Aldersforskel

Det har intet med børn at gøre, men kan huske, at det har været oppe at vende nogle gange. Sagen er den, at jeg ind i mellem er lidt bekymret over aldersforskellen mellem min kæreste og jeg. Han er 12,5 år ældre end mig og vi har kendt hinanden i halvandet år (20 måneder, helt præcist) så det er stadig nyt.

Det er det mest lykkelige og harmoniske forhold, jeg nogensinde har været i. Og vores personligheder passer godt sammen. Jeg tænker aldrig på ham som gammel eller kedelig eller sådan noget. Jeg er ret sikker på, at jeg aldrig skal have flere børn (min søn på 7,5 år bor hos sin far og er hos os hver anden weekend), så det er ikke der skoen trykker, jeg går ikke og føler, at jeg har travlt med at komme i gang med barn nummer to, inden han bliver for gammel. For jeg skal ikke have en toer. Men jeg kan pludselig ikke lade være med at tænke på, om jeg kommer til at overleve ham med rigtig mange år eller om der er andre problemer omkring aldersforskellen, som jeg er naiv omkring.

Der er ikke nogen, hverken i vores familie eller blandt venner, der har kommenteret på noget og på den måde sat tanker i gang. Det kom af at vi fejrede hans 45 års fødselsdag i fredags og det er som om, at det var da jeg "smagte" på tallet, at jeg begyndte at tænke "gosh 45 er squ en høj alder". Min kæreste selv har det godt med sin alder, han har ikke midtvejskrise, panikalder eller hvad man skal kalde det og synes næsten det er lidt fjollet, at jeg tager på vej over det. Kan bare ikke lide tanken om,  at han bliver ældre og at jeg potentielt kan miste ham. 

Der er også stor aldersforskel på min mand og jeg og selvom han klart har passeret den alder hvor de i tråden om hvornår mænd er for gamle til at få børn, ville korse sig, så venter jeg vores begges første barn.

Jeg tænker lidt over det her efterhånden som terminen nærmer sig: At han vil være gammel, når vores søn fylder 30. At der kommer et tidspunkt hvor vi pga den fysiske alder kommer til at være meget forskellige steder i livet.

Lige pt. er alt jo fint - aldersforskellem er hvad den er, men udover hvad der står på vores kørekort er det jo ikke noget vi tænker over i det daglige. Vi er begge på arbejdsmarkedet, har samme interesser m.m. Men der kommer jo en dag, hvor det ikke længere er sådan, og den tanke kan godt være skræmmende.

Jeg vælger at tænke 2 ting. For det første er der ingen garanti for at man lever lige længe og i øvrigt er åndsfriske og fysiske friske lige længe, selvom man er nogenlunde jævnaldrende. Der er ingen garantier. Og for det andet så vil jeg hellere have 20-30 rigtig gode år med en helt fantastisk mand, og så måske være nødt til at skilles når han er gammel og jeg endnu ikke er, end jeg vil gå fra ham og forsøge at finde en jævnaldrende erstatning.

Jeg håber meget at vi bliver sammen til det sidste - at vi selv når han bliver en gammel mand og jeg stadig er nogenlunde frisk, elsker hinanden og fortsat vil leve sammen. Uagtet at det nok bliver på en anden måde end de fleste jævnaldrende ægtepar.

FruSteffensen skriver:

Der er også stor aldersforskel på min mand og jeg og selvom han klart har passeret den alder hvor de i tråden om hvornår mænd er for gamle til at få børn, ville korse sig, så venter jeg vores begges første barn.

Jeg tænker lidt over det her efterhånden som terminen nærmer sig: At han vil være gammel, når vores søn fylder 30. At der kommer et tidspunkt hvor vi pga den fysiske alder kommer til at være meget forskellige steder i livet.

Lige pt. er alt jo fint - aldersforskellem er hvad den er, men udover hvad der står på vores kørekort er det jo ikke noget vi tænker over i det daglige. Vi er begge på arbejdsmarkedet, har samme interesser m.m. Men der kommer jo en dag, hvor det ikke længere er sådan, og den tanke kan godt være skræmmende.

