Familiekonstellationer

StineW79 skriver:

Når det er sådan en god ven, ville jeg tænke at i jo evt ku lægge ud med at tage en snak med hans forældre omkring, hvor glade i er for at have ham på besøg.

Gå videre med at sige, at han altid er velkommen i jeres hjem, og at det dejligt for jeres dreng, at ha en god ven.

Derefter ka i sige at de ik ska bekymre sig om, om det er til besvær for jer, da i ser ham som en del af familien ( når nu de har sagt, de ik vil være til besvær)

Min bedste veninde og jer, boede nærmest på skift ved hinanden. Når vi var 3 uger på ferie, var hun altid med, i weekenderne sov vi på skift hos hinanden, fra fredag til søndag. Når de var i sommerhus var jeg med. Og vi spiste sammen 3-5 gange om ugen. 

Så de venskaber, man får som barn, er bare super vigtige. Og børn ved hvornår de er velkommen, så det er fedt, i alle er så glade for hinanden! Vh Stine 

Jeg ytrer faktisk altid glæden ved at have deres søn til lege - og soveaftaler. Så jeg tror slet ikke de er i tvivl om at drengen er mere end velkommen hos os altid. 

Men det er deres egen samvittighed der skinner igennem, fordi de ofte er så fortravlet og ofte taler om at drengene snart skal hjem til dem og hygge, lege, sove, spise osv. Men de har bare aldrig tiden til det - hvilket jeg ofte har sagt at de slet ikke skal tænke. Og at de på ingen måde skal gengælde noget som helst, da drengene bare hygger sig helt vildt hos os og nyder tiden med hinanden og slet ikke er til besvær. 

Vores søns ven er ikke i tvivl om at han er velkommen her  - bliver hørt og lyttet til og talt med. Og jeg tænker selvfølgelig også at jo ældre drengene bliver, jo mere styrer de selv deres aftaler og så stopper de nok helt automatisk med at kaste drengen fra pasningssted til pasningssted. 

Det der bare rammer mig allermest er nok at det er de sidste 6 år det har været sådan - og intet har ændret sig. 

Anonym skriver:

er lige anonym af hensyn til mine svigerforældre, for der er ingen grund til at hænge dem ud.

 

Min kæreste er din søns ven i voksen udgave, hans barndomskammerat er din søn. Som barn kunne han ikke gøre til eller fra, men ganske anderledes som voksen, hvor han har sagt fra ift sine forældre: Fortalt dem, at de arbejdede for meget, at han hellere ville have haft forældrene mere hjemme, end de nyeste ting og skiferie og udlandssommerferie hvert år. At det gør ondt at blive nedprioriteret. 

Der er mere i det her, men det er helt klart medvirkende til, at han ikke har kontakt til dem i dag.

Han arbejder selv meget - forholdsvis nystartet eget firma - mens går jeg hjemme med vores søn. 

Men det er jo også trist bare at skulle følge med i forældrenes fortravlede liv. Og et eller andet sted bare være en ting, der lige skal afsættes her og der, alt afhængig af hvordan det lige kan løse sig. 

Og nej børnene kan jo intet gøre, udover bare at følge med. Det er jo først når min søns ven bliver stor nok til at kunne sige fra/vælge fra. 

Anonym skriver:

Jeg ytrer faktisk altid glæden ved at have deres søn til lege - og soveaftaler. Så jeg tror slet ikke de er i tvivl om at drengen er mere end velkommen hos os altid. 

Men det er deres egen samvittighed der skinner igennem, fordi de ofte er så fortravlet og ofte taler om at drengene snart skal hjem til dem og hygge, lege, sove, spise osv. Men de har bare aldrig tiden til det - hvilket jeg ofte har sagt at de slet ikke skal tænke. Og at de på ingen måde skal gengælde noget som helst, da drengene bare hygger sig helt vildt hos os og nyder tiden med hinanden og slet ikke er til besvær. 

Vores søns ven er ikke i tvivl om at han er velkommen her  - bliver hørt og lyttet til og talt med. Og jeg tænker selvfølgelig også at jo ældre drengene bliver, jo mere styrer de selv deres aftaler og så stopper de nok helt automatisk med at kaste drengen fra pasningssted til pasningssted. 

Det der bare rammer mig allermest er nok at det er de sidste 6 år det har været sådan - og intet har ændret sig. 

Og hvor er det bare fedt, at i har sådan et godt forhold til vennen.

Ja det kommer nok snart helt til at gi sig selv, hvor de vælger at lege. Vh Stine 

TS, hvis jeres søn har en ven på 6. år, så ville jeg nok mene at du kan tillade dig at snakke mere med forældrene omkring deres søns savn... sådan som du hører dem !

Inviter dem på mad en aften e.l. Få en god rolig snak med dem om de ting som du hører i dit hus, når deres søn er der.

Jeg kunne spise med kniv og gaffel som 4-årig, så hvis han ikke kan som 9-årig er der grund til bekymring.... medmindre de spiser med pinde hjemme hos ham...

Desværre er der mange som ser deres arbejde mere vigtigt end de børn som de sætter i verden, hvilket er uforståeligt for mig.

Kurt_H skriver:

TS, hvis jeres søn har en ven på 6. år, så ville jeg nok mene at du kan tillade dig at snakke mere med forældrene omkring deres søns savn... sådan som du hører dem !

Inviter dem på mad en aften e.l. Få en god rolig snak med dem om de ting som du hører i dit hus, når deres søn er der.

Jeg kunne spise med kniv og gaffel som 4-årig, så hvis han ikke kan som 9-årig er der grund til bekymring.... medmindre de spiser med pinde hjemme hos ham...

Desværre er der mange som ser deres arbejde mere vigtigt end de børn som de sætter i verden, hvilket er uforståeligt for mig.

 

 

Jeg synes det er en hårfin grænse, da jeg på ingen måde ønsker at skabe nogle former for splid mellem drengene. De har det virkelig godt sammen og nyder hinandens selskab, derfor vil jeg være ked af, hvis der skulle opstå intriger mellem os forældre. 

Jeg inviterer dem faktisk ALTID ind. Vi er meget gæstfri herhjemme. Så vi har altid et eller andet at kunne byde på. Desværre er det aldrig lykkedes mig at kunne invitere dem på noget, da de er så fortravlede og kun står i døren, hvor vi hurtigt lige kan nå en lille sludder, mens de skynder på deres søn. 

Mine børn lærte at bruge kniv og gaffel af deres dagplejemor, så jeg vil også mene at tiden er ved at være der. Men igen, der er mange basale kunnen, som denne dreng desværre ikke kan. 

Jeg er enig med dig, omkring prioritering af familie kontra arbejde...