Når der er flere dårlige end gode stunder

Puha, jeg er tæt på at kaste håndklædet i ringen nu!

Min mand og jeg har været sammen halvdelen af vores liv og har tre lækre unger sammen.

Vores forhold har altid været svingende, men vi har nu altid været gode sammen og komplimenteret hinanden godt.

De sidste par år har det dog vendt og der kommer flere og flere konflikter. Det seneste års tid har været særligt slemt og jeg føler at vi begge går og er sure og skælder hinanden ud. Jeg er fortvivlet og ved slet ikke hvad jeg skal stille op.

Når jeg taler med min mand om vores forhold siger han bare, at han har det meget godt og ønsker ikke at vi skal gå fra hinanden. Han siger til mig, at jeg skal blive hos ham, hvis ikke for vores skyld, så for børnenes. Jeg forstår godt hans tanker, men føler mig bare fuldstændig brugt op og er så ked og træt af at være sur

Vores forhold er egentlig ok. Vi har sex et par gange om ugen og er generelt gode til at kommunikere med hinanden. Lige nu er vi bare overhovedet ikke på bølgelængde

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg bare skal trække stikket og blive skilt eller om jeg kan finde flere redskaber frem, som muligvis kan få vendt den synkende skude 

Hjælp mig lige med at få sat nogle perspektiver på - så er I søde 

Anonym skriver:

Puha, jeg er tæt på at kaste håndklædet i ringen nu!

Min mand og jeg har været sammen halvdelen af vores liv og har tre lækre unger sammen.

Vores forhold har altid været svingende, men vi har nu altid været gode sammen og komplimenteret hinanden godt.

De sidste par år har det dog vendt og der kommer flere og flere konflikter. Det seneste års tid har været særligt slemt og jeg føler at vi begge går og er sure og skælder hinanden ud. Jeg er fortvivlet og ved slet ikke hvad jeg skal stille op.

Når jeg taler med min mand om vores forhold siger han bare, at han har det meget godt og ønsker ikke at vi skal gå fra hinanden. Han siger til mig, at jeg skal blive hos ham, hvis ikke for vores skyld, så for børnenes. Jeg forstår godt hans tanker, men føler mig bare fuldstændig brugt op og er så ked og træt af at være sur

Vores forhold er egentlig ok. Vi har sex et par gange om ugen og er generelt gode til at kommunikere med hinanden. Lige nu er vi bare overhovedet ikke på bølgelængde

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg bare skal trække stikket og blive skilt eller om jeg kan finde flere redskaber frem, som muligvis kan få vendt den synkende skude 

Hjælp mig lige med at få sat nogle perspektiver på - så er I søde 

Har du overvejet om I skulle en tur til par terapeut? Og så skal du selvfølgelig overveje om hvad det er der gør dig ked af det? Er du godt tilfreds når du er helt alene? Alt kan ikke altid gå perfekt. Måske er der gået for meget hverdag i den? Hvis der er noget kærlighed tilbage, er jeg altid fortaler for at kæmpe for at gøre det bedre. Dog i bund og grund er det dit valg, hvis du ikke vil ligge kræfterne i, så kan du enten stoppe nu, eller bare lade stå til.. Tingene bliver ikke anderledes hvis der ikke bliver taget hånd om dem 

Håber I finder en løsning som passer familien! 

Du kan ikke få hjælp hvis du ikke fortæller hvad det er dI bliver sur/ irriterer over. Hvor er det I ikke er på bølgelængde. Bi kannikke vurdere hvem af jer der evt er urimelig osv.

hvad er jeres typiske skænderi..?

jeg ville da give parterapi et forsøg. Så langt et forhold med børn er da værd at kæmpe for!

mpr skriver:

Har du overvejet om I skulle en tur til par terapeut? Og så skal du selvfølgelig overveje om hvad det er der gør dig ked af det? Er du godt tilfreds når du er helt alene? Alt kan ikke altid gå perfekt. Måske er der gået for meget hverdag i den? Hvis der er noget kærlighed tilbage, er jeg altid fortaler for at kæmpe for at gøre det bedre. Dog i bund og grund er det dit valg, hvis du ikke vil ligge kræfterne i, så kan du enten stoppe nu, eller bare lade stå til.. Tingene bliver ikke anderledes hvis der ikke bliver taget hånd om dem 

Håber I finder en løsning som passer familien! 

