Familiekonstellationer

Hej derude

Med fare for at få høvl, vælger alligevel at skrive dette indlæg. Jeg er ikke ude på at ramme nogen, gøre mig til et bedre menneske end andre eller lignende.

Jeg skriver faktisk dette indlæg, fordi min søn har en rigtig god legekammerat, som er kommet og kommer hos os ofte. Legeaftalen går stort set aldrig den anden vej, hvilket jeg synes er lidt ærgerligt, men ikke noget jeg har er problem med. 

Drengen elsker at være hos os, han nyder virkelig vores selskab, spiser og overnatter her gerne og virker i det hele taget bare super glad for at kunne få det "frirum" der er hos os. Jeg vælger at skrive frirum fordi hans forældre er karrieremennesker og "glemmer" sommetider deres børn. Det er den følelse jeg har omkring det! 

Jeg føler de tilsidesætter deres børn, frem for deres jobs - og jeg ved godt at vi alle priorieterer forskelligt, men han virker trist ind i mellem og der er utrolig meget han ikke kan, som vores børn kan, fx at kunne smøre et stykke brød eller spise med kniv og gaffel. 

Han vant til skemad ellers spiser han med fingrene og ofte spiser han alene. Han er 9 år og vil mene han burde kunne bruge kniv og gaffel. 

Hans forældre er altid død stressede når de kommer og henter ham, skynder helt vildt på ham, fordi de skal nå det ene og det andet og han skal ud til ny pasning, selvom han i realiteten sagtens kunne blive hos os, men det vil hans forældre ikke "belemre" os med. Det virker som lidt dårlig samvittighed, da de ofte siger at vores søn også snart skal hjem og hygge og sove hos dem. Det sker bare aldrig. Drengene har kendt hinanden i 6 år og har det bare super dejligt sammen. 

Mange af tingene er noget drengen selv fortæller os fordi han ytrer han ønsker at det var sådan hos ham. Vores prioriteter er anderledes. Jeg arbejder 28 timer, min mand 37 og ingen af børnene går i SFO. Vi spiser altid morgenmad, eftermiddagsmad og aftensmad sammen. Det er nogle vigtige holdepunkter i vores familie og jeg nyder at have den tid med vores børn. 

Jeg taler rigtig fint sammen med hans mor, hun er sød og hyggelig at tale med, hvis hun altså har tid. Men ofte er det max 5-10 minutter, fordi de netop skal videre. 

Åh jeg ved ikke helt hvad jeg ville med indlægget. Jeg er nok bare frustreret og ked af det på drengens vegne og et eller andet sted kan og skal jeg nok ikke gøre noget. Det er jo den måde de har valgt at leve på. 

Er vores familie helt forskruet? 

Anonym skriver:

Hej derude

Med fare for at få høvl, vælger alligevel at skrive dette indlæg. Jeg er ikke ude på at ramme nogen, gøre mig til et bedre menneske end andre eller lignende.

Jeg skriver faktisk dette indlæg, fordi min søn har en rigtig god legekammerat, som er kommet og kommer hos os ofte. Legeaftalen går stort set aldrig den anden vej, hvilket jeg synes er lidt ærgerligt, men ikke noget jeg har er problem med. 

Drengen elsker at være hos os, han nyder virkelig vores selskab, spiser og overnatter her gerne og virker i det hele taget bare super glad for at kunne få det "frirum" der er hos os. Jeg vælger at skrive frirum fordi hans forældre er karrieremennesker og "glemmer" sommetider deres børn. Det er den følelse jeg har omkring det! 

Jeg føler de tilsidesætter deres børn, frem for deres jobs - og jeg ved godt at vi alle priorieterer forskelligt, men han virker trist ind i mellem og der er utrolig meget han ikke kan, som vores børn kan, fx at kunne smøre et stykke brød eller spise med kniv og gaffel. 

Han vant til skemad ellers spiser han med fingrene og ofte spiser han alene. Han er 9 år og vil mene han burde kunne bruge kniv og gaffel. 

Hans forældre er altid død stressede når de kommer og henter ham, skynder helt vildt på ham, fordi de skal nå det ene og det andet og han skal ud til ny pasning, selvom han i realiteten sagtens kunne blive hos os, men det vil hans forældre ikke "belemre" os med. Det virker som lidt dårlig samvittighed, da de ofte siger at vores søn også snart skal hjem og hygge og sove hos dem. Det sker bare aldrig. Drengene har kendt hinanden i 6 år og har det bare super dejligt sammen. 

