Vidne til mobning

Som barn, ung og såmænd også langt op i voksenalderen var jeg voldsomt genert, angst og oftest ude af stand til, at sige fra overfor bøller m.v.

Dette har heldigvis været et overstået kapitel i en del år nu.

Det vigtigste i jeres historier - set med mine øjne / hørt i mine øre �� er, at I tænker over mopperiet og gør jeres bedste for at hjælpe ofret.

Alt begyndelse er svær, men når vi først har sagt fra 1 gang, så bliver det lidt lettere næste gang.

Stort tak til alle I, som har delt jeres oplevelser her. Det lærer jeg personligt meget af, som jeg så igen kan bruge, til at hjælpe andre ��

Flomama skriver:

Arh vel.. det vist lige fordomsfuldt  nok. 

Du lyder som om det mujaffa med 20 fætre på speed dial der går og smadre børn 

Det virker fantastisk på den slags typer at nævne deres forældre. At forældrene må skamme sig og du nu vil tage fat i dem om de vil være søde at vise vej. 

Når jeg nu siger den slags typer så mener jeg bølle børn og  ikke børn med en anden hud nuance specifikt. 

Fordomsfuldt ? Tjaa... vis du syntes det lyder sådan... dog er jeg ikke enig.

Jeg aner ikke hvad "mujaffa" står for.

Generelt set gælder det alle børn/unge mht. det jeg prøvede at udtrykke, fordi de lærer hurtigt at gøre de ting som kan skabe mest mulig oprør mod andre.

Nævne deres forældre ? Dét virker desværre ikke på særlig mange af de børn/unge som er respektløse overfor alle voksne.

Men én fællesnævner har de alle... hvis ikke der er et publikum, så er de blide som lam... men de færdes jo i flok, så derfor er de altid obs på en given lejlighed som de kan udnytte.

Derfor prøver jeg så vidt muligt at få "den anførende part" væk fra flokken, så er det meget nemmere at gøre en forskel på udfaldet.