Vi snakker meget om parterapi lige nu. Min mand er villig til at gøre alt! I bund og grund er jeg også villig til at gøre alt, for jeg elsker ham for stadig og jeg ved at jeg aldrig finder en mand, der vil mig og vores familie SÅ meget. Han er en fantastisk far og synes at det er forfærdeligt, hvis vores børn ikke har os begge to i dagligdagen 

Samtidig føler jeg nok, at jeg ikke har mere at give af. Vi skændes over dumme, ligegyldige ting, nærmest på daglig basis. Vi er en aktiv familie, som ynder at tage på ferie, ture og ellers bare være sammen. Men der er bare skår i glæden, når vi ikke kan finde ud af at være nærværende og nyde hinanden. 

Jeg tænker ofte, at jeg ville være en bedre mor uden min mand, fordi jeg så ikke skal bruge energi på at være sur på ham. Samtidig kan jeg jo også godt se, at jeg bliver endnu mere hængt op med tre børn, som alenemor. Årh, jeg synes bare at det er SÅ svært!

Smølfine123 skriver:

Du kan ikke få hjælp hvis du ikke fortæller hvad det er dI bliver sur/ irriterer over. Hvor er det I ikke er på bølgelængde. Bi kannikke vurdere hvem af jer der evt er urimelig osv.

hvad er jeres typiske skænderi..?

jeg ville da give parterapi et forsøg. Så langt et forhold med børn er da værd at kæmpe for!

For mig handler det ikke om hvem der er urimelig. I et parforhold er der to mennesker, som skal finde ud af det med hinanden, så på trods af at det nok oftest er mig, der hidser mig op over ligegyldige ting, så er det jo dynamikken mellem os, der gør at min lunte er så kort. Jeg bryder mig ikke om tanken om, at én skal stå til ansvar for et forhold, hvor to mennesker involverer sig.

Jeg er bevidst om at jeg er den “værste”, men det kan jo ikke nytte noget, at jeg kun ændrer mig, hvis det er måden vi er mod hinanden på.

Der er ikke noget graverende dårligt hos os. Ingen bliver slået, er utro, ikke deltagende i børnene osv. Vi er ganske enkelt bare ikke på bølgelængde mere. Måske vi er vokset fra hinanden!? (Vi har været sammen siden vi var 16-17 år)

Har selv været der.. 

hvis I begge er villig til at se indad og se på de ting I hver især gør der er konfliktoptrappende..  og så skal I begge være villig til at strække jer for den anden så kan terapi hjælpe jer.. Er der kærlighed er der vilje er der vej.. 

det vil i starten føles mega hårdt og du vil få lyst til at gi op flere gange, men holder I ud så vil I opleve at få meget ud af det..også vil energien vende tilbage 

Anonym skriver:

For mig handler det ikke om hvem der er urimelig. I et parforhold er der to mennesker, som skal finde ud af det med hinanden, så på trods af at det nok oftest er mig, der hidser mig op over ligegyldige ting, så er det jo dynamikken mellem os, der gør at min lunte er så kort. Jeg bryder mig ikke om tanken om, at én skal stå til ansvar for et forhold, hvor to mennesker involverer sig.

Jeg er bevidst om at jeg er den “værste”, men det kan jo ikke nytte noget, at jeg kun ændrer mig, hvis det er måden vi er mod hinanden på.

Der er ikke noget graverende dårligt hos os. Ingen bliver slået, er utro, ikke deltagende i børnene osv. Vi er ganske enkelt bare ikke på bølgelængde mere. Måske vi er vokset fra hinanden!? (Vi har været sammen siden vi var 16-17 år)

Jeg er enig inat det er to mennesker der skal finde ud af det. Men hvis det er dig der har en kort lunte/ temperament så vil den abe kunne flytte med til er andet parforhold. 

