Mor syge

Det har været meget forskelligt hvor mor-syge mine børn har været. Men 'kuren' er helt klart. Mor i rå- mængder, morgen middag aften og nat. Jo mere mor de får, gerne i en slynge på ryggen hvis de er 'store', jo hurtigere går det over.

Når mine børne har været mor syge, så har de siddet på min arm/ryg i 24timer i døgnet, og så går der ikke mange dage eller højst en uge, så er de ikke mor-syge mere. Så går der en periode, (længede varier) og så bliver de mor-syge igen. Så der er bare igen med mor på banen, og så går det hurtigt over. Masser af kys og kram, og fysisk kontakt. Så styrter de glade ud i verden igen, og 'gider' ikke mor.

Mumto3 skriver:

Det har været meget forskelligt hvor mor-syge mine børn har været. Men 'kuren' er helt klart. Mor i rå- mængder, morgen middag aften og nat. Jo mere mor de får, gerne i en slynge på ryggen hvis de er 'store', jo hurtigere går det over.

Når mine børne har været mor syge, så har de siddet på min arm/ryg i 24timer i døgnet, og så går der ikke mange dage eller højst en uge, så er de ikke mor-syge mere. Så går der en periode, (længede varier) og så bliver de mor-syge igen. Så der er bare igen med mor på banen, og så går det hurtigt over. Masser af kys og kram, og fysisk kontakt. Så styrter de glade ud i verden igen, og 'gider' ikke mor.

Du har fuldstændig ret - det kan være hårdt men den eneste "kur" jeg kender

Ååh, det kender vi i høj grad også herhjemme. Agnes har i den grad været mor-afhængig i en laaang periode - omkring et halvt år, og jeg har flere gange været ved at få fnidder af, at jeg stort set ikke har kunnet bevæge mig uden at have hende lige i hælene. Når jeg er til stede har hun ikke ville have noget som helst med sin far at gøre. Men lige så snart hun har været alene hjemme med sin far har der ikke været nogen problemer overhovedet, og hun har været åh så sød og nem .

Heldigvis er det ved at stilne lidt af.

Mumto3 skriver:

Det har været meget forskelligt hvor mor-syge mine børn har været. Men 'kuren' er helt klart. Mor i rå- mængder, morgen middag aften og nat. Jo mere mor de får, gerne i en slynge på ryggen hvis de er 'store', jo hurtigere går det over.

Når mine børne har været mor syge, så har de siddet på min arm/ryg i 24timer i døgnet, og så går der ikke mange dage eller højst en uge, så er de ikke mor-syge mere. Så går der en periode, (længede varier) og så bliver de mor-syge igen. Så der er bare igen med mor på banen, og så går det hurtigt over. Masser af kys og kram, og fysisk kontakt. Så styrter de glade ud i verden igen, og 'gider' ikke mor.

Vildrt hehe. Nu kan jegg så ikke holde til slynge. Men han sidder også ved mig osv. Kun far der ligger i seng og sådan har det altid været siden han blev født, så det holder vi ved

helora skriver:

Ååh, det kender vi i høj grad også herhjemme. Agnes har i den grad været mor-afhængig i en laaang periode - omkring et halvt år, og jeg har flere gange været ved at få fnidder af, at jeg stort set ikke har kunnet bevæge mig uden at have hende lige i hælene. Når jeg er til stede har hun ikke ville have noget som helst med sin far at gøre. Men lige så snart hun har været alene hjemme med sin far har der ikke været nogen problemer overhovedet, og hun har været åh så sød og nem .

Heldigvis er det ved at stilne lidt af.

Når Emil er alene med hans far er det test på test på testt han udsætter sin far for indtil han bliver træt ellers sådan

suanne85 skriver:

Når Emil er alene med hans far er det test på test på testt han udsætter sin far for indtil han bliver træt ellers sådan

Stakkels far. Men han må trøste sig med, at det er en fase, som Emil vokser fra igen. Men hold da op, hvor må det være frustrerende for de stakkels fædre, der oplever afvisningen.

Jeg har ikke nogen gode råd til, hvad man kan gøre for at gøre denne fase så kort som mulig. Det er nok, som de andre siger, et behov fra barnet, som bare skal opfyldes før det går over igen.

helora skriver:

Stakkels far. Men han må trøste sig med, at det er en fase, som Emil vokser fra igen. Men hold da op, hvor må det være frustrerende for de stakkels fædre, der oplever afvisningen.

Jeg har ikke nogen gode råd til, hvad man kan gøre for at gøre denne fase så kort som mulig. Det er nok, som de andre siger, et behov fra barnet, som bare skal opfyldes før det går over igen.

Ja især når de er så små. Men når de bliver større skal man nok være bedre til at sige at de skal være lidt sammen med faren eller tror jeg det bliver for meget.

Jeg kan slet ikike sætte mig ind i hvordan det må værre at være far i sådan en situation,