Mange af tingene er noget drengen selv fortæller os fordi han ytrer han ønsker at det var sådan hos ham. Vores prioriteter er anderledes. Jeg arbejder 28 timer, min mand 37 og ingen af børnene går i SFO. Vi spiser altid morgenmad, eftermiddagsmad og aftensmad sammen. Det er nogle vigtige holdepunkter i vores familie og jeg nyder at have den tid med vores børn. 

Jeg taler rigtig fint sammen med hans mor, hun er sød og hyggelig at tale med, hvis hun altså har tid. Men ofte er det max 5-10 minutter, fordi de netop skal videre. 

Åh jeg ved ikke helt hvad jeg ville med indlægget. Jeg er nok bare frustreret og ked af det på drengens vegne og et eller andet sted kan og skal jeg nok ikke gøre noget. Det er jo den måde de har valgt at leve på. 

Er vores familie helt forskruet? 

Nej jeg syntes jeres familie er helt normal.

Her spiser vi også sammen osv. 

Jeg kan dog ikke forstå at drengen ikke må blive hos jer i stedet for at skal passes af andre, hvis I har overskuddet og tiden til det og gerne vil passe ham, så ville det jo helt klart være bedst i stedet for at kaste ham rundt.

Jeg tænker at det er synd for din søns ven og kan godt forstår han er ked af det.

Herhjemme prioriterer vi, som jer, tiden med børnene. Jeg læser på netstudie til socialrådgiver, hvilket indebærer at jeg kun skal møde i skole 2 gange om måneden. Min søn er i børnehave 8-14.15 hver dag og har ofte en ugentlig fridag. Min mand arbejder i en 2-5 ordning, hvilket giver nogle langearbejdsdage, men til gengæld også en del fridage. Herhjemme spiser vi morgenmad, eftermiddags og aftensmad sammen, og i weekenderne også frokost. 

Hvis jeres familie er forskruet, så er vores også - Hvilket jeg kan leve ganske udmærket med 

Karriere kan altid komme senere når børnene bliver større 

Jeg er ikke karrieremenneske...går gladeligt på arbejde hver dag men jeg går også hjem så snart jeg har fri. Jeg skal hjem efter efter mine børn. Er gået ned i tid da jeg ikke synes det var sjovt kun at se ungerne i max 3 timer og så var de ovnikøbet trætte og jeg skulle lave mad Så gik ned i tid og nu har jeg børnene om morgenen og om eftermiddagen, Vi kan hygge og putte lidt i sofaen inden der skal laves aftensmad. JEG ELSKER DET

Jeg synes du skal nyde og glædes over det du kan gøre for din drengs ven. Det betyder helt sikkert meget for ham. Måske hans forældre vågner op en dag og opdager hvad de er gået glip af - det håber jeg, men indtil da kan i bidrage med nærvær og hygge som han tager med som dejlige minder når han går hjem.

er lige anonym af hensyn til mine svigerforældre, for der er ingen grund til at hænge dem ud.

Min kæreste er din søns ven i voksen udgave, hans barndomskammerat er din søn. Som barn kunne han ikke gøre til eller fra, men ganske anderledes som voksen, hvor han har sagt fra ift sine forældre: Fortalt dem, at de arbejdede for meget, at han hellere ville have haft forældrene mere hjemme, end de nyeste ting og skiferie og udlandssommerferie hvert år. At det gør ondt at blive nedprioriteret. 

Der er mere i det her, men det er helt klart medvirkende til, at han ikke har kontakt til dem i dag.

Han arbejder selv meget - forholdsvis nystartet eget firma - mens går jeg hjemme med vores søn. 

Anonym skriver:

Hej derude

Med fare for at få høvl, vælger alligevel at skrive dette indlæg. Jeg er ikke ude på at ramme nogen, gøre mig til et bedre menneske end andre eller lignende.

Jeg skriver faktisk dette indlæg, fordi min søn har en rigtig god legekammerat, som er kommet og kommer hos os ofte. Legeaftalen går stort set aldrig den anden vej, hvilket jeg synes er lidt ærgerligt, men ikke noget jeg har er problem med. 

Drengen elsker at være hos os, han nyder virkelig vores selskab, spiser og overnatter her gerne og virker i det hele taget bare super glad for at kunne få det "frirum" der er hos os. Jeg vælger at skrive frirum fordi hans forældre er karrieremennesker og "glemmer" sommetider deres børn. Det er den følelse jeg har omkring det! 

