kunne komme ændringer på MANGE ting især når/hvis en af jer får en ny kæreste.. Og selvfølgelig så har man slet ikke børnene hele tiden. Man har ikke rettigheder til at deltage til alle børns arrangementer, hvis man ikke har barnet på dagen. Man kan synes noget skal prioteres hvor den anden gør noget stik modsat, og så er det bare at sluge alverdens kameler..  

For ikke at sige sådan en ting som jul, nytår og fødselsdag, der er det meget ofte at man kun får hvert andet år.. så får man enten den ene, eller den anden om året.. 

Fx min bonus's mor kommer til at have hende 14 dage i forbindelse med jul i år. og så har vi bonus i 14 dage efterfølgende i forbindelse med nytår og fødselsdag.. Og fordi det går sammen med samvær for både mor og far.

For ikke at sige, det er jo ikke en garanti at du får bopælen, og selv hvis du får bopælen, så er der mange mænd som nu vil have mere samvær end for 25 år siden..

Når ja for ikke at sige, hvis du har et problem med pyt knappen nu, så bliver det kun værre efter en skilsmisse, fordi der vil være så mange ting du intet har noget at sige i.. Prøv at forestil dig at du ikke har ret til at vide, hvem dit barn møder, hvor dit barn befinder sig.. Hvis din mand besluttede sig får det så har du heller ikke ret til at kende din mands adresse.. Efter en skilsmisse. 

Du skal virkelig opveje fordele og ulemper. 

Gentager, er der den mindste kærlighed så gør alt I kan.. Hvis manden er med på den, så synes jeg det er synd ikke at gribe chancen! 

Jeg lever i det på 6 år. Det har aldrig været en dans på roser. De har været fra hinanden i 7 år. Det blev bedre da min mands eks begyndte at snakke med mig, fordi så var hun tvunget til at formulere sig på en ordentlig måde. Så nu går den primære kommunikation igennem hende og mig, hvilket er meget nemmere at komme frem til noget vi alle kan være tilfredse med, fordi de to nemt kan komme op og toppes hvis de skal kommunikere selv. 

Tusind tak for input. Det var lige præcis dette opslag jeg havde brug for. Jeg elsker min mand og han elsker mig - vi har et godt og aktivt liv sammen, hvor vores børn er i centrum. Vi trives begge i det og har de samme værdier. 

Vi må simpelthen kunne finde ind til kærligheden igen, for kan da snildt få øje på, at et skilsmisseliv kræver en del mere - specielt når vi begge vil vores børn så meget.

Anonym skriver:

Tusind tak for input. Det var lige præcis dette opslag jeg havde brug for. Jeg elsker min mand og han elsker mig - vi har et godt og aktivt liv sammen, hvor vores børn er i centrum. Vi trives begge i det og har de samme værdier. 

Vi må simpelthen kunne finde ind til kærligheden igen, for kan da snildt få øje på, at et skilsmisseliv kræver en del mere - specielt når vi begge vil vores børn så meget.

Er glad for at jeg kunne give noget perspektiv og måske hjælpe med at afværge en evt. skilsmisse. Skilsmisse er aldrig den nemme vej, det er sidste udvej. Det er min mening i hvert fald 

Der er så mange sårede føleser og angst for at miste sine børn når man gennemgår en skilsmisse, og det kan få folk til at reagere fuldstændig anderledes end hvordan de opføre sig i forholdet normalt. Folks værste sider kommer frem i skilsmisser, så forestil dig din mand på hans værste måde.. Den mand kan man risikere at skulle samarbejde med resten af ens dage..  Alt efter hvordan det hele ville udvikle sig.

Håber det lykkes for jer  

Anonym skriver:

Vi snakker meget om parterapi lige nu. Min mand er villig til at gøre alt! I bund og grund er jeg også villig til at gøre alt, for jeg elsker ham for stadig og jeg ved at jeg aldrig finder en mand, der vil mig og vores familie SÅ meget. Han er en fantastisk far og synes at det er forfærdeligt, hvis vores børn ikke har os begge to i dagligdagen 

Samtidig føler jeg nok, at jeg ikke har mere at give af. Vi skændes over dumme, ligegyldige ting, nærmest på daglig basis. Vi er en aktiv familie, som ynder at tage på ferie, ture og ellers bare være sammen. Men der er bare skår i glæden, når vi ikke kan finde ud af at være nærværende og nyde hinanden. 

Jeg tænker ofte, at jeg ville være en bedre mor uden min mand, fordi jeg så ikke skal bruge energi på at være sur på ham. Samtidig kan jeg jo også godt se, at jeg bliver endnu mere hængt op med tre børn, som alenemor. Årh, jeg synes bare at det er SÅ svært!

det lyder som om du har stress. knus

Anonym skriver:

Puha, jeg er tæt på at kaste håndklædet i ringen nu!