Så derfor er det relevant at du kigger på hvad det er der gør at det er svært for dig at styre. Jeg synes da klart i skal give parterapi en chance.

Vi snakker meget om parterapi lige nu. Min mand er villig til at gøre alt! I bund og grund er jeg også villig til at gøre alt, for jeg elsker ham for stadig og jeg ved at jeg aldrig finder en mand, der vil mig og vores familie SÅ meget. Han er en fantastisk far og synes at det er forfærdeligt, hvis vores børn ikke har os begge to i dagligdagen 

Samtidig føler jeg nok, at jeg ikke har mere at give af. Vi skændes over dumme, ligegyldige ting, nærmest på daglig basis. Vi er en aktiv familie, som ynder at tage på ferie, ture og ellers bare være sammen. Men der er bare skår i glæden, når vi ikke kan finde ud af at være nærværende og nyde hinanden. 

Jeg tænker ofte, at jeg ville være en bedre mor uden min mand, fordi jeg så ikke skal bruge energi på at være sur på ham. Samtidig kan jeg jo også godt se, at jeg bliver endnu mere hængt op med tre børn, som alenemor. Årh, jeg synes bare at det er SÅ svært!

Altså så tænker jeg der er noget at kæmpe for 

Som bonusmor ved jeg at græsset er ikke grønnere på den anden side. Som en klog kone sagde til mig på et tidspunk, skilsmisse er ikke en løsning på problemerne, det er kun at udskifte et problem med et andet. Når man bliver skilt skal man ikke forvente at tingene kommer til at gå efter ens hoved. Der er større sandsynlighed for at I skændes om flere ting, fordi man ikke tager hensyn til hinanden på samme måde når man ikke er i et forhold. Der vil kunne komme ændringer på MANGE ting især når/hvis en af jer får en ny kæreste.. Og selvfølgelig så har man slet ikke børnene hele tiden. Man har ikke rettigheder til at deltage til alle børns arrangementer, hvis man ikke har barnet på dagen. Man kan synes noget skal prioteres hvor den anden gør noget stik modsat, og så er det bare at sluge alverdens kameler..  

For ikke at sige sådan en ting som jul, nytår og fødselsdag, der er det meget ofte at man kun får hvert andet år.. så får man enten den ene, eller den anden om året.. 

Fx min bonus's mor kommer til at have hende 14 dage i forbindelse med jul i år. og så har vi bonus i 14 dage efterfølgende i forbindelse med nytår og fødselsdag.. Og fordi det går sammen med samvær for både mor og far.

For ikke at sige, det er jo ikke en garanti at du får bopælen, og selv hvis du får bopælen, så er der mange mænd som nu vil have mere samvær end for 25 år siden..

Når ja for ikke at sige, hvis du har et problem med pyt knappen nu, så bliver det kun værre efter en skilsmisse, fordi der vil være så mange ting du intet har noget at sige i.. Prøv at forestil dig at du ikke har ret til at vide, hvem dit barn møder, hvor dit barn befinder sig.. Hvis din mand besluttede sig får det så har du heller ikke ret til at kende din mands adresse.. Efter en skilsmisse. 

Du skal virkelig opveje fordele og ulemper. 

Gentager, er der den mindste kærlighed så gør alt I kan.. Hvis manden er med på den, så synes jeg det er synd ikke at gribe chancen! 

Jeg lever i det på 6 år. Det har aldrig været en dans på roser. De har været fra hinanden i 7 år. Det blev bedre da min mands eks begyndte at snakke med mig, fordi så var hun tvunget til at formulere sig på en ordentlig måde. Så nu går den primære kommunikation igennem hende og mig, hvilket er meget nemmere at komme frem til noget vi alle kan være tilfredse med, fordi de to nemt kan komme op og toppes hvis de skal kommunikere selv. 