Jeg føler de tilsidesætter deres børn, frem for deres jobs - og jeg ved godt at vi alle priorieterer forskelligt, men han virker trist ind i mellem og der er utrolig meget han ikke kan, som vores børn kan, fx at kunne smøre et stykke brød eller spise med kniv og gaffel. 

Han vant til skemad ellers spiser han med fingrene og ofte spiser han alene. Han er 9 år og vil mene han burde kunne bruge kniv og gaffel. 

Hans forældre er altid død stressede når de kommer og henter ham, skynder helt vildt på ham, fordi de skal nå det ene og det andet og han skal ud til ny pasning, selvom han i realiteten sagtens kunne blive hos os, men det vil hans forældre ikke "belemre" os med. Det virker som lidt dårlig samvittighed, da de ofte siger at vores søn også snart skal hjem og hygge og sove hos dem. Det sker bare aldrig. Drengene har kendt hinanden i 6 år og har det bare super dejligt sammen. 

Mange af tingene er noget drengen selv fortæller os fordi han ytrer han ønsker at det var sådan hos ham. Vores prioriteter er anderledes. Jeg arbejder 28 timer, min mand 37 og ingen af børnene går i SFO. Vi spiser altid morgenmad, eftermiddagsmad og aftensmad sammen. Det er nogle vigtige holdepunkter i vores familie og jeg nyder at have den tid med vores børn. 

Jeg taler rigtig fint sammen med hans mor, hun er sød og hyggelig at tale med, hvis hun altså har tid. Men ofte er det max 5-10 minutter, fordi de netop skal videre. 

Åh jeg ved ikke helt hvad jeg ville med indlægget. Jeg er nok bare frustreret og ked af det på drengens vegne og et eller andet sted kan og skal jeg nok ikke gøre noget. Det er jo den måde de har valgt at leve på. 

Er vores familie helt forskruet? 

Jeg tror også du skal huske på at mange arbejder min. 37 timer. Ikke alle kan arbejde på deltid, ikke alle er studerende og ikke alle er karriere mennesker. Vi er alle forskellige og lever forskellige liv, som vi forsøger at få til at hænge sammen bedst muligt. 

Anonym skriver:

Hej derude

Med fare for at få høvl, vælger alligevel at skrive dette indlæg. Jeg er ikke ude på at ramme nogen, gøre mig til et bedre menneske end andre eller lignende.

Jeg skriver faktisk dette indlæg, fordi min søn har en rigtig god legekammerat, som er kommet og kommer hos os ofte. Legeaftalen går stort set aldrig den anden vej, hvilket jeg synes er lidt ærgerligt, men ikke noget jeg har er problem med. 

Drengen elsker at være hos os, han nyder virkelig vores selskab, spiser og overnatter her gerne og virker i det hele taget bare super glad for at kunne få det "frirum" der er hos os. Jeg vælger at skrive frirum fordi hans forældre er karrieremennesker og "glemmer" sommetider deres børn. Det er den følelse jeg har omkring det! 

Jeg føler de tilsidesætter deres børn, frem for deres jobs - og jeg ved godt at vi alle priorieterer forskelligt, men han virker trist ind i mellem og der er utrolig meget han ikke kan, som vores børn kan, fx at kunne smøre et stykke brød eller spise med kniv og gaffel. 

Han vant til skemad ellers spiser han med fingrene og ofte spiser han alene. Han er 9 år og vil mene han burde kunne bruge kniv og gaffel. 

Hans forældre er altid død stressede når de kommer og henter ham, skynder helt vildt på ham, fordi de skal nå det ene og det andet og han skal ud til ny pasning, selvom han i realiteten sagtens kunne blive hos os, men det vil hans forældre ikke "belemre" os med. Det virker som lidt dårlig samvittighed, da de ofte siger at vores søn også snart skal hjem og hygge og sove hos dem. Det sker bare aldrig. Drengene har kendt hinanden i 6 år og har det bare super dejligt sammen. 

Mange af tingene er noget drengen selv fortæller os fordi han ytrer han ønsker at det var sådan hos ham. Vores prioriteter er anderledes. Jeg arbejder 28 timer, min mand 37 og ingen af børnene går i SFO. Vi spiser altid morgenmad, eftermiddagsmad og aftensmad sammen. Det er nogle vigtige holdepunkter i vores familie og jeg nyder at have den tid med vores børn. 