Min mand og jeg har været sammen halvdelen af vores liv og har tre lækre unger sammen.

Vores forhold har altid været svingende, men vi har nu altid været gode sammen og komplimenteret hinanden godt.

De sidste par år har det dog vendt og der kommer flere og flere konflikter. Det seneste års tid har været særligt slemt og jeg føler at vi begge går og er sure og skælder hinanden ud. Jeg er fortvivlet og ved slet ikke hvad jeg skal stille op.

Når jeg taler med min mand om vores forhold siger han bare, at han har det meget godt og ønsker ikke at vi skal gå fra hinanden. Han siger til mig, at jeg skal blive hos ham, hvis ikke for vores skyld, så for børnenes. Jeg forstår godt hans tanker, men føler mig bare fuldstændig brugt op og er så ked og træt af at være sur

Vores forhold er egentlig ok. Vi har sex et par gange om ugen og er generelt gode til at kommunikere med hinanden. Lige nu er vi bare overhovedet ikke på bølgelængde

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg bare skal trække stikket og blive skilt eller om jeg kan finde flere redskaber frem, som muligvis kan få vendt den synkende skude 

Hjælp mig lige med at få sat nogle perspektiver på - så er I søde 

Jeg har aldrig været fan af at man bliver sammen for børnenes skyld. Og det har jeg ikke da jeg selv kommer fra en familie for min mor og far blev sammen for mig og min brors skyld og vi led under det. Fik det til gengæld meget bedre da de gik fra hinanden og mor og far var glade hver dag igen. 

Elsker man ikk hinanden skal man ikk være sammen. Men synes selvfølgelig ikke man bare skal gå fra den ene dag til den anden. Ville starte med noget par terapi og se om gnisten stadig findes dybt inde og man kan finde kærligheden frem igen. 

ønskebørn74 skriver:

det lyder som om du har stress. knus

Det kunne jeg også godt forestille mig. Hvad kan man gøre ved det?

Jeg har ikke læst tråden igennem så tilgiv mig hvis jeg gentager noget nogle andre har sagt.

lad mig starte med at sige at jeg tror på jeres forhold.

Jeg forstår udmærket dine frustrationer, det er da bare røv-hårdt at være sur hele tiden og bruge al sin energi på at kæmpe imod sin mand. 

Jeg studerer psykologi og skrev for et års tid siden bachelor om konflikter i parforholdet. Det jeg lærte var at RIGTIG mange par i krise har det man kalder et krav-tilbagetrækningsmønster, hvor den ene part stiller krav (oftest kvinden) og den anden trækker sig (oftest manden).

krav kan f.eks. være  sætninger som: "kan du ikke hjælpe med at gøre lidt mere rent", "du er ikke nok hjemme", "jeg har brug for at du interessere dig for mig", "kan du ikke være lidt mere sammen med børnene" osv. osv. tilbagetrækning foregår oftest sådan at modparten måske lover et eller andet for at få den kravstillende til at tie stille eller så opstår der en konflikt hvor der opstår forsvar eller modkrav. 

konflikter kan foregå i stilhed hvor man ikke skændes eller de kan også optrappes hvor man ender ud i primitive beskyldninger. begge former er dræbende for et parforhold.

det der oftest sker er at dette mønster forstærkes så den kravstillende bliver mere og mere krævende fordi kravene ikke bliver mødt og de bliver ikke mødt fordi den tilbagetrækkende trækker sig mere og mere, og man ender til sidst med at stå på hver sin bjergtop i to oppositionelle positioner, hvor man til sidst har svært ved at se hvorfor man overhovedet er sammen længere, og at livet uden givetvis er lettere.

for at komme ned fra bjerge, så man kan igen kan mødes og se den andens kvaliteter og få opfyldt behovet for anerkendelse, kærlighed, samhørighed, venskab osv. som man savner, er det vigtigt at stoppe dette mønster. Enten må man stoppe med at stille krav eller stoppe med at trække sig. Samtidig skal man lære at acceptere at ens partner ikke kan opfylde alle ens behov og at den anden er fyldt med fejl og mangler som en selv. Det handler om at begynde at acceptere den anden som han/hun er og fremelske det positive i  den anden ved at anerkende det positive. skæld ud og brok og negative kommentarer er der få mennesker som kan holde til i længden.

Jeg har brugt det meget i mit eget ægteskab da vi havde en lang periode, hvor vi bare ikke kunne lide hinanden og bølgerne gik højt. Jeg stoppede med at skælde ham ud og begyndte at fortælle mig selv om alle de gode ting han var og acceptere at han var lige så forkert og uduelig som jeg selv er, og se harmonien og de dejlige kærlige følelser kom tilbage.

Denne viden er baseret på mange års forskning og indblik i parforholdsterapi.

vh Julie

Anonym skriver:

Det kunne jeg også godt forestille mig. Hvad kan man gøre ved det?

