Falske mennesker

Hej alle sammen, 

Mit spørgsmål er: Hvordan tackler I falske mennesker? 

Lidt baggrundsinfo om min situation: 

Jeg er vokset op i et hjem, hvor man taler ud om problemer og løser tingene sammen. Uanset hvor ubehageligt det er. Vi har aldrig været gode til at feje tingene under tæppet og pretend like nothing happened. 

Min mand derimod er vokset op i et hjem, hvor man fejer det ubehagelige under tæppet, men at man stikker og prikker til hinanden, når muligheden byder sig. Eller at man lader som om man kan lide en, og ligeså snart man går ud af døren, så bagtaler de. 

I starten af vores forhold var det utroligt svært for mig, at leve sådan. Vi har haft flere problemer med min svigerfamilie men det er aldrig blevet talt om. Jeg ved de hader mig, men lader som om de kan li mig. Der er altid en spændt atmosfære når vi er sammen med dem og jeg får det dårligt hver gang vi skal besøge dem.

Vi har også haft problemer med mine forældre, som blev løst rimeligt hurtigt, da vi satte os sammen og talte om dem og fik det ud af verden. 

Min mand og jeg (i vores ægteskab) er også meget åbne og taler om alle vores problemer. Jeg, fordi jeg er vokset sådan og min mand, fordi han er vokset op med forældre som altid har haft et spændt forhold med masser af skænderier, netop fordi de aldrig talte ud om deres problemer. Han betegner sin familie som falsk og han kan heller ikke holde ud at være ret meget sammen med dem ad gangen. 

Vi ses med dem ca. 1 gang om mdr. og det er kun pga. vores børn. 

Ovenstående har stået på i 8 år og jeg kan mærke på mig selv at jeg er ved at knække. Jeg havde en eneste diskussion med svigermor ang. et problem vi havde. Jeg skulle virkelig passe på med ikke at råbe og skrige. Jeg er helt fyldt op med de mange års frustrationer. Men jeg kan mærke på mig selv at jeg ikke længere gider spille skuespil. 

Jeg kan også lade være med at besøge dem, men jeg vil også gerne støtte min mand. De er jo trods alt hans forældre og han vil gerne se dem en gang imellem. 

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med dette indlæg. Måske høre om jeres erfaringer? 

Anonyme svar tilladt. 

Hvad med om du stille og roligt begyndte med at sige din mening når I er sammen med dem? Uden at provokere eller stille an til et skænderi. Men bare stille og roligt, at du selv er ærlig. På den måde kan du måske påvirke deres måde at være på?

Anonym skriver:

Hej alle sammen, 

Mit spørgsmål er: Hvordan tackler I falske mennesker? 

Lidt baggrundsinfo om min situation: 

Jeg er vokset op i et hjem, hvor man taler ud om problemer og løser tingene sammen. Uanset hvor ubehageligt det er. Vi har aldrig været gode til at feje tingene under tæppet og pretend like nothing happened. 

Min mand derimod er vokset op i et hjem, hvor man fejer det ubehagelige under tæppet, men at man stikker og prikker til hinanden, når muligheden byder sig. Eller at man lader som om man kan lide en, og ligeså snart man går ud af døren, så bagtaler de. 

 

I starten af vores forhold var det utroligt svært for mig, at leve sådan. Vi har haft flere problemer med min svigerfamilie men det er aldrig blevet talt om. Jeg ved de hader mig, men lader som om de kan li mig. Der er altid en spændt atmosfære når vi er sammen med dem og jeg får det dårligt hver gang vi skal besøge dem.

Vi har også haft problemer med mine forældre, som blev løst rimeligt hurtigt, da vi satte os sammen og talte om dem og fik det ud af verden. 

Min mand og jeg (i vores ægteskab) er også meget åbne og taler om alle vores problemer. Jeg, fordi jeg er vokset sådan og min mand, fordi han er vokset op med forældre som altid har haft et spændt forhold med masser af skænderier, netop fordi de aldrig talte ud om deres problemer. Han betegner sin familie som falsk og han kan heller ikke holde ud at være ret meget sammen med dem ad gangen. 

Vi ses med dem ca. 1 gang om mdr. og det er kun pga. vores børn. 

Ovenstående har stået på i 8 år og jeg kan mærke på mig selv at jeg er ved at knække. Jeg havde en eneste diskussion med svigermor ang. et problem vi havde. Jeg skulle virkelig passe på med ikke at råbe og skrige. Jeg er helt fyldt op med de mange års frustrationer. Men jeg kan mærke på mig selv at jeg ikke længere gider spille skuespil. 

Jeg kan også lade være med at besøge dem, men jeg vil også gerne støtte min mand. De er jo trods alt hans forældre og han vil gerne se dem en gang imellem. 

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med dette indlæg. Måske høre om jeres erfaringer? 

Anonyme svar tilladt. 

 har ikke noget hjælp men vil sige at det du beskriver er nøjagtig lige som her hjemme..  jeg sad helt og blev i tvivl om det var mig selv der havde skrevet det  bortset fra at vores børn ikke er så gamle endnu... så ville bare sende en krammer og sige stop du ikke er alene  jeg plejer at spørge min mand om hvilken elefant i stuen vi nu ikke skulle snakke om når vi skal der hjem  

Mom skriver:

Hvad med om du stille og roligt begyndte med at sige din mening når I er sammen med dem? Uden at provokere eller stille an til et skænderi. Men bare stille og roligt, at du selv er ærlig. På den måde kan du måske påvirke deres måde at være på?

Det er meget svært. Det er tunge emner. Folk i deres familie taler ikke sammen på kryds og tværs. Der hænger noget i luften hele tiden.