Jeg taler rigtig fint sammen med hans mor, hun er sød og hyggelig at tale med, hvis hun altså har tid. Men ofte er det max 5-10 minutter, fordi de netop skal videre. 

Åh jeg ved ikke helt hvad jeg ville med indlægget. Jeg er nok bare frustreret og ked af det på drengens vegne og et eller andet sted kan og skal jeg nok ikke gøre noget. Det er jo den måde de har valgt at leve på. 

Er vores familie helt forskruet? 

Jeg oplever som lærer i overbygningen, at en del elever fra ressourcestærke hjem, med veluddannede forældre, har en forbløffende mangel på almen viden og et pauvert ordforråd. Jeg tænker hver gang, om de da slet ikke taler sammen over aftensmaden - om, hvad der sker i verden, om helt basale emner etc. Og så går det op for mig gang på gang, at nej - man spiser sjældent sammen, far og mor kommer sent hjem fra job, mor går til yoga og fitness, far cykler og løber, og samles familien ved bordet, har forældrene travlt med at drøfte logistik og koordinering for at få de næste dage til at hænge sammen. 

Ungerne går på deres værelser og ser hver deres film eller serie på hvert deres tv eller pc/iPad - eller spiller computerspil, mens far og mor lige skal tjekke mails, dyrke sport eller muligvis se tv sammen eller hver for sig. Hvad weekenderne går med, ved jeg ikke - måske det samme. Faktum er, at helt almindelig samtale om stort og småt er en sjældenhed, og at det SELVFØLGELIG har omkostninger. Familiemedlemmerne lever parallelliv. Ingen taler med de store unger om, hvad der sker ude i verden, hvad far og mor egentlig laver på deres arbejde osv. osv. 

Forældre kommer til skole-hjem-samtaler med mobilen tændt og undskylder på forhånd, at de altså er nødt til at tage den, hvis de ringer fra jobbet, for det er vigtigt. Signalet til deres barn: “Mor kan ikke garantere at prioritere at høre om DIG og din hverdag i tyve minutter!” 

Det er, hvad jeg hyppigere og hyppigere oplever og hører mine elever berette. Jeg ville jo ønske, disse forældre fik øjnene op for, hvad de byder deres børn, og at det ikke kan kompenseres af de utvivlsomt dejlige ferierejser, de som familie tager på 2-3 gange årligt. 

Jeg bliver indimellem vanvittig, når mine store unger drøfter alt mellem himmel og jord over aftensmaden, mens min mand og jeg hægter os af og på deres snak - vi er en MEGET talende familie. Men jeg ville ikke for alt i verden undvære vores mange snakke og al den tid, vi tilbringer sammen. 

Folk prioriterer forskelligt, og nogle jobs kræver flere timer end de 37-40 stykker. Jeg tror bare ikke altid, at folk er helt bevidste om, hvad de vælger fra på deres børns vegne, når de dedikerer så meget af deres tid til job og personlige interesser, aktiviteter etc. Blæse være med, hvad forældrene går glip af - det er noget andet med børnene, som ikke selv har valgt. 

Men nej, medmindre vi har at gøre med decideret omsorgssvigt, nytter det næppe at blande sig. 

Når det er sådan en god ven, ville jeg tænke at i jo evt ku lægge ud med at tage en snak med hans forældre omkring, hvor glade i er for at have ham på besøg.

Gå videre med at sige, at han altid er velkommen i jeres hjem, og at det dejligt for jeres dreng, at ha en god ven.

Derefter ka i sige at de ik ska bekymre sig om, om det er til besvær for jer, da i ser ham som en del af familien ( når nu de har sagt, de ik vil være til besvær)

Min bedste veninde og jer, boede nærmest på skift ved hinanden. Når vi var 3 uger på ferie, var hun altid med, i weekenderne sov vi på skift hos hinanden, fra fredag til søndag. Når de var i sommerhus var jeg med. Og vi spiste sammen 3-5 gange om ugen. 

Så de venskaber, man får som barn, er bare super vigtige. Og børn ved hvornår de er velkommen, så det er fedt, i alle er så glade for hinanden! Vh Stine 

Anonym skriver:

Jeg tror også du skal huske på at mange arbejder min. 37 timer. Ikke alle kan arbejde på deltid, ikke alle er studerende og ikke alle er karriere mennesker. Vi er alle forskellige og lever forskellige liv, som vi forsøger at få til at hænge sammen bedst muligt. 