Tal med din læge, få lavet en test.

mrs.juli skriver:

Jeg har ikke læst tråden igennem så tilgiv mig hvis jeg gentager noget nogle andre har sagt.

lad mig starte med at sige at jeg tror på jeres forhold.

Jeg forstår udmærket dine frustrationer, det er da bare røv-hårdt at være sur hele tiden og bruge al sin energi på at kæmpe imod sin mand. 

Jeg studerer psykologi og skrev for et års tid siden bachelor om konflikter i parforholdet. Det jeg lærte var at RIGTIG mange par i krise har det man kalder et krav-tilbagetrækningsmønster, hvor den ene part stiller krav (oftest kvinden) og den anden trækker sig (oftest manden).

krav kan f.eks. være  sætninger som: "kan du ikke hjælpe med at gøre lidt mere rent", "du er ikke nok hjemme", "jeg har brug for at du interessere dig for mig", "kan du ikke være lidt mere sammen med børnene" osv. osv. tilbagetrækning foregår oftest sådan at modparten måske lover et eller andet for at få den kravstillende til at tie stille eller så opstår der en konflikt hvor der opstår forsvar eller modkrav. 

konflikter kan foregå i stilhed hvor man ikke skændes eller de kan også optrappes hvor man ender ud i primitive beskyldninger. begge former er dræbende for et parforhold.

det der oftest sker er at dette mønster forstærkes så den kravstillende bliver mere og mere krævende fordi kravene ikke bliver mødt og de bliver ikke mødt fordi den tilbagetrækkende trækker sig mere og mere, og man ender til sidst med at stå på hver sin bjergtop i to oppositionelle positioner, hvor man til sidst har svært ved at se hvorfor man overhovedet er sammen længere, og at livet uden givetvis er lettere.

for at komme ned fra bjerge, så man kan igen kan mødes og se den andens kvaliteter og få opfyldt behovet for anerkendelse, kærlighed, samhørighed, venskab osv. som man savner, er det vigtigt at stoppe dette mønster. Enten må man stoppe med at stille krav eller stoppe med at trække sig. Samtidig skal man lære at acceptere at ens partner ikke kan opfylde alle ens behov og at den anden er fyldt med fejl og mangler som en selv. Det handler om at begynde at acceptere den anden som han/hun er og fremelske det positive i  den anden ved at anerkende det positive. skæld ud og brok og negative kommentarer er der få mennesker som kan holde til i længden.

Jeg har brugt det meget i mit eget ægteskab da vi havde en lang periode, hvor vi bare ikke kunne lide hinanden og bølgerne gik højt. Jeg stoppede med at skælde ham ud og begyndte at fortælle mig selv om alle de gode ting han var og acceptere at han var lige så forkert og uduelig som jeg selv er, og se harmonien og de dejlige kærlige følelser kom tilbage.

Denne viden er baseret på mange års forskning og indblik i parforholdsterapi.

 

vh Julie

Mange tak for indspark. Jeg tror at du har helt ret. Det er klart mig, der er den mest krævende i vores parforhold, men synes nu også at min mand stiller store krav - han siger dem bare ikke. Måske er det bare de forventninger, som jeg tror han har til mig, der tynger mig

Der er heldigvis kærlighed tilbage i forholdet og jeg ved jo også godt, at med tre børn under 8 år, så er der jo knald på. Det ene er et spædbarn og det er jo bare en hård periode.

Jeg tror at vi er kommet dertil, hvor at hverdagen er blevet lidt for stresset (for mange aktiviteter og aftaler og for lidt tid til os selv) og når man først når derud, hvor man nærmest ikke kan se styrkerne hos sin partner, så er det bare hårdt at komme tilbage og finde kærligheden frem. Hele vores liv går op i børn lige nu - og selvom vi er gode til at tage på restaurant, til koncerter osv, så føler jeg oftest at vi bare ender i snak om unger og hverdag. Vi har ikke noget nyt at bidrage med. Vi har været sammen i 14 år.

Jeg har tidligere gået til coach, som beskrev vores parforhold som en fodboldbane. Jeg var konstant på min mands banehalvdel og min mand gemte sig i målet. Jeg skulle trække mig over på min egen halvdel og han skulle komme op til midten. Det var en dejlig præcis metafor, for vores parforhold og minder meget om det samme du skriver.

Men hvordan filan gør man det i praksis!? Mit temperament løber af med mig, når jeg bliver ked af det og skuffet. Og det kan jo bare ikke nytte noget 

ønskebørn74 skriver:

Tal med din læge, få lavet en test.

Men hvad kan man gøre ved stress? Altså jeg mener, hvis jeg har stress, hvad gør man så?

Anonym skriver:

Men hvad kan man gøre ved stress? Altså jeg mener, hvis jeg har stress, hvad gør man så?

Det er forskelligt. Tal med din læge.