Jeg vælger at tænke 2 ting. For det første er der ingen garanti for at man lever lige længe og i øvrigt er åndsfriske og fysiske friske lige længe, selvom man er nogenlunde jævnaldrende. Der er ingen garantier. Og for det andet så vil jeg hellere have 20-30 rigtig gode år med en helt fantastisk mand, og så måske være nødt til at skilles når han er gammel og jeg endnu ikke er, end jeg vil gå fra ham og forsøge at finde en jævnaldrende erstatning.

Jeg håber meget at vi bliver sammen til det sidste - at vi selv når han bliver en gammel mand og jeg stadig er nogenlunde frisk, elsker hinanden og fortsat vil leve sammen. Uagtet at det nok bliver på en anden måde end de fleste jævnaldrende ægtepar.

Tak for dit svar Jeg vil også sige, at jeg hidtil har tænkt, at det vigtigste er, at man lever harmonisk sammen, har fælles interesser, god kommunikation osv. Og måske endnu vigtigere samme fremtidsdrømme og prioriteter. Det virker det også som om i har, i er enige om, at I skal have børn, aldersforskellen til trods, og vi er enige om ikke at få børn. Der er trods alt mange, der bliver uenige om det også jævnaldrende.

Jeg forstår godt din argumentation for, at du ikke har lyst til at finde en jævnaldrende erstatning for din mand, sådan har jeg det jo også.

Jeg tror bare, at jeg er skræmt fordi jeg blev skilt fra min første mand og tanken om at skulle miste igen gør så ondt. Så tænker jeg, at selv om, at vi er lykkelige nu og han er sund og rask og energisk (mere end jeg selv) er det så stadig realistisk, at jeg er glad for at have en mand, der er så meget ældre om 10-20 år? Er det naivt af mig at tænke, at aldersforskel ingenting betyder osv

Der er 20 års forskel på min mand og jeg . 

og jeg har aldrig haft det bedre, og han holder sig sygt godt , træner og er ung i sind, og ingen midtvejs kriser. Jeg nyder ham bare:-) 

Sisse02 skriver:

Der er 20 års forskel på min mand og jeg . 

og jeg har aldrig haft det bedre, og han holder sig sygt godt , træner og er ung i sind, og ingen midtvejs kriser. Jeg nyder ham bare:-) 

Åh hvor er det dejligt at høre <3

Har du så aldrig tænkt på fremtiden eller tænker du det som en selvfølge, at I skal være sammen altid? Eller tager du det bare som det kommer?

Jeg har det nok lidt svært, fordi jeg var gift i 7 år og regnede med, at det skulle være for altid, så jeg tror, at selv uden aldersforskel ville jeg være bange for at miste igen. 

Nupa-Sofia skriver:

Det har intet med børn at gøre, men kan huske, at det har været oppe at vende nogle gange. Sagen er den, at jeg ind i mellem er lidt bekymret over aldersforskellen mellem min kæreste og jeg. Han er 12,5 år ældre end mig og vi har kendt hinanden i halvandet år (20 måneder, helt præcist) så det er stadig nyt.

Det er det mest lykkelige og harmoniske forhold, jeg nogensinde har været i. Og vores personligheder passer godt sammen. Jeg tænker aldrig på ham som gammel eller kedelig eller sådan noget. Jeg er ret sikker på, at jeg aldrig skal have flere børn (min søn på 7,5 år bor hos sin far og er hos os hver anden weekend), så det er ikke der skoen trykker, jeg går ikke og føler, at jeg har travlt med at komme i gang med barn nummer to, inden han bliver for gammel. For jeg skal ikke have en toer. Men jeg kan pludselig ikke lade være med at tænke på, om jeg kommer til at overleve ham med rigtig mange år eller om der er andre problemer omkring aldersforskellen, som jeg er naiv omkring.

Der er ikke nogen, hverken i vores familie eller blandt venner, der har kommenteret på noget og på den måde sat tanker i gang. Det kom af at vi fejrede hans 45 års fødselsdag i fredags og det er som om, at det var da jeg "smagte" på tallet, at jeg begyndte at tænke "gosh 45 er squ en høj alder". Min kæreste selv har det godt med sin alder, han har ikke midtvejskrise, panikalder eller hvad man skal kalde det og synes næsten det er lidt fjollet, at jeg tager på vej over det. Kan bare ikke lide tanken om,  at han bliver ældre og at jeg potentielt kan miste ham. 

Min mand er også 12 år ældre end mig. Vi har været sammen i 14 år nu - gift i 11 år og har to børn sammen på 5 og 10 år.