Som jeg også skriver, ved jeg at vi alle prioriterer forskelligt og jeg tænker bestemt også på at alle ikke kan arbejde deltid, studere eller lignende. Men min bekymring gør ondt i mig når det skal gå ud over børnene.

Den følelse jeg har af min søns ven, så forsøger de så vidt muligt at få alt til at hænge sammen, så de ikke skal være sammen med deres børn, pga. tid på jobs og deres egen fritid - og det er det der gør mig ked af det. 

Min mand og jeg har også begge arbejdet 37 timer om ugen - men vi har så sandelig stadig prioriteret vores børn højest og brugt den tid der nu var til rådighed med to fuldtidsjobs. Og her betød det at sådan nogle ting, som primært var for os, træning, yoga og lignende, har vi skåret fra da vi så fx sjældent ville kunne spise aftensmad sammen. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg oplever som lærer i overbygningen, at en del elever fra ressourcestærke hjem, med veluddannede forældre, har en forbløffende mangel på almen viden og et pauvert ordforråd. Jeg tænker hver gang, om de da slet ikke taler sammen over aftensmaden - om, hvad der sker i verden, om helt basale emner etc. Og så går det op for mig gang på gang, at nej - man spiser sjældent sammen, far og mor kommer sent hjem fra job, mor går til yoga og fitness, far cykler og løber, og samles familien ved bordet, har forældrene travlt med at drøfte logistik og koordinering for at få de næste dage til at hænge sammen. 

Ungerne går på deres værelser og ser hver deres film eller serie på hvert deres tv eller pc/iPad - eller spiller computerspil, mens far og mor lige skal tjekke mails, dyrke sport eller muligvis se tv sammen eller hver for sig. Hvad weekenderne går med, ved jeg ikke - måske det samme. Faktum er, at helt almindelig samtale om stort og småt er en sjældenhed, og at det SELVFØLGELIG har omkostninger. Familiemedlemmerne lever parallelliv. Ingen taler med de store unger om, hvad der sker ude i verden, hvad far og mor egentlig laver på deres arbejde osv. osv. 

Forældre kommer til skole-hjem-samtaler med mobilen tændt og undskylder på forhånd, at de altså er nødt til at tage den, hvis de ringer fra jobbet, for det er vigtigt. Signalet til deres barn: “Mor kan ikke garantere at prioritere at høre om DIG og din hverdag i tyve minutter!” 

Det er, hvad jeg hyppigere og hyppigere oplever og hører mine elever berette. Jeg ville jo ønske, disse forældre fik øjnene op for, hvad de byder deres børn, og at det ikke kan kompenseres af de utvivlsomt dejlige ferierejser, de som familie tager på 2-3 gange årligt. 

Jeg bliver indimellem vanvittig, når mine store unger drøfter alt mellem himmel og jord over aftensmaden, mens min mand og jeg hægter os af og på deres snak - vi er en MEGET talende familie. Men jeg ville ikke for alt i verden undvære vores mange snakke og al den tid, vi tilbringer sammen. 

Folk prioriterer forskelligt, og nogle jobs kræver flere timer end de 37-40 stykker. Jeg tror bare ikke altid, at folk er helt bevidste om, hvad de vælger fra på deres børns vegne, når de dedikerer så meget af deres tid til job og personlige interesser, aktiviteter etc. Blæse være med, hvad forældrene går glip af - det er noget andet med børnene, som ikke selv har valgt. 

Men nej, medmindre vi har at gøre med decideret omsorgssvigt, nytter det næppe at blande sig. 

 

Jeg synes du kommer med et rigtig godt billede af hvordan vi oplever vores søns kammerats familie - og det er netop de ting du pointerer vi har talt om herhjemme.

Og jeg synes simpelthen det er så trist fordi det ofte er materielle ting de kompenserer med. 

Jeg kan også mærke at vores søn ind i mellem kan undres over hans vens viden og basale kunnen - men hjælper ham faktisk på en god måde, uden det skal være ydmygende for hans ven. 

Jeg oplever ikke os selv som ressourcesvage fordi vi ikke arbejder 50 timer i ugen. Egentlig har vi en god og sund økonomi, gode jobs begge to, bor i et ganske almindeligt hus med to biler og 3 børn og rejser også på ferie 2-3 uger om året. Men vores største prioritet er og vil altid være vores børn først. 

Men du har ret - der er intet vi kan gøre udover at tilbyde ham at han til en hver tid kan være her. Han bliver jo ikke decideret omsorgssvigtet.