Jeg vil også foreslå parterapi. Det er helt ok, at du ikke vil gå i detaljer her, men 'vi er ikke på bølgelængde' er ikke særligt specifikt. Det er svært at arbejde med et problem, man ikke kan definere og tale om i praksis. Hvad ville han sige i X situation/gøre i Y situation, hvis I var på bølgelængde? Hvordan ville du have det, hvis han sagde/gjorde det? Hvad kan du gøre/sige, for at han kan 'tune ind' på dig? Hvordan oplever han ikke at være 'på bølgelængde'. En god parterapeut ville hjælpe jer med at sætte ord på, hvad der ligger i det. 

Fu skriver, at din man er ok med situationen. Det hører jeg tit. Måske fordi mænd er mindre tid 'i familien' - statistikken siger, at fædre har dobbelt så meget fritid som mødre. Og at mødre ser fritid som 'familiens tid', mens fædre ser fritid som egen tid. Når familielivet/parforholdet er udfordret, er det ikke underligt, at det går mødre mere på, fordi vi er mere 'i det', der ikke fungerer. Kunne det være, at du har brug for mere tid, hvor du gør noget, du har lyst til? Det kunne være en hobby, men det kunne også være, at du tog ungerne med på en gåtur eller udflugt og han tog en tur med oprydning og madlavning imens. 

Anonym skriver:

Puha, jeg er tæt på at kaste håndklædet i ringen nu!

Min mand og jeg har været sammen halvdelen af vores liv og har tre lækre unger sammen.

Vores forhold har altid været svingende, men vi har nu altid været gode sammen og komplimenteret hinanden godt.

De sidste par år har det dog vendt og der kommer flere og flere konflikter. Det seneste års tid har været særligt slemt og jeg føler at vi begge går og er sure og skælder hinanden ud. Jeg er fortvivlet og ved slet ikke hvad jeg skal stille op.

Når jeg taler med min mand om vores forhold siger han bare, at han har det meget godt og ønsker ikke at vi skal gå fra hinanden. Han siger til mig, at jeg skal blive hos ham, hvis ikke for vores skyld, så for børnenes. Jeg forstår godt hans tanker, men føler mig bare fuldstændig brugt op og er så ked og træt af at være sur

Vores forhold er egentlig ok. Vi har sex et par gange om ugen og er generelt gode til at kommunikere med hinanden. Lige nu er vi bare overhovedet ikke på bølgelængde

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg bare skal trække stikket og blive skilt eller om jeg kan finde flere redskaber frem, som muligvis kan få vendt den synkende skude 

Hjælp mig lige med at få sat nogle perspektiver på - så er I søde 

Min erfaring er, at når man går rundt og småskændes/diskuterer og bliver hurtigt irriteret over mindre ting, er det symptom for noget andet. Jeg har en rigtig skidt tendens til at blive utilfreds over alt muligt og opleve vores forhold urimeligt ift. praktiske opgaver i hjemmet, når der i virkeligheden er noget helt andet, og langt mere alvorligt, galt. Min mand er blevet helt vildt god til at stoppe mig i det, og spørge, hvad der foregår og insistere på at vi snakker sammen indtil vi har fundet kernen i problemerne. Ofte er det flere ting, som ikke fungerer og noget, der er sagt af den ene og misforstået af den anden. Og meget ofte er der samtidig en fortolket fornemmelse, der vækker en usikkerhed i en af os, hvor vi ikke ved, hvordan den anden har det, eller noget andet, der skaber bekymring. Når vi så har fundet kernen, går vi nærmest systematisk til værks, ændrer og retter til efter behov en ting ad gangen, får talt ud og er hudløst ærlige, får grædt og nogle gange skældt ud, undskyldt, forsikret hinanden om den dybe kærlighed der heldigvis stadig er, men nogle gange ligger begravet og skal graves op.  Det er selvfølgelig ikke så nemt, som det lige lyder. Det er svært, hårdt, energislugende - og det hele værd