Grunden til at jeg ikke tager emnet op er fordi min mand helst bare vil bevare det vi har med dem for han er sikker på at hvis vi begyndte at diskutere med dem, så slutter vores (fake) venskab/familieforhold. Grunden til at min mand har det på den måde er, at hans forældre er rimelig gamle og han er bange for at de dør, og at de ikke får sagt ordentligt farvel fordi de er uvenner eller noget.

Kay skriver:

 har ikke noget hjælp men vil sige at det du beskriver er nøjagtig lige som her hjemme..  jeg sad helt og blev i tvivl om det var mig selv der havde skrevet det  bortset fra at vores børn ikke er så gamle endnu... så ville bare sende en krammer og sige stop du ikke er alene  jeg plejer at spørge min mand om hvilken elefant i stuen vi nu ikke skulle snakke om når vi skal der hjem  

Hvor er det dog forfærdeligt. 

Min børn er også små, 3 år og 1/2 år.

Krammer til dig også 

Hvordan ved du de hader dig når tingene aldrig bliver sagt?

Kan det være at den spændte atmosfære er fordi du ikke kan lide at besøge dem og det kan i mærke?

Jeg har en svigerdatter som mener alt skal fucking snakkes i smadder HELE tiden. 

Der er aldrig plads til misforståelser,trækken på skuldrene og tryk på pytknappen. 

Alt skal analyseres og selv om man prøver at sige at hun har misforstået situationen og at f.eks humor er forskelligt så næ nej. Så skal det vendes og drejes i en uendelighed.

Og stopper først når man tigger om tilgivelse.

Det er SÅ dræbende og skaber en trykkende stemning. Og helt ærligt så er det en lettelse når hun går ud af døren.

Jeg siger ikke Der her det Der er galt hos jer. Men min svigerdatter ser helt sikkert anderledes på det end mig.  Og kunne have skrevet dit indlæg.

Carina:-) skriver:

Hvordan ved du de hader dig når tingene aldrig bliver sagt?

Kan det være at den spændte atmosfære er fordi du ikke kan lide at besøge dem og det kan i mærke?

Jeg har en svigerdatter som mener alt skal fucking snakkes i smadder HELE tiden. 

Der er aldrig plads til misforståelser,trækken på skuldrene og tryk på pytknappen. 

Alt skal analyseres og selv om man prøver at sige at hun har misforstået situationen og at f.eks humor er forskelligt så næ nej. Så skal det vendes og drejes i en uendelighed.

Og stopper først når man tigger om tilgivelse.

Det er SÅ dræbende og skaber en trykkende stemning. Og helt ærligt så er det en lettelse når hun går ud af døren.

Jeg siger ikke Der her det Der er galt hos jer. Men min svigerdatter ser helt sikkert anderledes på det end mig.  Og kunne have skrevet dit indlæg.

Tak fordi du som svigermor tager dig tid til at skrive om dine erfaringer. 

Jeg ved at de ikke bryder sig om mig fordi de mener at jeg styrer min mand og at jeg er skyld i alle vores problemer. Det har de sagt til ham. Når de er sammen med mig, så er vi "bedste venner" 

Samme situation med svigermors bedste veninde. Ligeså snart hun er ude af døren, så begynder svigermor at bagtale hende på det groveste. Det er forfærdeligt.

Jeg elskede at komme og besøge dem inden alle problemerne startede. Det er først derefter at jeg begyndte at hade at besøge dem. Den eneste grund til at de accepterer mig er så de kan se børnebørnene. 

Jeg behøver ikke tale om alt. Man skal vælge sine kampe med omhu. Men der er bare nogle ting, som er alt for store til at feje under tæppet, som i min verden burde tales om. Og det drejer sig ikke om forskellig humor. De har ødelagt meget for min mand og mig og det er ikke noget vi nogensinde vil glemme. 

Anonym skriver:

Hvor er det dog forfærdeligt. 

Min børn er også små, 3 år og 1/2 år.

Krammer til dig også 

Ja det er frygteligt at gå i alt den indebrændte spænding imellem mennesker

Lyder ret meget som min svigerfamilie, der ovenikøbet er ekstremt nærtagende, så man skal også lige vare sin mund, for de tager ALT personligt. Indtil vi fik børn drev det mig til vanvid. Børnene tager heldigvis mit fokus, så jeg ignorerer dem egentlig bare. Og bekymrer mig ikke længere om hvad de mener om mig, jeg tror ikke på jeg kan gøre noget for at ændre dem, og er efterhånden også ret ligeglad.

Du kan være glad eller få ret - vælg en

Jeg tænker, at du heller ikke gør det nemmere for dig selv med dit fokus og ordvalg. Måden du italesætter tingene på, også overfor dig selv, betyder meget for din opfattelse af tingene.

Jeg kender hverken dig, din mand eller din svigerfamilie, og du har ganske sikkert ret, men som du også har konstateret, bliver tingene efter et stykke tid ulidelige.

Jeg tænker at du (og muligvis også din mand?) skal prøve at finde pyt-kassen frem. I kender begge to dine svigerforældre, og jeg tvivler på at de ændrer sig, så enten lærer I at leve med dem som de er, eller også fortsætter I med at være frustrerede.

Mit forslag er, at I prøver at fokusere og italesætte på de positive ting i stedet, så det primære fokus ikke længere er det negative. Er svigermor god til at lave mad? Er hun god til børnebørnene? Har de en dejlig have man kan hygge i? Skift emne, når svigermor begynder at bagtale veninden eller andre.

Jeg er med på at det er meget nemmere sagt end gjort, men jeg tror at samværet vil være rarere for alle parter.