Jeg tænker aldrig over aldersforskellen, men nyder bare min dejlige, modne mand.

Min mand var i øvrigt 37 og 42 år, da han blev far.

Nupa-Sofia skriver:

Åh hvor er det dejligt at høre <3

Har du så aldrig tænkt på fremtiden eller tænker du det som en selvfølge, at I skal være sammen altid? Eller tager du det bare som det kommer?

Jeg har det nok lidt svært, fordi jeg var gift i 7 år og regnede med, at det skulle være for altid, så jeg tror, at selv uden aldersforskel ville jeg være bange for at miste igen. 

Jeg tror mere du bare er bange for at blive skuffet endnu en gang:-) 

nej jeg tænker ikke over det . Jeg nyder ham mens han er her . Han er så god for mig og så forstående overfor alt :-) og det bedste af det hele er at han ligesom har løbet hornene af sig, så veninder, skrive med piger osv er ikke noget han gider. :-) det er fedt ! hehe 

Der er også 20 år mellem min mand og jeg. Vi mødtes i 2012 og venter lige nu vores tredje barn. Jeg er 34, snart 35 og han er 55.

Han gør mig lykkelig nu og det er det, der betyder noget for mig. Man kan ikke mærke på ham, han har den alder og mange bliver overrasket, når de får det at vide. Og i hverdagen skænker jeg det ikke en tanke.

Vi snakker dog om det af og til. Han har taget det som sit primære ansvar at holde sig fit, skarp og nysgerrig af hensyn til mig og sine børn (det falder ham så også helt naturligt).

Derudover har han det krav til mig, at skulle han pludselig stå og være ramt af alzheimers eller andet, så han ikke er sig selv mere, så skal jeg sørge for at få ham på hjem, hygge om ham af og til og så ellers finde en anden lykke. Vi er ikke blinde for den mulige fremtid vi kan komme til at stå i.

Jeg er ikke i tvivl om at der kommer en dag, hvor alderen kommer til at fylde mere, end den gør nu (det kan jeg se på mine forældre, der har en aldersforskel på 10 år). Men der har jeg den (naive?) tanke at den tid den sorg. Jeg vil ikke sætte min lykke og vores børns mulighed for en fantastisk far i de år det nu bliver, overstyr for noget, jeg ikke tror, jeg kan finde andre steder.

Evig lykke og harmoni er jo heller ikke en garanti med en jævnaldrende mand.

Jeg bliver bange for tanken om måske en dag, at skulle håndtere tabet af ham og hjælpe vores måske unge børn igennem det samme. Nogle vil måske synes, det er egoistisk, at udsætte dem for det tab og savn i en ung alder. Men indtil da har jeg en mand og de en far, der har os som sit et og alt og vil gøre hvad som helst for os. Og det synes jeg er uvurderligt.

Vi har samme forskel som hos jer. Her er det også ægteskab nr 2 for begge. Jeg må nok sige jeg ikke ser de 12 år som ret meget

Jeg skænker det aldrig en negativ tanke. Indimellem tænker jeg dog at jeg er glad for at have en mand der er ældre end mine jævnaldrene, som først nu virkelig finder sig til rette på arbejdsmarkedet. Men alderen på min mand har hos os intet negativt medført. Jeg er ret sikker på han altid vil være i bedre form end jeg. Hvor længe vi lever, udseende og at vi holder os friske, tror jeg selv vi kan gøre en del for. Og så tænker jeg stadig at vi ikke ved hvad der kommer til at ske uanset om vi er jævnaldrende eller ej. I min familie blev mine bedsteforældre de 93,95 og 53.. så det kan gå begge veje. Tænk hvis min mand bliver de 93 og jeg de 53.. så er det spildte tanker at bekymre sig om alderen. Vigtigst er nu’et.

Min kæreste er også i rigtig god form nu og han er generelt meget rummelig og nysgerrig på mange områder, så nej jeg mærker ikke til aldersforskellen, men tænker om det er naivt ikke at tænke over, hvad den kan komme til at betyde på sigt.

Omvendt gik det galt mellem mig og min jævnaldrende eksmand og det gik galt mellem min kæreste og hans jævnaldrende ekskone, så jeg ved godt, at der aldrig er nogle garantier i tilværelsen.

Men er glad for at høre så mange gode historier/eksempler på at det sagtens kan køre fint med stor aldersforskel.